En social epidemi

Side 38

Billede

Side 39

Der er en klar stigning i antallet af spiseforstyrrelser. Både anoreksi og bulimi breder sig, men også overvægt som følge af tvangsspisning bliver et stigende problem (1, 2, 3). Spiseforstyrrelser rammer hyppigst kvinder. Med hensyn til anoreksi ca. 12 for hver mand (3) og oftest i alderen 15-24 år. En del viser sig allerede, før barnet er blevet 15 år. Mange spiseforstyrrelser forbliver udiagnosticerede.

På landsplan må man regne med mindst 60-100 nye alvorlige tilfælde af anoreksi pr. år.

Anoreksi og bulimi er nært beslægtede lidelser. Det fælles er vægtangsten, optagetheden af mad og det forstyrrede kropsbillede. Tvangsspisning og overvægt, hvor personen skiftevis overspiser og går på slankekur, hører også med til spiseforstyrrelserne, men det følgende vil hovedsagelig omhandle anoreksi og bulimi.

Prognoser vedrørende anoreksi viser, at 40 pct. kommer sig efter en sygdomsvarighed på gennemsnitlig fem år, 20 pct. dør af anoreksi (halvdelen på grund af komplikationer, den anden halvdel på grund af selvmord), og at de resterende 40 pct. overlever med alvorlige fysiske og psykiske handicap, ofte i social isolation (4).

Tidstypisk udtryk

Ifølge Lene Rem lider 10.000 danske piger af anoreksi, mens 90.000 enten grovæder eller overspiser (4). Bulimi har ikke samme status som anoreksi, fordi det i vores samfund anses for værdifuldt at kunne kontrollere sig selv og sine behov. Pigen med bulimi provokerer os med sin umådeholdenhed og vækker foragt og ængstelse. Brækkerierne er ulækre. Bulimi er formentlig lige så alvorligt som anoreksi, og dødeligheden er sandsynligvis lige så stor eller højere. Selvmord er betydeligt hyppigere ved bulimi end ved anoreksi. Spiseforstyrrelserne kan være ledsaget af misbrug af vanddrivende medicin, afføringsmidler, slankepiller, alkohol og andre rusmidler.

Den norske psykiater Finn Skårderud ser spiseforstyrrelser som kulturelt betingede sygdomme – som et tidstypisk udtryk for den moderne personlighed og den moderne krop.

''Det tidstypiske ligger i at søge det ideelle selv ved at søge den ideelle krop'' (5, s. 10).

Men spørgsmålet er: Hvorfor netop nu? Hvorfor er det blevet en social epidemi – en ny folkesygdom i hele den vestlige verden? Nu hvor vi omsider ikke længere skal kæmpe mod hungersnød og underernæring?

Og hvorfor er det altovervejende piger og kvinder, der rammes?

Et af svarene er måske, at vi mennesker i det postmoderne samfund har oplevet en opløsning af værdier og normer, og at mange ikke har fundet andre værdier at bygge deres tilværelse på. Kulturel frisættelse kalder den tyske professor i samfundspædagogik Thomas Ziehe begrebet, hvor mennesket føler, at alle muligheder står åbne, samtidig med at mulighederne og friheden virker angstprovokerende. Det hellige og mystiske fylder heller ikke meget i vores kultur – det enkelte individ står mere alene, frisat. Dermed øges belastningen på kroppen, den bliver både identitetsbærer og -skaber samtidig med, at man kan skjule sig bag den.

Et andet svar kunne inddrage det store kommercielle marked, som både spiller på og skaber utilfredshed med kroppen, især kvindekroppen. Tænk på reklamens magt og det fokus, der er på slankekure, aerobic og nærmest underernærede fotomodeller. Og hvilken betydning har sundhedskampagnerne haft med hensyn til skyldfølelse og dårlig samvittighed, for ikke at tale om myten om den gode mor, som tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres?

Spiseforstyrrelser opstår, når mange forskellige faktorer spiller sammen. Biologiske faktorer kan også være en medvirkende årsag. Men grundlæggende spiller psykologiske faktorer samt familiedynamiske forhold ind, eksempelvis: Har der været for snævre/for løse grænser i familien, hvordan har holdningen været til krop og seksualitet, har der været misbrugsproblemer i familien – en spiseforstyrrelse er også et misbrugsproblem – hvordan har madkulturen været i familien, hvad har den enkelte lært i familien om kommunikation, behovstilfredsstillelse og konfliktløsning og ikke mindst: Har barnet udviklet en sund selvfølelse?

Overlevelsesstrategi

Den danske psykolog Tove Hvid mener, at anoreksi bl.a. er:

• en måde at overleve på, ved at sulte sig, ved måske at sulte sig ihjel
• et stumt kropssprog, udviklet når hun har råbt og råbt uden at blive hørt
• når livet er gået i hårdknude
• oprør, kontrol, magtesløshed, grænseløshed, vrangvendt styrke
• at sluge vreden, at overvinde usynliggørelsen
• ikke et problem, men selve løsningen på et problem.

Dette er helt centralt i forhold til forståelsen af spiseforstyrrelser. At udvikle en spiseforstyrrelse er en overlevelsesstrategi. Hvis man kun behandler symptomerne, lader man pigen/kvinden i stikken. Kvinden forsøger 

Side 40  

at beskytte sig mod både sit indre kaos og det ydre kaos i forhold til omgivelserne. Psykologisk set er spiseforstyrrelsen et livsnødvendigt værn mod bl.a. angst og andre stærke følelser, som patienten oplever sig truet med at blive overvældet af og drukne i (7).

Spiseforstyrrelser begynder ofte i puberteten, nogle gange endda i præpuberteten, men spiren til problemerne kan være opstået meget tidligere.

Oplevelser fra den første livsfase af at være velkommen eller uønsket i verden, gode eller dårlige oplevelser fra den tid, hvor mad, kærlighed og tryghed ikke kan adskilles, mestringen af svære følelser som vrede, angst og sorg har stor betydning. Endvidere hvordan jeg-udviklingen har været med hensyn til selvstændighed, afgrænsethed samt evnen til at mærke og udtrykke behov. Det vil sige, at barnets udvikling af identitet er central. Da spiseforstyrrelser er en kvindelig udtryksmåde (selvom drenge og mænd i stigende grad rammes), er kønsidentiteten også meget vigtig – altså socialiseringen til pige/kvinde.

Identiteten udvikles gennem det tidlige samspil med de primære omsorgspersoner, oftest forældrene. I forhold til både udviklingen af spiseforstyrrelser og kønsidentitet er objektrelations-teorierne centrale.

Moderen som hjælpe-ego

Børnepsykiateren Margaret Mahler, som levede fra 1897-1985 er en af repræsentanterne for den linie af dynamisk psykiatri, som kaldes objektrelationsteori (8). Hun byggede videre på bl.a. Freuds og Erik Eriksons arbejder. Ifølge Mahler er mor-barn-relationen af afgørende betydning for, hvorledes barnets jeg dannes. Barnets udvikling forløber gennem forskellige faser i forhold til den primære omsorgsperson, oftest mor. Udviklingen er præget af to modsatrettede processer – progression og regression. Progression er en fremadrettet og udviklingssøgende bevægelse, mens regression er tilbagerettet og tryghedssikrende.

Symbiosen – sammensmeltningen med mor – er karakteristisk for barnets første 5-6 mdr. Barnet forsøger at opnå homeostase (ligevægt i organismen), og moderen kan betragtes som barnets hjælpe-ego, som skal tilfredsstille barnets behov samt beskytte det mod stress. Barnet kan ikke skelne mellem sig selv og moderen – mors krop og følelser er lig med barnets krop og følelser, dvs. at moderens evt. konflikter og ambivalens over for barnet kan opleves som kropslige fænomener (9). Samtidig er barnet i den orale fase (0-11/2 år), hvor lystfølelsen tilfredsstilles gennem munden. Allerede Freud påviste, at tidlig frustration i den orale fase kan resultere i karaktertræk præget af grådighed, umættelighed og depression (fx bulimi). Når barnet er sultent, og moderen tilbyder barnet brystet – et passende objekt – tror barnet, at brystet er en del af barnet og noget, det selv har kontrol over. ''Moment of illusion'' kaldte pædiateren og psykoanalytikeren Winnicott (1898-1971) det (10). Barnet føler sig omnipotent (almægtigt), og denne omnipotens er basis for et sundt selv. Brystet symboliserer også moderens indleven i og forståelse for barnet. Moderens evner til at lytte, rumme og holde barnet helt konkret har stor betydning for, hvorledes barnet mestrer den symbiotiske fase. Spejling er et vigtigt aspekt i mor-barn-kontakten. Barnet ser sig selv i sin mors øjne. Det er uhyre vigtigt at blive set som den, man er, og at der bliver handlet tilstrækkelig godt i forhold til ens behov. Hvis barnets gode oplevelser er i overtal – hvis moderen er tilstrækkelig god – udvikles der en positiv selvfølelse hos barnet – og en basal tillid til omverdenen, negative oplevelser i overtal fører til mistillid. Dette øger risikoen for, at barnet udvikler et falsk selv med deraf følgende lav selvfølelse.

Modet til at blive selvstændig forudsætter en god symbiotisk periode.

Maden som erstatning

Næste fase kaldes separation-individuationsfasen (5-36 mdr.). I delprocessen separation skal barnet differentiere fra mor, dvs. udvikle en psykisk adskilthed. Mahler kaldte dette for 'udklækningen'. Det er vigtigt, at moderen frustrerer barnet i passende doser – optimal frustration. Dvs. at barnet selv skal have følt og fornemmet sine behov, før moderen forsøger at tilfredsstille det. Tilfredsstillelsen skal selvfølgelig ske inden for en rimelig tid. Det betyder i praksis, at den mor, som tolker ethvert signal fra barnet som sult og derfor tilbyder det brystet eller flasken, ikke hjælper sit barn til at udvikle en sikker fornemmelse af sin krop, sine behov og deres tilfredsstillelse. Hvis barnet får mad, når det er ulykkeligt, har brug for kropskontakt eller en tør ble, bliver maden en erstatning. Nu er man klar over, at overfodring kan være en bjørnetjeneste (11). Til andre tider bliver barnet måske ignoreret. Det vil måske lære, at moderen bliver ængstelig, når det nægter at spise og dermed kan en ond cirkel gå i gang, hvor måltiderne bliver rene magtkampe. Det betyder også, at det barn, hvis mor ikke reagerer på barnets signaler inden for en rimelig tid, udvikler en mistillid til omgivelserne og et umættet behov for kontakt og kærlighed. Dette kan føre til 

Side 41  

misbrugsproblemer senere i livet (eksempelvis alkohol, narko, mad). Optimal frustration er senere grundlaget for, at barnet udvikler et sundt og realistisk forhold til egne evner og dermed en afgørende faktor for barnets selvfølelse.

I den anden delproces, individuationen skal barnet udvikle et selv, dvs. at barnet ser sig som et selvstændigt individ og udvikler autonomi.

Barnet har nu et indre billede af fx mor. Barnet kan derfor bedre trøste sig selv, når moderen ikke er der, bl.a. ved hjælp af overgangsobjekter som sut og bamse. Såfremt de negative oplevelser dominerer, opnår barnet ikke at danne objektkonstans (dvs. at det indre billede af mor er af en bestemt beskaffenhed) – og dermed vil moderen ikke blive opfattet som en repræsentant for den ydre verden. Barnet kan så afvise menneskelig kontakt (udvikle en psykose) eller spalte moderen i 'den gode' og 'den onde' mor. Dette kan resultere i borderline-forstyrrelser, som er mere gennemgribende udviklingsforstyrrelser (14).

Hvis denne udvikling er gennemløbet tilfredsstillende kan barnet tåle at rumme modstridende følelser på en ny måde. Det kan forene oplevelsen af 'den gode' og 'den onde' mor til en hel person, som til tider er kærlig, og til andre tider er grænsesættende og frustrerer barnet.

Hvis moderen ikke kan være 'tilstrækkelig god', fx ved at hun griber ind i barnets hviletilstand eller undlader at gribe ind, når barnet er anspændt, vil barnet for tidligt blive sporet ind på andres krav og behov. Derved mister barnet kontakten til sine egne følelser og indre behov. Det opnår ikke selvkonstans, som er grundlaget for en stabil selvopfattelse med overvægt af positive følelser. Det 'falske' selv træder i stedet for det 'sande' selv. Barnet bliver ydrestyret i stedet for indrestyret. Ved spejling udvikler barnet sig ikke som sig selv, men som moderens billede af det. Manglende grænser mellem mor og barn bliver resultatet, og følelsen af selvværd bliver negativ. Ifølge Jarl Jørstad (9) får en udviklingsforstyrrelse i dette tidlige samspil også den konsekvens, at barnet får svært ved at udtrykke sine indre behov og følelser med ord. Tænkningen vil blive mere konkret, og barnet kan måske kun give udtryk for følelser rent kropsligt – måske ved at udvikle en spiseforstyrrelse.

Kønsforskellen

Jeg vil nu forsøge at give nogle mulige svar på, hvorfor det altovervejende er priger og kvinder, der udvikler spiseforstyrrelser.

Ifølge Bjerrum Nielsen og Rudberg (12) er objektrelationsteorien relevant for forståelsen af barnets seksuelle orientering og identitet. Socialiseringen til køn præges af den indre objektrepræsentation, og de erfaringer, barnet får, vil have forskellig betydning, alt efter hvilket alders- og udviklingstrin, barnet er på. Selvom nutidens forældre ikke længere har vidt forskellige mål for drenge- kontra pigeopdragelse (12, s. 35) vil det, at man opfatter børn forskelligt i kraft af deres køn alligevel kunne betyde, at man ubevidst kommer til at reagere forskelligt på samme adfærd fra piger og drenge. Barnets første omsorgsperson er oftest en kvinde – og det præger barnets identitetsdannelse. Faderen er også en vigtig person i barnets liv, men i starten af barnets liv er det moderen, der er mest om barnet. Rammen om barnet er oftest den isolerede kernefamilie, som er et historisk ret nyt fænomen, og som i mange tilfælde er under pres i det postmoderne samfund.

Moderens oplevelse af barnets køn farves formentlig af både bevidste og ubevidste lag i hendes egen personlighed. Samtidig ses pigen som en del af, en forlængelse af hende selv, mens drengen opleves som forskellig fra hende. Rent psykologisk betyder det for pigen, at hun både skal forstå, at hun er ligesom moderen og forskellig fra hende, mens drengen 'blot' er forskellig fra hende. Derfor udvikler drengen en kønsidentitet, mens pigen snarere udvikler en generationsidentitet – ''jeg er lille, mor er stor.'' Pigen forbliver altså i relationen til moderen (det kan medføre, at grænserne mellem mor og datter bliver uklare), mens drengen foretager et brud (grænserne bliver tydelige). Dette sker netop i separationsfasen.

Mahler mente, at børn allerede i 20-21-månedersalderen opdager kønsforskellen. Hun mente (som Freud), at dette resulterede i penismisundelse hos pigen, at hun fik en såret selvfølelse. Bjerrum Nielsen og Rudberg er mere af den opfattelse, at pigen udvikler en frygt for, at kroppen ikke er komplet. Flere forskere har også påvist en nedtrykthed hos piger på denne alder. Pigens kropsbillede bliver altså ikke så sikkert som drengens, hun har sværere ved at etablere grænser omkring sig. Hvis faderen er aktiv i familiens liv, fremmer dette barnets uafhængighed (autonomi) uanset køn. Faderen repræsenterer nemlig friheden i modsætning til symbiosens tætte afhængighed af mor. I forholdet til pigen er det påvist, at moderen i mindre grad tåler aggressioner end i forholdet til sønnen. Dermed opmuntrer hun ubevidst sin datter til en passiv feminin rolle. Pigen idealiserer sin far i denne alder – det er nødvendigt i oprøret mod mor (12, s. 98).

Ifølge Bjerrum Nielsen og Rudberg 

Side 42  

forudsætter en sund identitet, at bade evnen til autonomi og intimitet udvikles i forhold til andre. Autonomi og intimitet er gensidigt afhængige – uden autonomi ingen intimitet og omvendt. I forhold til kønnenes fødsel som skitseret over for, får drengen problemer med intimitet. Autonomien sikres gennem bruddet med moderen. Pigen får derimod problemer med autonomi. Hun bliver i modsætning til drengen i relationen til moderen og forsøger at bearbejde konflikten. Det vil sige, at det endelige brud (i symbolsk forstand) udskydes til senere. Fra 3-årsalderen er pigens identitet altså knyttet til lighed og intimitet, drengens til forskellighed og autonomi.

Udviklingsfaser

Disse problematikker fortsætter op igennem barndommen, jeg vil kort nævne nogle specifikke tendenser i den enkelte udviklingstrin:

I ødipalfasen (3-5 år) med dens spirende seksualitet vælger pigerne, fordi de ikke stolt kan vise en penis frem, at vise hele kroppen frem. Pigerne pynter og sminker sig, og deres kropsopfattelse bliver anderledes end drengens: kroppen er til for at blive set, hvor drengens er til for at blive brugt (præstationsorienteret). I kraft af den nytilkomne erotiske tiltrækning stiger ambivalensen over for moderen, og det går op for pigen, at hun tilhører 'det forkerte køn'. Mor har jo far. Pigen vender sig mod faderen, som repræsenterer autonomi. Det er problematisk, hvis faderen i den forbindelse kun opmuntrer pigens feminine træk – derved fortrænges de andre sider (handlekraften, autonomien), og der sker en jeg-indskrænkning. Pigen lærer, at vejen til autonomi går gennem andre (en heteroseksuel relation). Hun bliver angst for ikke at blive set. Pigen betaler en pris for friheden fra moderen – hun tilpasser sig en ydre kønsrolle (12, s. 140).

I latensfasen (6-12 år) bliver pigen ekspert i relationer. Børnefællesskabet bliver vigtigt som et forum, hvor sociale færdigheder skærpes. Barnet ser sig selv i forhold til de andre, hvilket skærper identitetsfølelsen. Barnets autonomi skærpes over for forældrene, fordi børnefællesskabet er en støtte.

I præpuberteten (11-12 år) truer længsel efter moderen pigens autonomi. Hun tager kampen op – hvis oprøret ikke lykkes, præges hun som voksen ofte af passiv klæben sig fast, hungrende efter kærlighed, som bliver vanskelig at tilfredsstille. Hvis kampen skal lykkes for pigen, er det vigtigt, at moderen kan holde løsrivelsen ud (f.eks. når hun rakker ned på hjemmet i forhold til andres), og ikke styrker pigens ubevidste angt for selvstændigheden. En aktiv far (i familielivet) styrker igen pigens autonomi.

Først når grænsen mellem én selv og moderen er trukket op, kan andre blive kærlighedsobjekter.

Piger har altslå generelt svært ved at etablere autonomi. Moderens bevidste og ubevidste holdninger kan ikke undgå at påvirke pigen. Faderen og senere samvær med andre børn styrker pigens identitet, specielt hvis faderen ikke kun fremhæver pigens feminine sider.

Sårbar og skeptisk

Følelsesstormene i denne udviklingskrise medfører ofte en gennemspilning af de tidligere konflikter. Dette giver den unge mulighed for at reparere tidligere skader, hvis jeg'et er blevet styrket op igennem barndommen. Derfor er regressionerne i puberteten ikke kun et forsvar, men også en udvikling (13). Puberteten kan sammenlignes med individuationsfasen – det handler igen om at etablere en selvstændig identitet, så den unge kan løsrive sig fra afhængigheden af forældre og søskende. Teenageårenes forløb er for en stor del et resultat af barndommens erfaringer i familien, men også skolen, kammeraterne og ikke mindst massemedierne har en stor indflydelse. Den unge har desuden ofte sin egen mening om tingene.

Oplevelserne uden for hjemmet bliver stadig mere betydningsfulde, og den unge bliver kritisk og skeptisk over for forældrene og deres normer og værdier. Samtidig er den unge selv sårbar over for kritik, fordi den unge ikke er sikker på, hvem han/hun selv er. Kroppen forandres voldsomt både udenpå og indeni (driftstrangen bliver stærkere), og den unge forsøger at leve op til tidens idealbilleder af unge, smukke, smilende og ikke mindst tynde mennesker. Den unge spejler sig både konkret og i forholdet til andre.

Pigen har lært, at vejen til autonomi går gennem en heteroseksuel relation – dette kan vække en voldsom angst. Det er problematisk, hvis den unge vender tilbage til tidligere konflikter for at undgå at tage de presserende op. Den evt. manglende jeg-styrke bevirker, at den unge ikke kan bearbejde konflikterne hensigtsmæssigt. Hvis den unge er skadet i den tidligere udvikling, vil en tilbagevenden til symbiosen kunne betyde, at der sker en fiksering i det orale reaktionsmønster – dvs. at en del af energien bliver bundet på dette udviklingstrin. Dette kan f.eks. betyde, at pigen fikseres i sin binding til moderen (afhængighed) eller søger tilfredsstillelse ved at spise (grådighed). 

Side 43  

Overdreven kropskontrol

Hvis pigen ikke kan mestre verden (leve op til de mange nye krav, som stilles) kan hun i hvert fald kontrollere og bestemme over sin egen krop! Hun kan gøre oprør mod afhængigheden af moderen – hun afviser hende ved at afvise maden! De manglende grænser, som specielt er et problem for pigen, er en fundamental problematik i forhold til spiseforstyrrelser. Det samme er det forstyrrende kropsbillede og den manglende kontakt til egne behov og følelser. Den manglende evne til at sætte ord på disse, gør det svært for pigerne at bearbejde konflikter, selvom de fleste af pigerne faktisk er velbegavede og perfektionistiske. Disse sider af deres personlighed er blevet styrket, mens andre er blevet underkendt og overset. For at genvinde kontrollen og styrke den lave selvfølelse, må pigen ty til konkrete tiltag som overdreven kropskontrol. Det vil yderligere svække hendes kontakt med de indre impulser og følelser. Hendes selvfølelse styres af ydre signaler, og derfor bliver hun sårbar. Nogle piger udvikler allerede symptomer på spiseforstyrrelser i præ-puberteten – hun regredierer for ikke at tage kampen op med moderen.

Barndommens store udviklingsopgaver at udvikle både intimitet og autonomi, er svær at få til at lykkes. Pigernes problemer med autonomi-udviklingen kan føre til f.eks. en spiseforstyrrelse, hvis der er sket en forstyrrelse af personligheden i den tidlige barndom. Puberteten kan altså ofte være den udløsende faktor i forhold til udviklingen af en spiseforstyrrelse. Det betyder, at det at gå på slankekur ikke i sig selv kan føre til udviklingen af en spiseforstyrrelse. Ifølge psykiater Birgit Petersson mangler der dog forskning på dette felt. Hvis en spiseforstyrrelse bliver kronisk, skyldes det vedligeholdende forhold (14). Dels vore samfundsforhold – individet i fokus, kropsoptagethed, reklame og mad tilgængeligt døgnet rundt samt afmagt over for krige og hungersnød kan føre til koncentration om sin egen materielle og kropslige sikkerhed. Dels nærmiljøet – den angst, nogle forældre har for ikke at leve op til omgivelsernes krav (hvor børnene er et billede af dem selv), hæmmer udviklingen af barnets og senere den unges handlemuligheder. Endelig er symptomernes fysiske og psykiske natur medvirkende til, at de vedligeholder sig selv og endog forstærkes.

Jeg har valgt at koncentrere mig om de udviklingspsykologiske forhold, der kan være medvirkende til opståen af spiseforstyrrelser. De psykodynamiske teorier lyder for mig meget relevante i forhold til at forstå disse fænomener. Det er dog vigtigt at huske på, at teorier er konstruktioner, som ikke altid afspejler den reelle virkelighed. Den voldsomme stigning, der er i antallet, tyder bestemt på andre faktorers medvirken også. Den voldsomme stigning i antallet overalt, hvor den vestlige kultur er dominerende, gør det åbenbart, at det også er et kulturelt fænomen, som hysteri hos kvinder var det i det forrige århundrede i Wien. 

Litteratur

1. Hvid, Tove: Spiseproblemer – en udfordring til gymnasieskolen! I: 'Gymnasieskolen' nr. 7 1995.
2. Møller, Madsen, Susanne M. og Jørgen Nystrup: Øget incidens af anorexia nervosa i Danmark. I: Ugeskrift for læger 156/22, maj 1994.
3. Hertz, Marianne: Spiseforstyrrelser – er de stedmoderligt behandlet? I: Ugeskrift for læger 156/22.
4. Rem, Lene: Velbekomme – en bog om spiseforstyrrelser. Linhardt og Ringhof, Viborg 1994.
5. Skårderud, Finn: Sultekunstnere. Tiderne skifter, København 1992.
6. Hvis, Tove: At sulte for at leve. Chr. Ejlers Forlag, København 1985.
7. Møller, Ziggy: Anoreksi, bulimi, tvangsspisning. Udgivet af Centrum for Mennesker med Spiseforstyrrelser.
8. Jerlang, Espen: Margaret Schoenberger Mahlers psykoanalytiske objektrelationsteori. I: Udviklingspsykologiske teorier. Munksgaard, København 1994
9. Jørstad, Jarl: Noen psykodynamiske perspektiver på anorexia nervosa. I: Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift nr. 5 1988.
10. Winnicott, D.W.: Leg og virkelighed. Hans Reitzels Forlag 1990.
11. Crisp, A.H.: Anorexia nervosa – en biologisk løsning på et eksistentielt problem? Hans Reitzels Forlag 1996.
12. Bjerrum Nielsen, Harriet & Monica Rudbjerg: Historien om piger og drenge. Gyldendal, Kbh. 1991.
13. Jespersen, Niels H.: Ungdom, psyke og samfund. Forlaget Systime A/S, Gylling 1986.
14. Buhl, Charlotte: Følelser og kropp. Universitetsforlaget, Oslo 1990.

Nøgleord: Anoreksi, bulimi,  spiseforstyrrelser.

Hanne Susie Andersen er sundhedsplejerske på Bispebjerg Socialcenter. På DSH skrev hun afgangsopgave om spiseforstyrrelser og studerer nu pædagogik på Københavns Universitet.