Filosofi i gulvhøjde

Kirsten Lomborg: ''Det handler ikke om at kunne Løgstrup forfra og bagfra, men om at bruge hans tænkning til at forstå de etiske aspekter i ens egen praksis.'' Foto: Morten Nilsson.

Da Kirsten Lomborg havde læst de første 50 sider af K.E. Løgstrups 'Den etiske fordring', havde hun fået mere end nok. Der var så meget at tænke over, at hun måtte holde en pause. Men dette første bekendtskab med den danske filosof og teolog har siden udviklet sig til en dyb menneskelig og faglig interesse for hans forfatterskab.

''Løgstrup er god på mange planer. Ingen, og jeg tror allermindst han selv forlanger, at man skal forstå alt, hvad han skriver, som den evige sandhed,'' siger hun.

Kirsten Lomborg, cand.cur. fra 1995, har været sygeplejelærer i mange år og er nu leder af Sundhedsfaglige Modulkurser, som har base på sygeplejeskolen i Viborg.

Som forsker er hun aktuel med sin videnskabeligt bedømte artikel 'Livsytringer og sygepleje' (side 32), som netop tager udgangspunkt i Løgstrups filosofi.

De første 50 sider af Løgstrup blev fordøjet i 1988/89, da hun var i gang med opgaveskrivningen til diplomeksamen fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole, og siden har hun, som hun siger, kredset om den samme problemstilling – etikken og Løgstrup som filosof og teolog. Kan man bruge ham – også uden selv at have en kristen grundholdning?

''Det er ikke noget, jeg bevidst har planlagt, men sådan er det blevet, og når jeg har talt fag med kollegerne, har de sagt: Det vidste vi godt, du ville.''

Efter sin diplomeksamen startede hun med at læse filosofi på Aarhus Universitet – i slowmotion, som da hun begyndte med Løgstrup. Grunduddannelsen (exam.art.) er normeret til to år, men Kirsten Lomborg konverterede det til et halvtidsstudium og blev færdig på fire år:

''Jeg er stadigvæk indskrevet hos filosofferne, men undervejs i grunduddannelsen var jeg så heldig at komme ind på kandidatstudiet på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, og jeg må sige, at jeg har haft stor glæde af at kombinere de to studier. Cand.cur.-studiet var på det tidspunkt i en startfase, spændende, men også lidt diffust, forekom det mig. Så var der mere grund under fødderne hos filosofferne!''

En fast grund

Følelsen af at være på fast grund hos filosofferne afspejler sig også i den måde, Kirsten Lomborg bruger Løgstrup og hans filosofi på:

''Meget enkelt sagt drejer det sig om almindelig takt og tone i vores omgang med hinanden. Om hvordan vi som sygeplejersker kan tage vare på vores patienter på en menneskeværdig måde.

Etikken findes i den enkelte sygeplejerskes konkrete praksis. Derfor gør jeg som underviser meget ud af at sige, at det dybest set ikke handler om at kunne Løgstrup forfra og bagfra, men om at bruge hans tænkning til at forstå de etiske aspekter i ens egen omsorgspraksis.

Jeg har selv en bred praktisk baggrund. Fx har jeg arbejdet en del på plejehjem, og jeg synes i den forbindelse, at Løgstrup er god til at sætte ord på de svære balancer, vi står i som sygeplejersker. Vi skal pleje vores patienter uden hverken at lave overgreb på dem eller lade stå til. Jeg taler fx ofte med psykiatriske sygeplejersker, som har meget brug for at overveje disse forhold i deres sygepleje. De bliver undertiden nødt til at gribe til nogle mere drastiske ting i deres sygepleje end så mange andre. Men det kan også dreje sig om banale, hverdagsagtige situationer, vi alle kommer ud for:

Patienten vil fx gerne blive liggende i sengen, men bør egentlig op og gå. Skal han have lov til at blive liggende lidt endnu? Du har selv lidt småtravlt, har snart fri. Hvad gør du?

Når jeg underviser i Løgstrups tænkning, synes folk, som jeg selv gjorde det, at han er svær at komme i gang med. Men som regel ender de med at blive meget engageret.

Løgstrup tager jo udgangspunkt i en række meget konkrete hverdagseksempler, og det er noget, sygeplejerskerne kan genkende i deres egen praksis. Derfor får jeg ofte mange gode og kritiske spørgsmål, helt relevante, også selv om folk ikke har en filosofisk uddannelse bag sig.''

Som i Gøgereden

Løgstrups mest kendte værk er Den etiske fordring (1956), det værk, Kirsten Lomborg også selv startede med at snuse til. Her forsøger han at vise, at den kristne tænkning, budskabet om næstekærligheden, ikke kun relaterer sig til vores del af verden, men tværtimod er universel.

''Det er selvfølgelig en påstand, man kan diskutere, og det gør vi også meget i undervisningen. Tanken om den uegennyttige næstekærlighed appellerer meget til nogle, som sidder med den samme grundholdning, hvorimod andre synes, Løgstrup er lidt for frelst og alt for meget et produkt af sin egen kultur. Men religion eller ej, Løgstrups tænkning handler om almenmenneskelige forhold. Og selv er han meget blufærdig om sin religiøsitet.

Han foretrækker at tale om metafysik, det der ligger ud over vores almindelige fysiske verden. Hans pointe er netop, at vi ikke selv kan skabe liv. At liv er noget, der kommer til os udefra. Vi skal tage livet som en gave, siger han, men det betyder ikke, at vi ikke selv har et ansvar for at forme det.

Det er her, livsytringerne kommer ind i billedet. Livsytringerne dækker en række givne førkulturelle fænomener som tillid, kærlighed, barmhjertighed. Vi er afhængige af hinanden, derfor kan vi heller ikke undgå at skulle have tillid til hinanden, siger Løgstrup, der kæder tillidsforholdet sammen med det, han kalder den etiske fordring. Men i og med at vi tillidsfuldt må udlevere os til hinanden, kan vi heller ikke komme uden om, at tillid også drejer sig om magtforhold. Vi er, som Løgstrup ville sige det, altid fordrede. Hvor der er mennesker, er der afhængighed. Og hvor der er afhængighed, er der magt. Når tillidsforholdet anfægtes, så er det, vi har brug for etikken,'' siger Kirsten Lomborg og spørger:

''Hvem husker ikke afdelingssygeplejersken i Gøgereden? Løgstrup undsiger på ingen måde sagkundskaben. Det gør han heller ikke over for filmens magtfulde eksemplar af en sygeplejerske. Vi har brug for sygeplejerskens ekspertviden, siger Løgstrup, men når den bliver for snæver, sker der en magtforskydning.''

Pudsigt nok er netop eksemplet med Gøgeredens afdelingssygeplejerske det eneste sted i Løgstrups forfatterskab, hvor han direkte beskæftiger sig med sygepleje.

Livet selv

Kirsten Lomborg får på dette sted i interviewet lyst til at citere Løgstrups trosbekendelse:

''Jeg tror på, at kvaliteten sætter sig igennem. Jeg tror på, at tilværelsen bæres af noget, der er større end os selv, af noget vi ikke har i vores kontrol,'' hedder det.

''Kvaliteten, det er livsytringerne,'' forklarer hun.

''De trænger sig på i vores liv, enten vi vil det eller ej. Det er da utroligt og forunderligt. Og det, at vi ikke kan kontrollere alting, er utrolig vigtigt. Ligegyldigt hvor meget ekspertise, vi kan mobilisere, ligegyldigt hvor meget vi kan kvalitetssikre, udvikle, tilrettelægge og bestemme, ja så vil det uforudsigelige stikke hovedet frem i vores kontrolsystemer. For mig er det livet selv, der vil give sig til kende. Livet kan aldrig sættes i kasser eller på formler.''

For Kirsten Lomborg er der noget befriende i, at alting ikke kan kontrolleres:

''Naturligvis kan vi ikke undvære konventionerne og vores kulturelle omgangsformer. Vi må bare ikke gro fast i dem,'' siger Løgstrup.

Selvfølgelig kan han tolkes på mange måder. Men af og til synes jeg, når jeg er ude som censor, at fortolkningerne ikke kan holde vand, når man netop bruger Løgstrup til at retfærdiggøre, at man blot skal udføre sin sygepleje ud fra fastlagte regler og procedurer. Det er der ikke belæg for i Løgstrups filosofi, mener jeg. Det farlige er jo, at regeltænkningen kan udstrækkes til det ekstreme. Det er det, der sker i Gøgereden. Her vil Løgstrup minde os om, at eksperterne har en tendens hertil ud fra deres ekspertise, men så må der være nogle andre til at sikre, at de ikke går for langt.''

Tilbage til praksis

Løgstrup har været til stor inspiration for sygeplejen i mange år, men vi har ikke patent på ham, understreger Kirsten Lomborg:

''Han beskæftiger sig jo med alment menneskelige forhold, så mange andre bruger ham også. Pædagogerne fx.

I det sidste tiår har vi været meget optaget af at definere sygeplejen som en selvstændig profession med et dertilhørende eget forskningsfelt.

I den sammenhæng har omsorgsdimensionen i vores fag betydet rigtig meget, og her har Løgstrup kunnet bruges. Han har været god at spille bold op ad.

Da Løgstrup tog sit opgør med Kierkegaard, var det ikke så meget, fordi han ville fortælle os om Kierkegaards tænkning, men snarere fordi han selv kunne blive inspireret til at komme videre med sit eget arbejde. På samme måde synes jeg, at sygeplejen har brugt og stadig kan bruge Løgstrup til at blive klogere på vores omsorgspraksis,'' siger hun og fortsætter:

''Løgstrups tænkning vandt for alvor indpas i sygeplejen, da sygeplejeteoretikerne tog ham til sig. Ikke mindst Merry Scheel og Kari Martinsen har med deres arbejde været til stor inspiration i sygeplejen både i grunduddannelsen og i videreuddannelserne fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Jeg kan næsten ikke forestille mig, at der skulle være sygeplejeskoler, som ikke på et eller andet tidspunkt har Kari Martinsens omsorgstænkning på skemaet, og for at forstå hende er man nødt til at inddrage Løgstrup.

Og med hensyn til højskolen er inspirationen indlysende. Kari Martinsen har været med til at opbygge kandidat- og ph.d.-uddannelsen, og det har selvfølgelig haft sin indvirkning på undervisning og pensum. Men også inden Kari Martinsen blev knyttet til højskolen som lektor, var inpirationen der hos flere af skolens lærerkræfter.

Man kan selvfølgelig altid diskutere, om kandidatstudiet har haft for meget filosofi på sit curriculum, men omsorgstænkningen har nu været et af de felter, vi i starten af vores akademisering har ført os frem med. Siden er der naturligvis sket meget – også for mig selv. Jeg er langtfra færdig med Løgstrup, men der er så meget andet, der trækker.''

Efter sin kandidateksamen i 1995 blev Kirsten Lomborg udviklingskoordinator på Herning Centralsygehus. Men da jobbet som leder af de Sundhedsfaglige Modulkurser i Viborg Amt dukkede op, kunne hun ikke modstå fristelsen:

''Det er et meget taknemmeligt job. Folk står nærmest i kø for at komme på kursus. Jeg vil gerne understrege, at kursusvirksomheden på ingen måde er baseret på en snæver skoletænkning. Nerven i arbejdet er forbindelsen til praksis. Det sørger efteruddannelsesudvalget og kursisterne og underviserne selv for,'' siger hun og afslører, at selvfølgelig skal hun også selv videre med sin egen forskning: ''Og denne gang skal det ikke være med udgangspunkt i filosofien, men i praksis,'' siger hun.

Nøgleord: Filosofi, forskning, interview, K.E. Løgstrup, Kirsten Lomborg.