Livsytringer og sygepleje

Indledning

Er livsytringer som skælvende espeløv, eller er de snarere en slags gulv, et grundlag, hvorpå vores omgang med hinanden er funderet? Spørgsmålene og formuleringerne er hentet fra en dialog mellem den amerikanske professor og sygeplejerske Patricia Benner og den norske professor og sygeplejerske Kari Martinsen1.

Omsorgens etiske dimension har i en årrække været et omdrejningspunkt i sygeplejerskers forståelse af sygepleje. Rigtig mange bidrag til den igangværende diskussion har – ikke mindst i kraft af Kari Martinsen – været inspireret af den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981), som har efterladt sig et omfattende og omdiskuteret forfatterskab. Formuleringen 'livsytringer' er hentet fra Løgstrup, hvis værker nu er undervejs i engelsk oversættelse. På det seneste har den sygeplejerelaterede diskussion, som tager udgangspunkt i Løgstrups værker, derfor fået internationalt præg, idet netop Benner og Martinsen i 1996 på en konference ved University of California, School of Nursing i San Francisco, indledte en dialog om, hvad Løgstrup kan lære os om omsorgsetik. Dialogen blev i maj 1997 fulgt op ved den konference i Tromsø, som har inspireret til denne artikel. Såvel Benners som Martinsens omsorgstænkning bygger på et menneskesyn, som betoner fællesskabet. Begge forstår menneskets væren som en væren i gensidig afhængighed (interdependens), og begge fremhæver krop og handling i deres forståelse af sygeplejen. Men som antydet er Benners og Martinsens opfattelser af, hvad man skal forstå ved livsytringer om ikke divergerende, så i hvert fald heller ikke entydigt afklaret. Benner stiller sig nemlig (som i øvrigt mange andre har gjort det) kritisk til det løgstrupske udtryk. Hvad skal man med Løgstrup forstå ved livsytringer, hvori består forskellen mellem Benners og Martinsens opfattelser af livsytringer som etikkens grundlag, og hvad kommer det egentlig sygeplejen ved? Det er disse spørgsmål, jeg ønsker at belyse i denne artikel.

Livsytringer

Livsytringer står centralt i Løgstrups tænkning. De dækker en række fænomener med visse fællestræk. Tillid, kærlighed, barmhjertighed, håb, talens åbenhed og indignation er nogle af disse fænomener. Samlebegrebet livsytringer optræder i Løgstrups forfatterskab første gang i bogen 'Opgør med Kierkegaard' (1). Det er et åbent begreb, Løgstrup forsøger aldrig at give nogen udtømmende beskrivelse heraf. Man skal i det hele taget være varsom med at opfatte livsytringer som et begreb (= en idé), hvilket jeg skal komme tilbage til. Ofte følges omtalen af livsytringer op med eksempler. Afhængigt af sammenhængen varierer eksemplerne, eller de forskyder sig i forhold til hinanden, som det er tilfældet med kærlighed, næstekærlighed og barmhjertighed. Livsytringerne har nogle ganske særlige egenskaber. Men før jeg uddyber disse, vil jeg se på en distinktion i begrebet, eller mellem begrebet og et andet begreb 'kredsende tankefølelser'. Denne distinktion skal tjene til belysning af livsytringernes intentionalitet, deres rettethed mod andre.

Livsytringer og kredsende tankefølelser

Løgstrup skelner mellem livsytringer og kredsende tankefølelser (2: 105), eller han skelner mellem suveræne og tvungne eller kredsende livsytringer (1: 92-3). De adskiller sig bl.a. fra hinanden ved at være rettet forskelligt. Livsytringerne er åbne, udadrettede fænomener som kærlighed, talens åbenhed, håb, barmhjertighed, medfølelse og indignation. Disse ytringer har moralsk patos. Indignationen skyldes eksempelvis en overbevisning om, at der er begået uret mod én selv eller andre, og man er villig til at tage et opgør, hvor saglige argumenter lægges for

Side 33

dagen. De kredsende tankefølelser er, som ordet lægger op til, nogle tanker, der kredser om sig selv eller om én selv. Når man er i de kredsende tankefølelsers vold, er man rettet mod sig selv, man er optaget af, hvad en given oplevelse har gjort ved én. Tankefølelserne virker som en slags tvang, idet de uafladeligt kværner rundt i bevidstheden og beslaglægger den. Det drejer sig om fænomener som misundelse, jalousi, had, hævngerrighed og fornærmethed. Fornærmethed ytrer sig eksempelvis i uklarhed og urimelig beskyldning af den anden. Selv om man i bund og grund godt er klar over, at sagen er fordrejet, hævder Løgstrup, som har følgende karakteristik af fornærmetheden: 'Fornærmethed er den billigste form for vellyst ved smerte, fordi smerten er imaginær og man ved af, at den er det' (3: 21).

Kredsende tankefølelser og suveræne livsytringer har i det mindste det tilfælles, at de er fænomener, som viser sig i menneskers omgang med hinanden. Når jeg i de næste afsnit uddyber livsytringsbegrebet, skal det forstås som det intentionelle, udadrettede fænomen, det åbne udbrud, hvis modsætning er den tvungne tankefølelse. Det er i denne forstand, at livsytringerne har deres fylde i Løgstrups tænkning.

Eksempler på livsytringer

Ordet livsytring fortæller, at der er tale om ytring af liv, udtryk for liv eller tegn på liv. I menneskers daglige omgang med hinanden viser livsytringerne sig. Livsytringer er fænomener, der ytrer sig imellem mennesker. Vi er afhængige af hinanden, hævder Løgstrup, og denne interdependens er helt grundlæggende og nødvendig (konstitutiv) for menneskelivet. Løgstrup udtrykker dette med metaforen, at man i forholdet til den anden 'holder noget af hans liv i sin hånd' (3: 25). Det er så op til den enkelte at afgøre, hvordan man vil tage vare på det livselement, 'man har i sin hånd'. På den måde er alle forhold magtforhold, og vores indbyrdes afhængighed grundlæggende. Livsytringerne er bærende livstræk, uden hvilke vi ikke kunne eksistere som mennesker. Det er via livsytringerne, at det kan lykkes at vække den andens oplagthed, hæve hans lede eller i det hele taget lade hans liv komme til udfoldelse.

Udgangspunktet for Løgstrups beskrivelser af livsytringer er en undren over, hvordan det kan være, at vi mennesker i det hele taget eksisterer, og at livet går videre, til trods for at vi gang på gang øver vold mod natur og mennesker.

Tillid er ifølge Løgstrup en livsytring. Det hører med til det at være menneske, at vi under normale omstændigheder møder hinanden med en naturlig tillid. Hvad enten den vi møder er én, vi kender godt, eller det er en fremmed, så vil det almindelige være, at vi har tillid til den anden. Vi tror umiddelbart på det, han siger, vi regner ham for et hæderligt menneske. Først i det øjeblik situationen er speciel, eller den andens adfærd i en eller anden forstand er suspekt, begynder vi at nære mistillid. Pointen er, at vi grundlæggende ikke kan leve uden at nære naturlig tillid til andre mennesker. Al kommunikation ville være meningsløs, hvis vi ikke i udgangspunktet tog den andens udsagn for pålydende. Man kan udmærket tænke sig situationer, hvor vi netop kan dø af at nære tillid – en blind, naiv tillid. Men forbeholdene, som altså er livsnødvendige, er noget, vi lærer gennem erfaring. Når vi har oplevet skuffelse over, at far eller mor svigtede, at vore forventninger til omgivelserne ikke blev indfriet, da lærer vi at tage vores forbehold. Men det ændrer ikke ved, at tilliden er det grundlæggende og naturlige fænomen, som er der før mistilliden, hævder Løgstrup (3: 17-28).

Kærlighed er en anden af de livsytringer, Løgstrup analyserer. Som med tilliden er der også med kærligheden tale om noget naturligt. Den naturlige kærlighed kan opstå i erotiske forhold mellem voksne eller mellem 'sjæleligt samstemte', og vi finder den mellem forældre og børn (3:162). Vi kan ikke leve uden kærlighed. Uden kærlighed ville alt socialt og biologisk liv gå til grunde. Det nyfødte barn er eksempelvis dybt afhængigt af, at forældre eller andre nærer kærlighed til det, og drager omsorg for det.

Også talens åbenhed er en livsytring. At tale er at tale ud. Det ligger i selv talens natur, at den er rettet mod den anden i åbenhed. Skal vi fortie noget, skjule sandheden eller lyve, da må vi anstrenge os. Løgstrup giver et eksempel med en kvinde, der opsøges af det hemmelige statspoliti, som eftersøger hendes mand. Over for en tilsyneladende imødekommende forespørgsel melder tilbøjeligheden sig hos kvinden til at komme på talefod. Selv om hun ved, at imødekommenheden skal tjene til at få hende til at afsløre mandens skjulested, må hun tage sig sammen for at fastholde sin forklaring om mandens fravær (4: 17).

Fælles for disse livsytringer gælder, at de nærmest er naturlige træk ved menneskers liv og omgang med

Side 34

hinanden, eller som Løgstrup udtrykker det: ''De er før-kulturelle.'' Disse før-kulturelle fænomener er udviklet sammen med vores menneskelige relationer. Hvor der er mennesker, er der interdependens, og hvor der er interdependens, er der livsytringer. Livsytringerne er universelle i den forstand, at de bærer vores naturgivne og historiske liv (5). Ifølge Løgstrup ligger altså livsytringerne til grund for kulturskabte normer og konventioner, og ikke omvendt. Når livsytringerne anfægtes – og det gør de uafladeligt – da har vi brug for etiske normer.

Livsytringernes egenskaber

Livsytringerne ligger til grund for vores foretagsomme liv, selv om vi ikke er bevidste om det. At livsytringerne er os ubevidste, viser Løgstrup med en sammenligning med sproget. Ligesom sproget overses til gunst for emnet, sådan ytrer livet sig i tillid og barmhjertighed i det skjulte til gunst for det indhold, situationen lægger i tilliden og barmhjertigheden i det foretagsomme liv. I det skjulte giver livsytringer personen fri til den indsats, der forlanges af ham (1: 105). I det skjulte sætter livsytringerne sig således igennem. Først i det øjeblik, der opstår konflikt, kastes der lys over, hvordan de bærer vores samvær og liv. Det er ikke så enkelt at beskrive og karakterisere fænomenet livsytring, da det dækker en række egenskaber, som virker i det skjulte. Livsytringer som sådan er tavse, de er anonyme, hævder Løgstrup. De får deres indhold via vores opfattelse af de konkrete situationer og relationer til andre mennesker. Livsytringen kan ikke anvendes, sådan som principper og forskrifter kan det. Den kan, som Løgstrup udtrykker det, ''kun fuldbyrdes, idet jeg realiserer mig selv i den'' (2: 95). Det vil altså sige, at vi kan nærme os livsytringerne via sproget og via eksempler som vist i forrige afsnit, men vi vil aldrig kunne lægge livsytringerne fast i nogen beskrivelse. Løgstrup kalder livsytringerne suveræne, hvilket betyder, at de viser sig i vores daglige omgang med hinanden 'af sig selv', eller at de 'kommer bag på os'. Det er uden for vores magt at skabe dem. Men samtidig er det netop i livsytringerne, at vi uden videre er os selv. Vi behøver ikke at reflektere over vores egen selvstændiggørelse. Vi behøver med andre ord ikke at reflektere over den opgave at blive os selv, vi har bare at realisere os i den suveræne livsytring, så sørger livsytringen for, at vi er os selv. Så skarpt formulerer Løgstrup det (2: 96). Vi bliver altså os selv ved åbent at spille os ind i den konkrete situation og blive ét med den. Denne tankegang hænger sammen med Løgstrups metafysiske opfattelse af universet som stemt. At universet er stemt betyder, at der ikke er et kaos uden for os. Sansende er vi indlejrede i en universel orden, som ikke blot er et spørgsmål om menneskelige anskuelsesformer og forstandskategorier.

Livsytringerne er i tilknytning til suveræniteten spontane, hvilket vil sige, at de ikke er viljeshandlinger. Endelig er livsytringerne definitive. Enten er de der, eller også er de der ikke. Der er altså ikke nogen gradueringer i kærlighed, tillid, håb eller åbenhed. At livsytringerne er definitive betyder, at vi ikke kan stille os indifferente til dem, og deraf springer Løgstrups etiske argumentation om, at vi altid allerede er fordrede. Vi står altid i valget mellem at ødelægge eller tage vare på den andens livsmuligheder. Som antydet i dette og forrige afsnit er der hos Løgstrup en sammenhæng mellem konkret menneskeligt samvær, livsytring og etik.

Livsytringer – dyder eller ideer?

Livsytringerne lader sig ikke indfange og fastlægge sprogligt, hvilket umiddelbart byder på vanskeligheder, når artiklens indledende spørgsmål netop afkræver en redegørelse. I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for livsytringens særlige status ved at sammenligne fænomenet med klassiske dyder og ideer.

Flere filosoffer har påpeget lighedstræk mellem Løgstrups livsytringer og de aristoteliske dyder (6, 7). For Løgstrup er de ikke det samme. Han skelner mellem dispositioner og livsytringer. Dispositioner kan opøves og trænes, ganske som Aristoteles påpeger, at mennesker kan opdrages og dannes til dydige samfundsborgere gennem deltagelse i det praktiske liv i bystaten. Derimod kan livsytringer ikke opøves. Selvom Løgstrup henter sine eksempler på livsytringer i fænomenologiske analyser af hverdagsliv, så betyder det altså ikke, at livsytringer er praksisformer (2: 124). Dyder er for Løgstrup blot karaktertræk eller erstatningsdispositioner2, ligesom pligter blot er erstatningsmotiver. Tilskyndelsen til dydige og pligtopfyldende handlinger er flyttet fra selve situationen til spørgsmålet om at handle moralsk rigtigt (moralsk introvertering). Såvel livsytringer som dispositioner ligger til grund for vores handlingsliv, men hvor dispositioner og karakter bliver til i handlingslivet, da kaldes livsytringerne frem i samlivets fuldbyrdelse. Livsytringer er 'født etiske', og det uden menneskers indvirken.

Side 35

Men er livsytringerne da snarere at sammenligne med platoniske ideer? Er livsytringerne med andre ord abstrakte begreber om 'det i sig selv gode', som findes i en evig og uforanderlig begrebsmæssig og ideal virkelighed, ideernes verden? Tilsyneladende har livsytringerne en luftighed ved sig, som gør sammenligningen besnærende. Livsytringerne er ytringer af livet selv, og som sådan er de ytringer af det evige. Så langt holder en sammenligning. De er også udtryk for 'det i sig selv gode', men de er netop udtryk for, og altså ikke begreber om det gode. Heri ligger en forskel, for hos Løgstrup er livsytringerne tydninger af det umiddelbare erfarede hverdagsliv, den sociale realitet. Det er i vores daglige forhold til medmennesket, at livsytringerne viser sig. For Løgstrup er vores umiddelbare erfaringer ikke bare efterligninger af abstrakte ideer. De er stedet, hvor livet selv udspiller sig, og det er gennem en tydning af disse umiddelbare erfaringer, at vi kan nærme os en forståelse af det skabte liv. Tanken bindes i det nærværende.

Løgstrups fænomenologi hænger sammen med hans metafysik. Løgstrups metafysik adskiller sig fra gængs opfattelse ved ikke at være 'begrebsdigtning', hvis formål udelukkende er at inspirere til egentlig videnskabeligt arbejde. Løgstrup kalder den en deskriptiv metafysik (8: 99). Som videnskabsteoretikeren K. Popper vil heller ikke Løgstrup sammenblande metafysik og videnskabelig erkendelse3. Løgstrup vil derimod give metafysikken en selvstændig status. Hvor videnskaben bygger på logikken, bygger metafysikken på en analog orden. Frem for videnskabens logiske argumentation er metafysikken en tilværelsestydning, beroende på livsytringerne som kosmologiske, ubetingede fænomener. For de suveræne livsytringers vedkommende er tydningen af den umiddelbare erfaring – udtrykt i dagligsproget i den udstrækning, vi nu engang har ord til det – stærkere end den videnskabelige undersøgelse af dem. Videnskabelige undersøgelser kan ganske vist komme på sporet af træk og lovmæssigheder, der er skjulte for den umiddelbare erfaring, men kun på betingelse af en udskillelse af væsentlige og metafysiske træk, det ubetingede (8: 211). Livsytringerne må vi forstå på grundlag af en umiddelbar genkendelse af det typiske i de forskellige konkrete og singulære situationer. At en situation er singulær, betyder, at den er bundet i tid, hvorfor den aldrig kommer igen. Tydningen indfinder sig gennem nærvær i hengiven åbenhed, hvor vi sætter vores egen historiske tilværelse i spil med situationen (9, 10).

Når tydningen tager udgangspunkt i vores historiske tilværelse, hvordan kommer da metafysikken for dagen? Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi ikke kan sætte os uden for den verden, vi er en del af, og derfor kan metafysikken aldrig blive andet end et metafysisk perspektiv. I sidste ende er en religiøs metafysisk tydning et trosspørgsmål (8: 213-216, 11).

Sammenfattende gælder for livsytringerne, at de hverken er dyder eller ideer. Kærlighed er ikke en dyd, vi kan optræne, og det er ej heller en idé, som vi kan forfølge. Kærligheden virker, (når den altså gør det), af sig selv, eller den er et udtryk for en universel skabermagt, som er større end os. Man kan sige, at 'livsytring' er et grænsebegreb, som vidner om livet selv som en magt, der er større end menneskers vilje (12). Vil vi diskutere etik, da må vi ifølge Løgstrup vende os mod det stoflige, forstået som konkrete situationer og etisk indholdsfyldte ord som tillid, kærlighed og håb, frem for straks at gå i lag med ideer og normer (10).

Begrundelsesproblemet

Indledningsvis rejste jeg spørgsmålet, hvordan og i hvilken udstrækning livsytringer kan fundere etikken. Disse spørgsmål er gennemgående temaer hos Løgstrup.

I 'System og symbol' (2) spørger Løgstrup, hvorfra normens bør kommer, eller i hvad det er funderet. Lader man tanken gå opad ved at generalisere eller universalisere4, så ender man i en tom metanorm, som ikke lader sig konfrontere med nogen instans. Lader man derimod tanken gå nedad til livsytringerne, så konfronteres den med livsytringernes ubetingethed (1).

I 'Den etiske fordring' (3) hedder det, at fordringen udspringer af tilliden. Fordi vi er forviklede med hinanden, har vi også i mødet med den anden ansvar for, at hans liv kan komme til udfoldelse. Livsytringerne er etiske i sig selv. Men det sker (ofte), at vi ikke umiddelbart spiller os ind i situationen og lader livsytringerne komme til udtryk. I så fald er vi fordrede til at følge den andens appel, og fordringen kan da formuleres i den gyldne regel: ''Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, skal du gøre imod dem,'' og det er som Løgstrup udtrykker det ''alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld, selv om den taget efter bogstaven kunne lyde sådan'' (4: 19). Reglen stiller os den opgave, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske, der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted – for så at efterleve dette i forhold til den anden. Løgstrup konkluderer:

'Side 36

'Altså er den så radikal, som nogen regel kan være'' (4: 19). At fordringen er radikal betyder, at den i sidste ende er en fordring om ikke at være fordret. Fordringen er således en melleminstans, som træder til, hvor livsytringerne udebliver.

Etikken kan opfattes som moralens begrundelse. For nu at se nærmere på Løgstrups moralbegrundelse, vil jeg i første omgang forsøge at skære argumentationen ud i pap. Løgstrups argumentation er følgende:

Første præmis: I menneskers liv med hinanden er der fænomener som tillid, kærlighed, talens åbenhed, dvs. livsytringer.

Anden præmis: Livsytringer er i sig selv gode.

Konklusion: I etiske dilemmaer bør vi derfor handle, så livsytringerne kommer til udfoldelse. Det er fordringen.

Spørgsmålet er så, om de to præmisser er sande, og om argumentet er gyldigt. Jeg vil starte med spørgsmålet om gyldighed for herfra at bevæge mig mod det centrale begreb: Livsytringer.

Det kunne synes, som om Løgstrup fejler i sin slutning fra er til bør. Den naturalistiske fejlslutning består ifølge den engelske filosof R. Hare i at forveksle det at beskrive en ting eller handling med det at vurdere den. I vurderingen ligger en implicit handlingsforskrift, hvorimod dette ikke er tilfældet ved en beskrivelse (13). Når Løgstrup i anden præmis slår fast, at livsytringerne er gode, så ligger der heri unægtelig en vurdering, og det kan således se ud til, at Løgstrup begår den naturalistiske fejlslutning.

Men hvad med præmisserne? Er det overhovedet sandt, at livsytringerne er gode, som Løgstrup påstår? Og er livsytringerne i det hele taget noget, vi finder i menneskers omgang med hinanden? I tillæg kunne man spørge, om vi ikke i lige så stor udstrækning finder kredsende tankefølelser eller andre fænomener, som ikke er gode, og hvordan skelner vi da?

At vi kan kende noget som godt eller ondt, skyldes universets stemthed. Verden er ikke bare god, den er også ond. Men i den skabte verden har det gode ontologisk forrang for det onde, hævder Løgstrup (10). Da universet er stemt, er det altså ikke kulturskabte normer og konventioner, der lægger skel mellem godt og ondt, lige så lidt som det er vores egne følelser, anskuelser og refleksioner. Vi kan, som jeg har været inde på, tyde livsytringerne i hverdagssituationer.

Men som jeg efterfølgende belyste, er de alligevel ikke sådan at få greb om. De er der, men vi kan ikke fuldt ud begribe dem. Faktisk bliver vi først opmærksomme på dem, når de savnes, når vi mangler den spontane tilskyndelse til at handle til den andens bedste. Vi kan altså ikke konstatere, at livsytringerne er der ved at udpege dem. 

Det kan vi ikke, fordi de ikke er kendsgerninger i videnskabelig forstand, hævder Løgstrup. De er jo netop metafysiske. Men selv om de ikke har status af videnskabelige kendsgerninger, selv om der er tale om spekulativ tænkning, så er der på den anden side ikke tale om vilkårlig spekulation. For man kan foretage en efterprøvning, som kan vise deres uundværlighed.

En sådan efterprøvning skal tjene til at afsløre de totalillusioner vi lever i, hævder Løgstrup. Det han sigter til, er først og fremmest den grundindbildning, at vi er vore egne livs suveræner (8: 213-6). Men til forskel fra videnskabens deduktion, kan metafysikkens efterprøvning blot foregå i fantasien. Vi kan fx forestille os, at talens åbenhed ikke fandtes. Hvad ville der så ske? Alt socialt liv ville være umuliggjort. Men vi kan ikke eksperimentere og drage erfaring, for pointen er jo netop, at talens åbenhed er ubetinget.

Første præmis er således hverken sand eller falsk i videnskabelig forstand. Den er derimod sand i det universelle perspektiv, forstået som tydet og efterprøvet, (hvis man da i øvrigt kan være enig med Løgstrup i hans tydning og efterprøvning).

Anden præmis hviler på den ontologiske præmis, at det gode har forrang for det onde. Opfattelsen hviler på tanken om livet som skabt. Når det skabte liv er det endelige kriterium på godt og ondt, må naturligvis det gode og livsbærende have forrang for det tilintetgørende. Her sætter Løgstrups skabelsesteologiske tænkning sig igennem.

Hvad angår argumentets gyldighed, ser det nu lidt anderledes ud. Løgstrup slutning tager faktisk ikke udgangspunkt i kendsgerninger i videnskabelig forstand. For Løgstrup er det slet ikke relevant at opstille argumentationen og afprøve dens logiske gyldighed, som jeg lige har gjort. Løgstrup vil jo adskille metafysik og videnskab, og metafysikkens bevisførelse er af en anden orden, baseret på efterprøvning, men i sidste ende også på tro. At efterprøvningen aldrig kan give os 100 procent vished, er imidlertid ikke anderledes, end at videnskaben har måttet give afkald på tanken om at løse induktionsproblemet, kunne man fremføre.

Løgstrups bør er funderet i livsytringerne og ikke i videnskabelige kendsgerninger. Det er et ubetinget bør, som ikke er specifikt handlingsforeskrivende. Den gyldne regel giver os en slags retning for det gode, men i den konkrete situation er det os selv, der har opgaven at skønne, hvad der tjener den anden bedst, og hvordan vi derfor bør handle. Vi må bruge

vores indsigt, fantasi og fornuft (common sense) (3). I forhold til konkrete situationer i hverdagslivet er funktionelle principper, regler og forskrifter – og i det hele taget vores betoning af moralske overvejelser – stærkt overvurderet, hævder Løgstrup (4).

Måske er det snarere livsytringerne, der – selv om de netop er udeblevet, når vi står i et etisk dilemma – på en ikke begrebsliggjort, intuitiv måde vejleder os til, hvordan vi skal handle?

Sammenfattende fører min redegørelse af livsytringernes status, betydning og funktion i Løgstrups tænkning til følgende:

1. Livsytringerne har status af metafysiske fænomener – vel at mærke metafysiske i den særlige løgstrupske forstand. Den sociale realitet, hverdagslivet, er stedet, hvor vi finder vidnesbyrd om livsytringerne, og hvor tydning og tolkning er vores tilgang til fænomenerne.
2. Fænomenet livsytring sammenbinder Løgstrups fænomenologiske analyser med hans metafysiske overvejelser over universet som menneskets ophav. Det betyder, at livsytringer i Løgstrups redegørelse lægger op til en livsopfattelse, der betragter tilværelsen som en fylde af livsmuligheder, som kommer til os uden vores medvirken. Livet er derfor ikke primært noget, vi selv behersker, og vores opgave er derfor at tage imod.
3. Livsytringer har begrundende funktion i Løgstrups etik. 

Benners kritiske indvending

Løgstrups tænkning er tydeligvis inspireret af hans kristne, skabelsesteologiske position. Hvor Martinsen følger Løgstrup i hans metafysiske overvejelser, da er Benner ikke afklaret om den forestilling, at livsytringer er før-kulturelle. Benner er i sine overvejelser over omsorgens etik bl.a. inspireret af den canadiske filosof Charles Taylors udlægning af, hvad det vil sige at være en person. Mennesket er i stand til at forholde sig vurderende til sin egne ønsker. Som personer realiserer vi os ikke blot gennem strategiske overvejelser og kalkulation, men også i overordnet forstand ud fra en erkendelse af, at mennesker og ting er af betydning i den fællesmenneskelige verden. Vi kan sprogligt artikulere tanker, følelser, handlinger og værdier, og vi kan sætte dem til diskussion. Som personer vurderer vi, om vores ønsker er i overensstemmelse med et værdigt liv, om en given handling opretholder menneskelige relationer (14). Benner fremhæver, at kulturen er om ikke det bærende, så i hvert fald en absolut vigtig faktor, som bestemmer vores sociale omgang med hinanden. Vi kan ikke sætte os uden for den kulturelle verden, og vi kan derfor heller ikke forholde os til noget før-kulturelt. Det er i Benners formulering 'som skælvende espeløv', hvis skælven ikke lader sig indfange, hvorfor det vanskeligt kan betragtes som etikkens grundlag. Etikken er kulturelt bestemt, og vi kan ikke forholde os til et grundlag, som ligger uden for det kulturelle. Æstetik og konventioner er inkorporeret i os, men med kulturelle forskelle. Det kan man se, hvis man studerer forskellige måder at udøve omsorg i sygeplejen på i fx Island, Norge, Danmark og USA, hævder Benner. Som jeg opfatter det, er hun dog åben for at komme til forståelse af Martinsens synspunkt, så jeg forventer, at dialogen fortsætter.

Livsytringsbegrebet er også efter min opfattelse problematisk, fordi det med sin kryptiske anonyme, tavse, metafysiske status på en måde er immunt over for kritik. Med sit grænsebegreb bevæger Løgstrup sig – ved fantasiens hjælp – ud over grænsen, når han redegør for metafysikken. På den anden side er der noget fascinerende ved, at Løgstrup i en tid, hvor videnskabelig rationalitet er i højsædet, har mod til at argumentere med metafysikken, og Løgstrups filosoferen er desuden besnærende, fordi den så umiddelbart rammer noget, vi kender – noget vi er fortrolige med.

I 'Vidde og prægnans' (15) spørger Løgstrup, hvorfra fortroligheden med universet kommer. Hvordan er vi fortrolige med havet som hav, med himlen som himmel, (og livsytringerne som livsytringer, kunne man tilføje)? Om det metafysiske problem siger Løgstrup:

''Der synes kun eet af to at gøre. Enten lader man det metafysiske problem stå uløst eller man kan lade det give anledning til en religiøs tydning. Så stumme forekomsterne også er, de taler til os. Skabte er der lagt forståelighed ind i de forekomster, der er uafhængige af os og fremmede for os.'' (15: 144-5).

Løgstrup vælger det sidste. Jeg mener, at man – selv om man 'lader de metafysiske problemer stå' – kan følge Løgstrups tænkning et stykke vej. Ud fra en opfattelse af, at socialitet er grundlæggende (konstitutiv) for menneskers liv, og ud fra en opfattelse af, at universet ikke blot er vore omgivelser, men også vores ophav, giver det mening at vælge den grundholdning, at livet er en fylde af livsmuligheder, og at vore livsmuligheder er forviklede. Vi har ansvar for at forvalte vores eget liv, og dette ansvar rækker ud over os selv. 

Side 38

Hvad kommer det sygeplejen ved?

Man kunne synes, at indholdet i denne artikel er meget langt væk fra sygeplejerskens hverdag. Samtidig må man konstatere, at rigtig mange sygeplejersker netop beskæftiger sig med omsorgens etiske dimension. Hvordan kan det være? Et entydigt svar skal jeg ikke forsøge at give, men anskuer man spørgsmålet i et bredt samfundsmæssigt perspektiv, er det tydeligt, at al den snak om etik i sygeplejen ikke er noget særegent fænomen. Der tales om etik alle vegne. Man kan næppe åbne en avis, hvori der ikke er eksplicitte henvisninger til det etiske. Der hersker, som filosoffen Hans Fink er inde på, en generel tvivlrådig optagethed af spørgsmål og problemer, som ikke tidligere er blevet omtalt, eller som blev opfattet som rent personlige, og der hersker en ubestemt tro på, at det er etik, der skal til for at besvare og løse dem. Fink peger på to grunde til 'etikkens renæssance'. Den er for det første et udtryk for problemerkendelse, besindelse og søgen efter noget ægte. For det andet kan man se den som et forsøg på at instrumentalisere det ikke instrumentaliserbare, en slags 'etisk fix', som vil kunne give os styr på udviklingen (16).

Sygeplejersker har i en årrække været optaget af at definere sygepleje som en selvstændig profession og et selvstændigt felt for videnskabelig forskning. Dette projekt har tilsyneladende koblet sig på den etiske strømning, og det i en sådan grad, at man kunne få den tanke, at sygeplejersker har forsøgt at tage patent på etikken. Synspunkter som 'Omsorg er sygeplejens kerne' og 'Etikken er den fundamentale dimension i omsorgen' kunne i hvert fald friste til den tolkning, at sygeplejersker besiddende vil trække omsorgen og det etiske ind i sygeplejen. Sygeplejens optagethed af det etiske kunne da opfattes som et fix, en stimulans, der for en tid giver os fornemmelsen af, at vi har styr på, hvad sygepleje er. Det lyder virkelig af noget, når vi definerer sygepleje i et blomstrende flor af værdimæssige termer.

Jeg tror imidlertid ikke, hverken Benner eller Martinsen gør sig sådanne naive forestillinger om, at vi kan anvende etikken til at etablere sygeplejen som selvstændig profession. Begge har de været fortalere for, at sygeplejen, og dermed også det etiske i sygeplejen, er at finde i det konkrete, i sygeplejepraksis. Benner og Martinsen vil formentlig snarere hævde, at det er den anden af førnævnte grunde, som driver deres dialog. Det drejer sig om, at vi som sygeplejersker i vores praksis står i vanskelige problemer (= etiske dilemmaer?). Det drejer sig om, at vi må besinde os på, hvordan vi på en menneskeværdig måde kan omgås patienterne (underforstået i et måske umenneskelig institutionaliseret sundhedsvæsen?). Det er og vil formentlig altid være et væsentligt anliggende for sygeplejersker.

Vi er, fornemmer jeg, mange sygeplejersker, der bl.a. inspireret af Benner og Martinsen i udtrykkets bredeste og personlige forstand har haft godt af at forholde os til det etiske i vores samspil med patienterne, og vi har fortsat brug for at stille vores praksis med dens indbyggede normer til diskussion. Men det går galt, hvis vi tror, vi kan anvende etikken, når vi står i hverdagens konkrete problemstillinger. Med Løgstrup in mente vil jeg hævde, at det bør, som udspringer af livsytringerne, netop er et ubetinget bør, som ikke fjerner afgørelsen fra den konkrete situation. Fordringen, ansvaret er placeret hos de involverede. Etikken ikke er noget, vi tilfører situationen, den er der i forvejen.

Det vi kan tilføre, er saglige overvejelser over, hvad der i denne situation er bedst for patienten. Saglige overvejelser er ikke ufølsomme overvejelser, men de er konkrete og jordnære indfaldsvinkler til, hvad denne patient i denne situation og under disse omstændigheder er bedst tjent med. Saglighed har bl.a. at gøre med en grundig belysning af situationen. Vi må belyse situationen ad flest mulige veje. Når der skal handles her og nu, betyder det, at vi må skønne og bruge vores indsigt, fantasi og fornuft. Løgstrup skal ifølge Martinsen (her refereret fra omtalte konference i Tromsø) have kommenteret fortællingen om Den Barmhjertige Samaritan med, at ''det ikke ville have være nogen skade til, om samaritaneren havde været læge.'' På samme måde gør sygeplejerskens faglighed naturligvis en forskel, når sygeplejersken sagligt skal forholde sig til en patient med et givent problem.

Hvordan vi opnår denne faglighed kan diskuteres. Tendensen i dag er, at sygeplejersker er optaget af refleksion over den konkrete sygepleje. Det er en tendens, jeg gerne gør mig til talsmand for (17). Men det udelukker for mig at se ikke, ja det er tværtimod en forudsætning, at vi også forsker i, hvilken sygepleje, der generelt virker på hvilke måder i hvilke situationer.

Videnskab og metafysisk er indbyrdes forudsætninger. I sygeplejen må vi tage de videnskabelige udfordringer op som én af de måder, vi kan kvalificere til faglig saglighed i sygeplejen. Andet ville være uetisk.  

Side 39

Noter

1. Informationerne om den igangværende dialog har jeg fra Sygeplejekonferencen med titlen 'Det handler om sykepleie – det handler om å leve' arrangeret af Regionssykehuset i Tromsø, Afdelingen for sykepleievitenskap, Universitetet i Tromsø og Sykepleierutdanningen, Afdelingen for helsefag, Høgskolen i Tromsø.
2. Erstatningsdispostioner adskiller sig desuden fra livsytringer ved, at de ikke er 'i sig selv gode'. Også gangsteren kan være i besiddelse af dyder som mod og omhu. Men hos ham tjener disse dyder et alt andet end godt formål. (1).
3. Metafysikkens plads i videnskaben beløber sig ifølge K. Popper højst til 'context of discovery'. Denne må klart adskilles fra 'context of justification'.
4. Som I. Kants kategoriske imperativ og R.M. Hares universaliserbarhedsprøve.

Litteraturliste

1. Løgstrup K.E. Opgør med Kierkegaard. København, Gyldendal 1968.
2. Løgstrup K.E. System og Symbol. København, Gyldendal 1982.
3. Løgstrup K.E. Den etiske fordring. København, Gyldendal 1956.
4. Løgstrup K.E. Norm og spontaneitet. København, Gyldendal 1972.
5. Andersen S. Introduktion: Historien, naturen og universet I: P. Dahl og S. Andersen (red.); Universet i historien – omkring K.E. Løgstrups metafysik. Århus, Forlaget Anis 1986.
6. Thomassen N. Filosofisk impressionisme. Temaer i K.E. Løgstrups filosofi. København, Gyldendal 1992.
7. Andersen S. Som dig selv. En indføring i etik. Århus, Aarhus Universitetsforlag 1993.
8. Løgstrup K.E. Skabelse og tilintetgørelse. København, Gyldendal 1978.
9. Løgstrup K.E. Ophav og omgivelse. København, Gyldendal 1984.
10. Martinsen K. Fænomenologi og omsorg. Oslo, Tano Aschehoug 1996.
11. Morsing O. Nogle åbningstræk i K.E. Løgstrups tænkning. I: Morsing O. (red.) K.E. Løgstrup – nye læsninger. Århus, Slagmarks Skyttegravsserie 1993.
12. Jensen O. Sårbar usårlighed. København, Gyldendal 1994.
13. Lübke P. (red.) Politikens Filosofileksikon. København, Politikens Forlag 1983.
14. Benner P. & Wrubel J. The Primacy of Caring. Stress and Coping in Health and Illness. Menlo Park, California. Addison-Wesley Publishing Company 1989.
15. Løgstrup K.E. Vidde og Prægnans. København, Gyldendal 1976.
16. Fink H. Epokens etik. I: Kritik 1995; 28:115, 1-9.
17. Lomborg K. Takt og tone i 90'ernes sygepleje. I: Tidsskrift for sygeplejeforskning 1995, 11:1, 21-36.

Nøgleord: Etik, fænomenologi, K.E. Løgstrup, livsytringer, omsorgsetik, udvikling af sygepleje.

​