Synspunkt: Etiske grænser for behandling

Den medicinske og teknologiske udvikling bevæger sig med rekordfart, men spørgsmålet er, om moderne pleje og behandling fortsat passer til vores kulturelle værdier og normer. Som sygeplejersker har vi ret til at sige fra, men hvor mange gør det.

Dette synspunkt er skrevet på baggrund af et to-måneders praktikophold på en neonatal afdeling, hvor jeg var sygeplejestuderende. Jeg stillede ofte mig selv det spørgsmål: Hvad gør man, hvis behandlingen gentagende gange er imod ens egen etiske overbevisning?

At observere og være en del af det neonatale speciale med en dygtig og kompetent personalegruppe kan ikke andet end imponere en. At stå ved kuvøsen og betragte sygeplejerskernes kliniske færdigheder og se dem håndtere det højteknologiske maskineri med en ro og rutine oparbejdet gennem flere år er bestemt en positiv oplevelse af hospitalsverdenen.

Men midt i denne beundring af menneskets indsats og evne i livsforlængende behandling begyndte etiske problemer at melde sig for mig. Hvad er rigtigt og forkert, værdigt og uværdigt, er der medbestemmelse eller ikke.

Jeg havde svært ved at skelne mellem behandlingens goder og etikkens regelsæt. Jeg havde i min tid på neonatal afdeling god mulighed for at få billeder af og danne mine egne holdninger til det, som for mig førhen var en debat i medierne. Jeg fik indblik i samspillet mellem en gruppe af læger, sygeplejersker, forældre og børn. Jeg fik indblik i at være i tvivl og ikke vide, hvad jeg mente var etisk rigtigt eller forkert i behandlingen af præmature børn.

Tavsheden nemmest

Det er vigtigt, at det enkelte personalemedlem deltager i diskussionen om afdelingens værdigrundlag. Denne deltagelse kræver, at den enkelte er i stand til at omsætte sine følelser til tanke og dernæst til tale.

''I en afdeling, et afsnit, et sundhedsteam er det – for at man skal kunne arbejde godt og rimeligt sammen, derfor nødvendigt at spørge, at argumentere og udfordre vedrørende den enkeltes værdier og livssyn.'' (1)

Jeg mærkede selv denne etiske tvivl og magtesløsheden, og jeg mærkede den på afdelingens sygeplejersker. De havde også deres tvivl omkring plejen, men den var tavs og individuel. Eksempelvis oplevede jeg en situation, hvor jeg stod ved en kuvøse, og i kuvøsen lå en lille dreng på ca. 750 gram. Jeg stod og snakkede med den ansvarshavende sygeplejerske om barnet, og hun gav udtryk for, at barnet var meget svagt og højst sandsynligt ikke ville overleve. Jeg fornemmede en stor medlidenhed med barnet hos sygeplejersken.

Der blev under lægekonference ordineret en ny behandling, og sygeplejersken blev sat til at starte denne behandling. Sygeplejersken virkede derefter irriteret og afvisende og sagde ikke noget.

Det virkede bestemt ikke som om, at der var enighed i denne situation. Jeg tror desværre ofte, at dette sker, og at den nemmeste flugtvej er tavsheden, og ansvaret kastes over på lægerne. Jeg oplevede at den etiske debat manglede i afdelingen, og så længe vi forholder os sådan, vil afstanden mellem tanke og tale forblive lang – og uden tale intet tilfredsstillende værdigrundlag for sygeplejen.

Jeg er velvidende om problemerne i at skulle danne sig en holdning og dernæst skulle begrunde den over for kolleger, og sidst, men ikke mindst, sværheden i at holde fast ved den, når den medicinske udvikling giver mulighed for at frembringe gode resultater og nyheder, som er fantastiske.

Gruppen bestemmer

Ifølge Etisk Råd består etik af de normer og værdier, som er accepterede i den kultur vi tilhører (2). Men hvis den medicinske udvikling hele tiden bevæger sig, er spørgsmålet: Kan vi som personale og almindelige mennesker blive ved med at adaptere den moderne pleje og behandlingsform og tilpasse den ind i vores kulturelle værdier og normer?

Er det muligt for en afdeling at danne et værdigrundlag, som er et fælles udgangspunkt i sygeplejen, hvis den enkelte sygeplejerske ikke kan vedkende sig sin egen etiske holdning?

Den amerikanske psykolog H.C. Kelmans skelner mellem tre traditionelle former for social indflydelse på holdninger.

En af dem er: Social indflydelse, som kommer fra overbevisende kommunikation fra kilder med stor prestige.

Det er efter min mening ikke usandsynligt, at den enkelte sygeplejerske og grupper af sygeplejersker i visse tilfælde ligger under for denne indflydelse og tilsidesætter egen etisk holdning. De giver slip på deres moralske ansvar over for hinanden, og patienterne og afdelingens værdigrundlag har ingen nytte.

''En betingelse for at mennesker kan fungere sammen i grupper er, at der udvikles nogle interne regler i gruppen og at disse regler overholdes af gruppens medlemmer. Sådanne regler kaldes normer og kan være formelle som uformelle,'' stod der i noget af vores undervisningsmateriale på skolen.

Jeg tror, at det i mange sygeplejersker ligger dybt forankret, at man indordner sig efter personalegruppen og ved etiske problemstillinger forholder sig mere til personalegruppen end til sin egen etiske holdning.

At have en etisk holdning og blotte den over for en personalegruppe kan resultere i, at man skiller sig ud fra gruppen. Konsekvensen af at udtrykke sin egen holdning og valg kan påvirke samarbejdet i afdelingen, således at afdelingen – i modsætning til at have et fælles værdigrundlag i sygeplejen – splittes op og arbejder ud fra individuelle værdier.

Kurser i etik

Etikken har en central rolle i sygeplejen, og behovet for at kunne systematisere og argumentere for sit arbejde efterlyses mere end nogensinde, dels af sygeplejerskerne selv, som et led i kampen for dokumentation af sygeplejen som et selvstændigt fag, dels af patienterne og almindelige borgere, der forventer en dokumentation af vores arbejde. Dermed efterlyses også kravet om at kende grundlaget og tankerne

Side 15

bag vores sygeplejehandlinger.

Det fremgik af Berlingske Tidende fra den 9.11.96, at sygeplejersker strømmer til kurser i etik og filosofi for at supplere deres viden om emnet og for at opnå en mere afklaret holdning til etiske problemstillinger i sygeplejen.

Når jeg læser dette i avisen tænker jeg: Hvorfor tages de kurser? Er det almindelig iver efter ny viden? Eller er det, fordi de etiske dilemmaer er så synlige nu, at viden omkring etik må tilegnes som teorioverbygning. Er det muligt at tilegne sig en etisk holdning ved hjælp af kurser og ny viden, eller er det et spørgsmål om at kende egne værdier og være bevidst om disse?

I et forsøg på at besvare mit spørgsmål i indledningen vil det primært handle om, at den enkelte gør sig det helt klart, hvad det præcist er ved behandlingen, som overskrider den enkelte sygeplejerskes etiske grænse. Dernæst inddrage sine kolleger og diskutere problematikken. Vi har et etisk ansvar over for patienterne, specielt de patienter, som ikke kan forsvare sig selv. Det er sygeplejerskernes ret at melde fra over for en eventuel behandling, men hvor mange gør det? I bund og grund tror jeg ikke, at sygeplejersker er så forskellige værdimæssigt. Jeg tror, det ville gavne personalegruppen og sygeplejen, hvis det blev en naturlig handling at sige fra, og at der med sikkerhed blev taget hånd om problematikken for den enkelte eller grupper af sygeplejersker.

Litteratur

  1. Andersen, Daniel; Mabeck, Carl Erik; Iris, Poul, Medicinsk etik, Fadl's forlag 1985.
  2. Etik – en introduktion, Etisk Råd 1996.

Malene Kruse Clausen er studerende på Næstved Sygeplejeskole.

Emneord: 
Etik