Boganmeldelser

Visdom og livslyst

Anne Wolden Ræthing
På isflagen

17 Ninka-portrætter om livserfaringer og alderdom

København: Aschehoug 1995

218 sider, kr. 249,-

17 mennesker med det til fælles, at de har bevaret livsmodet og opnået både visdom og høj alder, er blevet portrætteret i interview. Den ældste er på interviewtidspunktet 96 år, og den yngste 71 år.

Visdom er ifølge socialmedicineren Henning Kirk det eneste positivt ladede ord i forbindelse med alderdom, og jeg blev meget betaget af den visdom, der skinner igennem i portrætsamlingen.

Det er danskere og et par udlændinge, som på forskellig vis har sat sig spor i verden, kendte mennesker, som vi nok kan forvente, har gjort sig overvejelser om mange ting i livet. Det undrer og betager mig, at de ikke trækker særlig meget på de erfaringer, de har gjort i forbindelse med deres tidligere position i samfundet. Naturligvis nævnes det, men ikke som det vigtigste. Det gennemgående er, at de har samlet deres visdom i forbindelse med almindelige menneskelige hændelser, hændelser, vi alle kommer ud for.

Visdommen kommer til udtryk i et smittende livsmod og en evne til at affinde sig med situationen trods de aldersbetingede reduktioner i den fysiske formåen, som de også erkender, at de er ramt af. Som Anna Kjems på 96 år siger:

''Man bliver jo ikke 96 uden bøwl, man har sine gebrækkeligheder. Men det fantastiske ved mit liv er, at jeg kan huske. Og at jeg har denne lyst til at leve.''

Henny Harald Hansen på 90 år fortæller, hvordan hendes oldebørn dagligt får gaver af nye færdigheder, mens hun selv hele tiden afleverer det, hun kunne. ''Man leverer alting tilbage,'' siger hun og fortsætter: ''Det er alderdom. Ikke noget at blive bitter over. Det er prisen, man betaler for at få lov til at blive gammel og få lov til at opleve et langt forløb. Intet er gratis. Og det må man bare affinde sig med og ligesom imødekomme.''

Sygeplejersker møder mange mennesker, der har opnået høj alder. Vi er meget optaget af at afdække deres ressourcer, men det afgrænser sig til dem, vi kan bruge i plejen. Derfor bliver vi blinde for den visdom, vi kunne møde, hvis vi så ud over den aktuelle plejesituation.

Vi kan gennem Anne Wolden-Ræthinges bog hente inspiration til at få øje på de sider af menneskets personlighed, vi ikke umiddelbart ser, og få et godt redskab i vores arbejde. Hvis vi var opmærksomme på den livserfaring og visdom, vi kan møde hos de gamle, kunne vi i langt højere grad leve op til en sygepleje, der bygger på ligeværdighed og respekt.

Af Vibeke von der Lieth, sygeplejelærer i Københavns Amt, Sygeplejeskolen.  

Holder ikke hvad bagsiden lover

Eva Høj, Pernille Sørensen

Engle eller harper?

Sygeplejersker i hospitalets omstillingsprocesser

Århus 1996:

Forlaget PLS Consult

137 sider, kr. 220

Jeg burde måske have anet uråd, da jeg læste bagsideteksten på bogen. Her bliver der nemlig ikke sparet på superlativerne for, hvad denne forholdsvis lille bog kan rumme. Der står bl.a., at den er ''en skarpsynet afdækning af sygeplejerskernes fagkultur,'' og at ''forfatterne arbejder på bedste antropologiske vis.'' Jeg må have sovet i timerne under mit antropologiske studium, for jeg forstår ikke sætningen. Ja, der er sågar tale om et ''muldvarpearbejde, der har resulteret i en sjældent dyb og præcis beskrivelse af 'profession sygeplejerske'. Hvis bogen holder, hvad bagsiden lover, er det stærke sager, der nødvendigvis må få betydning for sygeplejersker i hospitalers omstillingsprocesser.

Bogen er baseret på en hovedopgave fra 1994, udarbejdet ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København. Den tager udgangspunkt i de to forfatteres forforståelse om sygeplejersker, som det bl.a. kommer til udtryk i den metaforladede indledning. Her spørger de, om sygeplejerskerne inden for de sidste år har undergået den totale forvandling fra engle til harper. De vil gå bag kulisserne og tegne et portræt af en gruppe sygeplejerskers grundlæggende verdenssyn, hvor både englenes dyder og harpernes kamplyst træder frem. Det er så absolut ikke nogen enkel opgave, de har pålagt sig selv at udføre.

Vi hører nu ikke mere til engle og harper i denne bog. Og det er positivt, selv om det er forvirrende i en bogtitel og i en indledning at blive præsenteret for udsagn, der ikke følges op senere. Bogen er en evaluering af et omstillingsprojekt på en hospitalsafdeling, hvor hovedproduktet er patientundersøgelser. Derudover søger forfatterne at indhente informationer til egen forskning. Vi præsenteres løbende for forfatternes kulturforståelse, der lægger op til, at kultur kan afgrænses og opsplittes i fagkultur, afdelingskultur, subkultur og organisationskultur, hvor fagkultur bliver det, der afbildes i de værdier og normer, som bl.a. sygeplejersker handler ud fra. Sygeplejersker bliver derved kulturbærere og ikke kulturskabere.

Denne meget statiske og funktionalistiske opfattelse af kultur, bl.a. ud fra organisationsteoretikeren E. Schein, benytter forfatterne i udarbejdelsen af en model til at kortlægge de værdier og antagelser i en fagkultur, som er centrale for medlemmernes identifikation med professionen. Selv om de to forfattere arbejder systematisk og løbende giver læseren indblik i de valgte teorier, og hvordan de benyttes i forhold til det empiriske materiale, er det ikke tilstrækkeligt til at få undersøgelsen til at fremstå som en ''sjælden dyb og præcis beskrivelse af 'profession sygeplejerske'.

Intet sted i bogen lægger forfatterne op til en diskussion af og en refleksion over deres valg af bl.a. teoriramme og kulturforståelse. Flertydige begreber såsom myte, ritual, metafor, verdenssyn etc. bliver i forfatternes forståelse entydige og enkle. Dette er formentlig medvirkende til, at undersøgelsesresultaterne om en omstillingsproces på en hospitalsafdeling præsenterer sig som 'sandheder' og som 'sådan er det'. Når sygeplejerskerne i bogen præsenteres som bærere af kultur, fastlåses sygeplejen i en traditionel kulturforståelse. Undersøgelsesresultaterne lukker sig om sig selv, hvorved de mister deres udsagnskraft. Konklusionen må desværre blive, at bogen ikke holder, hvad bagsiden og indledningen lover.

Bogen er baseret på en hovedopgave udarbejdet på Institut for Organisations og Arbejdssociologi på Handelshøjskolen i København i 1994.  

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske. Institutleder og lektor på kandidat- og ph.d-uddannelsen ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.

Historien skrevet med knogler

Peter K.A. Jensen

Menneskets oprindelse og udvikling

København 1996: G.E.C. GAD

348 sider, ill. kr. 259,-
 

Peter K.A. Jensens gennemgang af den menneskelige udvikling fra progenoterne, de første primitive celler, til nutiden kom på gaden nogenlunde samtidig med, at nogle amerikanske forskere hævdede, at der var tegn på organisk liv på Mars. Samtidig foregik den ældgamle og uopslidelige diskussion om, hvorvidt neanderthalerne er uddøde eller avlet væk i homo sapiens. Her kan man hente oplysninger, der kan bruges til at gå nærmere ind i problematikkerne omkring begge spørgsmål. Det første belyses i afsnittet om den molekylære udvikling, og det andet kan man blive klogere på ved at læse afsnittet om neanderthalproblemet.

Der er således tale om en meget bred tilgang til bogens emne, og der er trukket på mange forskellige naturvidenskaber samtidig med, at historie og kulturantropologi er inddraget. Man kan ikke blot læse om, hvordan homo sapiens opstod i et Afrika, der på grund af geologiske og klimamæssige forandringer forvandledes fra regnskov til steppe og dermed befordrede den oprette gang, men også om, hvordan denne forklaring har været diskuteret i Europa. I tyverne mente især de tyske antropologer, at homo sapiens var et nordeuropæisk produkt, hærdet og forbedret af kampen mod istider og andre voldsomme udfordringer. I tiden op til den nazistiske periode var det ikke opportunt at udråbe det sorte Afrika som civilisationens vugge.

Det er ikke kun udviklingen fra protoplasma til pattedyr, der beskrives, men også historien om, hvorledes menneskene befolkede jorden, fik forskelligt fremtoningspræg og udviklede forskellige tungemål og metoder til at kontrollere deres omgivelser.

Der er også refleksioner over, hvornår bruddet mellem dyr og menneske sker. Faktisk deler vi 98 pct. af vore gener med chimpanserne, som er de aber, vi ligner mest, og det er tankevækkende, at så små variationer kan afstedkomme en så stor forskel. Det gør det også vanskeligt at trække en definitiv grænse mellem vore henholdsvis dyre- og menneskelignende aner. Anlægger man et snævert kriterium med vægt på stor hjerne og talefærdighed, så har der ikke været mennesker mere end i ca. 40.000 år, men anlægger man brede kriterier og lægger vægt på fremstilling af primitive redskaber og andre tegn på kulturel virksomhed, så forlænges menneskets alder til mindst 2,5 mio. år. Dertil kommer, at nye fund teoretisk set hurtigt kan lægge mange år til oprindelsen af menneskelignende skabninger.

Det interessante i menneskets udviklingshistorie er det stadigt forekommende samspil mellem biologiske og kulturelt betingede forandringer. Problemet er, at udviklingshistorien må skrives med (relativt få) knogler, mens vi ved, at forandringer i anatomien forudgås af forandringer i adfærden. Så fra hvert knoglefund må udviklingen tilbageskrives, mens man kan forsøge at inddrage andre observerbare forandringer i vegetation og naturbetingelser som forklaring. Jensen fremhæver det enestående ved mennesket som evnen til at gribe ind i omgivelserne og forme dem, så mennesker har kunnet tilpasse sig livet i næsten alle omgivelser. Denne evne er især veludviklet på grund af neotenien, dvs. menneskets bevarelse af ungdommelige træk i længere tid end hos de beslægtede aber. Således har den nyfødte baby kun udviklet 23 pct. af sin hjerne ved fødslen, mens chimpansen er oppe på 41 pct. Mennesket har altså en længere indlærings- og udviklingsperiode, der giver mulighed for en mere omfattende socialisering.

Bogen er primært skrevet til undervisning, men det er nok tvivlsomt, om den i sin helhed vil være relevant for sygeplejestuderende. Men for den, som er fascineret af vor oprindelse, er der en mængde tværvidenskabelige oplysninger at hente. For den læge læser er bogen sine steder temmelig teoretisk, og nogle af afsnittene egner sig måske bedst til opslag, når man søger bestemte detaljerede oplysninger. Til hjælp for den, der vil bruge bogen til opslag, er der en god emneliste bagest i bogen samt appendices om menneskets arvemasse og kronologisk oversigt over udforskningen af menneskets udvikling. Bogen er således oplagt til biblioteket på sygeplejeskolen.

Af Karen Ellen Spannow, etnograf mag.art. og sygeplejerske.

De tunge drenge og piger på banen

Inge Marie Lunde, Pia Ramhøj (red.)

Humanistisk forskning

inden for sundhedsvidenskab

København 1996:

Akademisk Forlag

352 sider, kr. 375

Mennesket er andet og mere end blot biologi. Konstateringen kan stå som overskrift i antologien om humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. En videnskab, der indtil for ganske nylig stort set var overladt til naturvidenskaben, og hvor den kvalitative forskning først nu er ved at blive anerkendt. En forklaring på, at kvalitativ forskning har haft så svær en start, kan være, ud over at sundhedsvæsenet forskningsmæssigt er uhyre konservativt, at kvalitativ forskning bygger på flere forskellige videnskabsteoretiske tilgange. Og det er selvfølgelig altid intellektuelt krævende at erkende, at et fænomen kan analyseres og beskrives på flere forskellige måder, og at der kan være mange forskellige sandheder og ikke kun én.

Sundhedsvæsenet har brug for humanistisk forskning. Er man ikke klar over det, er man overbevist, når man har læst bogen, der tillige afspejler status quo i det danske forskningsmiljø på det humanistisk-kvalitative område. Det er de forskningsmæssigt tunge drenge og piger, der er på banen. Det bevirker, at selv om der er nogle gentagelser i antologien, virker det ikke forstyrrende, da det er interessant at få den samme teori beskrevet på forskellig måde.

Bogen er opdelt i fem kapitler:

• Empirisk humanistisk forskning og videnskabsteori.
• Teorier og teorianvendelse.
• Udvælgelseskriterier og eksempler på kvalitativ dataindsamling.
• Databearbejdning – analyse og fortolkning.
• Validitetsaspekter i kvalitativ forskning.

Man kan også dele bogen op på en anden måde, hvor første del handler om teori og den anden del om metode. Denne del er absolut den lettest tilgængelige, mens den første for mig indeholder en del nyt stof. Fælles for begge dele er, at forfatterne har gjort meget ud af sproget og pædagogikken, så læsningen er en ren fornøjelse.

Der er en kort introduktion til de fem hovedafsnit, og efter hvert indlæg er der en omfattende litteraturoversigt, der generelt indeholder få dansksprogede værker.

Redaktørerne skriver, at bogen henvender sig til de mange, som har interesse i udvikling af sundhedssektorens forskning, og som eventuelt selv via undervisning, udviklings- og forskningsarbejde har brug for at få kastet lys over det sundhedsfaglige område via en humanistisk videnskabsteoretisk og forskningsmetodisk indsigt. Bogen kan absolut anbefales til målgruppen som noget af det bedste og mest tilgængelige, der på nuværende tidspunkt er skrevet om kvalitativ forskning.

Af Lise Therkelsen, teknologikonsulent i Dansk Sygeplejeråds Sekretariat