Unge bosniere en multitraumatiseret gruppe

Langt over halvdelen af de unge bosniske flygtninge i Danmark har meget voldsomme traumer bag sig og mindst en tredjedel har frembudt psykosomatiske symptomer. Viden om de unges baggrund, traumer og kriser er nødvendig for at genkende symptomer på post-traumatic-stress- disorder.

At forstå andre mennesker, som har levet i en ganske anden kultur og tillige har været udsat for krig og etnisk udrensning, kan være svært. Når vi møder dem på vores vej – måske endda på vores arbejde – nærmer det sig vel en forpligtelse, at vi prøver at sætte os ind i deres baggrund. Uden den kan vi ikke nærme os en forståelse af deres nuværende situation.

Undersøgelsens konklusion er, at de unge bosniere, som er undersøgt, er en multi-traumatiseret gruppe på linje med fx de cambodianske flygtninge, der overlevede Pol Pot-regimet, og derfor stærkt behandlingskrævende. Dette forhold må man som sygeplejerske være opmærksom på i mødet med dem.

Vi mødte de unge bosniere i vores arbejde som Røde Kors-sygeplejersker på Dansk Bosnisk Kostskole/College i henholdsvis Odder og Tølløse i 1994 til 1996. Dansk Røde Kors varetager flygtninges sygdoms- og sundhedsbehov, så længe flygtningene ikke har fast opholdstilladelse; derfor blev vi ansat på kostskolerne til at varetage elevernes og lærerfamiliernes behov.

Som på ethvert andet asylcenter havde vi en klinik med daglig åbningstid – eleverne kendte derfor til vores funktion, der kort kan beskrives som at være bindeled til det danske sundhedsvæsen, fx praktiserende læge, tandpleje, hospitaler m.m. Som Røde Kors-sygeplejersker var vores opgave også af mere sundhedspædagogisk karakter, såsom oplysning om prævention og andre pubertets-relevante emner samt samtaler med udspring i psykosomatiske klager. Disse samtaler kom til at fylde meget på skolerne. I denne sammenhæng spillede det en stor rolle, at de unge for første gang var væk fra deres familie og hjemcenter, og nu kun var 'hjemme' hver anden weekend og i ferier.

Ofte var vi overvældede, og dagligt var vi frustrerede over at være vidne til de bosniske unges enorme behov for kontakt, omsorg, grænser, struktur og kærlighed.

Skolerne blev til, da de bosniske flygtninge i Danmark endnu havde midlertidigt ophold (såkaldt § 18-status), og Dansk Flygtningehjælps aktiveringsprogram var en realitet. De unge elever var for det meste mellem 15 og 20 år gamle og havde på det tidspunkt været i Danmark mellem nul og 24 måneder. De havde boet på asylcentre, ofte på små værelser med deres forældre og søskende uden privatliv.

Skolerne blev en realitet i Tølløse i september måned og i Odder i december måned 1994, og undervisningen blev forestået efter bosniske principper af bosniske lærere og med danske lærere til at varetage undervisningen i dansk. Skolernes formål var, at eleverne kunne fortsætte deres skolegang, som var blevet afbrudt af krigen i Bosnien, og målet var familiens tilbagevenden til deres hjemland.

I Odder var der ca. 140 elever og i Tølløse ca. 160 elever. På begge skoler fandtes en gymnasial linie, en elektromekanisk linie og en automekanisk linie. Efter et halvt år blev det i Folketinget besluttet at give de bosniske flygtninge mulighed for at søge asyl i Danmark, således at skolernes formål blev ændret fra repatriering til brobygning til det danske undervisningssystem med integration som mål. Det forhold, at skolen havde frivillige bosniske lærere, bidrog til at styrke og fastholde elevernes bosniske kultur og gav mulighed for at etablere og drive skolerne for begrænsede midler.

Begge skoler ophørte sommeren 1996 efter at have fungeret i to år, og eleverne skal nu benytte det danske uddannelsessystem, idet alle har fået opholdstilladelse.

Triste og reserverede

Det første, der slog os, var, at de unge fremtrådte blege, triste og reserverede og meget sjældent smilede. Dernæst bar de unges adfærd præg af en anden kulturbaggrund, som tydeligt viste sig i forskellen på bosnisk og dansk pædagogik. Den bosniske pædagogik og opdragelsesform kan på flere måder sammenlignes med den vores forældre er vokset op

Side 39

med, en pædagogik præget af autoritet, udenadslære og kontrol. Det ses også i forholdet til sygdomsopfattelse og -behandling. ''Det er sygeplejersken, der ved, hvad jeg fejler, og hvad der skal gøres.'' Derfor er der også stor tiltro til medicin og følgelig plæderen herfor. Med til billedet hører, at der er en kulturelt betinget modvilje mod at tale om sorg og savn, idet vi ofte hørte udtalelsen: ''Det er bedst at glemme fortiden.'' Indtil starten på skolen havde mange af eleverne levet en ganske apatisk tilværelse på et asylcenter uden krav og forventninger, med en meget skæv døgnrytme til følge, ligesom status og roller i familien ofte var meget forandrede efter flugten.

SY-1999-05aDisse unge fra det tidligere Jugoslavien er blevet nye borgere i det danske samfund. De har fået opholdstilladelse og er startet på et dansk gymnasium. To sygeplejersker og en psykolog har lavet en undersøgelse blandt unge bosniske flygtninge i Danmark for at øge forståelsen for deres baggrund.

Især i skolens start, men også senere, overskred det vores grænser at se de unges forhold til mad og måltider. Det var, som om en masse følelser trængte sig frem i deres ofte groteske forhold til mad. Mad i store mængder blev fyldt på tallerkener, smidt på gulvet, efterladt på værelser.

Samtidig var der stor utilfredshed med maden, og nogle mente ligefrem, at 'den dårlige danske mad' var årsag til, at de havde det skidt og fik ondt i maven. Hertil kom en mistænksomhed over, om maden nu også var fri for svinekød, da størsteparten er muslimer.

I klinikken kom de unge med mange spørgsmål og mange klager. Både spørgsmål om relevante ting, men også nogle gange med påskud for at få en snak. Pigerne var generelt mere klagende med menstruationsproblemer, veninde- og kæresteproblemer med videre. Drengene havde generelt mere kontante udtryk, i form af en destruktiv og aggressiv adfærd, samt for en dels vedkommende et stort alkoholforbrug.

Ofte bundede disse klager i en forvirring, som stammede fra den brydning, de unge stod i. På den

Side 40

ene side en adfærds- og seksualmoral fra forældre og egen kultur, der er mere restriktiv og dogmatisk end den danske, som de til gengæld ofte opfattede som fuldstændig fri og grænseløs. Som i så mange andre kultursammenstød var det også svært for de unge bosniere at aflæse unge danskeres koder, og mange misforståelser opstod.

Alt dette er grunden til, at vi har fundet det vigtigt at lave en undersøgelse om de unge bosniere, der er kommet til Danmark som følge af krigen i ex-Jugoslavien, idet vi oplevede et stigende misforhold mellem de unges behov og det, vi og skolerne kunne tilbyde. 

EN GENERATION UDEN FREMTID

Det afsluttende åbne spørgsmål i undersøgelsen blandt unge bosniske flygtninge lød: ''Er der noget, som du gerne vil have, at vi skal vide eller være opmærksomme på?''

Vi synes, at mange af disse kommentarer er meget oplysende og gribende i en hudløs desperation. På mange måder taler de for sig selv:

  • ''Det er meget svært at være flygtning, og det er meget vigtigt ikke hele tiden at minde ham om, at han er flygtning. Jeg vil gerne sige til jer, at I skal være alt, bortset fra en flygtning. Jeg synes, jeg har fortalt jer det hele med det der eneste ord – flygtning.''
  • ''I skal lægge mærke til den ungdom, hvis drøm er blevet afbrudt af en aggression af deres land, og som ikke kan finde sig selv i det nye danske samfund. Og I skal lægge mærke til de unge danskeres ironiske opførsel i forhold til udlændinge.''
  • ''Jeg ved ikke, hvad jeg skulle fortælle jer. Jeg vil ikke tænke på det, fordi hvis jeg tænker på det, så vil jeg hænge mig selv.''
  • ''Jeg ønsker ikke at være flygtning længere, lige meget hvor. Aldrig mere i mit liv. Jeg ønsker heller ikke længere at bo på 12 m^2 med tre voksne.''
  • ''I skulle selv se, hvordan det er for et ungt folk som os. Vi er en generation uden fremtid.''
  • ''Vi er allesammen fra Bosnien Hercegovina og meget følsomme. Bliver let såret og er meget eksplosive. De følsomme punkter kan ingen af os vælge selv, fordi krigen har gjort nogle af os til såkaldte dyr.''
  • ''Denne her verden er alt for rådden. Alle vil snyde én, og det er svært at tro på noget menneske.''
  • ''Jeg har været i militærfængsel. Jeg har brugt narkotika og piller i krigen. Nu er jeg holdt op med det. Jeg har været i krig, og jeg har slået ihjel, og jeg er blevet såret. Det lykkes for mig at holde mig selv under kontrol, men jeg ved ikke hvor længe.''
  • ''Nogle mennesker forstår kun delvist og andre slet ikke. Vi kan tale i dagevis om os selv, men I vil ikke kunne forstå os. Jeg vil gerne vende tilbage til det sted, hvor jeg selv er, hvor min sjæl er og min kærlighed, selvom det kun er nogle bunker – ruiner med døde minder. Hvis vi vender tilbage, skal vi rejse det hele fra asken og give liv til det hele, til os selv og til alt omkring os.''

Afdække omsorgsbehovet

Vi fik i april 1995 et møde i stand med sundhedsafdelingen i Røde Kors, som mundede ud i en beslutning om, at vi ville dokumentere det, vi havde af kendskab til de unges traumatiske krigsbaggrund, med udgangspunkt i 'Medical Records' (journalpapirer). Derfor gennemgik vi samtlige Medicals med den hensigt at afdække elevernes baggrund og formodede omsorgsbehov.

Undersøgelsen blev færdig i august 1995 (1) og dens hovedkonklusion blev, at en stor gruppe elever, 57-75 procent, havde meget voldsomme traumer bag sig og mindst en tredjedel havde frembudt psykosomatiske symptomer. Vi pegede på behovet for, at skolerne fik tilført flere personaleressourcer for at kunne imødekomme de dokumenterede behov. Vores undersøgelse fandt vej til presssen i form af programmet 'Netværk' (Danmarks Radio P1, september 1995) og nogle mindre avisartikler (3,4).

Ask Elklit, lektor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet med speciale i krise- og traumeproblematikker, læste om vores undersøgelse og så en enestående mulighed for at gennemføre en mere grundig undersøgelse af de unges baggrund og vilkår med henblik på at tilvejebringe større viden på dette område.

Side 41

Undersøgelsen blev foretaget på de to danske bosniske kostskoler i maj 1996 (4). Spørgeskemaet – oversat til serbokroatisk – indeholder bl.a. en række spørgsmål om demografiske forhold og traumatiserende oplevelser. De traumatiske hændelser belyses dels via en række spørgsmål med basis i et spørgeskema, kaldet Harvard Trauma Questionaire (5), og dels via åbne spørgsmål, der belyser den værste oplevelse i henholdsvis Bosnien og Danmark.

Spørgeskemaet er udarbejdet for at gøre det muligt at måle og derved sammenligne graden af traumatisering og for at kunne vurdere, om der er tale om den følgetilstand, som kaldes post- traumatic-stress-disorder (PTSD). American Psychiatric Association har i 1994 opstillet seks kriterier, som alle skal være opfyldt (6). Kort opridset er disse:

Personen skal have været ude for, eller vidne til en traumatisk begivenhed, som indebar død eller anden alvorlig kvæstelse eller trussel om samme, og personen reagerede med intens frygt, hjælpeløhed eller rædsel.

  1. Den traumatiske begivenhed skal til stadighed genopleves.
  2. Der skal være vedvarende forsøg på at undgå at blive mindet om traumet eller en følelsesmæssig tilbagetrækning.
  3. Der skal være vedvarende symptomer på øget stress, som ikke var til stede før traumet.
  4. Forstyrrelsen skal have varet mindst én måned.
  5. Forstyrrelsen forårsager en betydelig belastning eller forringelse fx af personens sociale eller arbejdsmæssige funktion.

Elevernes baggrund
Undersøgelsen omfatter 123 personer, svarende til en besvarelsesprocent på 72 af de elever, der var til stede på skolerne. Eleverne er i alderen fra 15 år og op til 27 år, idet halvdelen dog er 18 og 19 år. Der er dobbelt så mange mænd som kvinder.

Religion betyder meget for dem, og 89 procent bekender sig til Islam, mens seks procent er ateister og fem procent er andet. De fleste kommer fra mellemstore og store byer, bl.a. Sarajevo.

I gennemsnit er det fire år siden, de begyndte flugten. For nogle begyndte det dog for seks og et halvt år siden, mens andre flygtede for ni måneder siden.

Opholdstiden i flygtningelejre, før de kom til Danmark, er i gennemsnit syv måneder, idet nogle slet ikke har været det, mens andre har været det i helt op til 36 måneder. For gennemsnittets vedkommende er de kommet til Danmark for to og et halvt år siden, nogle dog allerede for fire og et halvt år siden, nogle først for fem måneder siden. De fleste har boet på asylcentre i ca. to år, enkelte kun en måned, andre op til 42 måneder. Gennemsnitligt har de boet på tre forskellige asylcentre.

På spørgsmålet om, hvor mange familiemedlemmer de bor sammen med i dag, svarer hele 11 procent ingen. Hovedparten bor sammen med tre familiemedlemmer. Når de skal svare på, hvor mange familiemedlemmer, som de er adskilt fra i dag, fordi disse lever i ex-Jugoslavien eller andre steder langt væk, og som betyder noget for dem, angiver de i gennemsnit 19 personer. Når de bliver spurgt om, hvor mange familiemedlemmer der er døde i forbindelse med krigen, svarer omkring en tredjedel, at de ikke har mistet nogen. Omkring en tredjedel har mistet ét medlem, mens femten procent har mistet to medlemmer, og fem procent har mistet alle eller næsten alle familiemedlemmer.

De unge bosniere har i gennemsnit personligt været ude for 7,5 forskellige slags traumatiske situationer og været vidne til yderligere godt seks typer af sådanne voldsomme hændelser. I alt bærer hver enkelt rundt på 13-14 forskellige slags traumatiserende begivenheder.

Tre fjerdedele har været udsat for beskydning, har mistet hjem og ejendele og har været udsat for vold i form af chikane og ydmygelser. To tredjedele har mistet venner og følt total afmagt. Tre femtedele har levet med uvished om, hvorvidt familie og venner var i live. Mere end halvdelen har set døde og sårede, er blevet truet på livet og har troet de skulle dø. Mere end en tredjedel har mistet nærtstående familie, er blevet kvæstet og har fået sit hjemsted ødelagt. Knap en tredjedel har været udsat for fysisk vold eller har overværet drab. En fjerdedel har i længere tid sultet eller tørstet og været syg uden at kunne blive behandlet. Omkring en femtedel har oplevet fangenskab, tortur og tvangsarbejde. Seks procent oplyser, at de har været udsat for voldtægt eller andre seksuelle overgreb.

Vi ved fra andre undersøgelser, fx Elklit, 1993, (7), at den nærmeste familie påvirkes meget stærkt, når et medlem traumatiseres og ofte udvikler symptomer, der i antal og intensitet kan sammenlignes med det, den direkte traumatiserede lider under. De unge bosniere angiver i undersøgelsen, at de hyppigere selv har været udsat for overgreb i forhold til, hvor ofte de har været vidne til eller har oplevet overgreb blandt deres nærmeste. Overgrebene blandt deres nærmeste eller overgreb, de har været vidne til, har især været fysisk vold, voldtægt, tvangsarbejde, tortur og fangenskab.

Den værste oplevelse

Svarene på, hvad den værste oplevelse i Bosnien og Danmark har været, falder i kategorier, hvoraf følgende især forekommer om Bosnien: at blive slået, såret; se dræbte, myrderier; have familiemedlemmer i eller selv være i fangelejr; blive beskudt, være udsat for bombardementer; konkrete begivenheder; blive fordrevet fra hjemmet, måttet forlade landet.

En stor gruppe vil eller kan ikke svare/huske. Dette er udtryk for, hvor smerteligt det oplevede har været og er almindeligt hos svært traumatiserede. Det gennemgående tema er angsten for egen og familiens tilintetgørelse, nogle gange angivet med et stednavn 'Banja Luca i 1993', 'Maskinfakultetet i Mostar', 'Kotor-Varos

Side 42

Annonce

Side 43

25.6.1992' osv., der – uden at vi får detaljerne – antyder det meget grufulde, som nærmer sig det ubeskrivelige.

Vedrørende Danmark er den mest fremtrædende kategori fremmedhad. Det er forstemmende, at så mange unge bosniere er blevet diskrimineret, truet, afvist, angrebet, forfulgt og slået af danskere.

Det andet store problemområde har været ankomsten til landet med meget dårlige boforhold – i telte og på overfyldte centre, hvor folk i årevis har været stuvet sammen i små værelser – og med kommunikationsproblemer i forhold til hjælpeorganisationerne.

Det tredje større problemfelt er de etniske spændinger mellem muslimer på den ene side og serbere og kroater på den anden.

En stor gruppe af unge vælger at svare, at problemerne i Danmark ingenting er, sammenlignet med hvad de kommer fra.

Ydmyghed og tålmodighed

Hvordan kan vi som sygeplejersker og sundhedspersonale i øvrigt klæde os på, for at mødet med disse unge bliver et frugtbart møde?

Vi mener, at det er af stor betydning overhovedet at vide, hvad de unge har været udsat for, for at vi dermed kan tage dem alvorligt og vise dem respekt samt være nærværende og kontaktskabende. Som Søren Kierkegaard så smukt skriver om hjælpekunst i 'En ligefrem meddelelse', så er hemmeligheden, at man må passe på, at finde den man vil hjælpe, hvor han er og begynde der, samt huske at ydmyghed og tålmodighed er nødvendigt. Denne enkle og dog så svære anvisning kan bl.a. vi som sygeplejersker ikke have i erindring for ofte. Da det tager tid at skabe tillid, bør man derfor tage højde for tiden som selvstændig faktor, når der skal planlægges. Desuden er de unge slet ikke vant til at tænke i sammenhænge mellem deres 'her og nu-problemer' og deres baggrund og oplevelser.

Med hensyn til deres symptomer, er de opvokset med apparatfejlsmodellen. Endvidere er de ikke vant til at skelne mellem psykolog og psykiater, hvorfor de ofte har mange fordomme om psykologer og derfor siger: ''Jeg er ikke sindssyg.''

Som sygeplejerske vil det være vigtigt at have viden om kriser og traumer for at kunne være opmærksom ikke mindst på symptomer på PTSD. Vores opgave vil jo være at henvise til relevante behandlere.

En forudsætning vil være både at have viden om, men også erkendelse af, de grusomme oplevelser de bosniske flygtninge har været ofre for eller vidner til, for at vi selv vil turde at spørge ind til disse og vil kunne bære at høre om dem. I den forbindelse er udveksling med kolleger og supervision naturligvis vigtig. Råd og vejledning om den kulturelle baggrund kan bl.a. fås hos Dansk Flygtningehjælp.

Et stærkt indtryk

Arbejdet på skolerne var spændende, dejligt og krævende, og vi benyttede os jævnligt af at kontakte hinanden, hvilket førte til et tæt samarbejde både omkring enkeltsager, men også om de generelle og overordnede problemstillinger.

Spørgeskemaundersøgelsens resultat overrasker på ingen måde os, der har arbejdet med de unge bosniere, men alligevel gør det et stærkt indtryk at blive konfronteret med denne viden. Ikke mindst de unges egne udsagn vidner om den skæbne, de har fået beseglet deres liv med, fordi de tilfældigvis voksede op i et land, hvor en meningsløs krig brat afbrød deres tilværelse. Disse unge, som vi kom til at holde så meget af, da vi mødte dem på vores vej.

Som altid, når man har været meget engageret, er det vigtigt at få rundet af så at sige. Da vores arbejde på skolerne var slut, var vi begge fyldt af oplevelser, men også af en del frustrationer. Her har vores samarbejde med psykolog Ask Elklit været mentalt frigørende. Ved det første forberedende møde i forbindelse med undersøgelsen talte vi som vandfald, og Ask Elklit sad blot tålmodigt og lyttede, mens han stilfærdigt gav udtryk for stor forståelse for vores fremstilling af skolernes og de unges situation. Resultatet blev derfor, at vores tanker blev samlet og energien atter rejst.

Såvel fagligt som personligt har dette samarbejde betydet noget værdifuldt, og derfor glæder vi os nu til at tage fat på det videre arbejde med undersøgelsen, som efter planen vil munde ud i en publikation til foråret 97.

Litteratur

  1. Tibor, B., Nørregaard, J. & Packness, Aa. Undersøgelse af bosniske unges baggrund i forhold til traumer. København: Dansk Røde Kors 1995.
  2. Haugaard, A. Tynget af traumer. 'Zephyr' 1995, 4: 10-13.
  3. Pade, N. Vidne til krig. 'Gymnasieskolen' 1995, 21: 18-19.
  4. Elklit, A., Nørregaard, J. & Tibor, B. Traumatisering hos unge bosniske flygtninge i Danmark. Århus: Aarhus Universitet, Psykologisk Institut 1996.
  5. Mollica, R.F. et al. The Harvard Trauma Questionaire. Validating a Cross-Cultural Instrument for Measuring Torture, Trauma, and Posttraumatic Stress Disorder in Indochinese Refugees. 'The Journal of Nervous and Mental Disease' 1992, 180 (2): 11-116.
  6. American Psychiatric Association. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders 1994, fourth edition. Washington, DC.
  7. Elklit, A. Offer for vold. Aarhus Universitetsforlag 1993.

Birgitte Tibor er på forældreorlov. Jette Nørregaard underviser freelance på seminarer. 

Nøgleord: Flygtninge, kriser, psykologi.

Emneord: 
Indvandrer