Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fælles projekt om unges sundhed

Når sygeplejestuderende møder raske unge, kan begge parter lære noget. Det er i hvert fald den foreløbige konklusion, efter et samarbejdsprojekt om unges sundhed.

Sygeplejersken 1997 nr. 51, s. 10-11

Af:

Lizette Ottesen, journalist

SY-1997-51-10-1
WHOs kontor i København dannede ramme for projektet om unges sundhed. Foto: Mark Andersen.

Vi har lært utrolig meget af at være vejledere for andre unge i projektet om unges sundhed, siger Berit Andersen, tredjeårsstuderende fra Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev, med stor entusiasme.

Hun ligner mere en værtinde fra Det internationale Melodigrandprix end en kommende sygeplejerske, som hun står der i en lang, nedringet, skinnende pink balkjole. Men det er Den internationale Sygeplejerskedag, som bliver fejret på WHOs hovedkvarter i København, og Berit Andersen er værtinde sammen med Beate Iuel-Brockdorff – i lang sort kjole – fra 3.g på Christianshavns Gymnasium.

De introducerer eftermiddagens temaer: Forurening, stress, spiseforstyrrelser og sikker sex, som gymnasieklassen skal fremføre.

'Unges sundhed' er årets tema, og WHO har derfor taget initiativ til et projekt, hvor de unge selv definerer, hvad der er sundhedsproblemer for dem. Også Dansk Sygeplejeråd og Sundhedsstyrelsen har været involveret i projektet

''Vi er glade for, at de voksne hører på os. Og at de har indset, at det er nødvendigt at tage fat i de unge selv, når de vil have os i tale,'' sagde gymnasieværtinden Beate Iuel-Brockdorff da også i sin indledning.

Og det er virkelig et af kernepunkterne i hele projektet. Gymnasieeleverne har været meget glade for at arbejde sammen med andre unge og for at blive spurgt om deres mening.

Gasmasker og kondomer

Efter to måneders samarbejde mellem et biologi-højniveauhold fra 3.g på Christianshavns Gymnasium og et par tredjeårsstuderende fra Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev løber hele programmet af stablen. I konferencesalen sidder studerende fra begge skoler sammen med ledere fra Dansk Sygeplejeråd, WHO og rektorer fra begge skoler. På tilhørerpladserne sidder også inviterede fra forskellige organisationer og institutioner. De skal deltage i paneldiskussioner om bl.a. forurening.

Lyset bliver slukket. Lysbilleder, som viser en tæt strøm af personbiler og busser, bliver vist på væggen, mens en elev iklædt cykeltøj og gasmaske cykler på en motionscykel foran billederne.

Side 11

Alle gymnasieeleverne er involverede og deltager i løbet af de fire præsentationer. I forhallen hænger også plakater og andet informationsmateriale, som grupperne selv har fremstillet. Bl.a. ligger der flotte, farverige postkort med påskriften: Nu er det gratis at være sikker. Bagpå er hæftet et kondom.

Der hænger også en grotesk plakat af et par forvredne pigekroppe, en er alt for tynd, den anden alt for fed. 'Hvad er dit skønhedsideal? Lever du sundt?', står der.

Database af viden

Det blev de to tredjeårsstuderende Berit Andersen og Lone Mortensen, som sammen med deres lærer Sonja Ramskov kom til at få deres gang på gymnasiet et par gange om ugen. De skulle hjælpe gymnasieeleverne med at fremlægge deres syn på sundhedsproblemer og med deres ideer til kampagner omkring emnerne. De sygeplejestuderendes hovedopgave var at være en database af viden omkring forebyggelse, sundhed og sygdom.

Unge raske mennesker er ellers en gruppe, som sygeplejersker normalt ikke støder så meget ind i. Som Bente Sivertsen, chef i Dansk Sygeplejeråds uddannelsesafdeling, sagde i sin indledning, er der et slip i sundhedsvejledningen fra det offentlige, efter sundhedsplejersken slipper børnene i skolen.

''Vi håber, at arrangementer som dette kan være med til at udbrede oplysning og kendskab til bl.a. forebyggelse af livsstilssygdomme. Vi synes, at I er en vigtig målgruppe,'' sagde hun til gymnasieklassen.

''Det mener vi også af egennyttige grunde, for vi mangler unge, der vil gå ind i uddannelsen,'' tilføjede Bente Sivertsen.

Startskud for nye projekter

''En af sygeplejerskens fornemmeste opgaver er at lytte til patienten,'' sagde sygeplejestuderende Berit Andersen i sin indledning:

''Vi har i dette samarbejde øvet os på denne færdighed. Vi har, ved at lytte til eleverne og respektere deres ideer og holdninger, formået at få et ligeværdigt samarbejde til at køre ud fra vores fælles mål om sundhed.''

Mens gruppen, der har arbejdet med spiseforstyrrelser, er i gang i salen, fortæller Berit Andersen til 'Sygeplejersken', at projektet virkelig var en udfordring.

''Vi skulle passe utrolig meget på ikke at trække vores ideer ned over hovedet på klassen. Og selvom vi kun er lidt ældre, kan vi mærke, at vi er vant til projektarbejde og vant til at arbejde selvstændigt på en helt anden måde,'' siger Berit Andersen.

Hun synes også, det har været spændende at arbejde med en stor organisation som WHO. Selvom det rent praktisk kan være svært, fordi de ansatte rejser så meget. Men de studerende har fået indblik i, hvordan en stor organisation arbejder og har oplevet nye arbejdsmuligheder for sygeplejersker.

Måske har samarbejdet været startskud for en række af projekter. I hvert fald kan sygeplejelærer Sonja Ramskov ikke se, at der skulle være noget i vejen for samarbejde i fremtiden. Med gymnasier alene og med organisationer som WHO.

Nøgleord: Den internationale Sygeplejerskedag, sygeplejestuderende, unges sundhed, WHO.