Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 1997 nr. 9, s. 38

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Logisk opbygning og nutidigt niveau

Svend Bertelsen, Cai Frimodt-Møller, Tune Ipsen, Henrik Kehlet

Kirurgi I

Lærebog for Sygeplejestuderende

Dansk Sygeplejeråd
København: Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck 1996
272 sider, kr. 298

SY-1997-09-38aLærebog i kirurgi for sygeplejestuderende omfatter lærebog i kirurgisk sygepleje, som udkommer senere dette år, og lærebog i kirurgiske sygdomme, som er delt i to bind. Kirurgi I, som denne anmeldelse omhandler, omfatter overordnet thoraxkirurgi, gastroenterologi, urologi og rekonstruktionskirurgi, og bind II vil omhandle ortopædkirurgiske sygdomme.

Kirurgi I er opdelt i en række afgrænsede specialer og er betinget af de lægelige specialers afgrænsning, hvilket er en yderst praktisk og for læseren logisk opbygning, idet den så også følger de afdelingsmæssige inddelinger på de danske sygehuse. Dette må siges, at være en fordel for den sygeplejestuderende, der ønsker at forberede sig grundigt til en kirurgisk praktik.

Der er i dag flere uskarpe afgrænsninger både inden for de forskellige specialer og inden for en given behandling, og man har i denne lærebogsserie valgt fornuftigt ved at gengive visse sygdomsbeskrivelser i flere af bøgerne. F.eks. er sygdomme i mammae beskrevet i denne bog men også i lærebog i obstetrik og gynækologi, og der er en del sammenfald mellem beskrivelserne af en given sygdom f.eks. tyreotoksikose, i medicinske sygdomme og kirurgi I.

Indholdet er meget grundigt beskrevet og formår at formidle det niveau, som nutidige studerende og fremtidige sygeplejersker bør befinde sig på. Hvert hovedafsnit starter med en kort gennemgang af anatomi og fysiologi, som forudsætter et vis forhåndskendskab, og specialets undersøgelsesteknik og diagnostiske muligheder omtales. For hvert underafsnit beskrives patofysiologien, og det angives, hvilke symptomer der er på den pågældende lidelse og ud fra hvad, man specifikt stiller diagnosen.

Man har lagt hovedvægten på de hyppigst forekommende sygdomme og har også skelet til de sygdomme, der har størst samfundsmæssig betydning. Meget sjældne sygdomme som f.eks. thrombangitis obliterans (Mb. Buerger) og Fourniers gangræn har jeg da også kunnet finde beskrevet, så bogen kan også til en vis grad anvendes som opslags- og håndbog.

Selv om sygeplejen er adskilt fra denne bog og udkommer særskilt i lærebog i kirurgisk sygepleje, er der alligevel en del fremragende sygepleje beskrevet her, hvoraf jeg specielt vil fremhæve afsnittet om anlæggelse af ileostomi og kolostomi.

Alle afsnit har talrige illustrationer, hvoraf de fleste har formået den svære kunst at visualisere teksten. Det eneste, jeg kan anfægte i denne ellers meget anbefalelsesværdige lærebog, er, at omslaget på bogen er så lækkert og indbydende med dejlige rolige farver, at det gav mig en forventning om, at illustrationerne ville være farvelagt, hvilket de desværre ikke er, men det kan vel ændres, når anden udgave af bogen skal udarbejdes. 

Af Heidi Strømsted Rosenqvist, sygeplejelærer på Københavns Amts sygeplejeskole, Herlev.

Hvad er det, der gør vore hospitaler så kolde?

Steen Houmark

Overlev som patient

København: Borgen 1996
101 sider, kr. 128

SY-1997-09-38bJeg blev godt og grundigt irriteret, da jeg pludselig stod med et anmeldereksemplar af en bog med titlen 'Overlev som patient'. Skulle det virkelig være nødvendigt at give de kommende eller nuværende patienter en opskrift på, hvordan man overlever på et sygehus? Det er det åbenbart. Bøger, der anmeldes til 'Sygeplejersken', anmeldes sædvanligvis med henblik på deres relevans for sygeplejersker. Gælder det mon også patienthåndbøger, spurgte jeg mig selv. Ja, for hvis patienterne har brug for en håndbog for at overleve på vore sygehuse og hospitaler, så må bogen også have et indhold, som må være væsentligt for sygeplejersker at kende.

Det har denne bog. Den fortæller, pudsigt nok, om alt det, vi ved i forvejen. Den handler om den meget vanskelige kommunikation. Eksempelvis kan vores fagsprog opfattes som barrierer mod forståelse, som magtmiddel, bevidst eller ej, for at lukke patienterne ude fra vigtige meddelelser. Den handler også om at forberede sig til indlæggelse, om at skrive vigtige spørgsmål ned, om rettigheder og om at turde stille krav. Vigtige og vanskelige, men helt almindelige områder som aktindsigt, information, frit sygehusvalg og deltagelse i forsøg er indeholdt. Der er gode og konstruktive kapitler om det at klage og om, hvilke forholdsregler man selv kan tage i relation til sin udskrivelse fra hospitalet.

Bogen er skrevet på baggrund af forfatterens erfaringer i det danske sundhedssystem, og han formidler det synspunkt, at det er de raske, stærke og professionelles ansvar at opretholde en gensidig tillid, en forståelig kommunikation og en menneskelig pleje og behandling af de patienter, der er i vores varetægt. Bogen er der ikke noget i vejen med.

Det, der er i vejen, der irriterer og gør mig vred, er, at det er nødvendigt at skrive en håndbog for patienter, for at de kan overleve i vore systemer. Hvad bliver det næste, som patienterne selv skal tage ansvaret for? Selv at tage egen læge, sygeplejerske, sengelinned, mad og en pose penge med – for at overleve på hospitalet?

Det er en sjov lille bog, velskrevet, overskuelig og let læst. Den vil være god som diskussionsoplæg om emnet: Hvad er det, der gør vore hospitaler så kolde og overlevelses-uegnede, at man er nødt til at have håndbog med for at kunne gebærde sig?

Bogen er oplysende og skrevet til og for patienter, især til dem med magt over situationen. De svagere grupper – de angste, bedrøvede og de alvorligt syge – er henvist til den menneskelige pleje og omsorg, som jeg håber trods alt fortsat vil være til stede.

Bogen kunne med fordel ligge i sygehusenes sengebordsskuffer eller i ambulatoriernes venteværelser; på den måde kunne en del af patienterne få mulighed for at være velforberedte og eventuelt udfordre den til tider vanskelige kommunikation. 

Af Hanne Nissen Hugod, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Afdelingen i København.

Alderdommen er et udviklingstrin

Anna Maria Hirsch

Ældreplejens psykologi

Oversat fra tysk af Uwe H. Molsen
København: Dansk
Psykologisk Forlag 1996
172 sider, kr. 230

SY-1997-09-38cForfatteren er en tysk psykolog, som i mange år har arbejdet på plejehjem og undervist sundhedspersonale i psykologi. Her formidler Anna Maria Hirsch basisviden inden for gerontopsykologien.

Forfatteren lægger vægt på, at gamle ikke er en gruppe af svage, passive og ensomme mennesker med et konstant plejebehov. Gamle kan også i en høj alder forblive selvstændige og uafhængige, om end sygdom til tider tvinger dem til en højere grad af fysisk afhængighed af andre.

Det er nødvendigt, at vi alle, unge og gamle, forsøger at få en anden holdning til det at blive gammel, både for at hjælpe de gamle nu, men også for at få et mere nuanceret billede af os selv. Alderdom bør ikke stå som en belastning for dem, som står over for at påbegynde det nye udviklingstrin, som alderdommen er.

Teori om den almene psykologi kobles til de livskriser, pensionering, tab af ægtefælle m.m., som opleves i alderdommen, og sidste del er helliget særlige emner i gerontopsykologien som boligformer, seksualitet, sygdom og død. Nogle af disse afsnit er godt nok tilpasset danske forhold, men virker ikke helt tidssvarende, ligesom den konsekvente brug af 'alderdomsplejehjem' er lidt underlig.

Forfatterens grundholdning svarer til den udvikling, der også har fundet sted herhjemme, nemlig en vurdering af individets ønsker, ressourcer og behov.

Det er glædeligt at kunne udvide sit kendskab til de forskellige specialer inden for gerontologien, og jeg er overbevist om, at psykologien også er et redskab til at forstå de gamle, som bliver en mere og mere indflydelsesrig gruppe gennem de i kommunerne oprettede ældreråd og andre politiske sammenhænge. Dette kræver, at vi sætter os ind i, hvilke psykologiske faktorer der gør sig gældende i alderdommen, så samarbejdet med både den unge gamle og den gamle gamle bliver til glæde og udbytte for alle parter.

Bogen er meget praksisrelateret og kan læses af alle, der beskæftiger sig med gamle, men erfaring med at omgås og pleje gamle vil givet give et større udbytte og en større forståelse.

Teksten er overskuelig og kombineret med illustrationer, tekstruder med stikord og relevante forklaringer til teksten. Hvert kapitel afsluttes med en række spørgsmål, der sikrer, at tekstens indhold er forstået. 

Af Karen Terney, leder af Dagcentret for Epileptikere, 'Lyset', Hvidovre