Til medgiften os skiller

Det indiske samfunds forestilling om kvinden som ideal for det rene og smukke harmonerer dårligt med virkelighedens kvindeverden. Foto: Klaus Holsting.

Det er med tungt hjerte, jeg skriver til Dem om min datters død...''

Den slags henvendelser er chefredaktørerne på de indiske aviser vant til. Hver dag har den indiske presse sine tragiske historier om unge kvinder, der er kommet af dage hos svigerfamilien.

Historierne om konebrændingerne eller brudebrændingerne, som fænomenet også kaldes, begyndte så småt at dukke op i pressen i 70erne. Alene i 1975 registrerede politiet i New Delhi 350 dødsfald, hvor unge kvinder var døde som følge af forbrændinger. Politiet angav selvmord som dødsårsag, men i virkeligheden var der tale om konebrændinger, mente Pramila Dandavate, daværende parlamentsmedlem og sekretær i kvindegruppen Mahila Dakshata Samiti. Gruppen, der dannede en anti-medgifts-komite for at undersøge dødsfaldene, var dengang med til at bringe problemet frem i pressen. Siden er der kommet bunker af sager op til overfladen, ikke bare i Delhi, men over hele Indien.

Desværre er tallet stigende. FN anslår, at det når op på 5.000 i 1997. Den indiske presse mener, det kun er toppen af isbjerget (1).

Lovgivningen har for længst forbudt familierne at kræve medgift for deres svigerdøtre. Men ligesom det indiske kastesystem synes uudryddeligt trods et forbud så mange år tilbage som i 1948, så overlever også medgiftssystemet – og er i dagens Indien blevet et økonomisk mareridt for især de familier, som har indtil flere døtre, de skal have afsat. Mange indiske familier måler nemlig brudens værdi i den medgift, hun bringer med ind i ægteskabet. Og falder gaver og penge ikke som aftalt, risikerer den nygifte kvinde som Shabana (2) at blive mishandlet og brændt.

Tankegangen bag er grådighed og sociale ambitioner. Det er i hvert fald den forklaring, man får, når man rejser i Indien og stiller spørgsmål. Men bagved ligger et samfundssystem, hvor kvinderne har de fleste odds imod sig.

Indiske kvinders lod

Indiens kvinder befinder sig i en besynderlig situation, påpeger antropologen Poul Pedersen (3). Samtidig med at samfundet ærer og lovpriser kvinderne, bydes de på usle og undertrykkende vilkår. Forklaringen er, at det ikke er den enkelte kvinde, der beundres og værdsættes, men ideen eller forestillingen om kvinden som den rene, den smukke, den tjenende og selvopofrende ånd.

Heroverfor kan vi så, som Poul Pedersen siger, sætte nogle kedelige statistiske oplysninger. Børnedødeligheden er langt større blandt indiske piger end indiske drenge, indiske mænds gennemsnitsalder er højere end de indiske kvinders, og når det drejer sig om væsentlige samfundsforhold som arbejde, indtjening og uddannelse, er der tale om samme skæve mønster i mændenes favør.

Indien kan også opvise kedelige tal for ombringelse af småpiger (female infanticide), ligesom antallet af aborterede pigefostre taler deres tydelige sprog. Med hensyn til det sidste er det den nye fosterdiagnostik, der gør det muligt for mere velbeslåede indiske familier at sortere pigerne fra, inden de overhovedet får en chance som levende individer.

Prostitution findes udbredt i det indiske samfund, og for Devadasi-institutionens vedkommende er der tale om en hel speciel måde at frasige sig forsørgerpligten over for småpigerne på. I dele af staterne Karnataka, Maharahstra og Andhra Pradesh foræres piger fra lavkaster til templer som Devadasis – Guds små tjenerinder. Pigerne danser og synger i templet, men står i realiteten til rådighed for mændene i de højere kaster (4).

Andre småpiger bliver trods lovgivningen bortgiftet til ældre mænd og invalideres eller dør i barselsseng, fordi deres krop ikke kan klare strabadserne.

Denne systematiske indskrænkning af de indiske kvinders liv vil vi kalde kvindeundertrykkelse. Men det indiske samfund vil lige så lidt som noget andet samfund vedgå, at det er kvindeundertrykkende, påpeger Poul Pedersen. I stedet hedder det, at mænd og kvinder er forskellige, at mandens natur passer med det, han gør, og kvindens med det, hun gør, og sådan er alt godt. Der er altså ikke tale om undertrykkelse, men om en naturlig forskellighed, mener man.

Og mange indiske kvinder føler sig da heller ikke undertrykte, men lever mere eller mindre uanfægtet under de herskende forhold, som deres formødre har gjort det. De har for længe siden internaliseret de herskende gruppenormer. Det gælder også rollen som svigermor, som efter mange års slid og slæb hos sin mands familie endelig opnår status og magt, når svigerdøtrene indfinder sig i familien. I mange tilfælde er hun den, der sætter tændstikken til svigerdatterens petroleumsvædede silkesari.

Ægteskab på indisk

Der er grund til at understrege, at de indiske kvinders liv langtfra er ens. Økonomi, regionale forskelle og for hinduerne det traditionelle kastesystem gør livet meget forskelligartet for de enkelte kvinder. Alligevel er det ikke forkert at hævde, at de indiske kvinder lever i en undertrykkende patriarkalsk samfundsstruktur – uanset om de er vokset op blandt muslimer eller hinduer.

Lige fra fødslen er den indiske pige underlagt sin fars og sine brødres autoritet. Groft sagt er det dem, der kontrollerer hendes krop og seksualitet. Kontrollen overgår siden til ægtemanden og hans familie, når hun bliver gift.

Den gifte kvinde bør betragte sin mand som nærmest guddommelig og opnår først en vis status og autoritet hos sin svigerfamilie, når hun selv har fået børn. Højdepunktet er sønnernes giftermål, for socialiseringen af svigerdøtrene er i høj grad hendes ansvar. I mange tilfælde bliver den nygifte kvinde en slags tjenestepige, der skal opfylde svigermors mindste vink. Derfor er der ofte tale om en trist og ulykkelig ung kvinde, der kan ende med at tage sit eget liv (4).

Mandens ord er lov i den indiske familie. Alle beslutninger træffes eller skal godkendes af ham. Det gælder også ved giftermål, som er et af de områder, hvor mændenes undertrykkelse af kvinderne træder tydeligst frem. Kvindernes medbestemmelse kan her ligge på et meget lille sted. Det er far og brødrene, der træffer det endelige valg og forhandler ægteskabsbetingelserne på plads.

Langt de fleste indiske ægteskaber er nemlig arrangerede. Det gælder både i velstillede familier, hvor de unge mennesker har fået en uddannelse, og i fattige familier.

De unge kender tit ikke hinanden inden ægteskabet. Ofte er den udkårne fundet gennem en ægteskabsannonce i avisen eller ugebladene. Hver dag er ægteskabsspalterne (Matrimonials) fyldt med attraktive tilbud. Pigen skal helst være høj, køn og lys i huden. Og absolut jomfru.

Ofte ser man i annoncerne udtrykkene 'Caste no bar and no dowry', men det betyder ikke, at de pågældende annoncører er lovlydige borgere, der efterlever forbudne mod kaster og medgiftssystem. De fleste foretrækker stadig at gifte sig med én fra samme kaste, og medgiftssystemet er mere udbredt end nogensinde – hos både muslimer, hinduer og kristne. (4)

Medgift og brudepris

Medgiften er den kompensation, den indiske kvindes forældre betaler til svigerforældrene, fordi de nu overtager forsørgelsen af hende.

Oprindeligt blev medgiften betragtet som pigens del af familiearven. Og fra at have været et typisk nordindisk fænomen har systemet nu spredt sig sydpå over hele det indiske subkontinent (5).

Langt de fleste indiske familier vil i dag kræve medgift ved sønnernes giftermål – også selv om de kan se, at systemet i bund og grund er skadeligt og kan ramme dem selv, når de skal have deres egne døtre gift. Ofte fører løfterne om medgift til økonomisk ruin for pigens familie. Men for manden og hans forældre kan det som i Shabans tilfælde være en hurtig genvej til rigdom og succes.

Når der står 'ingen medgift' i ægteskabsannoncerne, skal man ikke lade sig vildlede heraf. Som en kvindelig ingeniør fortæller:

''Folk venter, til de indledende aftaler er på plads. Så kommer kravene forklædt som ønsker.''

Selv har hun oplevet en forlovelsesceremoni, hvor brudgommens forældre stak brudens familie en lang liste med ønsker, samtidig med at de godt og grundigt kritiserede den vordende brud bl.a. for hendes alt for mørke hud.

''Vi har ikke noget imod at gå videre med bryllupsplanerne, men I bliver nødt til at opfylde vores ønsker,'' lød det.

Et af ønskerne var et beløb på ikke mindre end 100.000 kr.

Medgiftens modstykke er brudeprisen. Her er det mandens familie, der må kompensere kvindens familie for tabet af en datters arbejdskraft.

Som tommelfingerregel finder vi primært brudeprisen i Afrika, hvor kvinderne udgør en vigtig arbejdskraft i landbruget. De afrikanske kvinder dyrker simpelthen den mad, familien overlever på, mens manden primært tager sig af dyrkningen af salgsafgrøder – det være sig kaffe, te, kakao eller tobak.

Medgiften finder vi derimod i Mellemøsten og Indien (og tidligere i Europa), hvor kvindernes arbejde primært foregår inden for hjemmets fire vægge og derfor ikke har samme økonomiske betydning som den afrikanske kvindes. Men ingen regel uden undtagelser. Også i Indien kan man komme ud for, at der skal betales brudepris. Det sker typisk i de lavere kaster, hvor kvindens andel i familiens underhold er større end i de højere kaster.

Værdiløse enker

Ifølge Poul Pedersen er der en gruppe kvinder, der har det værre end alle andre, og det uden hensyn til stand eller sted. Det er enkerne i de traditionelle hindufamilier.

Når en gift kvinde mister sin mand, skal hun ifølge hinduernes hellige skrifter vælge mellem to muligheder, fortæller han. Enten skal hun følge sin mand i døden på hans ligbål eller leve resten af sit liv i enkestand – dybt afhængig af sin mands familie. Hun skal altid udtrykke sorg og græmmelse og føre et asketisk liv, holde sig for sig selv og ikke deltage i familiebegivenheder som bryllupper og lignende. Hun er og bliver en ulykkesfugl, som resten af sit liv må høre på svigerfamiliens spidse bemærkninger. Og ligesom der er grumme beretninger om overgreb på de unge koner i svigerfamilierne, er der også masser af beretninger om enkemishandlinger.

Mange enker føler sig som levende døde, og nogle foretrækker da også at begå selvmord.

Enkebrændingen er kendt i Indien som Sati, der betyder trofast hustru, og ordet betegner ifølge Poul Pedersen således en kvinde, som lader sig brænde. I dag er enkebrænding forbudt i det indiske samfund, så det er ikke den udvej, der ligger lige for til at skaffe sig af med enkerne. Men den sidste registrerede enkebrænding i Indien skete så sent som i 1987, hvor den kun 18-årige enke lod sig brænde sammen med sin afdøde ægtemand. Efter kremeringen var byen Deorala i Rajahsthan, hvor enkebrændingen fandt sted, et næsten vanvittigt kaos af hysteriske mennesker.

En sati har bragt det størst mulige offer og bliver ofte genstand for religiøs dyrkelse. Det blev den 18-årige enke også. Billeder af hendes og mandens ligbål sælges stadigvæk i massevis, selv om det er blevet forbudt at forhandle dem.

Universitetsforskere i Rajahsthan tror ikke, at delstaten har oplevet sin sidste enkebrænding:

''Vi er oppe mod meget stærke kræfter. Jeg tror, vi vil opleve flere enkebrændinger,'' siger en af dem (6).

Litteratur

1. The State of World Report 1997. FN/UNDP.
2. Ivar Fjeld. Pushkar Naik. Konebrænding: Penge eller petroleum. 'Sygeplejersken' 51/97.
3. Pedersen, Poul. Enkebrænding. Jordens Folk. Nr. 2/82.
4. Nayak Tellis, Jessie B. ed. Indian Womanhood. Then and Now. Satprakashan Sanchar Kendra. Indore: 1983.
5. Goody, J. Tambiah, S.J. Bridewealth and Dowry. Cambridge University Press 1973.
6. Harboe, Jørgen. Historien om en enkebrænding. Samvirke. December 1988.

Nøgleord: Brudebrænding, enkebrænding, Indien, konebrænding, medgift.