Pas på skovflåten

Skovflåter kan være endnu mindre og sidder ofte bedre skjult end på dette billede. De foretrækker nemlig tynd hud som i armhuler, lyske og knæhaser. Foto: Hans Norgren Jakt.

Et kun 2-6 millimeter langt dyr, skovflåten populært kaldet tægen, kan, når den bider sig fast på mennesker, overføre en sygdomsfremkaldende bakterie. Selve biddet er ikke farligt, men skovflåten kan være inficeret med bakterien Borrelia burgdorferi, som kan fremkalde sygdommen borreliose. Borrelia burgdorferi er en nær slægtning til syfilisbakterien og kan forårsage alvorlige skader på hjerne, led og hjerte (1).

Hvert år bliver skønsmæssigt 100.000 danskere bidt af skovflåter, men det er dog ikke alle, der bliver syge. Det skyldes, at ikke alle flåter er inficeret med Borrelia, og det er ikke alle mennesker, der udvikler sygdommen, selv om flåten har været inficeret.

På Statens Seruminstitut diagnosticeres hvert år et stigende omfang af Borrelia-infektioner. Heraf er nogle alvorlige med komplikationer, men vi ved også, at det ikke er alle tilfælde, der bliver diagnosticeret. Nogle infektioner dør ud af sig selv i løbet af en periode, og andre tilfælde bliver ikke diagnosticeret korrekt.

Fra mus til mennesker
Årsagssammenhængen mellem flåt, bakterie og sygdom hos mennesket blev først klarlagt for cirka 15 år siden. Her påviste man, at flåten kan overføre Borrelia burgdorferi-bakterien fra mus til mennesker. Det skete i forbindelse med undersøgelse af et stort antal uforklarlige sygdoms-tilfælde i 70erne, i byen Lyme i Connecticut, USA. Sygdommen kaldes derfor også Lyme disease, eller Lyme borreliose.

Borrelia burgdorferi-bakterien har fået sit navn efter en amerikansk zoolog Willy Burgdorfer, der i 1982 opdagede arten, og det var først herefter, at det egentlige overblik over sygdommens kliniske billede, hyppighed og relationer blev klarlagt. I dag er borreliose kendt i store dele af USA, Europa, Asien og Afrika. Ser vi tilbage i historien, har symptomerne på borreliose, som vi kender dem i dag, været beskrevet cirka 100 år tilbage fra blandt andet Sverige. Dengang vidste man bare ikke, hvorfra symptomerne stammede, og hvad man skulle gøre ved det.

Skovflåt med opsvulmet bagkrop.

Herhjemme bliver skovflåten også kaldet tæge. Det er i virkeligheden en fejl, da tægen er et insekt, og skovflåter er beslægtet med edderkopper og mider. Livsforløbet for en dansk skovflåt forløber over en treårig periode, og omfatter forskellige udviklingsstadier fra æg til larve og til flåt. Som flåt har dyret igen tre livsstadier, hvor den i hvert stadium har behov for et blodmåltid.

Forskning har vist, at den første vært til dette blodmåltid ofte er en mus eller andre gnavere. Flåtens blodsugning på flere værter gør det muligt at overføre sygdomskim som for eksempel Borrelia fra mus til mennesker. Mennesker er dog et sidespor i smittekæden.

Amerikanske undersøgelser har vist, at Borrelia forekommer almindeligt i naturen, hos mus og andre dyr, uden der så vidt vides er nogle patologiske forandringer hos de dyr, der er inficeret med bakterien.

Rødringet udslæt

Skovflåten findes i tæt bundvegetation som bregner og lavere buske og ses specielt i maj-juni og til hen på efteråret. De bider sig især fast på steder, hvor huden er tynd og fugtig. Det vil typisk sige aksiller, under mammae, lysken, ydre kønsdele og knæhaser. Ved starten af et blodmåltid indsprøjter skovflåten et sekret, der blandt andet skal forhindre, at blodet koagulerer, men det er også med til at øge blodgennemstrømningen. Desuden har sekretet lokalbedøvende virkning, og flåten opdages derfor ofte ikke med det samme.

Efter flåtbiddet sker der en immunreaktion mod det indsprøjtede sekret i form af hævelse af området. Det varer et par dage og forsvinder så, hvis flåten ikke er inficeret. I de tilfælde, hvor skovflåten har været inficeret, det vil sige, at der er Borrelia-bakterier i sekretet, fortsætter rødmen og hævelsen, og

Side 29

rødmen begynder at brede sig ud. Den breder sig langsomt som følge af bakteriernes spredning. Dette symptom hedder Erythema migrans eller bare EM.

Fra dage og helt op til et par uger efter biddet kan rødmen omkring bidstedet vise sig (i sjældne tilfælde først efter måneder). EM kan være højrødt, men også så svagt, at det kun kan opdages i god belysning eller efter et varmt bad. Dette velafgrænsede ringformede udslæt kan blive fra få centimeter, og helt op til 100 centimeter i diameter.

Rødringet udslæt er således det første symptom på sygdommen borreliose. Andre symptomer kan være feber, hovedpine eller træthed. Det vil sige influenzalignende almensymptomer. På dette stadium kan sygdommen forholdsvis let behandles med antibiotika. Uden behandling kan bakterierne efter nogen tid give forskellige påvirkninger. Det kliniske billede er meget varieret og omfatter tilstande inden for dermatologi, neurologi, reumatologi og kardiologi. Hvor eksempelvis neuroborreliose på nuværende tidspunkt er en af de hyppigste neuroinfektioner herhjemme.

Ledsmerter og hjertebanken

Det er i dag muligt at konstatere borreliose i et tidligt stadium ved hjælp af en blodprøve. Her skal man dog være opmærksom på, at et negativt svar ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at patienten ikke har Borrelia, da der i det tidlige stadium er en lav diagnostisk følsomhed, fordi antistofresponset kommer langsomt og er svagt. Skal man være helt sikker på diagnosen, kan det derfor være nødvendigt at lave lumbalpunktur (hvilket giver os et Borrelia-indeks).

Da det i dag er muligt at konstatere sygdommen på et tidligt stadium, kan vi starte behandling, inden der optræder sekundære alvorlige patologiske ændringer. Men dette kræver, at vi i sundhedssystemet er opmærksomme på borreliose som mulig årsag til patientens sygdom. Det gælder også i senforløbet af en borreliainfektion, hvor det helt umiddelbare symptom i form af rødme og hævelse ofte er forsvundet, og patienterne kommer med uforklarlige ledsmerter, hjertebanken, træthed eller andre symptomer. Det er min erfaring, at vi endnu ikke er helt gode til det.

Tægefjerneren

Der findes mange husråd om, hvordan man fjerner skovflåter. Et af dem er at dræbe flåten, før den trækkes ud. For eksempel ved at smøre den med vaseline, så åndehullerne lukkes. Dette er dog ikke sikkert, idet skovflåten kan leve i længere tid uden ilt. Det tager mindst 20 minutter at kvæle en skovflåt i vaseline, og den kan være neddyppet i alkohol i et par minutter, uden at den dør. Det mest effektive er derfor en lille pincet, kaldet tægefjerneren, som også fjerner hovedet, der kan være svært at få ud på grund af dets mange modhager. Tægefjerneren er opfundet i Sverige og kan købes på apoteker og hos dyrlæger, men den er dog ikke helt billig. Opdager man imidlertid flåten på et tidspunkt, hvor man ikke har en pincet i nærheden, skal man bøje dyret bagover, så der kommer et ordentligt træk på munddelene og trække eller vride flåten af. Hvis munddelene bliver siddende, kommer der en lille lokal infektion, der varer i et par dage, men som ellers er ufarlig, da Borrelia-bakterien primært findes i flåtens tarm og ikke i munddelene. Selv om man tidligere har haft borreliose, er det vigtigt at vide, at en overstået Borrelia-infektion ikke giver immunitet over for eventuelle nye infektioner.

Uklar klinisk tilstand

I dag er borreliose den hyppigste vektorbårne sygdom i både Europa og USA. Herhjemme bliver mindst 2000 mennesker årligt syge som følge af en Borrelia burgdorferi-infektion. Problemet er bare, at alt for få tilfælde bliver opdaget i den tidlige fase, det vil sige EM. Vi ser dem først i sundhedsvæsenet, når patienterne har udviklet en eller anden form for tilhørende klinisk tilstand. Det kan for eksempel være pareser, artriter, hudinfiltrationer/tumorer, blåviolette misfarvninger af ekstremiteterne og hjerteforstyrrelser. Desværre bliver disse symptomer ofte i første omgang forvekslet med og behandlet ud fra helt andre sygdomme og behandlingsprincipper – og mange af tilfældene bliver aldrig diagnosticeret som borreliose. Det er derfor svært at lave korrekte statistikker over, hvor mange der bides af skovflåter, og hvor mange der bliver syge. Ud fra de opgørelser, der findes, regner man med, at 10 procent af patienterne, der har haft EM og ikke er blevet behandlet, vil udvikle kliniske sygdomstegn, som ubehandlet vil give kroniske skader i 1-2 procent af tilfældene.

Årsagen til det meget varierede kliniske sygdomsbillede er, at der inden for arten Borrelia burgdorferi findes forskellige arter, der alle udvikler sig klinisk forskelligt. Der findes på nuværende tidspunkt ingen vaccine mod borreliose, men i udlandet arbejdes der med at udvikle en sådan. Relevansen kan dog diskuteres, da det trods alt er så forholdsvis få, der bliver alvorligt syge efter bid af skovflåter. Det vigtigste og mest effektive er at udbrede kendskabet til sygdommen i sundhedsvæsenet og dermed satse mere på profylakse og hurtig behandling af de mennesker, der har været udsat for bid af skovflåter. 

Litteratur

1. Hansen, Klaus. Borreliose. Månedsskrift for praktisk lægegerning, juni 1994. 

Katrine Ritzau er ansat i børneafdeling D 1, Holbæk Centralsygehus. 

Nøgleord: Bakteriologi, forebyggelse, skovflåt.