Måske dør vi i morgen

I Grønland er livet en chance, ikke en forhindringsbane. Det skal være sjovt og gerne byde på sex. Men ikke nødvendigvis sikker sex. Derfor får grønlænderne kønssygdomme og hiv i langt højere grad end andre vestlige kulturer.

Side 6

Billede

Side 7

Solen hænger som en glorie over de sneklædte fjelde, der slår kreds om den vestgrønlandske by Sisimiut (Holsteinsborg).

Det er midt på formiddagen den sidste fredag i november. Banken på hovedgaden trækker lange rækker af frysende grønlændere ind gennem den højrøde dobbeltdør. Det er lønudbetalingsdag.

Det bliver kun langsomt den næstes tur, og køen holder sin bugtede hale til langt ud på eftermiddagen.

I Brugsen ved siden af vokser køen også.

Kontanterne skal omsættes. Kvinderne fylder indkøbsvognene med kød, kaffe og toiletpapir, mændene supplerer med øl og spiritus.

Grønlænderne gemmer ikke på kistebunden. Hverken når det handler om penge eller følelser. De lever i nuet, fremtiden er en fjern størrelse og ikke mange bekymringer værd.

Den barske natur har lært dem,at skæbnen ikke er til at spøge med, og i deres handlinger ses tanken – måske er vi her ikke i morgen.

Man tænker ikke så meget på konsekvenser og accepterer derfor, at det som sker, det sker.

Af samme grund står myndighederne over for en enorm udfordring, når de skal dæmme op for de sociale problemer, samfundet i øjeblikket slås med. Grønlændernes alkoholforbrug er trods et fald stadig stort. Selvmordsraten blandt unge mænd er den højeste i verden, ligesom antallet af hiv-smittede er højere end i resten af den vestlige verden.

For ikke at nævne incest, voldtægt og de 45 procent af alle graviditeter, der ender i provokerede aborter.

Kvinden som besiddelse

Det er almindeligt anerkendt i Grønland, at grønlænderne har et liberalt forhold til sex. Og Grønland er måske det eneste land i verden, hvor der ikke er basis for prostitution. Hvorfor betale for noget, du kan få gratis?

Men det frie forhold til sexlivets lyksaligheder betyder ikke, at man accepterer utroskab.

Finn Breinholt arbejder i dag som sundhedskonsulent i Århus Amt. Tidligere var han ansat som samfundsforsker på universitetet i Nuuk og siden som afdelingsleder på Center for Nordatlantiske Studier i Århus med den grønlandske kultur som sit hovedfelt.

Finn Breinholt mener, at jalousi er et væsentligt element i de grønlandske ægteskaber.

''Grønlænderne er meget jaloux. Mændene er stadig besidderiske, og mange kvinder får tæv. Manden ønsker at vise sin kone, at han bestemmer over hende. Hun må gerne have ar i ansigtet, så omgivelserne også kan se, at hun tilhører en mand,'' siger Finn Breinholt.

Fra den oprindelige kultur kender man begrebet mørkeleg. Det dækker over de ting, der skete i ly af tranlampens skær. Hele familien lå side om side i den kæmpestore seng, og var behovet sex, tog man den, der var nærmest.

I dag er incest ikke længere accepteret, men det er fortsat et stort problem, og politikerne og de sociale myndigheder vil derfor forsøge at begrænse de mange sager om misbrugte børn.

Det Forebyggelsespolitiske Råd har blandt andet foreslået, at et af midlerne kan være at oplyse helt små piger.

Det kan forekomme paradoksalt, at man sådan forsøger at gribe fat i de potentielle ofre, men virkeligheden er, at mændene er svære at nå, og derfor må man gå den anden vej, mener Finn Breinholt.

''Nogle mænd føler ikke, det er forkert. De har nemt ved at falde tilbage i den gamle tradition. Normer hænger ved meget længere, end man skulle tro,'' siger han.

Piger i flinkeskole

På en lille bakketop i yderkanten af Sisimiut står den danske polarforsker Knud Rasmussen klædt i bronze. Mellem de kolde læber har han en halvrøget Prince. En sort sjæl har brugt ham som askebæger, og i vinterens kulde slettes sporene kun langsomt. Knud Rasmussens ansigt udstråler dog stadig karismatisk venlighed, som han står der og troner foran byens højskole, der bærer hans navn.

I de store røde træbygninger er weekenden ved at snige sig ind på de grønlandske elever. Trangen til folkeoplysning er til at overskue, og det er ikke kun fordi der atter er penge på kontoen. Weekender er skabt til fest, mener eleverne, og den planlagte undervisning er aflyst. Lærerne har opgivet at være faglige på lørdage og søndage.

Lars Olsvig er grønlænder og forstander på 11. år, og han fortæller, at eleverne er meget dårlige til at bruge skolens faciliteter. De har mulighed for at stå på ski, male, tegne, læse og sy, men de gider ikke. De keder sig.

''Eleverne har ikke lært, hvad de skal bruge fritiden til. De er tilfredse, hvis de har tre videofilm. Hvis vi slukkede tv'et, ville de ikke ane, hvad de skulle lave. De er dårlige til at planlægge deres tid,'' siger Lars Olsvig.

På højskolens kontor kan de unge hente gratis kondomer, hvis de har brug for dem. Og piger såvel som drenge gør et godt indhug i beholdningen. Men det høje abort- og kønssygdomstal tyder alligevel på, at kondomerne ikke altid bliver brugt. Måske fordi pigerne har gået for længe i flinkeskole.

''Vi taler meget med pigerne om, at de skal kræve, at drengene bruger kondom. Men de er ikke stærke nok til at sige fra. Drengene er dominerende, og måske har de oven i købet drukket,'' siger Lars Olsvig.

Det sker derfor, at pigerne bliver gravide, og mange vælger en

Side 8

abort. Lars Olsvig tror, at pigerne ville være mere forsigtige, hvis de vidste, hvordan det slider på psyken at få fjernet et foster.

''Pigerne ved ikke, hvad det vil sige. Måske har deres mor eller søster prøvet det, men der bliver ikke snakket om det. Hvis de kendte konsekvenserne, var de måske lidt mere påpasselige,'' siger Lars Olsvig.

Det er langtfra ualmindeligt, at unge kvinder overlader deres børn til familien, når de skal uddanne sig i en anden by.

Der er således også mødre uden børn på højskolen, og Lars Olsvig mener, der er for nemt at forlade sit barn.

''Det handler om at være ansvarlig. Men der er også en del forældre, der presser de unge kvinder til at få børn, fordi de gerne vil have et barnebarn i huset,'' siger han.

SY-1998-22-6-2

Nemt at blive anderledes

Grønlændernes promiskuøse adfærd har tilsyneladende ikke den konsekvens, at de tager de forholdsregler, der er nødvendige for at beskytte sig selv – og partneren. 56 procent af dem, der har haft fem eller flere partnere inden for det seneste år, bruger ikke kondom, viser en undersøgelse fra 1994, foretaget af DIKE (Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi). Og usikker sex er netop skyld i det høje antal af hiv-smittede.

Alligevel er hiv ikke noget, der bliver snakket højt om hverken på gaden eller i hjemmene. Specielt ikke hvis man selv er ramt. Man holder det for sig selv. Følelser er noget, man har. Ikke noget man viser. Politikerne har enkelte gange forsøgt at tromme de hiv-smittede sammen. I et par af de større byer blev der etableret selvhjælpsgrupper – men succesen udeblev. Ifølge landsstyremedlem for Sundhed, Marianne Jensen, strandede møderne på skænderier. De smittede hakkede på hinanden, og beskyldninger om, hvem der havde smittet hvem, føg gennem luften.

I sommeren 1997 skrev psykologen i Sisimiut til syv af kommunens 12 hiv-smittede, fordi han ønskede at gøre et nyt forsøg på at starte en gruppe. Navnene fik psykologen af sygehusets kønssygdomsklinik, som først havde sikret sig, at de smittede var interesserede. Fem frabad sig opmærksomhed. Den sidste mandag i november blev aftalt som mødedato, men der kom kun to. Det overrasker ikke psykolog Vilhelm Berthelsen.

''De ved jo godt, at de skal dø. Derfor er de ikke opsøgende. Men det er mit indtryk, at de har brug for nogle at snakke med. De kender ikke hinanden, de har ikke en stor omgangskreds og er derfor meget alene. De er bange for at snakke om deres sygdom, fordi de tror, de vil blive skubbet væk,'' siger Vilhelm Berthelsen.

Vilhelm Berthelsen har ikke annonceret møderne i de lokale medier. Han er bange for omgivelsernes reaktion. Han frygter, at enkelte vil møde op og chikanere de smittede.

''De smittede føler sig som kriminelle. Man bliver meget hurtigt anderledes i et lille samfund. I større byer kan man lettere være anonym, men her ved alle alt om alle, og du bliver lagt mærke til,'' siger Vilhelm Berthelsen.

Kend din plads

'Asuki' er et grønlandsk udtryk, der lettest lader sig oversætte med et dansk skuldertræk. 'Det kan godt være', betyder det, og som rejsende i landet højt mod nord er det ordet, man først får lært. Det bruges i flæng og meget ofte, når grønlænderne ikke har lyst til at svare.

Lars Olsvig siger, at grønlænderne ikke bryder sig om at diskutere, fordi det opfattes som tegn på uvenskab og derfor har karakter af skænderi. Han oplever

Side 9

blandt sine elever på højskolen, at diskussioner har trange kår. Han mener, at grønlænderne er konfliktsky, fordi de aldrig har lært at tage ansvar.

''Der er alt for mange, der ikke tager stilling til livet og samfundet. De kender ikke deres plads i samfundet. De tror, der er andre, der klarer det for dem, og de mener, at 'det ved jeg ikke' er et gyldigt svar,'' siger Lars Olsvig.

Lars Olsvig mener blandt andet, det hænger sammen med, at de voksne er for dårlige til at sige deres mening. Der bliver ikke talt om følelser, og de unge tør ikke spørge deres forældre om råd.

''Mange børn bliver voksne alt for tidligt. De får lov til at tage ansvaret for sig selv, inden de er ret gamle. Forældrene stimulerer ikke deres børn, og de sætter ingen grænser,'' siger Lars Olsvig.

Den store undskyldning

Alkohol er et stort problem blandt unge grønlændere, og spiritussen er ofte den joker, grønlænderne hiver frem af ærmet, når de skal forklare, hvorfor kæden springer af. Politiet i Sisimiut fortæller, at alkohol altid er involveret i sager om vold eller seksuelle overgreb. Gerningsmanden fralægger sig ansvaret, fordi han var fuld.

''Alkohol er den store undskyldning. Men vi må blive bedre til at tage et ansvar,'' siger Lars Olsvig.

Ansvar er netop et af de nøgleord, landsstyremedlem for Sundhed, Marianne Jensen, lægger vægt på, når hun skal forsøge at lægge en strategi for forebyggelsen i Grønland. Det har været uhyggelig svært for myndighederne at slå igennem, og nu er tiden inde til at appellere til den enkelte. Men samfundsforsker Finn Breinholt tror ikke, det vil have den store effekt. Specielt ikke, når det drejer sig om de ældre.

''De hiv-smittede lever en forsumpet tilværelse, som er både rodet og ustruktureret. Det har ingen virkning at appellere til deres ansvarsfølelse. De har problemer nok at slås med,'' siger han.

Han tror derimod, at samfundet skal forsøge at inddrage de smittede i livet igen.

''Det er ikke nok at give dem en bolig. De skal have strukturen tilbage, og det kunne gøres gennem skole eller job, der var meningsfyldte for dem,'' siger Finn Breinholt.

I Sisimiut er opmærksomheden rettet mod cirka 250 mennesker. De udgør det nederste lag af samfundet, og det er især blandt dem, hiv florerer. De er hjemløse, uden arbejde, og druk er en væsentlig del af deres liv. Når mørket sænker sig, lukkes dørene op til byens værtshuse. Valget står mellem Pub Raaja, Tugto, Café Kukkukooq eller Skipperkroen. Værtshuse spredt rundt i byens yderkanter.

Men de arbejdsløse er kun sjældne gæster i barernes plyssofaer. En øl koster knap 40 kroner, og med den beskedne bistandshjælp er det ikke her, den grønlandske underklasse hiver deres branderter hjem. De færdes snarere i små kredse i en rus af øl og spiritus på vandretur mellem vennernes små lejligheder, og således gemt væk i de grå boligblokkes celler harde lukket resten af samfundet ude.

De små generaler

Hvis de unge skal undgå at tage turen ned ad den sociale rutschebane, mener Finn Breinholt, det er vigtigt, de bliver påvirket i skolen. De skal lære at gøre sig nogle overvejelser om, hvad de vil med deres liv. Den grønlandske professor Robert Petersen var rektor på Universitetet i Nuuk frem til 1995, og han er enig i, at den sociale situation skal ændres gennem øget uddannelse.

''Tidligere foregik udviklingen så langsomt, at børn kunne bruge forældre og bedsteforældres erfaringer. Men de gælder ikke længere, og det er derfor i skolen, de skal lære at højne deres moral og styrke deres ansvarsfølelse,'' siger han.

Meget har ændret sig, siden landet var en kultur af fangere. På bare 50 år har grønlænderne taget skridtet til et industrialiseret samfund. Bygder er nedlagt, byer blomstret op, og tørvehusene er erstattet af træhuse og boligblokke. Grønlænderne har vænnet sig til seminarier, højskoler og Universitetet i Nuuk, og efterhånden behøver de ikke længere at

Side 10

tilkalde arbejdskraft fra Danmark i samme grad som tidligere. De danske håndværkere forlader deres barakker, grønlandske læger, skolelærere og socialrådgivere begynder at finde deres plads i systemet.

''Tidligere havde vi brug for den specialiserede arbejdskraft fra Danmark. Men efterhånden stilner strømmen af,'' siger Robert Petersen.

I Sisimiut siger den danske socialchef farvel efter tre år. En grønlænder er allerede fundet som afløser. Og den tendens ses flere steder i byen. Det er noget, der glæder byens borgere. Forholdet mellem de to kulturer har altid været splittet. Den danske arbejdskraft har været nødvendig, men ofte har det slået gnister, når chefen var dansk.

Grønlænderne bruger betegnelsen 'de små generaler' og begrunder den med, at danskerne kommer til Grønland med en indstilling om at ændre en kultur, snarere end for at tilpasse sig en kultur.

Måske bliver det os to

Banken på hovedgaden har sat alarmen til. Medarbejderne er gået hjem, weekenden står for døren. I en lille kiosk overfor melder den tandløse kone hus forbi, da vi beder om en cola. Alt er udsolgt. Familierne skal hygge sig, ungerne forkæles, eg enkelte synes muligvis, der skal noget i rommen.

Måske skal den drikkes, inden koncerten går i gang på byens hotel, hvor det grønlandske band Qulleq skal have overrakt en guldplade. 5000 solgte eksemplarer, og unge som gamle elsker dem. I hvert fald er der trangt på dansegulvet, og små buttede ølflasker langes over baren i en lind støm uden et pip om den pebrede pris, der sniger sig op på 38 kroner stykket.

Stemningen er mere end høj. Gæsterne kender tonerne i de romantiske sange og supplerer først forsigtigt, siden med stor autoritet den lille fikse sangerinde. Hun har forladt den smalle scene og står som en vuggende rytme på det slidte dansegulv, mens hun genert vender siden til, når mændene kredser for nært.

Voksne grønlandske kvinder stråler i den dæmpede belysning. Dansen er tæt, og kun smilene afslører af hvilket stof, de hviskende ord er gjort.

Mændene svinger deres partnere med sikker hånd, ikke noget med at lade hende feje ud i rummet alene. Kys og kram er en del af nattens løssluppenhed, og måske går vi med hinanden hjem.

Grønland har rekord i hiv-smittede

En fri seksualmoral gør grønlænderen til et nemt bytte for hiv-virus.

Mens antallet af nye hiv-smittede er faldende i de øvrige industrialiserede lande, kæmper en del af det danske rigsfællesskab med tilstande, som vi kender fra Afrika med mange heteroseksuelt smittede. Grønland er nu det land i den vestlige verden, der har flest hiv-smittede per indbygger.

Alene i 1997 er der fundet 12 nye hiv-positive i det lille arktiske samfund. Tallet virker ikke umiddelbart stort, men når man tager i betragtning, at der kun bor 56.000 mennesker i Grønland – det samme som i Helsingør Kommune – er der tale om en alvorlig udvikling.

Hiv blev første gang konstateret i Grønland i 1985. Indtil da holdt man vejret og håbede, at landet ville blive forskånet for en hiv-epidemi.

Smitten var importeret fra Danmark, men lynhurtigt kom der et selvopretholdende smittemønster. Det vil sige, at befolkningen smitter hinanden i modsætning til for eksempel Danmark, hvor en del nye hiv-positive er smittet i udlandet eller er indvandrere.

Profil af hiv-smittede

I 1970'erne og 1980'erne blev Grønland hærget af store gonoré- og syfilis-epidemier, og mindst hver fjerde voksen havde gonoré. Kønssygdomme blev betragtet som folkesygdomme. Der var derfor al mulig grund til at frygte en hiv-epidemi, da de grønlandske seksualvaner gør befolkningen sårbar over for seksuelt overførte sygdomme. Det er almindeligt med mange skiftende partnere, og samtidig har de unge en tidlig seksuel debut. Desuden viser høje tal for provokerede aborter og klamydia-smitte, at mange stadig dyrker usikker sex.

I alt er 77 mennesker i Grønland fundet hiv-positive, og nu slår en dansk læge alarm. ''Der skal ske noget i 1998. Risikoadfæren er ikke mindsket, og de smittede bliver yngre og yngre,'' siger Morten Winthereik.

Han er læge på Næstved Centralsygehus, men har tidligere arbejdet med de hiv-smittede i Grønland. I foråret vil han rejse derop for at tegne en profil af den grønlandske hiv-smittede.

I 1990'erne blev der i gennemsnit fundet otte nye hiv-smittede om året i Grønland. Det svarer til, at der hvert år kom 800 nye tilfælde i Danmark, hvor tallet ligger omkring 300 nye smitte-tilfælde.De sociale problemer tårner sig op som isbjerge i havet i Grønland.

Nøgleord: Aids, Grønland, usikker sex.

Emneord: 
HIV/Aids
Annonce