Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vi er helt hysteriske med sikkerheden

Dorit Langergaard var i marts og april udsendt til den nationalistiske krudttønde Kosova – den albansk befolkede provins i Serbien – som medicinsk koordinator for hjælpeorganisationen Læger uden Grænser.

Sygeplejersken 1998 nr. 22, s. 20-23

Af:

Helle Broberg Nielsen, journalist

SY-1998-22-20-1a''Hvis jeg var bange, ville jeg ikke kunne arbejde et sted som Kosova. Men vågen, ja. Jeg holder øje med, hvad der foregår, og sørger for at holde mig godt informeret,'' fortæller Dorit Langergaard. Foto: Geira Bjørn Olsen.

Hun har lært at spejde efter lysglimt i højdedragene. Efter vasketøj på snorene uden for landsbyhusene. At registrere, om der stiger skorstensrøg op.

Signaler, der fortæller Dorit Langergaard, om alle tobenede har taget flugten. Om der stadig er enkelte, der tør vove sig udenfor i huslige gøremål. Eller om de lokale har mærket mere til snigskytterne i bjergene end de afslørende solreflekser fra teleskopsigter, som de udsendte hjælpearbejdere selv holder et årvågent øje med, når de kører ind i den urolige Drenica-enklave i den rest-jugoslaviske provins, Kosova.

''Vi er helt hysteriske med sikkerheden. Det er noget, vi hele tiden opdrager hinanden til at være opmærksomme på, så det sidder på rygraden. Ikke bare for vores egen skyld, men også fordi vores lokale medarbejdere skal kunne være her, efter at vi er taget hjem,'' forklarer den 31-årige sygeplejerske.

Dorit Langergaard var fem uger i marts og april udsendt til Kosova som medicinsk koordinator for Læger uden Grænser. Det var hendes 6. mission for den internationale hjælpeorganisation siden debuten i november 1994. Fire dage efter hendes hjemkomst i april var hun allerede af sted igen. Denne gang til Liberia i Vestafrika, som hun kender fra tre tidligere ophold. Udsendelsen til Kosova var Dorit Langergaards første som chef for et hjælpeprojekt.

Befolkning i klumper

Kosova – eller Kosovo som provinsen hedder på serbisk – er en provins i Serbien, hvor 90 procent af befolkningen er etniske albanere. De ønsker selvstændighed. Den serbiske leder, Slobodan Milosevic, holder imidlertid fast i sin vision om et Storserbien, der også indbefatter Kosova, hvor den serbiske vugge ifølge den nationalistiske propaganda stod.

I 1989 ophævede Milosevic Kosovas selvstyre, og siden har albanerne været holdt i skak af serbisk politi og militær.

En hurtigt voksende albansk guerillahær (Kosovas befrielseshær) har de sidste par år optrappet sine væbnede aktioner og synes nu at operere med udbredt og aktiv opbakning fra civilbefolkningen.

Det serbiske politi har svaret igen ved at intensivere klapjagten på alle, der kan mistænkes for at tilhøre – eller støtte – separatistbevægelsen.

I midten af marts fik voldsskruen endnu et vrid, da politiet skød et større antal albanske landsbyboere i Drenica-området. De civile tør ikke forlade Drenica, fordi de ikke ønsker at påkalde sig politiets opmærksomhed, når de skal passere de mange militære checkpoints, der kontrollerer alle hovedveje i den fattige provins.

Over 150 personer er blevet dræbt siden optrapningen af konflikten for godt to måneder siden. I stedet for at flygte ud har folk i Drenica klumpet sig sammen i nogle få byer.

Side 21

SY-1998-22-20-1b

Læger på hjul

Foruden Det Internationale Røde Kors var Læger uden Grænser den eneste humanitære organisation i området med medicinsk ekspertise, da Dorit Langergaard kom til Kosova i april. Læger uden Grænser har kørt et fast medicinprogram i Kosova – minus Drenica-enklaven – siden 1993. Organisationen har desuden stået i spidsen for vaccinationsprogrammer og vand- og sanitets-projekter.

''Min opgave bestod i at undersøge, hvor meget hjælpearbejde vi har mulighed for at iværksætte i de isolerede landsbyer i Drencia, og hvordan vi gør det mest effektivt. Vi fandt ud af, at den bedste løsning var at lave en eller to mobile klinikker – en slags praktiserende læge på hjul – der kan køre rundt i området og opsøge folk,'' siger den danske sygeplejerske.

''Det var hundekoldt, da jeg ankom til Kosova, og i Drenica var der hverken tæpper eller varmt tøj nok. Nogle steder boede der op til 50 mennesker i husene, så infektionerne florerede. Og der var ikke så meget som en paracetamol at give mod hovedpine. Desuden var der en del personer med kroniske sygdomme, som kræver medicinsk behandling: Hjerte-karsygdomme, sukkersyge og epilepsi. Der var også nogle handicappede,'' forklarer Dorit Langergaard, der i Drenica var leder for et team af i alt fem læger, sygeplejersker og en enkelt logistiker.

Sygeplejerske og chef

Som kvinde, som ung – og måske i særdeleshed som ung, blond kvinde med et meget blåt og meget

Side 22

direkte blik – undgår man ikke at støde ind i visse fordomme og reservationer fra de mandlige hjælpearbejdere. Den rutine kender Dorit Langergaard efterhånden:

''Sådan er det bare. Der er altid nogen, der lige skal teste én, inden man bliver accepteret. Denne gang var der endda den særlige omstændighed, at jeg som sygeplejerske også skulle være chef for læger. Det er jo det der sædvanlige læge/sygeplejerske-forhold, som bare er en tand mere udtalt mange steder uden for Danmark. Det eneste, jeg kan gøre, er at hævde mig i kraft af min viden. Sige: Det her har jeg altså prøvet før, jeg ved, hvad jeg gør. Og når jeg har bestået 'prøven', er de som regel også samarbejdsvillige,'' smiler hun.

I Afghanistan i 1997 var det noget sværere, indrømmer hun: Der måtte hun aktivt bekæmpe sine mest udprægede feministiske og rapkæftede impulser, totaltildække sig og helt afstå fra at samtale med mandlige kolleger på offentlig gade og vej.

Egentlig vil hun hellere sendes ud som menig sygeplejerske, insisterer Dorit Langergaard. De mere strategiske og administrative opgaver for Læger uden Grænser anser hun ikke som kærkomne karrierespring, snarere som en uomgængelig forpligtelse, når man som hun er veteran i organisationen.

''Det var ikke første gang, jeg blev spurgt, men det var første gang, jeg ikke kunne undslå mig for at acceptere en lederopgave,'' fortæller hun.

Læger uden Grænsers danske afdeling lider nemlig under i alt fald én begrænsning: At det er blevet stadigt sværere at rekruttere læger. Krævende karriereforløb og

Side 23

besvær med at få orlov, får mange til at vælge det aktive humanitære engagement fra.

''Det humanitære arbejde har ikke høj status i den danske lægeverden. De læger, der har været ude, kan godt få svært ved at blive fagligt accepterede, når de kommer tilbage,'' lyder det med mild sarkasme fra en idealist, der godt tør stå ved, at det er denne – lidt umoderne – tilbøjelighed, der driver hende ud igen og igen.

Jo, gu nytter det, siger Dorit Langergaard: I alt fald den lille smule, der trods alt gør en forskel.

Indiana Jones-charme

Hun forsøger nu heller ikke at benægte at være tiltrukket af den 'Indiana Jones'-charme, som også er forbundet med at være udsendt til fjerne og ufremkomlige egne af kloden for en international hjælpeorganisation.

''Men det er noget, man kun kan gøre i nogle år. Man risikerer at miste kontakten til sit hjemlige netværk, hvis det bliver en permanent livsform. Og hvis man ikke sørger for at bruge tiden på familie- og vennepleje, når man er hjemme, ja, så står man dér nogle år senere og kender ikke et øje,'' advarer hun.

Nærkontakten til det danske sygehusvæsen holdes ved lige med lejlighedsvise vagter på geriatrisk afdeling på Kommunehospitalet i København. Her kommer adrenalinet ned i niveau, og her har Dorit Langergaard mulighed for at udføre dét, hun selv betragter som 'rigtig' sygepleje.

''Jeg har altid mere været til det medicinske end til kirurgien. Jeg elsker den tætte patientkontakt og at have tid til at sengebade de gamle og snakke med dem om deres liv. Det er fedt at være sygeplejerske, og jeg fortryder ikke, at jeg har taget den uddannelse. Men jeg har det virkelig svært med hierarkiet på afdelingerne. Og det er ikke blevet bedre af, at det er mig selv, der tager beslutninger, når jeg er udsendt. Derhjemme kan jeg ikke bare give medicin, men skal stå og vente på, at en læge giver grønt lys. Det irriterer mig. Men på Kommunehospitalet kender de mig og accepterer, at jeg er, som jeg er,'' smiler hun.

Dorit Langergaard har tidligere arbejdet i lande med åbenlyse konflikter og skarpe frontlinier. I det nationalistiske minefelt i Kosova kræves diplomatisk tåspids-gang:

''Den der tension gjorde det meget svært at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Jeg sagde derfor Kosova eller Kosovo, alt efter hvem jeg stod over for. Ved checkpointene talte jeg altid engelsk eller fransk.

Albansk og serbisk er to meget forskellige sprog, og forsøger man sig med et forkert 'goddag', kan det være fatalt.

Vi fandt også ud af, at vi blev nødt til at have en albansk tolk i vores biler: Det er ganske vist en fordel at have en serbisktalende person med, når vi skal tale med politiet ved et checkpoint. Men inde i Drenica kan det være direkte livsfarligt at være serber,'' forklarer hun.

Dorit Langergaard mener i øvrigt ikke, at den ene side af konflikten har noget at lade den anden høre, hvad angår overgreb. Serberne har ganske vist den massive militære overmagt, men de albanske separatister viger heller ikke tilbage for at benytte terror mod civile serbere. Snigskytterne i bjergene tilhører begge nationaliteter, bemærker hun tørt.

Nødvendige sommerfugle

Under opholdet boede Dorit Langergaard af sikkerhedsmæssige grunde i Læger uden Grænsers hovedkvarter i Kosovas hovedstad, Prishtina.

''Vi havde ordre om at være tilbage hver aften inden klokken 18.30. På grund af den anspændte situation kan vi ikke have radiokommunikation med vores base. Det kunne give anledning til anklager om spionage. Da Læger uden Grænser ikke er officielt anerkendt som NGO (ikke-statslig organisation, red.) i Kosova, skal vi i det hele taget passe på med ikke at gøre noget, der kan give myndighederne et motiv til at smide os ud,'' siger hun.

Men bange? Nej.

''Hvis jeg var det, ville jeg ikke kunne arbejde der. Men vågen, ja. Jeg holder øje med, hvad der foregår og sørger for at holde mig godt informeret. Og drager så de logiske slutninger ud fra dét, jeg ved. Men jeg må indrømme, at det var med bævende hjerte, jeg første gang kørte ind i Drenica. Men sommerfuglene i maven skal være der. De er med til at skærpe min opmærksomhed,'' understreger hun. Hun kommer pludselig i tanke om, at hun faktisk én af de første dage i Kosova oplevede en skudepisode på skræmmende nært hold:

''Det var nu et uheld. En soldat kom til at affyre sin Kalashnikov ned i asfalten. Kuglen rikochetterede og ramte vores landcruiser. Det var på min fødselsdag. Vores chauffør vendte sig bare om, helt cool, og sagde: ''Happy birthday! Det var en fødselsdagsgave fra det serbiske militær.'' ''

Nøgleord: Kosova, Læger uden Grænser, sygeplejerske. 

FAKTA OM KOSOVA

Kosova, eller Kosovo Metohdija som serberne kalder det, er en provins i Serbien. Provinsens albanske befolkningsflertal har udråbt Kosova til en selvstændig stat, der imidlertid ikke er internationalt anerkendt. Såvel albanere som serbere gør krav på provinsen, som serberne hævder er deres kulturs vugge.

Befolkning: Cirka to millioner, hvoraf 90 procent er albanere. Resten er serbere, montenegrinere, tyrkere, bulgarer, grækere eller sigøjnere.

Areal: Godt 11.000 kvadratkilometer (en fjerdedel af Danmark).

Præsident: Forfatteren Ibrahim Rugova, der er en stor fortaler for ikkevoldsstrategien, er provinsens selvudråbte præsident.

Historie:

28. juni 1389:

Det serbiske kongedømme besejres af osmannerne (tyrkerne) i det historiske slag på Kosovo polje (Solsortesletten). Nederlaget er siden blevet brugt flittigt i den serbiske mytologi og propaganda.

1912-13:

Albanien dannes, men halvdelen af albanerne forbliver uden for landets grænser i Serbien (Kosova), Makedonien og Montenegro.

1945:

Jugoslavien dannes – bestående af seks republikker, herunder Serbien, og to provinser, herunder Kosova.

1974:

Til serbernes store fortrydelse opnår Kosova i Jugoslaviens nye forfatning status som autonom provins, der reelt er ligestillet med republikkerne.

1981:

Albanske politikeres krav om, at Kosova opnår status som egentlig republik, fører til uroligheder. Jugoslaviske sikkerhedsstyrker sendes til området, hvor de stadig er.

1987-89:

Serbiens præsident, den nuværende præsident for det tilbageværende Jugoslavien, Slobodan Milosevic, afholder massemøder i Kosova og opildner til serbisk nationalisme. Det bliver optakten til krigene i først Slovenien og Kroatien, siden i Bosnien og nu under opsejling i Kosova.

1989:

Serbien ophæver Kosovas autonomi.

1990:

Albanerne udråber Kosova som autonom republik og indleder en ikke-voldelig lydighedsnægter-kampagne mod de serbiske undertrykkere. Sideløbende med de serbiske institutioner opretter albanerne deres egne skoler, universiteter, sundhedsklinikker med videre i private hjem.

1995:

Kosovas befrielseshær (UCK) dukker første gang op, og den voldelige kamp mod den hårdhændede, serbiske undertrykkelse er en realitet.

Marts 1998:

Serbiske styrker fra Beograd rykker ind i Kosova-provinsen, officielt for at nedkæmpe 'terroristerne' i UCK, der får større og større opbakning blandt albanerne. Den længe frygtede krig i Kosova synes nu uundgåelig. Indtil videre er mindst 150 mennesker blevet dræbt, langt størstedelen albanere.

Skræk-scenariet

Når en krig i Kosova kan få uoverskuelige konsekvenser, skyldes det en udbredt frygt for, at krigen skal brede sig – i første omgang til nabolandet med et stort albansk mindretal, Makedonien, og derefter inddrage Albanien og Bulgarien og i det værst tænkelige scenarium også NATO-landene Grækenland og Tyrkiet.