Synspunkt: Hellere bøger end fotokopier

Efter at sygeplejerskeuddannelsen i 1990 blev ændret fra at være en elevuddannelse til at være en mellemlang, videregående uddannelse, er der kommet ønsker om en ny type lærebøger, der forholder sig kritisk reflekterende til sygeplejerelevante emner. Bøger, som benytter teori til at forstå og forholde sig til empiri, og som lægger op til fordybelse og diskussion.

Disse nye bøger skal skrives. Igennem en række år har jeg beskæftiget mig med at skrive om sygepleje. Jeg har skrevet kapitler i bøger, redigeret bøger og selv skrevet én bog. Og i marts 1998 udkom bogen 'Omsorg, krop og død. En bog om sygepleje' på Gyldendal med mig som redaktør og med bidrag fra otte forfattere. Kort tid efter mødte jeg den første stak fotokopier af flere af bogens kapitler.

Nu er det selvfølgelig rigtigt, at de fleste uddannelsessteder har aftaler med Copy-Dan, og alt skulle derfor være i den skønneste orden. Men det er det ikke. Ifølge Copy-Dan aftalen må en institution højst kopiere 20 procent af en bog, dog ikke over 20 sider per klasse/hold per år. Og det overholdes ikke. Der kopieres langt ud over de 20 sider og til tider uden angivelse af forfatternavn, bogens titel, forlag og udgivelsesår. Det er ganske enkelt uacceptabelt.

Det må være et krav, at både undervisere og studerende er bekendt med, hvad en Copy-Danaftale indebærer, og at de overholder den. Og på danske og udenlandske bøger står der på en af bogens første sider: ''Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.''

Når reglerne alligevel systematisk overtrædes, kan det kun tolkes som en nedgørelse af forfatternes arbejde og/eller manglende forståelse for den nye uddannelse.

At skrive tager tid

Der må gøres noget. For det første af hensyn til de studerende. Skal sygeplejerskeuddannelsen leve op til at være et studium, er det blandt andet nødvendigt, at de studerende har fyldestgørende referencer på den litteratur, de anvender. Hvordan kan de ellers fordybe sig i litteraturen og reflektere over den, hvis så elementære oplysninger som bogens titel, forfatternavn, redaktørnavn, forlag og udgivelsesår mangler. Kapitler i bøger er jo ikke blevet til ud af den blå luft. De hænger sammen.

Forfattere og redaktører har haft en mening med at bringe netop disse tekster sammen i den givne rækkefølge. Det kan man som regel læse om i introduktionen. Og når redaktører eller forfattere vælger at anbringe litteraturlister bagerst i deres bøger, er det ikke for at genere de studerende eller deres undervisere, men fordi der netop er tale om en bog og ikke en samling løsrevne artikler. For det andet af hensyn til forfattere og redaktører. Det tager lang tid og megen energi at omsætte tanker, ideer, viden og indsigt til formidlingsvenlig tekst, der kan give anledning til fordybelse og refleksion. At skrive er ikke noget kald. Det er et arbejde, ligesom sygepleje er et arbejde.

Jeg skriver ikke for sygeplejerskernes, de studerendes eller patienternes skyld. Jeg gør det for min egen skyld, fordi jeg mener, at jeg har noget at byde på, og fordi jeg gerne vil deltage i udviklingen af sygeplejen. Det er ydermere en af de måder, jeg kan betale samfundet tilbage på for den uddannelse, det har givet mig.

Jeg holder af at skrive, men det er også en måde at tjene penge på. Men det er bestemt ikke godt lønnet. I det sidste år har jeg haft orlov fra mit job som lektor på kandidat- og ph.d.-uddannelsen i sygepleje på Danmarks Sygeplejerskehøjskole for at færdiggøre ovennævnte bog samt en kommende.

Ny holdning ønskes

Forfattere modtager royalty på cirka 15 procent af bogens pris før moms, heraf kan man dog godt regne med at afse et par procent til en fagbogsredaktør. Forlagene har forskellige måder at udbetale pengene på, oftest med halvdelen ved bogens udgivelse og den anden halvdel ved årligt salg. Sælger bogen dårligt eller slet ikke, ja, så får man kun det halve. Og det er surt, især hvis man ved, at der kopieres fra den i et større omfang.

På sigt kan jeg forestille mig, at det bliver vanskeligt at argumentere med forlagene om, at man skal skrive flere bøger, hvis de ikke sælger.

Hvad så med biblioteksafgiften? Den er for de fleste fagbogsforfattere forsvindende lille og helt uforudsigelig, da reglerne stort set ændres hvert år. Og med hensyn til Copy-Dan aftalen gælder det, at kun hvis institutionerne indberetter deres kopieringsforbrug, får forfatterne deres penge.

Når jeg har talt med undervisere og studerende om brug af bøger versus fotokopier, nævner de fleste, at det er for dyrt at købe bøger, og som studerende skal man tænke meget over, hvad man bruger sine penge til. Jeg er ikke uenig. Jeg har også været studerende på SU og med statsgaranterede lån. Men jeg er overbevist om, at det ikke er hele forklaringen.

Det har også noget at gøre med holdningen til uddannelse, indlæring, erfaringsdannelse og litteratur. Jeg vil derfor opfordre rektorer, undervisere og sygeplejestuderende på sygeplejeskolerne til at diskutere forholdet mellem bøger og fotokopier i relation til både den overordne-de uddannelsesplanlægning og den daglige undervisningsplanlægning. Mit forslag lyder i alsin enkelhed: Hellere indsigtsfulde bøger, der kan benyttes un-der hele sygeplejestudiet, end mængder af løsrevne fotokopierede overheads, artikler og kapitler.

Derudover er fotokopiering ikke en særlig miljøvenlig politik.

Helle Ploug Hansen er antropolog og sygeplejerske og er ansat som lektor på kandidat- og ph.d.-uddannelsen i Sygepleje på Danmarks Sygeplejerskehøjskole.