Faglig kommentar: God klinisk praksis

Jeg vil gerne vide, hvad god og forsvarlig sygepleje anno 1998 er. Det er et fag, der kræver autorisation, så det må vel være muligt at beskrive, hvad der ligger i det. Man hører af og til, for eksempel i konfliktsituationer, at ''nu er det ikke længere forsvarligt over for patienterne,'' eller ''jeg kan ikke tage ansvaret for sygeplejen.'' Men hvad ligger der egentlig i det? Og hvad er god sygepleje anno 1998? Det er det, jeg gerne vil have svar på.''

Dette fromme og tilsyneladende beskedne ønske er udtalt af Arne Rolighed, amtssundhedsdirektør i Århus Amt, til juninummeret i år af Sundhedsstyrelsens kvartalsblad 'Journal', der beskæftiger sig med udvikling inden for sundhedssektoren. Øverst på hans ønskeliste står at få defineret, hvad god klinisk praksis er i lægelig henseende. Ønske nummer to er at få klarlagt, hvad god klinisk praksis er i sygeplejemæssig henseende.

Vi kan starte med at undre os over, at dette ønske ikke for længst er opfyldt. Hvad er det, der gør det så svært at beskrive den gode kliniske praksis? Arne Rolighed har jo ret i, at sygeplejersker ikke viger tilbage for at udtale sig i forbindelse med konflikter. Det vil sige, når der er mange nok, eller måske snarere så mange, at den specifikke faglighed er blevet udvandet til en diffus utilfredshed, man kan være fælles om. Det handler altid om, at vilkårene er for dårlige til at udføre den gode sygepleje.

Vi kunne i stedet vende problematikken om. Hvis tildelingen af ressourcer er for sparsom og øvrige vilkår også er for ringe, så kunne det jo tænkes at være en følge af, at ingen ansvarlig politiker eller økonomisk ansvarlig ledelse vil bevillige penge til noget, de ikke ved, hvad er.

Beskrivelse af den gode kliniske praksis, som bygger på dokumenteret viden om, hvad man kan forvente at opnå med de og de midler og metoder, må da være en forudsætning for, at man kan forvente at få del i de begrænsede midler. Jammer og plagen hjælper ikke ret tit over for amtets eller kommunens kassemester.

Sygeplejersker har talt om dokumentation i en menneskealder. Af en eller anden grund synes den meste tale om dokumentation dog at dreje sig om, hvorvidt praktiserende sygeplejersker kan udfylde nogle fortrykte kolonner i den enkelte patients sygeplejejournal, så næste vagthold kan drage nytte af oplysningerne. Den form for dokumentation kan i bedste fald sige noget om, hvad man har foretaget sig med den enkelte patient.

Den form for dokumentation kan sygeplejersker levere vogntog af, uden at amtssundhedsdirektøren bliver klogere på, hvad god klinisk praksis er. Han kunne måske oven i købet finde på at forlange dokumentation for, at alle de ressourcer, der er lagt i forsøgene på at udfylde plejeplanernes kolonner forskriftsmæssigt, kom patienterne til gode. Er kvaliteten af sygeplejen blevet bedre, efter at plejeplanen blev indført, og fordi den blev indført?

En etisk forpligtelse

Nej det, amtssundhedsdirektøren og alle vi andre efterlyser, er beskrivelser af god klinisk praksis, som bygger på dokumenteret viden. Det kan være referenceprogrammer, men mindre kan også gøre det. For eksempel artikler om, at en bestemt praksis er det bedste, man kan tilbyde patienterne.

Set fra min stol er der et stort ønske blandt sygeplejersker om at få beskrevet den gode kliniske praksis. ''Flere artikler om klinisk sygepleje,'' lyder det ustandseligt. Men hvor besværligt og tidskrævende det er at få aftalt, skrevet, vurderet og redigeret sådanne artikler, tror jeg kun de direkte implicerede er klar over.

Emner mangler ikke. Postoperativ mobilisering. Inkontinens. Sårbehandling. Mundtørhed. Postoperativ kvalme. Jeg-støttende sygepleje. Håndhygiejne. Præoperativ faste. Obstipation. Konfusion. Stomier. Diabetiske sår. Støtte til pårørende ved dødsfald. Selvmord blandt gamle. Listen kan fortsættes i en uendelighed, og hvert enkelt emne kan opdeles i flere delemner.

Det er ikke så svært at få artikler af typen 'Sådan gør vi hos os'. Det kan også være vældig gode artikler. Vi skal selvfølgelig orientere hinanden om, hvad der foregår rundt om i landet, og sådanne artikler kan måske få kolleger til at se nærmere på egen praksis, om det var på tide at ændre den. Men det er ikke dokumentation af en sygeplejepraksis, andre kan overtage. Sådanne artikler skrives ud fra nogle lokale forudsætninger, som andre ikke har. Ildsjæle, og det er som regel dem, der skriver sådanne artikler, kan få hvad som helst til at lykkes. Vi kan beundre deres engagement og energi, deres samarbejde og arbejdsglæde, og det er måske netop disse personlige egenskaber og ikke altid den beskrevne, instrumentelle sygepleje, der fører til gode resultater.

Gode erfaringer er godt, men det er ikke nok. Vi har brug for artikler om god klinisk sygeplejepraksis, som bygger på opdateret og dokumenteret viden, hvis vi skal kunne blive enige om, hvad der er en forsvarlig pleje. Vi har en etisk forpligtelse til at være ajour med udviklingen i sygeplejen, også den der foregår uden for landets grænser. Først da har politikere og forvaltning et pålideligt grundlag til at sætte en standard for, hvad de kan tilbyde borgerne i deres pastorat.

Vi kunne nok få flere artikler af denne art, hvis flere af de kliniske eksperter rundt om i landet henvendte sig af sig selv til Sygeplejersken, så redaktionens eneste sygeplejerske ikke skulle bruge så meget af sin tid på at opstøve og lokke for mulige forfatteremner.