Kollektiv depression

 Det er ikke muligt at leve uden håb og tro på fremtiden. Vi bliver nødt til at tro på, at dette blot er en overgangsperiode. At vi er ramt af en midlertidig samfundssygdom, som skal overstås, hvorefter tingene igen vil vende sig til det bedre.''

Sådan siger Aldona Ciociené, der er formand for den litauiske sygeplejerskeorganisation, Lietuvos Slaugos Specialisty Profesineorganizacija (LSSO).

De håbefulde ord falder, efter at hun har beskrevet de sundhedsmæssige konsekvenser af den fattigdomskrise, der har ramt de fleste litauere efter systemskiftet og overgangen til markedsøkonomi.

Fattigdomsrelateret sygdom og død hærger i stigende grad den sydligste stat i Baltikum, hvor middellevetiden er faldet dramatisk. Fra 72,4 år i 1990 til 68,7 år i 1995.

Værst er situationen for de socialt svageste grupper som børn og gamle, der især rammes af fejlernæringssygdomme, infektioner og tuberkulose.

Der konstateres nu årligt omkring 2000 nye tilfælde af tuberkulose, og i nogle distrikter er der så mange nye tilfælde, at tuberkulose i henhold til den internationale definition må betragtes som en epidemi (mere end 100 nye tilfælde per 100.000 indbyggere).

Der er også bud efter de unge og de midaldrende. De dør blandt andet i stigende grad af misbrugsrelaterede sygdomme. Over en femårig periode efter systemskiftet er alkohol- og narkomisbruget ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mere end fordoblet.

Omkring 60.000 alkoholikere og narkomaner er i behandling.

Ulykker og selvmord

Yngre og midaldrende litauere dør også i hidtil uset omfang af, hvad WHOs dødsstatistik betegner som ''ulykker og forgiftninger,'' der nu er den næsthyppigste dødsårsag for mænd i landet.

I 1995 skyldtes i alt 6.539 dødsfald ulykker og forgiftninger, mens selvmord tegnede sig for 1694 dødsfald, hvilket bragte Litauen ind i Europas triste førerfelt på området. Mange ulykker og forgiftninger er misbrugsrelaterede, og en del camouflerede selvmord havner sandsynligvis også i kategorien ulykker og forgiftninger.

Som en læge i Litauens næststørste by Kaunas beskriver situationen:

Side 16

Det kan nogle gange opleves, som om samfundet er ramt af en kollektiv depression. Mange har mistet livsgnisten, og de ønsker heller ikke at sætte børn i verden.

Lægens observation bekræftes af den officielle statistik.

For første gang i Litauens historie var befolkningstilvæksten i 1994 negativ. Antallet af døde oversteg antallet af nyfødte med 3654 personer. Og knap hver anden graviditet eller 37.655 i alt sluttede med en provokeret abort.

Den hastigt faldende fødselsrate betyder, at alderssammensætningen i befolkningen forskydes, så der bliver relativt flere ældre. Det vil medføre øgede social- og sundhedsudgifter i fremtiden.

Skammen malet i ansigtet

Mens MacDonalds restauranter, banker og luksushoteller skyder op i de nyrestaurerede smukke gamle bycentre, hvor man som udlænding kan spille kong Gulerod for 200 kroner om dagen (mere end en halv litauisk månedsløn), lider især landbefolkningen, ifølge Aldona Ciociené, under de markedsøkonomiske reformer.

Det samme gælder de socialt svageste i byerne, de handicappede og gamle, som ikke har mulighed for at kaste sig ud i dennye konkurrenceøkonomi og alle mod alle-spillet. De gamle må i stedet stille sig op uden for MacDonalds og tigge diskret – med skammen malet i de rynkede ansigter under tørklæderne.

I tilfælde af alvorlig sygdom og demens risikerer de at ende på en langtidsafdeling på det kommunehospital i hovedstaden Vilnius, som Sygeplejerskens udsendte besøgte. Her ligger de sølle, uplejede, syge og demente gamle mennesker på rad og række på stuer, hvor sengene står tæt, og krops- og urinlugten skærer i næsens slimhinder.

En af de gamle på langtidsafdelingen hæver hovedet lidt og stirrer intenst på optoget af danske gæster og deres litauiske sygeplejeværter:

''Hvor er i fine! Er I en delegation fra Moskva?'' spørger hun.

Næh, vi kommer fra de nye samarbejdspartnere i Vesten...

Det bliver for indviklet at forklare den demente gamle kone sammenhængen, men rent faktisk støtter den danske stat den sundhedsreform, som har til formål at forbedre og omlægge sundhedssektoren i Litauen.

Reformen støttes også økonomisk af blandt andre EU, FN, Sverige og Schweiz, men den litauiske regering er noget usikker på, hvem der har mest glæde af den økonomiske støtte fra udlandet.

Som sundhedsministeriet skriver i sin redegørelse for reformen:

''Den udenlandske økonomiske hjælp har fokuseret næsten ensidigt på teknisk assistance, leveret af vestlige eksperter. Det har ført til en situation, hvor en stor del af den modtagne økonomiske hjælp er blevet brugt på vestlige eksperter og udgifter i forbindelse med deres opgaver i Litauen. Som en konsekvens heraf er kun mindre beløb blevet givet til lokale udgifter og småinvesteringer.''

Traditionel reform

Hovedtrækkene i omlægningen af sundhedsvæsenet i Litauen ligner reformbestræbelserne i andre udviklingslande, der i stor udstrækning får opskriften af de vestlige donorer:

Der skal skæres ned på personalet. Patienterne skal ud af de store institutioner, og der skal ske en omfordeling af ressourcer fra hospitalssektoren til den primære sektor, som skal bygges op om et nyt familielægesystem.

Nu arbejder lægerne i Litauen dels på hospitalerne, dels på offentlige poliklinikker, som oftest ligger i tilknytning til hospitalerne. Der er således ikke nogen skarp niveaudeling mellem den primære og sekundære sundhedstjeneste.

Derudover skal sektoren effektiviseres og kommercialiseres, hvor det er muligt, og den offentlige finansiering af sundhedsydelserne skal afløses af en forsikringsbaseret.

I sundhedsministeriets reformplan redegøres for den økonomiske uhensigtsmæssighed ved den hidtidige overbeskæftigelse inden for sundhedsvæsenet: Litauen er blandt de lande i verden, der har flest læger og sygeplejersker set i forhold til befolkningens størrelse, fremføres det af sundhedsministeriet. 38 læger og 108 sygeplejersker for hver 10.000 indbyggere.

Ifølge ministeriets tal skulle der således være omkring 41.000 sygeplejersker i Litauen til en befolkning på cirka 3,8 millioner, mens den litauiske sygeplejerskeorganisation LSSO angiver antallet af sygeplejersker til 25.000.

Lægger man ministeriets tal til grund, er der 92 indbyggere per sygeplejerske. Til sammenligning er der i Danmark 74 indbyggere per sygeplejerske. Men tallene er ikke umiddelbart sammenlignelige, fordi sygeplejersker i Litauen også udfører det arbejde, som i Danmark typisk vil blive udført af sygehjælpere.

Litauen har ifølge sundhedsministeriets tal 109 hospitalssenge per 10.000 indbyggere. Det vil sige, at der er 92 indbyggere

Side 17

per hospitalsseng. I Danmark er der til sammenligning 221 indbyggere per hospitalsseng.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid er traditionelt lang, men er dog faldet fra 17,6 dage i 1991 til 14,7 i 1995.

Litauens sundhedsvæsen har, ifølge sundhedsministeriet, arvet et paradoks-problem fra Sovjettiden: Store institutioner og rigeligt med personale, men ringe sundhedsydelser på grund af nedslidt udstyr, dårlig ledelse og ineffektivitet blandt de ansatte.

Nødvendige afskedigelser

Formanden for de litauiske sygeplejersker, Aldona Ciociené, kan langt hen ad vejen følge regeringens reformtanker, men hun tager også nogle forbehold:

''Det er rigtigt, at systemet skal ændres, så gamle for eksempel kan få hjælp i hjemmet i stedet for at skulle ligge på hospitalet. Men det er uheldigt, hvis man skærer ned på hospitalssektoren, før den primære sektor er parat til at tage sig af dem, der har hjælp behov,'' siger hun.

Som fagforeningsleder er hun naturligvis heller ikke begejstret for afskedigelser, men hun er klar over, at de ikke er til at komme uden om:

''Vi har forhandlet os frem til, at vi skal høres og inddrages i forbindelse med afskedigelser. På den måde kan vi beskytte vore medlemmer og forhandle aftrædelsesordninger.''

Sygeplejeorganisationen arbejder også med forskellige strategier til fastholdelse af beskæftigelsen.

''Vi prøver at få omlagt noget af sygeplejearbejdet til deltid, og vi arbejder meget med forskellige planer og forslag til, hvordan vi kan få flyttet sygeplejersker fra sygehussektoren over i den primære sektor. Vi presser på for at få udviklet hjemmeplejen og for at få plejehjem,'' fortæller formanden.

For få sygeplejersker

Chefsygeplejerske Danute Baranovskaja, der er leder af sygeplejen på det næsten 300 år gamle klosterhospital i Vilnius (nu kommunehospital), kan slet ikke genkende det billede af alt for mange ansatte, som tegnes i regeringens reformprogram.

Danute Baranovskaja, der også er med i ledelsen af fagforeningen LSSO, kæmper hårdt for at få øget normeringen til en intensiv neurologisk afdeling, hvor hver sygeplejerske passer 14-15 patienter på en dagvagt. Hun mener, at seks-syv patienter ville være rimeligt.

Patienterne er meget plejekrævende, og den psykiske belastning ved at arbejde med så dårlige patienter er hård, argumenterer hun. For at kunne dokumentere behovet for flere sygeplejersker, har hun iværksat tidsstudier af sygeplejerskernes arbejdsgange.

''På en almindelig hospitalsafdeling med 30 senge vil der typisk være omkring 10 sygeplejersker. Arbejdstiden er på syv-otte timer, og nogle sygeplejersker har faste specialopgaver. Resultatet bliver, at der er to-tre sygeplejersker til at passe og pleje 30 patienter,'' forklarer Danute Baranovskaja.

For den udenforstående er det svært at danne sig et helt sikkert billede af normeringer og arbejdsvilkår for litauiske sygeplejersker.

For det første varierer forholdene fra institution til institution, og for det andet er der uoverensstemmelser mellem sygeplejerskernes tal, beskrivelser og synspunkter og opfattelsen hos deres arbejdsgivere i sundhedsministeriet.

Det sidste er heller ikke et ukendt fænomen i genbolandet på den anden side af Østersøen. 

Nøgleord: Litauen, organisation, sundhedsreform.

Den planlagte sundhedsreform indebærer, at der skal spares på hospitalerne til fordel for en udbygning af den primære sundhedstjeneste.