Sprogstimulering af tosprogede småbørn

Minoritetsbørnenes manglende danskkundskaber ved skolestart fik i maj 1996 Undervisningsministeriet til at komme med en ændring af folkeskoleloven, således at der nu er indsat en paragraf med følgende ordlyd: ''Der kan tilbydes tosprogede børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, støtte til fremme af den sproglige udvikling med henblik på, at børnene tilegner sig dansk. Støtten kan gives i op til 3 timer dagligt''.

Definitionen på tosprogede børn er: Børn, der har et andet sprog end dansk som modersmål, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem undervisning eller andre pædagogiske aktiviteter, tilegner sig dansk. Alle børn, der i det daglige har behov for og møder to eller flere sprog, betragtes som tosprogede, uanset niveauet af deres sprogfærdighed på de enkelte sprog.

Som opfølgning af loven nedsatte Undervisningsministeriet i samarbejde med Socialministeriet en arbejdsgruppe, der skulle udforme en vejledning til loven. Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn foreligger nu, og den indeholder et afsnit om administrativ tilrettelæggelse og organisationsformer, der er særligt relevant for sundhedsplejersker.

Sundhedsplejersken

I afsnittet, der blandt andet handler om tidlig indsats og information til forældre, påpeges det, at sundhedsplejersken har en naturlig og vigtig rolle. Hun er kendt af familien gennem barnets første leveår og kan tale med forældrene om de sproglige og færdighedsmæssige krav, barnet stilles overfor i det danske samfund. Hun kan informere forældrene om de lokale tilbud for småbørn, og hun kan fungere som koordinator mellem kommunens pladsanvisning, lokale institutioner og forældre til tosprogede børn. I vejledningen foreslås det, at familier med tosprogede børn i tre- til fireårs alderen, der ikke er i dagtilbud, kan tilbydes besøg i hjemmet. Dette falder helt i tråd med loven om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge af 1. januar 1996. Her lægges der vægt på, at kommunerne følger børn med særlige behov ud over det første leveår.

Som et led i den samlede flygtningepolitik har Aalborg Kommune siden april 1994 haft tilbud om sundhedsplejerskebesøg til alle minoritetsfamilier med børn i 21/2- og 41/2-års alderen uden dagpleje- eller institutionsplads. I gennemsnit har det på årsbasis drejet sig om cirka 65 børn på 21/2 år og cirka 30 børn på 41/2 år. Samlet antal 0-6 årige er 721 per 1. januar 1998.

Forud for et besøg kontakter sundhedsplejersken familien, enten telefonisk eller per brev, oversat til de forskellige minoritetssprog. Her gøres det klart, hvad formålet er, således at forældrene har mulighed for at vælge, om de vil modtage besøg af sundhedsplejersken eller ej, men næsten alle tager imod tilbuddet. I en del familier kommer sundhedsplejersken i forvejen til mindre søskende.

Der afsættes halvanden time til et besøg, og i de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt med et enkelt. Opfølgning sker dog til cirka 20 procent af børnene af forskellige årsager. Hvor der er kommunikationsvanskeligheder, er der tolk med.

Formålet med besøgene er:

• at give sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende vejledning specielt om udvikling og opdragelse, sprog, legetøj, kost med mere.
• at følge barnets udvikling og familiens trivsel og ved behov henvise til andre instanser samt oplyse om/motivere for daginstitution, legestue, mødregruppe.

Indholdet i et 21/2- og 41/2 års besøg retter sig i vid udstrækning efter, hvilke specifikke behov for vejledning der er i den enkelte familie. Ofte vil der være spørgsmål om kost og spisevaner, sygdom, hygiejne herunder tandhygiejne, opdragelse, påklædning, søvn og meget andet. Her skal det handle om sundhedsplejerskens rolle i forbindelse med tilbuddet om sprogstimulering. Som det fremgår, er der ikke lagt op til, at der foretages en screening af barnets sprog. Det ville også være yderst vanskeligt. Sundhedsplejersken må danne sig et billede af sprogudviklingen ved at spørge forældrene om deres egen vurdering af barnets sprog og ved sammen med tolken at observere, hvordan barnet taler med forældrene.

Bøger og legetøj mangler

I besøgene tager sundhedsplejersken udgangspunkt i de tanker, forældrene har gjort sig om deres barns fremtid og om de forventninger, det danske samfund har til tosprogede børn, om at lære dansk. Sundhedsplejersken kan gøre betydningen af børnenes modersmålsindlæring klart for forældrene og opfordre dem til, at de altid taler deres eget sprog i hjemmet. Umiddelbart er dette ikke altid indlysende for alle forældre, især ikke når de efterhånden selv opnår en vis sproglig kompetence på dansk. Modersmålet står som noget centralt, fordi det er en vigtig del af et menneskes identitet og det sprog, hvortil følelser er knyttet. Med et godt fundament i modersmålet er det desuden lettere at lære dansk.

En del børnebiblioteker har i dag et udvalg af billed- og eventyrbøger, bånd med musik og sange på forskellige sprog. Sundhedsplejersken kan i samtalen med forældrene om sprogtilegnelse anbefale, at de gør brug af disse ting. I mange monoritetsfamilier er der imidlertid ikke tradition herfor, ligesom legetøj også ofte mangler. Det skyldes blandt andet, at tilknytning til mennesker vurderes højere end tilknytning til ting, herunder legetøj. I hjemlandet ville legetøj desuden være unødvendigt, eftersom børn i stedet deltager i daglige gøremål, leger mere udendørs i store gruppelege og har flere familiemedlemmer til at tage sig af sig. I Danmark er situationen den, at børnene ofte mangler legekammerater og udfordringer. Hertil kommer, at ansvaret for opdragelsen alene hviler på forældrene. Sundhedsplejersken kan give vejledning om alderssvarende letgetøj i forbindelse med stimulation og beskæftigelse af børnene.

Dansk Pædagogik

Legetøj og organiseret leg indgår også som en vigtig del af det pædagogiske arbejde i børnehaverne. Legetøj symboliserer ofte de voksnes verden og forbereder dermed til voksentilværelsen. For danske forældre er dette velkendt, ligesåvel som opdragelsesmetoder og midler er det. Vi stiller i en tidlig alder krav til børnene om selvstændighed, og der tages udgangspunkt i det enkelte individ. Dette er i skarp modsætning til indstillingen i mange andre kulturer, hvor individet er forankret i en større enhed, slægten, og kravene mere går i retning af respekt og ansvarlighed over for familiefællesskabet.

Disse forskelle kan sundhedsplejersken diskutere med minoritetsforældrene. Hun kan forsøge at få dem til at forstå, at børnehaven ikke kun er en pasningsordning, men at de pædagogiske aspekter også for børnene betyder en forberedelse til det videre liv i det danske samfund, herunder skolegang.

Børnehaven

Ikke mindst den sproglige dimension er det vigtigt at få drøftet. Forældrene bliver til stadighed bombarderet med kravet om, at de selv lærer dansk hurtigst muligt. Derfor er det også forståeligt, at de mener, at det samme må gælde for deres børn. Det kan foranledige, at de ønsker børnene optaget i en dansk dagpleje eller i en ren dansk børnehave. Ensidig satsning på dansk sprog og kultur kan imidlertid føre til en begrænset kontakt forældre og børn imellem. Det er indlysende, at etniske minoritetsbørn, der vokser op i Danmark, skal lære at tale dansk og begå sig i det danske samfund. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan denne proces foregår. Meget tyder på, at det bedst sker i dagligt og naturligt samvær med jævnaldrende danske børn. I relation til dette er en tokulturel børnehave, som der gives eksempel på senere, et godt tilbud, som sundhedsplejersken kan informere om og motivere forældrene til at benytte sig af.

Hun kan endvidere være behjælpelig med at skabe kontakt til Pladsanvisningen.

Aalborg Kommune giver ikke automatisk pædagogisk friplads til tosprogede børn. I hvert enkelt tilfælde vurderes behovet herfor, men sundhedsplejersken kan søge om opprioritering, hvis det skønnes nødvendigt. Det samme kan Social- og Sundhedsforvaltningens rådgivere, som også har en vigtig rolle, når det gælder information om tilbuddene på daginstitutionsområdet.

Modersmålspleje

Sprogforskere og andre eksperter er enige om, at det er mest hensigtsmæssigt, at etniske minoritetsbørn passes hjemme det første par år. Herved lærer de forældrenes kultur og sprog at kende, før de skal forholde sig til en anden kultur, den danske. Behovet for pasningsordninger til de mindre børn er imidlertid blevet mere aktuelt. Det skyldtes kravet om de voksnes deltagelse i danskundervisning og lov om aktivering, hvorved også kvinderne i højere grad er kommet på arbejdsmarkedet.

I Aalborg Kommune er der efterhånden oprettet et antal modersmålsdagplejer til at imødekomme dette behov. 34 dagplejere tager sig af i alt 110 børn. En modersmålsdagpleje har samme standard, indhold og struktur som en dansk, men dagplejeren er af samme nationalitet som børnene. Det betyder, at børnene får de bedste muligheder for at få stimuleret og udviklet deres sprog og kultur og dermed deres identitet. Den voksne er genkendelig og forståelig, hvilket giver tryghed. Dagplejerne kommer på kursus, som specielt er tilrettelagt for dem. Der er desuden ansat pædagoger, hvis opgave det er udelukkende at støtte og vejlede modersmålsdagplejerne.

Denne ordning bliver fulgt op af en tokulturel model på institutionsområdet. I en række børnehaver er der en dansksproget gruppe og 1 eller 2 tosprogede grupper på enten 5 eller 7 børn af samme etniske oprindelse. I alt er der 34 grupper med minoritetsbørn. Til hver gruppe er der knyttet en tosproget pædagogmedhjælper, hvis særlige kvalifikationer på sprog og kultur er en nødvendig forudsætning for det pædagogiske arbejde med børnene.

Pædagogikken lægger vægt på legen og på børnenes indflydelse på aktiviteterne.

Tosproget pædagogmedhjælper

Især ved starten i børnehaven, hvor børnene forstår meget lidt dansk, er den tosprogede pædagogmedhjælper en tryghedsskabende faktor og en vigtig identifikationsfigur. Den tosprogede pædagogmedhjælper er desuden bindeled mellem minoritetsforældrene og institutionen ved at bistå personalet i forældresamarbejdet.

Pædagogerne i tokulturelle institutioner har en særlig opgave i at holde sig ajour med fagligt stof vedrørende tokulturel og tosproget opvækst. Der arrangeres derfor løbende kurser og temadage om emnet, ligesom der er mulighed for at få supervision i det daglige arbejde. En pædagogisk konsulent er ansat til at varetage disse opgaver.

Modersmålsdagpleje og tokulturelle institutioner har fungeret i cirka 10 år i Aalborg Kommune, og erfaringerne er positive. Når den opsøgende indsats til 21/2- og 41/2 års minoritetsbørn i Sundhedsplejen ses i sammenhæng med ordningen på dagpleje- og institutionsområdet, er der kontinuitet i integrationen.

Indskolingen viser, at etniske minoritetsbørn, der har været i tokulturelle institutioner – og det har 80 procent i Aalborg – klarer sig bedst. I august 1997 begyndte 139 etniske minoritetsbørn i skolernes børnehaveklasser, heraf kun 12 i modtageklasse med specialundervisning. Med andre ord, 127 børn havde tilstrækkelige danskkundskaber til, at de kunne deltage i undervisningen sammen med deres danske kammerater. Der er derfor ikke i Aalborg Kommune planer om at foretage egentlige ændringer i relation til paragraf 4a i folkeskoleloven.

Signe Rimmer er sundhedsplejerske og flygtningekonsulent i Aalborg Kommune.

Nøgleord: Minoriteter, modersmål, småbørn, sprog, sundhedspleje.