Billig arbejdskraft eller fleksibel uddannelse

Mange gange har de studerendes arbejdskraftværdi overskygget praktikopholdenes uddannelsessigte.Foto:Mortenm Bo

Dansk Sygeplejeråd er ikke ganske uenig i alle de betragtninger om den fremtidige sygeplejerskeuddannelse, som Sundhedsuddannelsesrådet fremsætter over for Undervisningsministeriet.'' Sådan hedder det i lederen af Sygeplejersken nr. 37/97 (1). Hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd er stærkt kritisk over for forslaget, hvilket de begrunder såvel på lederplads som i en artikel inde i bladet.

'Klar forringelse' hedder overskriften på lederen. Det er især bekymring over, at de studerende anvendes som 'billig arbejdskraft', som har fået Hovedbestyrelsen til at reagere så skarpt: ''Det er helt uacceptabelt, at der dermed lægges op til såvel en forringelse af den kliniske uddannelse som en forringelse af det samlede sygeplejefaglige niveau i patientplejen.'' Det lyder slemt, og hvis det skulle gå sådan, er det klart uacceptabelt.

Udnyttelse af studerende

Det er godt, at fagforeningen er på vagt over for forringelser i medlemmernes løn- og arbejdsvilkår. Sygeplejeelevernes og senere sygeplejestuderendes tætte tilknytning til praktikstederne har historisk og aktuelt givet problemer. Mange gange har de studerendes arbejdskraftværdi overskygget praktikopholdenes uddannelsessigte. Men det vil Dansk Sygeplejeråd nu have stoppet, kan man forstå af lederen og artiklen. Det lyder i og for sig udmærket, selv om det kan undre, at hovedbestyrelsen i den grad markerer sig på dette område netop i forhold til Sundhedsuddannelsesrådets forslag. Dansk Sygeplejeråd var selv med til at forhandle den gældende vederlagsaftale, og gav her sin accept til, at de studerende i tredje uddannelsesafsnit kunne indregnes som en arbejdskraft på praktikstederne. Men alle har jo ret til at ændre standpunkt.

I de to første uddannelsesafsnit indgår de studerende ikke officielt i normeringen, men i praksis er det ofte tilfældet.

Selv om det er et lidt defensivt udgangspunkt, har jeg svært ved at se, at Sundhedsuddannelsesrådets forslag, på dette område, skulle gøre forholdene værre, end de er i dag. Men sådan ser hovedbestyrelsen ikke på sagen. Den slår fast, at der er tale om en ''klar forringelse,'' som tilsyneladende ikke blot forringer praktikuddannelsen, men også ''det samlede sygeplejefaglige niveau.''

Sundhedsuddannelsesrådets forslag

Hvad er det, Sundhedsuddannelsesrådet har foreslået, som kan bringe det så vidt?

De foreslår en fælles overordnet uddannelsesstruktur for de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, d.v.s. uddannelse til sygeplejerske, jordemoder, fysioterapeut, ergoterapeut, radiograf og hospitalslaborant (2,3).

Uddannelserne skal vare fire år, opdeles i semestre og have minimum 18 måneders praktik.

Uddannelsen foreslås opdelt i en tre-årig SU-finansieret førstedel, som skal ''...udgøre et samlet hele, hvor teori og praktik skal indgå i et nøje tilrettelagt samspil. Opnåelse af rutine i praksis er ikke et væsentligt mål i denne del af uddannelsen '' (2, s. 5).

Andel del på et år ''skal være en egentlig klinisk uddannelse med tæt tilknytning til arbejdsmarkedet og være aflønnet svarende til værdien af de studerendes arbejdsindsats i denne periode'' (2, s. 5).

Med ovenstående formulering er det svært at tro,

Side 27

at det kan være første del af uddannelsen, hovedbestyrelsen er nervøs for. Sundhedsuddannelsesrådets forslag slår fast, at de studerende i uddannelsens første del er helt frigjort fra at være arbejdskraft. I denne periode kan skolerne frit disponere over uddannelsestiden og indlægge kliniske studier på steder og i omfang, som alene er valgt ud fra faglige og pædagogiske overvejelser. Med Sundhedsuddannelsesrådets ord skal første del ''udgøre et afrundet hele, hvor teori og klinik skal indgå i et nøje tilrettelagt samspil. Opnåelse af rutine i praksis er ikke et væsentligt mål i denne del af uddannelsen'' (2, s. 5). Her lægges der direkte op til en beskyttelse af de studerende. Det er vel først, når rutinen indfinder sig, at de studerendes arbejdskraftværdi bliver aktuel.

I den nuværende uddannelse er det almindeligt, at de studerende allerede på et tidligt tidspunkt i uddannelsen bliver pålagt rutineopgaver uden afklaret uddannelsessigte. Det fremgår bl.a. af Evalueringsrapporten (4). Det kan vi tilsyneladende komme ud over med det nye forslag, og det er en væsentlig landvinding, som faget har kæmpet for i mange årtier.

Vimmelskaftet i kog

Det må være anden del af uddannelsen, der har bragt sindene i kog på Vimmelskaftet. Første års praktik bliver således hjørnestenen i kritikken. Det er reelt at være bekymret for uddannelsesmulighederne, når de studerende bliver regnet som arbejdskraftværdi, men det er vilkår, vi er kendt med. Sundhedsuddannelsesrådet vægtlægger, at anden del af uddannelsen skal have et klart uddannelsessigte. Sundhedsuddannelsesrådet skriver, at ''praktikken skal gennemføres under en nøje tilrettelagt vejledning/supervision, og korte teoriperioder kan evt. indgå i denne del'' (2, s. 5).

Det er svært at se, hvordan det adskiller sig fra praktikperioden i den nuværende uddannelses afsluttende uddannelsesafsnit, hvor de studerende også udgør en arbejdskraftværdi og får et vederlag.

Sundhedsuddannelsesrådet gør flere steder opmærksom på kvalitative krav til den kliniske uddannelse. Der skal som tidligere citeret være nøje planlagt vejledning/supervision, der skal ''sikres tilstrækkelig klinisk vejledning på et højt niveau'' (2, s. 6) og ''... praktikuddannelsen på samme vis som teoriundervisningen skal tilrettelægges med mål, plan og evaluering, og at praktik med arbejdsfunktion skal have et uddannelsesmæssigt formål'' (2, s. 6).

Ganske vist er papir taknemmeligt, men det er kun det skrevne forslag, vi kan forholde os til på nuværende tidspunkt. Hvis man sammenligner med den gældende uddannelsespraksis, har jeg svært ved at få øje på den ''klare forringelse'' som forslaget angiveligt skulle udtrykke. Tværtimod vil jeg sige.

Med forslaget synes de studerende i det mindste at være fredet for udnyttelse som billig arbejdskraft i de tre første studieår. Måske er det en ''klar forringelse'' i forhold til en anden ideel men ukendt målestok. Efter Evalueringsrapportens anbefalinger (4) kunne jeg have frygtet en klar forringelse af sygeplejerskeuddannelsen, fx hvis Sundhedsuddannelsesrådet havde fulgt ideen om at forkorte den samlede uddannelsestid tre et halvt år. I det lys må der være tale om en klar forbedring.

Uafklaret finansiering

Hvad arbejdsgiverne måtte have af skumle hensigter og fortolkninger af teksten, er en anden sag, som man ikke kan lægge Sundhedsuddannelsesrådet til last, og det forekommer mig ikke reelt at bruge disse udsagn i vurderingen af forslaget.

Et forhold i forslaget, som vækker bekymring hos mig, er Sundhedsuddannelsesrådets forestillinger om, at forslaget skal være udgiftsneutralt. Hvordan skal en bedre praktikvejledning, opkvalificering af lærerkorpset m.v. finansieres?

Hovedbestyrelsen skriver, at ''arbejdsgiverne har tilkendegivet, at de vil anvende den besparelse, der ligger i en sådan ansættelse af studerende i forhold til den nuværende vederlagspraktik, til praktikvejledning'' (1, s. 37). Det må, så vidt jeg kan forstå, referere til ansættelsen i anden del af uddannelsen. Jeg har svært ved at se, hvori besparelsen skal bestå, medmindre arbejdsgiverne kan komme igennem med en sænkelse af den nuværende lave vederlagstakst. Det kan der vist ikke komme mange kroner ud af, medmindre Dansk Sygeplejeråd og vi andre uddannede

Side 28

helt svigter vores kommende kollegaer. Ganske vist har Dansk Sygeplejeråd ikke direkte forhandlingsret for de studerende, men det har ikke hindret, at fagforeningen er medunderskriver på den nugældende vederlagsaftale.

Jeg vil gerne følge Dansk Sygeplejeråd så langt, at det er vigtigt ikke at være naiv omkring økonomiske forhold, men jeg opfatter, at hovedbestyrelsen er havnet i den modsatte grøft.

Tæt på plejefællesskabet

Midt i alle bekymringerne om udnyttelse kunne det være relevant at overveje, om der ikke også kan være positive aspekter ved denne tætte tilknytning. Kunne det tænkes, at den tætte tilknytning kan være en forudsætning for læring af visse meget vigtige sider af faget? Det forpligtende længerevarende samarbejde med andre sygeplejersker og det tværfaglige team kan give mange værdifulde kundskaber. Den studerende kommer på indersiden af plejefællesskabet. Hun får et selvstændigt ansvar over for patienter og personale. Hun får en klarere indsigt i rutiner og arbejdsgange. Hun får del i den kollektive kundskab, som binder dagligdagens patientpleje og øvrige gøremål sammen.

Det er muligt, at disse læringsmæssige gevinster også kan nås, hvis den studerende er helt frigjort fra arbejdskraftværdien. Flere har dog problematiseret den generelle tendens til at bringe målstyringen og skolelogikken med ud i praktikken. De mener, at de studerende derved bringes i en ydersideposition i praktikforløbene. Bl.a. har Steinar Kvale (5) beskrevet andre fag, som har fået svækket deres faglighed pga. de studerendes manglende integration i arbejdsfællesskabet. Kirstin Heggen (6) har påvist det samme i forhold til den norske sygeplejerskeuddannelse. Her har de studerende i mange år været uden for normeringen.

Jeg kan ikke overskue, om det behøver at gå sådan, eller om det kan planlægges pædagogisk, så disse værdier kan bevares uden den tætte arbejdskrafttilknytning. Efter min opfattelse er det en 'klar' overdrivelse at tale om forringelse i denne forbindelse. Læst med en positiv tilgang har Sundhedsuddannelsesrådet netop ovennævnte læringsmæssige gevinster i sigte med deres formål for anden del af uddannelsen.

Kortere praktik

Hovedbestyrelsen beklager den mulige forkortelse af den praktiske uddannelse fra de nuværende 20 måneder til 18. Det kan være en reel bekymring, men på den anden side er der tale om minimum ni måneders praktik i første del af uddannelsen, hvilket giver mulighed for en øgning, hvis behovet viser sig. Hvis hovedbestyrelsen ikke er beroliget af denne mulighed, kan de blot foreslå en forlængelse af den kliniske uddannelse med fx to måneder. Så vidt jeg kan bedømme, vil det ikke ødelægge Sundhedsuddannelsesrådets intentioner.

Som repræsentant for uddannelsessiden af faget synes jeg, forslaget rummer mange positive elementer. Nogle af disse er også nævnt i artiklen i 'Sygeplejersken', men de synes at blegne ved siden af de negative sider, som hovedbestyrelsen trækker så kraftigt frem. Jeg synes, der er mange vigtige og fremadrettede forslag, som bør fremhæves:

• Uddannelsen foreslås forlænget til fire år
• Uddannelsen foreslås semesteropdelt
• Skolerne skal styre uddannelsen som helhed
• Sygeplejeuddannelsen knyttes sammen med de øvrige mellemlange videregående sundhedsuddannelser. Uddannelser, som vi rekrutterings- og uddannelsesmæssigt har meget mere til fælles med end de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, som vi nu er knyttet sammen med.
• Der åbnes mulighed for en overflytning til det videregående uddannelsessystem med merit.
• Behovet for lærerstabens kvalificering på kandidatniveau betones.

Godt forslag

Måske er hovedbestyrelsen også positive over for disse dele af forslaget, eller som de skriver i lederen, ikke ''ganske uenige i alle de betragtninger om den fremtidige sygeplejerskeuddannelse'' (1, s. 3). Men de burde efter min mening have været fremhævet. Sygeplejefaget kan forpasse en væsentlig chance, hvis de sætter disse ideer over styr på grundlag af frygten for et eventuelt misbrug af de studerendes arbejdskraft.

Jeg synes, at Sundhedsuddannelsesrådet har givet en god og fleksibel ramme for planlægningen af en kommende sygeplejerskeuddannelse. Forslaget giver rum for en mere fleksibel brug af såvel det teoretiske som det kliniske uddannelsesrum, og samspillet kan udnyttes meget mere udviklende, end vi har haft mulighed for i den aktuelle uddannelse. Det interessante bliver, hvilke rammer en kommende bekendtgørelse vil give for skolernes detailplanlægning.

Det er udmærket med en vågen fagforening, som er på vagt over for forringede arbejds- og lønvilkår, men det er ærgerligt, hvis de derved overser eller underkender de faglige og pædagogiske muligheder, der åbnes op for i Sundhedsuddannelsesrådets forslag. Kritisk holdning er også udmærket, men jeg kunne savne nogle klare uddannelsespolitiske forslag og visioner fra hovedbestyrelsens side. Hvad forestiller Dansk Sygeplejeråd sig om en kommende uddannelse?

Som Ann Brandt skriver i en kommentar i 'Sygeplejersken' nr. 40/97 (7), savner jeg også den uddannelsespolitiske debat i fagforeningen og i fagbladet.

Litteratur

1. 'Sygeplejersken' 1997, 37: s. 3 og 26-27.
2. Reform af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser. Undervisningsministeriet 1997.
3. Rådsudtalelse vedrørende evaluering af sygeplejerskeuddannelsen. Sundhedsuddannelsesrådet juni 1997.
4. Sygeplejerskeuddannelsen. Evalueringsrapport. Evalueringscenteret 1996.
5. Kvale, Steiner. En pædagogisk rehabilitering af mesterlæren? Dansk Pædagogisk Tidsskrift nr. 41: s. 9-18.
6. Heggen, Kirstin. Sykehuset som 'klasserom'. 1996.
7. 'Sygeplejersken' 1997, 40: 14.

Carsten Nielsen er ansat på Sygeplejeskolen i Århus.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, sygeplejerskeuddannelsen, uddannelse.