Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Sygeplejersken 1998 nr. 40, s. 48

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

DEL AF GRUNDLAGET FOR PRIORITERING

Philippe Grandjean

Farlig forurening
Fra risikovurdering til forebyggelse

København: Sundhedsstyrelsen og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1998
174 sider, 128 kroner

Teknologien kan også have negative sider, som for eksempel sundhedsrisici. Samtidig hermed er forebyggelse af sygdom blevet prioriteret højt i samfundet, og bekæmpelse af forurening er blevet en central opgave.

Risikovurdering er en essentiel del af grundlaget for denne prioritering. Den er nyttig i både planlægningen af store opgaver på nationalt plan og på et mere beskedent niveau.

Vurdering af risici har i en del år indgået i uddannelsen af specialister inden for arbejdsmedicin og miljøforskning. Men der har indtil nu manglet litteratur på dansk om emnet. Forfatteren, professor dr.med. Philippe Grandjean, har i flere år undervist i risikovurdering både her og i udlandet.

Risikovurdering starter altid med, at man identificerer relevante farer, det vil sige mulige årsager til sundhedsrisici. Derefter bedømmes de aktuelle eksponeringer for de pågældende faktorer. Ud fra kendskabet til sammenhænge med sundhedsskadelige effekter kan eksponeringerne oversættes til en risikovurdering. Således forklarer forfatteren begrebet risikovurdering.

Selv om risikovurdering er bygget op gennem de seneste 50 år, har der ikke været et ensartet grundlag for forureningsbekæmpelse og forebyggelse. Forskere, myndigheder, industrier og internationale institutioner er ofte nået frem til forskellige resultater. Årsagen er, at mange aspekter kan lægges til grund for en risikovurdering.

Philippe Grandjean mener, at processen omkring risikovurdering kan gøres mere åben, så usikkerhederne kan blive bedre belyst, og relevante synspunkter kan tages i betragtning.

Men der vil altid være usikkerheder, og selv en nok så avanceret risikovurdering vil aldrig kunne dække over manglende viden. For at kunne prioritere den forebyggende indsats er det derfor nødvendigt at sikre sig en samlet dokumentation.

Bogen giver en baggrund for at forstå de elementer, der nødvendigvis må indgå i en risikovurdering. Den medtager også det skøn, som er nødvendigt at foretage i enhver vurdering.

Indholdet er lidt tung læsning med mange forklaringer, som understøttes af figurer og diagrammer, og hvor miljøet er i fokus. Selv om forebyggelse er særdeles relevant, og risikovurdering er en metode til afklaring, mener jeg ikke, at denne bog vil være den første, sygeplejersker vil gribe efter. Den vil nok snarere tiltrække forskere inden for miljømedicin og specialister inden for arbejdsmedicin.

Af Bente Everdahl, sygeplejerske, MPA.