Det gode sprog

Sygeplejersker bliver i tiltagende grad forfattere af patientinformationer, praksisbeskrivelser, standarder, projektforløb og afhandlinger. Mange af disse tekster er af svingende kvalitet, for selv om standarden ofte er høj, når det gælder det faglige indhold, er den enten sat for lavt, eller også nås den ikke, når det gælder udformningen.

Begge årsager er uacceptable, og resultatet er, at en del af disse tekster aldrig bliver læst, nogle bliver ikke forstået, og nogle bliver ligefrem til grin. Når det sker, går det ud over faget som helhed, og sygeplejersker over det ganske danske land kan ikke forvente faglig respekt, når vi ikke engang er i stand til at kommunikere skriftligt, hverken med hinanden eller med andre. Hvis vi vil fortsætte med at skrive i samme omfang som nu, eller endda mere, bliver vi nødt til at udvide vores fagområde med en disciplin, der hedder – det gode sprog.

Det gode sprog består af nogle velvalgte ord og sætninger samt en ordentlig tegnsætning. Det gode sprog er en forudsætning for, at en tekst tiltrækker og fastholder læserne, så de rent faktisk læser, hvad der står. Det er nemlig ikke nok at være forfatter – man skal også vælges, og det bliver man nu en gang kun af læserne. For eksempel er dét at få en boganmeldelse i Sygeplejersken ingen garanti for, at kollegerne standser op og lader sig inspirere, og at skrive og udlevere en patientinformation betyder ikke, at den læses. Man skal vælges.

For at en tekst kan siges at være god at læse, skal læserytmen være i orden, hvilket blandt andet betyder, at læseren ikke skal holde pauser for at lede efter meningen i et ord eller en sætning, og det betyder også, at øjnene ikke hele tiden bliver standset af skråstreger, stavefejl eller lignende, for når vi læser, sker det ved, at vi læser højt indvendigt – og hvordan læser man en skråstreg højt?

I denne artikel får du forslag til, hvordan du kan formulere din tekst, så den er behagelig at læse. Jeg har anvendt eksempler fra tekster, som er skrevet af sygeplejersker (alene eller som medforfattere) og fra tekster, som er skrevet til sygeplejersker. Eksemplerne er uden forfatterhenvisninger, da artiklen er ment som en inspiration til at skrive videre og absolut ikke som en revselse.

Undervejs er der et par grammatiske begreber. Første gang de optræder, er de markeret med *, og for de læsere, der kun kender de latinske navne, er der en dansk-latinsk oversættelse i liste 1. 

Liste 1. Grammatiske begreber på dansk og latin
DANSK:	LATIN:
bydemåde	imperativ
grundled	subjekt
lang tillægsform (nutids tillægsform)	præsens participium
navneord	substantiv
nutid	præsens
stedord	pronomen
sætningsord	verbalsubstantiv
tillægsord	adjektiv
udsagnsled	verbal
udsagnsord	verbum

Side 33

Jeg har gennem hele artiklen valgt at skrive 'hun' frem for det ulidelige 'hun/han'.

Basissproget er bedst

Når du skriver, er det vigtigt at vælge et sprog, som læseren forstår. Overordnet mener jeg dansk, men det danske sprog består af mange undersprog, og det er et af disse, du skal vælge, nemlig det, der kan kaldes basissprog. Andre eksempler på undersprog er fagsprog og kancellisprog. Jeg har valgt betegnelsen basissprog, da det er det sprog, vi lærer hjemme og i skolen, og som alle forstår. Det er enkelt konstrueret, men dækker samtidigt de flestes behov for at udtrykke sig præcist.

Ved siden af basissproget har vi hver især tilegnet os nogle andre undersprog, for eksempel fagsprog, alderssprog eller foreningssprog. Fagsprog er blandt andet at kalde lungerne for pulmones. Et alderssprog kan betyde, at nogle siger 'henrivende', mens andre siger 'sejt', og et foreningssprog betyder eksempelvis, at medlemmer af Dansk Sygeplejeråd skelner mellem overarbejde, merarbejde og inddraget fridag, mens andre måske kan nøjes med at sige ekstraarbejde.

Basissproget i Danmark er altså det fælles undersprog, som beherskes af samtlige dansktalende mennesker på tværs af enhver gruppering, og det er oplagt, at det er dét sprog, man skal benytte, når man vil skrive til andre. Af samme grund undrer det mig gang på gang, at det ikke sker. Hvad er det, der går galt? Manglende viden er en af årsagerne, og det vil jeg vende tilbage til, men et andet problem er, paradoksalt nok, at alle forstår det. Det giver simpelthen ingen prestige at anvende det. Man signalerer ikke, at man har været i stand til at hæve sig over basissproget og dermed nogle læsere.

''En fagmand, der skriver, så andre end hans kolleger kan forstå ham, løber stadig en risiko for at blive betragtet som mindre dygtig til sit fag, end hvis han skriver, så kun kollegerne kan følge med.'' Citat fra Politikens Håndbog i Nudansk (1).

Faldgruber

Der findes en del – ofte ubevidste – faktorer, der får forfattere til at svigte basissproget, og jeg vil kort nævne nogle af de faldgruber, du kan tage dig i agt for:

• Det giver prestige at anvende ord, som ikke er umiddelbart almindelige.

• Det kan være en vane. Man fortsætter med kendte ord og tegnsætninger uden at tænke over, om det kunne blive bedre.

• Afsmitning, det vil sige, at en patientinformation bliver farvet af forfatterens og afdelingens eget sprog, og et referat af en bog eller et foredrag kommer til at se ud som den originale tekst.

• Man kan tro, man skal leve op til nogle forventninger, som man tror, andre har, og hvis man skal aflevere en standpunktsbedømmelse af en studerende til sygeplejeskolen, mener man måske, at den skal have en vis snørklet form med en vis mængde særlige ord, for at overbevise sygeplejelæreren om, at man godt ved, hvad det handler om.

• Afstivning af sig selv: ''Når jeg skriver sådan, føler jeg mig klog eller ligner én, jeg ser op til.''

• Illusion. Ved at bruge bestemte ord og vendinger kan man bilde andre ind, at man eksempelvis er læge og ikke 'bare' sygeplejerske.

• Frygt for forandring og manglende vilje.

Prøv at finde ud af, om du ligger under for nogle uønskede påvirkninger, og skriv dernæst et sprog, du selv har valgt. 

Side 34

Uforståelige undersprog

Hvis en sygeplejerske skal skrive til nogle patienter, for eksempel breve eller vejledninger, skal hun både kende og bruge basissproget, hvilket de fleste er klar over, om end det som sagt kniber med at gennemføre det.

Men hvilket sprog skal en sygeplejerske bruge, når hun skal skrive til andre sygeplejersker? Du kan selvfølgelig bruge sygeplejefagsproget, men vær så venlig at lægge mærke til, at vores fælles fagsprog har nogle undersprog, som ikke alle sygeplejersker forstår. Som operationssygeplejerske har jeg et andet sprog end en hjemmesygeplejerske, og en teoretisk sygeplejerske har et sprog, der kan være så forskelligt fra mit som praksissygeplejerske, at jeg ikke kan forstå denne tekst fra vores fælles fagblad Sygeplejersken.

Afhandlingen fører den moralfilosofiske, moralpsykologiske og sygeplejeetiske teksttradition som belæg for sin position, men forholder sig kun polemisk til det spændingsfyldte i denne tradition: Den forholder sig slet ikke til, at grundperspektivet i afhandlingens egen position, 'den individuelle følelse', historisk er brugt som belæg for teorier, der fremmer ideen om den indre viljesenergi og intensitet hos det unikke historiske individ, den suveræne, der hersker og ud fra sin egen ret beslutter, hvad der skal være lov i et samfund(fx Carl Schmidt, nazismens teoretiker).

Forfatteren havde i sin indledning gjort opmærksom på, at hun kun skrev for andre teoretiske sygeplejersker, så hér er der for så vidt ikke noget problem. Det er der derimod, når en sygeplejerske tror, hun har kommunikeret med sine kolleger, og de så i virkeligheden er stået af for længe siden. For det første har hun spildt sin tid, for det andet får læserne aldrig glæde af hendes gode ideer. Jeg oplever, at problemet med uforståelige undersprog i sygeplejesproget hyppigst optræder i kommunikationen mellem (gamle) praksissygeplejersker og teoretikere (sygeplejelærere, studerende og akademikere), og min opfordring til alle sygeplejersker, uanset stilling, er: Brug det gode sprog, basissproget – også til fagfæller.

Ud med lange og formelle ord

Ordvalget er en af forskellene på basissprog og andre sprog, og i det følgende giver jeg en række eksempler på, hvor og hvordan du kan vælge for at slippe af med dårlige ord.

En overordnet regel er, at du skal undgå lange ord. Lange ord kan i sig selv være besværlige at læse, man da de samtidig er rigt repræsenteret blandt de ord, der gør en tekst formel, upersonlig og svær at forstå, skal du virkelig være efter dem med lugejernet.

Nogle af de ord, jeg vælger fra, virker måske ikke umiddelbart dårlige i dine øjne, for når man betragter dem hver for sig, er det overvejende ord, som næsten alle mennesker kender, men det er nu en gang sådan, at der ikke skal være ret mange af dem i en tekst, før helheden bliver påvirket, og læserytmen bliver ujævn eller endnu værre, slet ikke kommer i gang.

Ud over reglen om at undgå lange ord, skal du generelt undgå ord, der gør din tekst formel. En formel tekst kan man også kalde for stiv, gammeldags eller højtidelig, men uanset hvad du kalder den, skaber den afstand mellem dig og din læser. Formelle ord finder du til dels i en blandet gruppe, hvor lange og formelle ord kan erstattes direkte af nogle kortere med samme betydning, som i denne sætning: Den studerende indhenter tilladelse hos lederen, hvor der på et mere moderne dansk kunne stå: Den studerende får lov af lederen.

En anden gruppe formelle ord består af udsagnsord*, der slutter på -ende (lang tillægsform*), for eksempel stigende. Hvis disse ord skiftes ud med ganske almindelig nutid*, biver stilen i teksten lettere, og som eksempel kan sætningen: Den stigende aktivitet i afdelingen betyder, at . . . ændres til: Afdelingens aktivitet stiger, og det betyder, at . . . Formelle ord er også oppustede ord, som kan være opnå i stedet for nå og opstart i stedet for start.

Der findes rigtig mange formelle ord, og da de sniger sig ind i næsten alle tekster og samtidig er lette at skifte ud med nogle bedre, har jeg samlet en del eksempler i liste 2, 3 og 4.

Mennesker foran og bag ved ordene

Ord, som gør en tekst personlig, er mange gange bedre end neutrale ord, især i breve, men også i patientinformationer, praksisbeskrivelser og lignende, hvor det gerne må kunne ses, at der er mennesker både foran og bag ved ordene.

Side 35

En tekst er personlig, når den tydeligt viser, hvem der skriver til hvem, og det kan du blandt andet sikre dig ved at bruge personlige stedord* i stedet for man og i stedet for udsagnsord i passiv. Personlige stedord er jeg, du, han, hun, vi, I, de, De samt deres bøjninger: mig, dig osv. Udsagnsord i passiv ender på -es eller -s, for eksempel forefindes.

I stedet for at fortælle en patient, at: Man kan blive svimmel de første døgn efter . . . burde sygeplejersken henvende sig direkte til patienten og skrive: De kan blive svimmel . . .

Og i de følgende sætninger med udsagnsord i passiv: Praktikdelen bruges til . . ., Telefon forefindes ved trappen burde der stå: Du skal bruge praktikdelen til . . . og De kan finde en telefon ved trappen. 

Liste 2. Eksempler på formelle og uformelle ord
UNDGÅ:	SKRIV HELLERE:
angående	om
bero	findes
dersom	hvis
formindske	gøre mindre
følgelig	derfor
hvorledes	hvordan
inden for	i
ligeledes	også
med det formål	for
medbringe	tage med
modtage	få
påhviler	skal
samt	og
samtlige	alle
såfremt	hvis
såsom	for eksempel
såvel . . . som	både . . . og
tillige	også
udarbejde	lave
vedblivende	stadig
vedrørende	om
yderligere	flere

Formelle ord gør en tekst højtidelig og skaber på den måde afstand til læseren.

Du kan sagtens bruge personlige stedord, selv om du skriver på en afdelings eller en institutions vegne, blandt andet i denne orientering fra en sygehusledelse: Man har fra ledelsens side lagt vægt på . . . Her ville det være meget mere personligt, hvis der stod: Vi har lagt vægt på . . . Det kræver naturligvis, at der er en tydelig afsender et andet sted i skrivelsen – i dette tilfælde hed papirets overskrift: 'Information fra ledelsen' – og hvis du skriver på brevpapir, er afdelingens eller institutionens navn ofte trykt på forhånd. 

Liste 3. Eksempler på lang tillægsform og tilsvarende nutid
UNDGÅ:	SKRIV HELLERE:
afgående	går af
ansvarshavende	har ansvar
bedrevidende	ved bedre
forebyggende	forebygger
kommende	kommer
reflekterende	reflekterer
skrivende	skriver
stuegangsgående	går stuegang
tillidsvækkende	vækker tillid
vedrørende	vedrører/kommer ved

Bland ikke personlig og upersonlig tekst – det virker rodet – som her: Kære Lisbeth. Vi har fået svar på dine blodprøver, og du bedes ringe angående en tid til samtale. Vælg stil, og skriv: Kære Lisbeth. Vi har fået svar på dine blodprøver. Ring, og få en tid til samtale.
 

Liste 4. Eksempler på oppustede ord og deres korte udgave
UNDGÅ:	SKRIV HELLERE:
afholde	holde
ankomme	komme
fodpedal	pedal
forblive	blive
forespørge	spørge
forinden	inden
fremsende	sende
nedlukke	lukke
opdele	dele
på det tidspunkt da	da
påbegynde	begynde
udskifte	skifte
vare ved	vare

En særlig gruppe ord, der er med til at gøre en tekst upersonlig, er sætningsord*. Sætningsord består af udsagnsord, som er ændret til navneord* ved at få tilføjet endelserne -else, -sel, -ing, -ning, -sion eller -tion, for eksempel er at undersøge blevet til undersøgelse. Sætningsord erstatter både grundled* og udsagnsled*, for eksempel undersøgelse i stedet for De skal undersøges, og det vil sige, at de erstatter en hel sætning, deraf navnet. Sætningsord gør teksten upersonlig, da de skjuler grundleddet og dermed eventuelle personer, som du kan se i dette eksempel: Den konstante vejrtrækning gennem munden vil ofte bevirke tørhed i mund og hals. Her kunne sygeplejersken trække patienten frem ved at skrive: De kan blive tør i mund og hals, fordi De bliver nødt til at trække vejret gennem munden. 

Liste 5. Eksempler på sætningsord, som kan skrives om til en sætning
UNDGÅ:	SKRIV HELLERE:
Overbliksdannelse	Danne sig et overblik
Der er mulighed for, at vi . . .	Vi skal måske . . .
Du skal give en beskrivelse af . . .	Du skal beskrive . . ., eller Beskriv . . .
Vi har modtaget en forespørgsel fra B4, om hvorvidt vi kan . . .	B4 spørger, om vi kan . . .
Fase 1 beror på bearbejdning af . . .	Fase 1 beror på, at vi bearbejder . . .
Bleernes brugbarhed skal vurderes.	Vi skal vurdere, om bleerne kan bruges.
Ved udskrivelsen . . .	Når De bliver udskrevet . . .
Anvendelse af apparatet, kræver . . .	For at bruge apparatet skal du . . .

Sætningsord kan være med til at gøre en tekst tung og upersonlig.

Liste 6. Eksempler på lange ord, som er sat sammen af flere korte
UNDGÅ:	SKRIV HELLERE:
Dataindsamlingsmetode	metode til indsamling af data
hjerneskadeafsnittet	afsnittet for hjerneskadede
informationsmængden	mængden af information
kompetenceudvikling	udvikle kompetence
kvalitetssikringsundersøgelsen	undersøgelse af hvordan vi sikrer kvaliteten
kvalitetsudviklingsprojekt	projekt som udvikler kvalitet
ligestillingsproblematikken	problemet med ligestilling
planlægningsgrundlaget	grundlaget for at planlægge
uddannelsesrelaterede	relateret til uddannelse
indsamle	samle ind
medbringe	bringe med
nedskrive	skrive ned
overgå til	gå over til
redegøre for	gøre rede for
tilse	se til
udbringe	bringe ud
uddele	dele ud
udsende	sende ud
videregive	give videre

Mange og lange sammensatte ord kan gøre en tekst besværlig at læse, blandt andet fordi de skal læses bagfra for at give mening. Navneordene er de længste, og udsagnsordene de hyppigste – i hvert fald i formelle tekster.  

Nogle sygeplejersker har en fin fornemmelse af, at det er godt at skrive personligt, men i

Side 37

stedet for at pakke sætningsordet ud, pakker de det ind i endnu flere ord, hvilket jeg vil illustrere med denne sætning: Undersøgelsen foregår på gynækologisk afdeling. Den kunne blive personlig: De skal undersøges på gynækologisk afdeling, men i stedet ser man ofte denne variation: De skal have foretaget en undersøgelse på gynækologisk afdeling.

De ekstra ord er ganske vist personlige, og meningen er da sådan set tydelig nok, der er bare ikke grund til at gøre det så langt og besværligt, og slet ikke hvis vi vil tage hensyn til, at nogle mennesker har endog meget svært ved at stave og læse.

Du kan se flere eksempler på sætningsord i liste 5.

Bændelormsord

Nogle ord kan kaldes dårlige, fordi de indeholder flere informationer på én gang. Det gælder de førnævnte sætningsord, som indeholder både udsagnsled og grundled, men det gælder i endnu højere grad for sammensatte navneord, for eksempel sommerferieplanlægningsmøde (møde for at planlægge sommerferie) og til dels også udsagnsord, for eksempel udskifte (skifte ud). Ord, som på den måde giver flere oplysninger på én gang, siges 'at være informationstætte' eller 'at have høj informationstæthed'. Betegnelsen bruges også om sætninger og tekster, men det er i alle tilfælde en dårlig egenskab, da læseren ikke kan nå at modtage og forholde sig til én information, før hun præsenteres for den næste.

Sammensatte ord er ikke kun dårlige, fordi de er informationstætte og upersonlige, de er også dårlige, fordi de skal læses bagfra for at give mening og derfor tvinger læseren til at zigzagge gennem teksten: fremad-baglæns, fremad-baglæns, som i dette referat: Mødet omhandlede deltidsansættelsesproblematikken. På flydende dansk kunne der stå: Mødet handlede om problemet med at ansætte på deltid. Sammensatte navneord kan gøres næsten uendelige, for eksempel sommerferieplanlægningsmødereferat, sommerferieplanlægningsmødereferatkopi, og derfor er der også nogle, der kalder dem bændelormsord.

Det er ikke alle ord, der har bedst af at blive delt, for eksempel tjenestetidsplan, hvorimod tjenestetidsplansændring er for langt. Der er ingen regler for, hvornår ordene bliver for lange, men du kan godt regne med at 'jo længere, jo værre'.

Der er flere eksempler på sammensatte ord i liste 6.

Erstat specielle ord med almindelige

Som nævnt er tekster besværlige at læse, når der er brugt informationstætte ord, men de mest besværlige tekster er dem, der er fyldt med ord, der er så specielle, at man slet ikke forstår dem, og hvor læserytmen derfor er fuldstændig spoleret. Personligt har jeg ikke noget imod, at rytmen forstyrres kortvarigt, fordi jeg skal gætte mig til betydningen af et ord (for eksempel om 'perciperende subjekt' betyder 'person, der sanser'), eller fordi jeg skal slå nogle enkelte ord op, men hvis det fortsætter og bliver besværligt, springer jeg gladeligt teksten over og vælger et af alle de andre tilbud, der er i tilværelsen – eller i Sygeplejersken – og det på trods af at jeg måske finder emnet både vedkommende og interessant. Eneste undtagelse er tekster, som jeg skal læse i forbindelse med eksempelvis uddannelse.

Som forfatter kan du godt gå ud fra, at andre læsere ligner mig, så hvis du vil udveksle synspunkter, gælder det om at erstatte så

Side 38

mange specielle ord som muligt med nogle almindelige.

Når du vurderer, om et ord er almindeligt eller ej, er det vigtigt at være opmærksom på den detalje, at ordet kan være kendt af din læser på to niveauer: På det ene niveau er hun fortrolig med ordet og forstår meningen, mens hun flyder let og ubesværet gennem en tekst. På det andet niveau kender hun ordet og forstår meningen, men kun hvis hun standser, tænker sig om og dermed bryder læserytmen.

Specielle ord kommer som sagt fra fagsprog (indbefattet vores egne underfagsprog), men som hovedregel er det ord, der står i en fremmedordbog, og i stedet for at skrive Afdelingen fungerer autonomt inden for universitetet kunne der lige så godt stå: Afdelingen fungerer selvstændigt inden for universitetet.

Du kan ikke helt undgå at bruge specielle ord, men så bør du forklare dem ved hjælp af basissprog, og du bør skrive basissprog først og dernæst de specielle ord. På den måde undgår du at efterlade en patient eller en kollega med følelsen af, at dit sprog er det, der først og fremmest bruges (og altså er det rigtige), og at læserens sprog hører til i en parentes. Som eksempel kunne denne indledning til en patientinformation: TUR-B = skrælning af blærepapillom (blærepolyp) skrives om, så den begynder med basissproget og supplerer med specialordene: Fjernelse af blærepolyp. Operationen kaldes TUR-B, og De vil muligvis møde dette udtryk. Der er flere eksempler på specielle ord i liste 7. 

Liste 7. Eksempler på specielle og almindelige ord

UNDGÅ:	SKRIV HELLERE:
distance	afstand
evaluere	vurdere
gastroskopi	kikkertundersøgelse af mavesækken
implicit	underforstået
irrelevant	unødvendigt
kontinuerlig	vedvarende
obligatorisk	tvungen
reflektere	overveje eller tænke på
relatere	sætte i forhold til
relevant	væsentlig
struktur	opbygning
subtil	spidsfindig

En forfatter bør foretrække almindelige ord, som hun kan regne med, at læseren forstår og helst også er fortrolig med.

Når du i øvrigt vælger ord, er det en god ide at bruge samme ord for samme ting i samme tekst, for hvis du eksempelvis skifter mellem plastikrør, kanyle, venflon og drop, kan læseren blive i tvivl om, hvorvidt ordskiftet markerer en reel forskel, eller om det blot er et rodet udtryk for manglende beslutsomhed hos forfatteren.

Og så skal du selvfølgelig bruge din sunde fornuft og undgå, at teksten bliver fjollet. En bækkenkoger skal ikke blive til 'en maskine, der koger bækkener', men du skal være fuldstændig sikker på, at hvert eneste ord er valgt med vilje og ikke med vane.

Lidt grammatisk repetition

Ud over at tænke grundigt over ordvalget i din tekst, skal du også tænke over, hvordan du laver sætninger.

Når man taler om sætninger og deres opbygning, kommer man ikke uden om at kende nogle få grammatiske begreber, og du skal allerførst vide, at en sætning kan deles op i led. Man regner med syv slags sætningsled, men de vigtigste er udsagnsled og grundled.

Udsagnsled: Sygeplejersken møder i aftenvagt. Rekreation tilrådes. Udsagnsleddet findes ved, at man kan sætte 'jeg' foran: Jeg møder. Jeg tilrådes.

Grundled: Sygeplejersken møder i aftenvagt. Rekreation tilrådes. Grundleddet findes ved at spørge med 'hvem' eller 'hvad' + udsagnsled: Hvem møder? – Sygeplejersken møder. Hvad tilrådes? – Rekreation tilrådes.

At finde grundled og udsagnsled kaldes også at sætte kryds og bolle, idet grundleddet markeres med et kryds, og udsagnsleddet med en bolle.

For at en sætning overhovedet kan kaldes en sætning, skal den indeholde både grundled og udsagnsled. Husk det!

De almindeligste sætninger er helsætninger (hovedsætninger) og ledsætninger (bisætninger).

En helsætning udgør en helhed, der kan stå alene, ofte en konklusion, og en helsætning

Side 39

er ikke led i en anden sætning. Sygeplejersken møder i aftenvagt. De er velkommen til at ringe.

En ledsætning er en sætning, der fungerer som led i en anden sætning: Sygeplejersken siger, at hun møder i aftenvagt. Hvis der opstår problemer, er De velkommen til at ringe. Ledsætninger indeholder ofte forklaringer, forudsætninger, årsager og begrundelser, og de begynder ofte med der, mens, selvom, som, når, hvis, hvem og de øvrige hv-ord.

Kommaer

Mellem ord og sætninger skal du jævnligt placere et tegn, da det viser, hvilke dele af din tekst der hører sammen, og hvilke der skal adskilles. Her får du nogle regler for de to vigtigste tegn, punktum og komma.

Punktum er et såkaldt stort tegn og sættes:

• Når en mening er slut, altså ofte efter en helsætning.

Bydemåde gælder for en sætning: Spis noget mindre. Dyrk noget motion.

• I forkortelser, blandt andet cand.cur., dvs. ca., mfl., f.eks. og bl.a. (I artikler til Sygeplejersken må der slet ikke være forkortelser, red.).

Komma, som er et mindre tegn, sættes mellem punktummerne og hjælper din læser med at holde rytmen og at forstå meningen. Alle kommaer sættes efter nogle ganske bestemte regler, der senest er revideret i 1996, og som skelner mellem traditionelt komma og nyt komma. Traditionelt komma hed tidligere grammatisk komma, og disse regler, der er fra 1986, er ikke ændret. Nyt komma har et regelsæt fra 1996, som afløser det, der før hed pausekomma, og som i en kort periode blev kaldt enhedskomma.

Begge kommaer sættes som sagt efter faste regler, så uanset hvilket regelsæt du vælger, er du nødt til at analysere din tekst, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ramme en pæl gennem myten om, at det er tilladt – endsige læsevenligt – at strø tilfældige kommaer ud over en tekst og så gemme sig bag den påstand, at man bruger pausekommatering.

Om du vælger det ene eller det andet regelsæt, er en smagssag. Dansk Sprognævn anbefaler nyt komma (2), men hvis du vil have en tekst i Sygeplejersken, skal du anvende traditionelt komma (3). Heldigvis sættes de fleste kommaer ens, og jeg har lavet en liste med nogle af de vigtigste regler. Hvis du følger dem, skulle du kunne lave en tekst, der er god at læse, men hvis du vil skrive en korrekt tekst, må du læse litteratur, der uddyber emnet.

Både traditionelt og nyt komma sættes:

• Mellem helsætninger, hvor der ikke er sat et punktum: Ambulatoriet ligger i indgang 22, og røntgenafdelingen ligger i indgang 20. Selv om du udelader et udsagnsled i en helsætning, er det stadig en helsætning: Ambulatoriet ligger i indgang 22, og røntgenafdelingen () i indgang 20.

• Omkring indskud, der kan undværes: Sygeplejersken møder, igen i dag, i aftenvagt. Sygeplejersken møder i aftenvagt, igen i dag.

• Ved opremsninger, i stedet for og, men eller et eller. Personalet består af læger, sygehjælpere og sygeplejersker. (Personalet består af læger og sygehjælpere og sygeplejersker).

• Mellem tillægsord*, der fortæller noget om den samme ting eksempelvis en venlig, mandlig sygeplejerske. (En venlig og mandlig sygeplejerske).

• Foran tilføjelser, der forklarer og præciserer, for eksempel bl.a., fx, dvs., således, nemlig og selvom.

• Efter ledsætninger: At de får for lidt i løn, er sygeplejerskerne enige om. Traditionelt komma skal du desuden sætte:

• Foran ledsætninger: Sygeplejerskerne er enige om, at de får for lidt i løn.

Side 40

Nyt komma sættes ikke foran ledsætninger: Sygeplejerskerne er enige om () at de får for lidt i løn. (Og det er såmænd den største forskel på de to slags kommaer).

For begge kommaer gælder det i øvrigt, at du altid må sætte et komma – eller lade være – hvis det er nødvendigt for forståelsen, men hvis det er nødvendigt, er det nu bedre at lave en ny sætning, der ikke kan misforstås.

Skriv i helheder

Når du skal formulere sætninger, gælder det først og fremmest om at skrive i helheder og at komme til sagen med det samme.

At skrive i helheder betyder, at der helst kun skal være én information per sætning, altså at sætningen ikke må være informationstæt (jævnfør afsnittet om sammensatte ord). Du skal derfor bestræbe dig på at skrive korte sætninger og bruge masser af punktummer. En god sætning har ikke mere end 20-25 ord, og i stedet for denne sætning på 40 ord: Med udsendelsen af debatoplægget 'Sundhedspolitiske værdier og mål' i dette nummer af tidsskriftet samt afholdelsen af tre regionale sundhedspolitiske konferencer i november måned har Dansk Sygeplejeråd signaleret startskuddet til en debat om, hvilke grundholdninger det danske sundhedsvæsen bør bygges på, kunne der stå tre korte sætninger: Dansk Sygeplejeråd har udsendt debatoplægget 'Sundhedspolitiske værdier og mål' i dette nummer af tidsskriftet. Vi holder også tre regionale sundhedspolitiske konferencer i november måned. Dermed har vi signaleret startskuddet til en debat om, hvilke grundholdninger det danske sundhedsvæsen bør bygges på.

Den længste sætning er nu på 17 ord.

Korte sætninger kan også blive for korte, og hvis der samtidig er for mange af dem, falder de nærmest over hinanden og gør læseren lige så forpustet, som hvis der ingen pauser er: Dansk Sygeplejeråd har udsendt et debatoplæg. Det hedder 'Sundhedspolitiske værdier og mål'. Det er udsendt med dette nummer af tidsskriftet. Vi holder også tre regionale konferencer. Det bliver i november . . .

Hvor grænsen går, er en skønssag, men ofte er det godt at variere længden, og du må bruge din sunde fornuft, ligesom når du vælger ord.

Sætninger i punktform kan være en god mulighed, hvis du vil give din læser et hurtigt overblik over indholdet. Det er ikke alle emner, der egner sig til det. Men eksempelvis kunne disse to sætninger: Når du er færdig med at skrive en tekst, skal du først kontrollere de enkelte ord og dernæst sætningerne. Bagefter skal du se på tegnsætningen og til sidst på rytmen. Skrives således: Når du er færdig med at skrive en tekst, skal du kontrollere følgende: 1. Ordvalg, 2. Sætninger, 3. Tegnsætning, 4. Rytme.

Budskabet skal frem

I sætninger – som i tekster – skal du sørge for at komme til sagen med det samme, så din læser ikke når at undre sig over meningen med de indledende vendinger. Du kommer til sagen ved at begynde med en helsætning, som jo netop indeholder en konklusion eller et hovedbudskab, eksempelvis Dansk Sygeplejeråd vil rejse en sag. Efter denne meddelelse kan du komme med ledsætninger med argumenter og andre kommentarer, i dette tilfælde når der er grundlag for det. Mange forfattere skriver hovedsætningen til sidst, fordi det virker logisk at bygge en argumentation op, som munder ud i en konklusion: Når der er grundlag for det, vil Dansk Sygeplejeråd rejse en sag. Men i skriftlig kommunikation er det nu engang meget lettere at forstå en sætning, hvis man først får at vide, hvad det er, man skal forholde sig til og dernæst får at vide, hvorfor eller hvordan forfatteren er kommet frem til dette eller hint: Dansk Sygeplejeråd vil rejse en sag, når der er grundlag for det.

(Den originale sætning hedder: Når der er grundlag for at rejse en sag om erhvervsbetinget lidelse, herunder de psykosociale sager, civilretsligt, vil Dansk Sygeplejeråd rejse den. Den kunne lyde: Dansk Sygeplejeråd vil rejse en civilretlig sag om erhvervsbetinget lidelse, herunder de psykosociale sager, når der er grundlag for det).

Argumenter kan bestå af andet end ledsætninger, og for at du kan være sikker på at få konklusionen fyret af med det samme, er det en god ide at sætte udsagnsleddet så langt frem som muligt, og ikke, som i næste eksempel, at gemme ordet er bag 22 andre ord: For at støtte den enkelte efter en udskrivelse samt tilgodese en implementering

Side 41

af tillærte metoder, strategier og færdigheder i den virkelige hverdag er der på hjerneskadeafsnittet M et ambulant tilbud om at blive tilknyttet vores ambulantgruppe. Der kunne stå: På hjerneskadeafsnit M er der et ambulant tilbud om at blive tilknyttet vores ambulantgruppe . . .

Ledsætninger, der åbenlyst beskriver en årsag eller en grund, skal især sættes til sidst, og da de tit begynder med at, da, eftersom, fordi, idet og siden, skal du i praksis undgå at sætte et af disse ord efter et punktum.

Samtidig med at det er vigtigt at begynde med en helsætning, er det mindst lige så vigtigt, at den ikke deles, og at du altså ikke anbringer en ledsætning midt i en helsætning, så grundleddet står i den ene halvdel og udsagnsleddet i den anden.

Hvis det sker, skal din læser nemlig koncentrere sig om at huske første del af en sætning, mens hun præsenteres for én eller flere nye informationer i ledsætningerne, som hun så også skal huske, når hun læser resten af hovedbudskabet. Det kan se sådan ud (ideen er grundled, og er er udsagnsled): Ideen med at samle viden på sårbehandlingsområdet, så udviklings- og forskningsmuligheder kan etableres, er både tiltrængt og velkommen. I dette eksempel er sætningerne ikke ret lange, så det går an, men i længere eller sværere tekster er indskudte ledsætninger forvirrende og trækker læserens opmærksomhed væk fra indholdet. Det er derfor bedst at vænne sig til at se kritisk på delte helsætninger, det vil sige at holde øje med, at grundled og udsagnsled står så tæt på hinanden som muligt. Med et par mindre justeringer kunne eksemplet blive til: Det er en tiltrængt og velkommen ide at samle viden om sårbehandling, da det betyder, at der kan etableres udviklings- og forskningsmuligheder.

Mundrette sætninger

En sidste kommentar til, hvordan du danner sætninger, er, at de skal være mundrette og uden mærkelige og bagvendte formuleringer som: Herefter lægges i hånden et plastikrør, hvori man kan give beroligende og/eller smertestillende medicin. Det bør mindst rettes til: Herefter lægges der et plastikrør i hånden . . . og på personligt og nutidigt dansk kunne der stå: Herefter lægger vi et plastikrør ind i en blodåre på Deres hånd. Gennem plastikrøret kan vi give både beroligende og smertestillende medicin.

Næste eksempel stammer fra en patientinformation:

Rekreation

Almindeligvis tilrådes 1 uge efter operationen. Dette vil dog i høj grad være afhængigt af den enkeltes tilstand og erhverv.

Første sætning efter overskriften er hverken meningsfyldt eller mundret – prøv selv at læse den igen.

Der er sket det, at personalet har fjernet grundleddet (rekreation) fra sin plads og derefter skilt det eftertrykkeligt fra resten af meningen ved hjælp af både punktum og linieskift. Den kvikke læser kan nok regne ud, at 'almindeligvis tilrådes 1 uge efter operationen' drejer sig om rekreation, men hvorfor ikke skrive det? Og med tanke på at det er bedst at undgå formelle ord, lange ord og upersonlige formuleringer, kunne der stå:

Rekreation

Vi anbefaler, at De holder rekreation i 1 uge, men længden afhænger af Deres tilstand og erhverv.

De rigtige tegn

Sammen med gode ord og gode sætninger består en god tekst af korrekte tegn. Det vil sige, at du både skal sætte de tegn, der skal

Side 42

være der, og at du skal slette dem, der ikke skal være der. Forkerte og manglende tegn er irriterende, da de ødelægger forståelse og rytme.

De vigtigste tegn er som nævnt punktum og komma, og du kan aldrig lave en god tekst, hvis du ikke gør dig umage med minimum disse to. Læs denne sætning: Jeg kan i øvrigt oplyse, at vores medlemstal er hastigt stigende for første gang i flere år er vi langt over 1300 medlemmer. Havde du også problemer? Da jeg kom susende gennem teksten, kunne jeg i hvert fald ikke straks se, hvad der hørte sammen, og jeg læste, 'at vores medlemstal er hastigt stigende for første gang i flere år'/'er vi langt over 1300 medlemmer'. Sidste del af sætningen blev jo noget rent sludder med den pause, så jeg flyttede pausen frem og prøvede én gang til: 'vores medlemstal er hastigt stigende for første gang'/'i flere år er vi langt over 1300 medlemmer'. Det blev også noget vrøvl, så jeg prøvede én gang til og læste endelig, hvad der skulle have stået: Jeg kan i øvrigt oplyse, at vores medlemstal er hastigt stigende. For første gang i flere år er vi langt over 1300 medlemmer.

Det kunne også have været klaret med et komma.

Skriv det med ord

Der findes mange andre tegn (inklusive linieskift), men det vil føre for vidt at komme ind på alle de muligheder, der er for at bruge dem. Du får imidlertid et par korte råd om anførselstegn, udråbstegn, spørgsmålstegn, skråstreger og tankestreger, da der jævnligt er problemer med disse tegn.

Anførselstegn, også kaldet gåseøjne, bruges først og fremmest omkring citater, direkte og anført tale samt titler på eksempelvis bøger.

Kreative anførselstegn kan du bruge til at fremhæve nogle almindelige ord, som er brugt i en speciel betydning, eller ord, som i sig selv er specielle, det kunne være 'sygesøster' i stedet for sygeplejerske.

Nogle sygeplejersker har en særlig forkærlighed for at trække helt almindelige og udmærkede ord frem ved at bruge anførselstegn. Det efterlader mig med en stille undren, og efter min mening er kreative anførselstegn sjældent nødvendige, heller ikke her: Denne behandling er 'tæt på det naturlige' frem for hæmodialyse, men . . . Af artiklen fremgår det, at behandlingen rent faktisk ér tæt på det naturlige, så jeg synes ikke, der er grund til at udtrykke flere forbehold, end vendingen 'tæt på' selv antyder. Der kunne derimod være brug for et forbehold, hvis der stod: Denne behandling er 'naturlig' frem for hæmodialyse . . . På den måde fortæller forfatteren, at hun slet ikke mener, at behandlingen er naturlig, selv om det reelt er det, hun skriver. Eksemplet viser, at det generelt er bedst kun at bruge kreative anførselstegn, når de betyder såkaldt: 'Denne behandling er såkaldt naturlig, frem for hæmodialyse . . .'.

Udråbstegn bruges især efter bydemåde, og de er stort set ikke nødvendige i neutrale og saglige tekster. Sæt derfor ikke automatisk udråbstegn efter en sætning alene af den grund, at den er kort, at der er brugt bydemåde, eller at den rummer en opfordring. Hvis du vil fortælle, at der er noget, der forbavser dig, så skriv det med ord. Hvis du vil markere, at du mener, hvad du skriver, så skriv det med ord.

Spørgsmålstegn bruges efter et direkte spørgsmål, og derefter skal du begynde på en ny sætning og begynde med stort. Der skal ikke automatiske spørgsmålstegn efter sætninger, der begynder med mon, måske og så videre. Hvis du vil fortælle, at der er noget, der undrer dig, så skriv det hellere med ord.

Skråstreger gør læserytmen underligt hakkende, og da de som regel betyder og eller eller, er det bedre at skrive selve ordet, som i denne overskrift: Ambulant kontrol/udskrivelse, hvor der lige så godt kunne stå: Ambulant kontrol og udskrivelse. Og tidsmæssigt er det vel i virkeligheden omvendt: Udskrivelse og ambulant kontrol.

Tankestreger kan erstatte kommaer omkring indskud og foran tilføjelser, men virkningen kan være stærkere, da de skiller sig ud fra kommaerne i resten af teksten. Da de erstatter kommaer, skal de ikke bruges sammen med andre tegn.

En god tommelfingerregel for alle tegn er, at du kun skal bruge dem, når de er nødvendige. De mister deres effekt og giver et rodet indtryk, hvis de står alle vegne, og i følgende praksisbeskrivelse kunne der godt være redigeret og sparet på tegnene:

Jeg har en følelse af tilfredshed – godt begyndt er halvt fuldendt!

Og dog – patienten, som person, har jeg i dette forløb ingen kontakt haft til – er det

Side 43

fordi, jeg ikke har haft tid? – eller var lejligheden ikke til det?

Måske skulle jeg hér, i stedet for at drikke kafe, være gået ind til patienten?

Hvade det været patientens behov? – eller mit eget?

I dette tilfælde var det vel mit – patienten var vel i gode hænder hos mine kolleger – anæstesipersonalet?

Risikoen er, at læserens opmærksomhed fjernes fra indholdet og rettes mod udformningen, som i dette tilfælde også har et par stavefejl.

Forkortelser, understregninger og lignende er alle med til at påvirke læserytmen. En forkortelse betyder, at noget er udeladt og dermed underforstået, og en fremhævelse, af enhver art, markerer et skift i betoningen. Det kan alt sammen være vældigt nyttigt, men forkortelser skal du helst kun bruge, når de er så almindelige, at det virker anderledes at skrive dem helt ud, for eksempel med mere i stedet for m.m.

Det gælder også navneforkortelser, og medmindre en person eller et sygehus tiltales eller omtales med en forkortelse: 'fru P' eller 'RH', skal du ikke skrive det. Tekster til Sygeplejersken må ifølge den senest reviderede manuskriptvejledning slet ikke indeholde forkortelser.

Uheldig brug af understregninger, kursiv, fed tekst og store bogstaver kan give anledning til stille undren over, hvad forfatteren mener med at trække lige netop disse ord eller sætninger frem.

En god tekst er uden fejl

En god tekst er fejlfri, og selv om der er gradsforskelle på fejl, virker alle, uden undtagelse, forstyrrende, og det hedder ikke: 'At etablere god faglig praksis samt optimere personalets arrangement og evne til . . .', men: 'At . . . optimere personalets engagement og evne til...'. Det hedder heller ikke 'at profyllere sygeplejen', men 'at profilere sygeplejen'. Og denne forside fra en patientinformation: Operationen – adenoide vegetationer næse/svælg-rumspolypper hos børn burde hedde alt muligt andet, eksempelvis Operation for næse- og svælgpolypper hos børn. Jeg har strøget bemærkningen adenoide vegetationer, men hvis forfatteren skønner, at det er en væsentlig information for patienten, skal den selvfølgelig med igen.

Der er forskel på talesprog og skriftsprog, og selv om du siger: 'Det gælder om og huske . . .' så skrives det altså: 'Det gælder om at huske . . .', og selv om du snupper ord af i talesproget: 'Efter sonden er lagt . . .', skrives det: 'Efter at sonden er lagt . . .'.

Deciderede fejl (stave-, tegn- og sætningsfejl) nøjes desværre ikke med at ødelægge læserytmen, de påvirker også vores omdømme, og vi kan ikke kalde os professionelle, hvis vi leverer faglige tekster, der er fyldt med fejl. Sjusk, rod og ringe viden bør ikke forekomme i dansk sygepleje, heller ikke i det fag, der handler om kommunikation, i dette tilfælde skriftlig kommunikation. Tænk bare på latteren og kommentarerne i 1995, da vi mødte op i strejketrøjer, hvor vores egen titel ikke engang var stavet korrekt – der stod 'sygeplejesker'.

Side 44

Læs igen og igen og igen

Når du er færdig med at skrive alle dine tanker ned og forhåbentlig har skrevet masser af gode ord og sætninger, er det tid til at se på teksten som helhed og at kontrollere sproget. Du skal dels læse den igennem for at kontrollere rytmen, dels se den igennem: ét ord ad gangen (for at kontrollere, om der findes et bedre, og om det er stavet korrekt), og én sætning ad gangen (for at vurdere, om den kan blive enklere, og om tegnene sidder, hvor de skal). Brug eventuelt checklisten i liste 8. Det allerbedste er at læse teksten højt, da det giver et fint indtryk af læserytmen.

Du vil sikkert erfare, at din samlede tekst bliver længere end ellers, når du bruger korte ord og sætninger, men det skal du ikke bekymre dig om, for selv om nogle tror, at en kort tekst er hurtigere at læse end en lang, er det i denne forbindelse lige omvendt: mange læsevenlige ord er meget, meget hurtigere at læse end få besværlige.

Hver gang du har rettet i teksten, skal du læse den én gang til. Når du til sidst ikke kan finde mere at rette, lægger du teksten væk. Ikke noget med at lægge den i kopimaskinen eller i en kuvert og sende den videre. Nej, nu skal du glemme den. Glemme, hvad det var, du mente med ordene, og hvor det var, betoningen og pauserne skulle lægges.

Efter en hvileperiode (dage til uger) tager du teksten frem igen og læser. Læs friskt og frejdigt til, som om det er en helt ny tekst, der er skrevet af en anden og lige dumpet ind gennem brevsprækken. Hver gang der går kludder i rytmen, og du må læse en sætning om igen – fordi pausen skulle flyttes lidt, eller fordi udsagnsleddet forsvandt – betyder det, at du skal rette igen. Og læse forfra. Og rette. Og læse forfra. Og lægge væk. Og læse forfra. Og . . .

Du kan også benytte dig af en anden person, som læser teksten højt uden at have set den før. Hver gang, der går kludder i oplæsningen, skal du rette, og tro mig, til sidst lykkes det. Din tekst bliver nok ikke perfekt, det tror jeg, ingen af os er i stand til, men den bliver læsevenlig, og dermed et eksempel på sygepleje af god, solid kvalitet, baseret på viden og grundighed.

Lixtal

Hvordan måler vi kvalitet og standard? Ja, på det dagligdags niveau, hvor der ikke forekommer

'Side 45

patientforståelsesundersøgelser', må vi klare os med enklere metoder: Har du fulgt regler og anvisninger for dansk sprog? Og for godt sprog? Kan du selv læse teksten højt uden at snuble? Kan andre? Hvor mange? Hvem? Kan udenforstående forstå den? Får du de ønskede reaktioner? Hvem reagerer? Får du de ønskede adfærdsændringer?

Som et fingerpeg om hvor svær en tekst er at læse, kan man udregne noget, der hedder lixtal. Lixtallet siger ikke noget om selve indholdets sværhedsgrad, men derimod noget om formen, nærmere bestemt om du har sat masser af punktummer og brugt korte ord. Jo højere tal, jo sværere tekst. Men bland endelig ikke lixtal og intelligenskvotient sammen, så du tror, at jo højere tal, jo klogere forfatter.

• Lix på 55 og højere regnes for meget svær

• Lix på 45-54 regnes for svær

• Lix på 35-44 regnes for middel

• Lix på 25-34 regnes for let

• Lix på 24 og lavere regnes for meget let.

Lixtal skal beregnes på 'hele' tekster, det vil sige, at de for eksempel ikke må være opstillet i punkter, og det skal altid beregnes på en længere tekst, cirka 200 ord eller 20 punktummer.

Hvis du vil arbejde grundigt med lixtal, må du læse speciallitteratur, men for at vise, hvordan man gør – til husbehov – har jeg udregnet lix på en meddelelse fra en amtskreds, som fortæller, at den faglige sekretær er holdt op.

Teksten fortsætter: Amtskredskontoret håber på, at der hos vores medlemmer er forståelse for, at vi kan have problemer med at klare efterspørgslen, hvorfor vi herigennem opfordrer til at bruge de lokale tillidsrepræsentanter. Teksten har et lixtal på 60, og det er jeg kommet frem til ved at følge nedenstående brugsanvisning, hvor tallene til højre er fra det aktuelle eksempel.

A.
Tæl alle ord i teksten. Tal og forkortelser tælles som ord. Forkortelsen osv. består af tre ord. Tegn, der læses højt, for eksempel en skråstreg, regnes for ord. 

B.

Tæl alle ord i teksten. Tal og forkortelser tælles som ord. Forkortelsen osv. består af tre ord. Tegn, der læses højt, for eksempel en skråstreg, regnes for ord. 

C.

Tæl alle lange ord. Et langt ord er på syv bogstaver og derover, også selv om det er gemt i en forkortelse, et tal eller et symboltegn. Forkortelsen fx rummer et langt ord: 'for eksempel. Tallet 87 er langt: syvogfirs, og tegnene ' og % er lange: telefonnummer og procent. 

D.

A. divideres med B. Brug én decimal.   30,0

E. 
A. divideres med B. Brug én decimal.   30,0

F.

Læg D og E sammen. Dette er tekstens lixtal. 60,0

Som du ser, er lixen i denne ene sætning høj. Det siger intet om teksten som helhed, men det antyder, at hvis resten ligner, har forfatteren del i, at nogen ikke gider læse den.

For eksemplets skyld har jeg skrevet sætningen helt om, brugt korte ord, sat et punktum, barberet fyldet af og fået resultatet: Vi får nok svært ved at klare alle henvendelser, og det må I undskylde. Hjælp os, og brug tillidsmændene. Lixtallet er nu 27,5, og selv om sætningen blev rigeligt kort, viser det, at du let kan ændre lixtallet – endda ret meget.

Som et andet eksempel har jeg udregnet lix på første del af denne artikel. Frem til det afsnit, der hedder 'Ud med lange og formelle ord', er lixtallet cirka 43, men hvis jeg fjerner det svære eksempel, falder tallet til 41. Eksemplets lixtal er 79.

Der kan ikke sættes automatisk lighedstegn mellem en tekst med et højt lixtal og en dårlig tekst. Det skyldes, at nogle tekster behandler vanskelige emner og derfor ikke kan undgå at være svære at læse. En doktorafhandling vil sikkert altid ligge over 55, hvilket er helt o.k., men på den anden side set vil teksten alt andet lige være lettere at læse for opponenterne, hvis doktoranden sætter lix ned fra 85 til 75.

Sagt på en anden måde: Fordi du beskæftiger dig med et svært emne, som kræver andet end basissprog, har du ikke mere ret end andre til kun at interessere dig for indholdet og ladet det gode sprog passe sig selv.

Jamen, vil nogle måske indvende, man kan

Side 46

da ikke skrive 'paradigme' om til basissprog i samtlige tekster. Nej, det var da en skrækkelig tanke, men hvis du vitterligt har brug for ordet paradigme, skal du være endnu mere opmærksom på ikke at kombinere det med andre lange ord, som ikke er nødvendige. Og der er aldrig, aldrig, aldrig nogen undskyldning for ikke at sætte mange punktummer. Jo sværere emnet er, jo vigtigere er det at få én information ad gangen.

At det ikke bare er tom snak, at en forfatter kan påvirke lixtallet i forbindelse med et svært emne, kan du se af følgende eksempel, der i første omgang har et lixtal på 95: Hvor afgørende vigtigt, det i dag er at sætte en sådan syntetiserende, praktisk kulturel forståelsesmåde op, ikke bare mod den dominerende positivistiske objektivisme, men også mod den filosofiske henholdsvis etnometodologiske subjektivisme, der traditionelt har været reaktionen herpå som fx sygeplejens relationelle perspektiv, bliver nok først for alvor klart på baggrund af en videnskabelig skoling.

Ved at bruge et par sekunder på at sætte tre punktummer falder lixtallet helt ned på 54,4: Det er vigtigt, at vi i dag sætter en sådan syntetiserende, praktisk kulturel forståelsesmåde op mod to ting. Ikke bare mod den dominerende positivistiske objektivisme, men også mod den filosofiske henholdsvis etnometodologiske subjektivisme, der traditionelt har været reaktionen herpå. Sygeplejens relationelle perspektiv er et eksempel på dette. Hvor afgørende vigtigt det er, bliver nok først for alvor klart på baggrund af en videnskabelig skoling.

En tekst bør altid have så lavt et lixtal som muligt, uden at det ødelægger meningen.

Gode håndbøger om sprog

Hvis du har lyst til at læse mere om det gode sprog, vil jeg foreslå et par bøger. De er nemlig skrevet på et godt sprog.

Den ene bog, som er absolut uundværlig, er 'Politikens Håndbog i Nudansk' (1). Der er kommet en nyere udgave, end den jeg refererer til i litteraturhenvisningen, og den indeholder de nye kommaregler. Bogen er en guldgrube af oplysninger. Først og fremmest er der en grundig artikel, der hedder 'Godt sprog', men du kan også læse nærmere om brugen af lix, og der er artikler, der hedder 'Grammatik', 'Punktum', 'Komma' og så videre. I tilgift får du artikler med råd og anvisninger på notatteknik og mødereferater, kommunikation, udformning af stillingsansøgninger og gennemførelse af samtaler, brug af telefax, layout og meget, meget mere. Køb den bog!

Den anden bog er af Teddy Petersen og hedder 'Skriv let – og ej med næsen i sky' (4). Det er en lille bog på 120 sider, og den er både fornøjelig og inspirerende.

Er du specielt interesseret i det nye komma, findes der flere små bøger om emnet. En af dem hedder 'Sæt nyt komma' og er udgivet af Dansklærerforeningen i samarbejde med Dansk Sprognævn (5). Den forklarer brugen af komma ved hjælp af mange eksempler, og der er også nogle gode råd om, hvordan man kommer i gang – helt fra begyndelsen.

Som opslagsbog, når du skal kontrollere en stavemåde, er der flere muligheder. Hvis du køber en retskrivningsordbog, får du både en oversigt over rigssprogets almindelige ordforråd samt staveregler og retskrivningsregler. Hvis du vælger andre typer ordbøger, får du færre ord og dermed stavemåder, til

Side 47

gengæld får du eksempler på ordenes betydning og brug.

Er du vant til at bruge fremmedord, kan jeg anbefale en fremmedordbog. Ikke for, at du kan slå det op, du ikke forstår, men for at kunne oversætte til basissprog, for når man er vant til et fremmedord og dets betydning, er det tit svært at oversætte til dansk – men du bør, hvis det er muligt.

En synonymordbog er også nyttig, når det drejer sig om at vælge gode ord. Synonymer er nemlig ord, der er forskellige, men som betyder det samme, og som derfor kan erstatte hinanden.

Hvis du ikke vil købe bøgerne, kan du låne dem på biblioteket, hvor du i øvrigt kan finde mange andre bøger, der handler om, hvordan man formulerer en god tekst.

Hvis du synes, det lyder kedeligt at skulle bruge tid på at skrive et godt sprog, må du tænke på, at der gælder det samme for sprog som for andre dele af sygeplejen: når først man har lært reglerne, ved man, hvor og hvordan man kan tillade sig at bryde dem.

Du må også huske, at basissprog og godt sprog ikke er det samme som et kedeligt sprog. Et godt sprog er netop varieret, men det er kendetegnet ved at være omhyggeligt valgt af forfatteren, og du skal ikke være bange for at skrive enkelt, for det bliver aldrig forkert at blive forstået.

Til sidst et hjertesuk, som ikke handler om opbygningen af det gode sprog, men lidt om, hvordan det præsenteres, blandt andet i patientinformationer:

• Gør det enkelt, pænt og overskueligt. Begrebet 'sirlig' burde have en renæssance.

• Tag kun det nødvendige med.

• Sæt det i logisk rækkefølge.

• Brug tydelige afsnit og gerne punkter.

• Vær konsekvent: Er der streg under én overskrift, skal der streg under alle. Er nogle overskrifter formet som spørgsmål, er det bedst, hvis alle er det – og det skal i hvert fald ikke være tilfældigt.

• Brug få skrifttyper. Jeg sidder netop med en forside, der er sat sammen af hele syv skriftstørrelser, to skrifttyper, enkel og fed skrift samt et logo.

• Brug tegninger, som er enkle, tydelige, skematiske og vellignende. Find en tegning, du kan kopiere, eller find en person, der kan tegne.

• Tag ikke skæve og utydelige fotokopier. Teksten skal kunne læses.

• Sørg for rigtig rækkefølge, når du clipser flere sider sammen. Sørg for, at alle sider vender opad. Hvis du skal klippe en side over, så klip lige. Hvis du skal folde en side, så fold lige.

• Selvkritik, tak!

Litteratur

1. Jacobsen, HG, Jørgensen, PS. Håndbog i Nudansk. København: Politikens Forlag; 1995.

2. Dansk Sprognævn. Retskrivningsordbogen. København: Aschehoug Dansk Forlag; 1996.

3. Manuskriptvejledning for Sygeplejersken. Sygeplejersken 1998; (35):23-24.

4. Petersen, T. Skriv let – og ej med næsen i sky. København: Frydenlund/Media; 1997.

5. Jacobsen, HG. Sæt nyt komma. København: Dansklærerforeningen & Dansk Sprognævn; 1996.

Lisbeth Rosdahl er sygeplejerske med specialistfunktion ved Centraloperationsafdelingen på Roskilde Amts Sygehus. 

Nøgleord: Artikler, artikelskrivning, formidling, kommunikation, patientinformation, skriftlig kommunikation, sprog