Mennesket og maskinen

Til stadighed oplever jeg situationer i hverdagen, i hospitalsverdenen, som virkelig får mig til at undres. Ja, nogle gange væmmes over det lille univers, jeg har valgt at arbejde i.

En af disse situationer har jeg valgt at gennemtænke lidt nærmere og skrive ned. Ikke fordi jeg mener, at der var nogen, der handlede forkert eller ondskabsfuldt i den pågældende situation, men fordi jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt så let, patienten bliver glemt blandt alle vores maskiner, og fordi jeg ser det problematiske i at opfatte og behandle patienten som et helt menneske i en verden, som bliver mere og mere specialiseret.

På daværende tidspunkt var jeg i min afsluttende praktik. Den foregik på en onkologisk afdeling på Århus Kommunehospital, i min gruppe havde vi hoved-/halscancer som speciale. Jeg havde ansvaret for én bestemt stue, hvor der på et tidspunkt lå tre kvinder, som alle var i kurativ strålebehandling, det vil sige, at behandlingsforløbet er langt (over en måned), og ofte kommer man tæt ind på livet af patienterne.

Ventetid

Én af disse kvinder, fru Jensen, har mundbundscancer og har som følge heraf store problemer med at få såvel mad som medicin ned. Da man ser, at problemet er tiltagende, bliver man med patienten enige om, at man nok ikke kan undgå at lægge gastrostomisonde. Denne sonde lægges ved hjælp af endoskopi, og der bestilles derfor tid på endoskopisk laboratorium. Som alle andre steder er der imidlertid ventetid på at komme til, så fra sonden er ordineret, til anlæggelsesdagen oprinder, går der vel to-tre uger.

Inden da er fru Jensens synkebesvær tiltaget i en sådan grad, at det nu kniber med at få selv flydende kost ned, og der bliver derfor lagt en midlertidig nasalsonde. Grunden til, at patienten ikke kan nøjes med denne sonde, er, at det for mange af vores patienter med hoved-/halscancer i forvejen kniber med at få vejret, et fremmedlegeme i halsen gør det bestemt ikke nemmere, og derudover er der det kosmetiske i det.

Fru Jensen er en meget nervøst anlagt person, og jeg har derfor besluttet mig for, at jeg vil tage med hende, når gastrostomisonden skal anlægges. Uheldigvis begynder en anden patient at bløde ret kraftigt fra halsen, og jeg bliver derfor nødt til at prioritere denne patient højest, så jeg beder en sygehjælper gå med fru Jensen.

På endoskopisk laboratorium finder man dog, at fru Jensens mundbundscancer er så udbredt, at det ikke er muligt at føre endoskopet ind igennem munden og dermed ikke muligt at lægge sonden. Man foreslår at anlægge sonden ved hjælp af ultralyd og sender patienten tilbage.

Tilbage i afdelingen ser jeg notatet fra laboratoriet og ringer til ultralydsstuen for at høre, om der er mulighed for at de kan tage patienten i dag, da hun allerede er fastende. På ultralydsstuen har man imidlertid aldrig hørt om anlæggelse af gastrostomisonde ved hjælp af ultralyd og nægter derfor pure at tage stilling til sagen, inden de har set en henvisning fra afdelingslægen. Lægen går stuegang på en anden afdeling, så indtil videre må jeg holde patienten hen med et ''jeg ved endnu ikke, hvad der skal ske.''

Endelig kommer lægen, der skriver en henvisning, og jeg ringer endnu en gang til ultralydsstuen, som dog stadig ikke vil tage stilling til noget, før de står med henvisningen i hånden. Jeg går selv over med henvisningen og bliver mødt af en pærespisende, hvidklædt person, som kaster et blik på henvisningen og siger ''vi ringer.'' Jeg minder hende om, at jeg har en fastende patient liggende, som er meget nervøs over alt dette hurlumhej.

En sonde er en sonde

Der går heldigvis ikke ret lang tid, før de ringer fra ultralydsstuen. Vi må komme med det samme og får henvist et stuenummer. Da vi når derover, viser det sig, at vi slet ikke skal ind på ultralydsstuen, men derimod på gennemlysningsstuen. To sygeplejersker (A+B) tager imod os, og de udbryder nærmest i kor ''jamen, hun har jo en sonde,'' hvortil jeg svarer, at det jo er en gastrostomisonde, der skal lægges. Det er der ikke nogen, der forstår noget af, og henvisningen findes frem igen. Der står ganske rigtigt gastrostomisonde, men det har man på ultralydsstuen streget over og rettet til nasalsonde.

Jeg forklarer situationen og urimeligheden i alt det, vi slæber fru Jensen igennem. Sygeplejerske A er meget forstående og sætter en større proces i gang for at presse det hele igennem samme dag. Resultatet bliver, at vi skal mødes en time senere på operationsgangen, hvor røntgensygeplejerskerne vil medbringe ultralydsapparatet. Vi kører tilbage til afdelingen, men vi er knap kommet ind ad døren, før sygeplejerske A ringer. De kan alligevel ikke modtage os på operationsgangen, så nu ved vi ikke helt, hvad der sker. Jeg informerer patienten, som efterhånden bliver mere og mere nervøs.

Endnu en gang lykkes det sygeplejerske A at trylle. Hun ringer igen og siger, at de alligevel vil lægge sonden på røntgenafdelingen. Vi skal komme om en halv time, og inden da skal jeg give patienten noget beroligende. Hvad og hvor meget der skal gives, kan lægen, som skal foretage indgrebet, ikke tage stilling til, men heldigvis har vi selv en del erfaring med det på min afdeling, så der er hjælp at hente.

Side 30

SY-1998-41-29-1Illustration: Bob Katzenelson 

Side 31

Vi kører af sted igen, og de næste to timer bliver jeg vidne til et cirkus, som jeg ikke troede kunne finde sted på et dansk sygehus. Lægen, som skal foretage indgrebet, præsenterer sig for fru Jensen, men dermed ophører også al kontakt til min patient.

Enkelte gange henvender lægen sig til fru Jensen for at fortælle, hvad der sker, men ellers holder hun sig til sin skærm og omtaler hele tiden fru Jensen som ''patienten,'' og det til trods for, at fru Jensens navn står øverst på skærmen.

Ud over fru Jensen, jeg selv, lægen og skiftevis sygeplejerske A og B befinder der sig 4-5 andre personer i lokalet. Hvem de er, og hvad de har at gøre der, finder jeg aldrig ud af, for der er ingen af dem, der præsenterer sig; en enkelt hjælper lægen med forskellige ting; en anden siger fra tid til anden til fru Jensen ''det gør da ikke ondt vel?''; de øvrige står omkring, meget optaget af skærmen og af at komme med gode og meget muntre råd.

I det hele taget hersker der en meget munter stemning i lokalet; hvad der er at muntre sig over, forstår jeg ikke helt. Det er tydeligvis første gang – eller en af de første gange – at de tilstedeværende skal lægge en gastrostomisonde. Der bliver hele tiden brugt formuleringer som ''hvad tror du, jeg skal gøre nu,'' ''jeg tror . . .,'' ''måske skulle du,'' ''hvordan skal det føles, når man gør sådan her,'' ''du kan nok se, at vi aldrig har gjort dette før,'' hvisker sygeplejerske B pludselig til mig. Jo tak, tænker jeg, men hvad værre er, jeg tror også, at fru Jensen kan se det, og fra de lange blikke, hun sender mig, kan jeg mærke, at hun er bange.

Premiere

Det ér første gang, at lægen skal lægge en gastrostomisonde, og i første omgang kommer den til at ligge forkert. De mange tilstedeværende, som alle synes meget oplivet over at opleve denne cirkusforestilling uden egentlig at opdage, at der er et menneske involveret, mener alle, at sonden ligger korrekt, og lægen sprøjter derfor kontrastvæske ind i sonden for at kontrollere dens placering.

Desværre ligger den altså forkert, så kontrastvæsken ryger ud i bughulen, hvilket giver fru Jensen voldsomme smerter. Jeg beder lægen om, at patienten får noget smertestillende, hvilket lægen synes er helt rimeligt. Fru Jensen må få, hvad hun plejer. Problemet er bare, at fru Jensen plejer at få morfinmikstur i sonden. At det skal gives intravenøst i droppet, er der ingen tvivl om, men omregningsforholdet er der ingen, der kan hjælpe med, så der bliver ringet over på min afdeling. En sygeplejerske kommer straks med en ampul morfin; røntgensygeplejerskerne gør, hvad de kan for at hjælpe, men sprøjter og kanyler er ikke det, de har nærmest for hånden, så der går noget tid, inden fru Jensen får sin morfin.

Knap har fru Jensen fået morfinindsprøjtningen, før hun får en allergisk hudreaktion. Jeg har aldrig set den slags før og spørger de tilstedeværende, hvad vi skal gøre. Det er der ikke nogen, der ved, endsige interesserer sig for; man er gået i gang med at lægge frem til en ny sonde. ''Lad os nu lige se tiden an,'' bliver der sagt, men jeg bliver ved. ''Skal vi ikke lige have noget parat?,'' spørger jeg med den i baghovedet, at hvis det kan tage så lang tid at fremskaffe en sprøjte med morfin, hvor lang tid kan det så ikke tage at få fat i en med naloxon? Der bliver ringet til en narkoselæge, som ordinerer puls- og blodtrykstagning. Det har man dog knap tid til, og da patienten ligger på venstre side, foregår målingen på højre arm, selvom denne arm i forvejen ikke har det for godt på grund af den allergiske reaktion, og selvom dette medfører tilbageløb i droppet, som ligger i højre arm.

Droppet er ved at løbe tørt, og jeg spørger sygeplejerske B, om hun kan skaffe en liter saltvand mere. Det kan hun godt, men da hun skifter rundt, bekymrer det hende tilsyneladende ikke, at dråbekammeret er blevet helt fyldt op. Jeg gør hende opmærksom på det, hvortil hun svarer ''jamen, skal det ikke være det?'' Jeg undres over, at man kan være så specialiseret, at man ikke kan finde ud af at skifte et drop om.

Når man skal lægge en gastrostomisonde ved hjælp af ultralyd, foregår det ved, at man fylder vand i ventriklen for at få den til at spænde sig ud. Under første forsøg har man fyldt to liter vand ned i maven på fru Jensen gennem hendes nasalsonde, så da man begynder at fylde vand på fru Jensen igen til andet forsøg, går det galt. Fru Jensen begynder at kaste op, hvilket er smertefuldt og meget ubehageligt, når man har så lidt passage i munden.

Lægen holder kortvarigt en kapsel for patienten, imens hun over skulderen taler med en af de andre tilstedeværende. Fru Jensen bliver lagt ned igen og fortsætter med at kaste op under hele anlæggelsen af sonde nummer to, alt imens hun kontinuerligt får vand hældt ind igennem nasalsonden. Jeg står og hjælper fru Jensen med at holde kapslen, og bedst som jeg tror, at nu kommer en af publikummerne over for at hjælpe til, flytter han blot på fru Jensens arm, så den ikke ligger i vejen for ultralydsmaskinen.

Jeg undres

Endelig ligger sonden rigtigt, og fru Jensen er lettet. På vej tilbage til afdelingen undres jeg over, hvad de mange mennesker havde at gøre i det lokale, da der tydeligvis ikke var tale om, at det var en ekspert, som udførte anlæggelsen af sonden, eller en som skulle undervise de øvrige tilstedeværende i denne procedure?

Jeg undres over, hvor svært det kan være at omtale fru Jensen ved hendes navn i stedet for som ''patienten,'' hvor svært det kan være blot at inddrage patienten en lille smule i det, der foregår, og hvor svært det kan være blot en gang imellem at tage øjenkontakt med dette menneske, der naturligvis for sin egen skyld går alle disse prøvelser igennem.

Jeg undres over, hvorfor vi i den grad går med til at lade os specialisere, så en sygeplejerske ikke kan skifte et drop.

Og at de fem tilstedeværende læger – det gætter jeg mig til, at de var – ikke kendte antidoten til morfin. Jeg undres over, hvor stor niveauforskel af smidighed man finder inden for det samme sygehus, nogle mennesker er utrolig dygtige til at sno sig for at hjælpe patienterne, andre skal absolut stå med et stykke papir i hånden, før at de kan forholde sig til, at der ligger en patient og venter på at få besked om, hvornår patienten kan komme til. Endelig undres jeg over, at vi som plejepersonale i almindelighed og jeg selv i særdeleshed finder os i, at alvorligt syge mennesker skal gå så mange prøvelser igennem.

Tre dage senere må fru Jensen og jeg en tur på røntgenafdelingen igen. Sonden ligger alligevel ikke rigtigt, så den skal rykkes lidt tilbage, men det er en helt anden historie.•

Lisbeth Aagaard var tredjeårsstuderende, da hun skrev denne fortælling. I mellemtiden er hun blevet færdiguddannet og arbejder nu på Fenrishus, en døgninstitution for svært multihandicappede børn i Århus.

Nøgleord: Fortælling, sygepleje.