Faglig kommentar: Kære ledende sygeplejerske

Jamen, vi har også været på skrivekursus,'' svarede oversygeplejersken, da jeg sagde, at det var en rigtig god artikel, han og kollegaen havde skrevet.

Artiklen var kort og koncentrerede sig om det væsentligste i et projekt, der havde strakt sig over flere år. Den fortabte sig ikke i processen, men redegjorde for formål, metode og de vigtigste resultater. Overskueligt og på helt almindeligt, uhøjtideligt dansk.

Sådan ser de desværre ikke altid ud, de manuskripter, der ender på mit skrivebord til den sidste redigering. Og det er ikke noget, man kan bebrejde forfatterne, for hvor skulle en sygeplejerske have lært at skrive en faglig artikel?

Nogle få har et naturtalent for overblik og systematik, og nogle er tilsyneladende også født med evnen til at skrive overskueligt og forståeligt. Resten skal lære det, og her er det, jeg godt kunne tænke mig at spørge de ledende sygeplejersker rundt omkring, om de har gjort sig klart, at det er deres ansvar?

Jeg har redigeret sygeplejerskeartikler i otte år efterhånden, og den udvikling, der er sket med artiklerne, er bemærkelsesværdig. For fem-seks år siden begyndte der at dukke en ny slags artikler op, nemlig artikler om kvalitetssikring og andre faglige udviklingsprojekter.

Jeg kan kun glæde mig på fagets og patienternes vegne over, at sygeplejersker er begyndt at arbejde systematisk med at udvikle deres praksis. Og jeg har stor respekt for dem, der kaster sig ud i det. Vel vidende, at de fleste skal starte helt fra grunden med at lære sig metoderne.

Nogle artikler afspejler da også, hvor svært det er at planlægge et projekt, afgrænse deltagergruppen på en fornuftig måde, gennemføre de rigtige før- og efter-undersøgelser, lave statistiske beregninger og meget mere, man som sygeplejerske ikke har lært i sin grunduddannelse.

Men her har jeg indtryk af, at der er hjælp at hente mange steder. Enhver sygeplejeledelse af en vis størrelse har en ansvarlig for kvalitetssikring og faglig udvikling. Der afsættes projekt- og udviklingspuljer, der ansættes projektmedarbejdere, og man er opmærksom på, at den afdeling, som går i gang, skal kunne trække på en eller anden, der ved noget om metoder.

Når det gælder om at formidle resultaterne, ser det til gengæld ud til, at man glemmer noget. Bliver der bevilget tid til at beskrive resultaterne? Og får forfatterne den vejledning, der skal til?

Jeg hører jævnligt fra sygeplejersker om projekter og erfaringer, som andre kunne have glæde af at læse om. Når jeg så spørger, om de ikke har tænkt på at skrive en artikel, lyder svaret tit, at jo, det har de, men det er svært at få tid, og der er så meget andet...

Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, men det ville måske være lettere at finde tiden, hvis selve det med at skrive artikler ikke var så uvant og uoverkommeligt.

Når sagsmappen ender hos mig, kan jeg jo se på brevene, der ligger i den, at det somme tider tager halve år eller mere at få skrevet artiklen.

Der bliver givet megen vejledning undervejs af redaktionens sygeplejersker, nogle manuskripter er gået frem og tilbage flere gange, før de er klar. Og selv når jeg får dem til sidste redigering, kan der stadig ligge et par dages arbejde i at få afklaret tvivlsspørgsmål, omdisponeret afsnit, bearbejdet talmaterialet og så videre.

Jeg kan godt forstå, at nogle giver op undervejs. Men det er synd, for det kunne garanteret undgås, hvis der var mere hjælp at få for de sygeplejersker, der gerne vil skrive. Det er for sent, hvis vejledning i at skrive en faglig artikel først er noget, man kan få hos redaktionens sygeplejefaglige medarbejdere.

Med jævne mellemrum hører vi den klage, at det er for svært at få en artikel i Sygeplejersken. Underforstået, at redaktionens sygeplejersker stiller for skrappe krav.

Efter min mening er det ikke der, problemet ligger. Læserne har krav på, at artiklerne er i orden.

Problemet ligger hjemme på arbejdspladsen. Det er her, der er brug for skrivekurser til projektsygeplejersker og andre, der har gang i noget interessant. Eller andre tilbud, der kan lette arbejdet med at formidle resultater og erfaringer.

Projekter og udvikling i sig selv er fint nok, men det er en dårlig udnyttelse af de mange kræfter, der bliver investeret, hvis resultaterne ikke bliver formidlet.

Nu vil flere læsere komme med den indvending, som jeg også af og til hører fra sygeplejersker, som jeg opfordrer til at skrive: Du er journalist, det er meget lettere for dig at skrive en artikel, så vi synes, du skal komme ud og lave noget om vores projekt.

Det er bare ikke det, der er brug for, og det er i virkeligheden heller ikke det, læserne ønsker. Vi ved, at det, sygeplejersker allerhelst vil have mere af i deres fagblad, er faglige artikler, skrevet af de involverede sygeplejersker.

Til den udvikling af fagligheden, som sker i sygeplejen i disse år, hører også, at faget opbygger en tradition for, at man formidler erfaringer og diskuterer resultater.

Derfor, kære ledende sygeplejersker og alle andre, der sætter faglig udvikling i gang – sørg for, at formidlingen får sin plads som en naturlig og selvfølgelig del af projekterne.

Kirsten Bjørnsson er journalist på Sygeplejersken.