Faglig kommentar: Paneler, presseudvalg og pms-kasser

For nogen tid siden bragte Sygeplejersken en serie artikler, hvor forskellige sygeplejeforskere og hovedindholdet i deres teorier blev præsenteret og diskuteret. Hvordan blev de artikler modtaget rundt om i landet? Blev de læst? Vakte de interesse?''

Sådan spurgte en sygeplejestuderende, der ringede til mig for ganske nylig.

Mit svar var beklageligt nok, at det anede jeg ikke en pind om. Fra idéen opstod, og til en række artikler var bestilt, skrevet, kommenteret, skrevet om igen, redigeret og trykt, gik der meget lang tid, mange overvejelser og mange kræfter.

Ikke én kommentar i Sygeplejersken, så vidt jeg husker. Ikke én reaktion, der kunne fortælle os, om arbejdet var spildt, om artiklerne opfyldte et behov, om de blev diskuteret eller brugt til undervisning. Ingen debat om, hvorvidt teorierne kunne tilføre sygeplejen noget, eller om det var ren pølsesnak, om de var forældede, sekteriske, geniale, dogmatiske eller urealistiske. Intet der kunne fortælle os, om de nåede målgruppen, som var sygeplejersker i praksis, der ofte beklager sig over, at sygeplejestuderende refererer til en masse teorier om sygepleje, de selv kun har meget perifert kendskab til, fordi deres uddannelse ligger flere år tilbage.

''Det er faktisk meget tilfældigt, om vi får reaktioner på artikler i Sygeplejersken,'' kunne jeg fortælle den studerende. Alle kommentarer kommer i Sygeplejersken, kunne jeg tilføje. Alle læserbreve kommer også i, hvis de opfylder formkravene. 44 kommentarer blev det til i 1997. Der er cirka 60.000 sygeplejersker i Danmark, som modtager Sygeplejersken 50 gange om året. Der er cirka 40 sider redaktionelt stof i hvert at disse numre. Rundet af, betyder det 1000 sider om året til hver sygeplejerske. Mindre end en promille af læserne finder anledning til at reagere på en enkelt eller ganske få af disse sider.

Det er ikke videre stimulerende for en redaktion. Det er ikke videre opmuntrende for de sygeplejersker, som har lagt tid og sjæl i en artikel. Prøv blot at overføre situationen på sygepleje. Tænk, hvis vi aldrig fik en reaktion fra patienterne. Forestil jer, hvordan det ville påvirke arbejdsglæden, og hvor skævt parterne kunne gå af hinanden.

Når en af redaktionens journalister efter ugers eller måneders research, interview og arbejde med en række artikler spørger, om der har været reaktioner på artiklerne, når de omsider er blevet bragt, er der kun undtagelsesvist nogen, der har hørt noget. Når vi er rigtig slukørede, plejer standardbemærkningen at være: ''Lad os skifte farve på lommebogen.'' Denne bemærkning hentyder til, at den voldsomste læserreaktion i mands minde og lidt til indtraf, da lommebogen fik ny layout og farve for nogle år siden. Læserbrevene væltede ind, og når disse havde været bragt, væltede reaktionerne ind på de første læserbreve, og sådan fortsatte det i lang, lang tid. Bølgerne gik virkelig højt.

Ikke repræsentative

Jeg fisker lidt efter kommentarer, når jeg er sammen med veninderne, som selvfølgelig også er sygeplejersker, eller når jeg har en artikelforfatter i telefonen. Der kommer nogle tilbagemeldinger på presseudvalget fire gange om året, og redaktionens højt estimerede sygeplejepanel kommenterer også livligt de artikler, som sættes på dagsordenen. Det er bare ikke nok. Hverken artikelforfattere, presseudvalg eller sygeplejepanel er repræsentative. Det er sygeplejersker, som har en helt speciel interesse i at følge med i Sygeplejersken, hvad enten det er for at skrive selv, eller fordi de forventes at følge systematisk med og kommentere. Det er alle de andre læsere, vi savner tilbagemeldinger fra.

Det sker en gang imellem. Jeg har en lille kasette med postkort og breve, som regel blomsterprydede, med venlige hilsner og tak for en artikel eller hjælp til dit eller dat, og den er rar at have stående ved siden af skrivebordet. ''Nåehh, en PMS-kasse,'' udbrød en af journalisterne, Mette Fjordbo, da jeg en gang ville prale med mine hyldestbreve. ''Sådan en har jeg også.'' PMS står selvfølgelig for præmenstruel tension (premenstrual syndrome), så når Mettes humør var i bund af samme årsag eller en anden, tog hun sin PMS-kasse frem og kvikkede sig op med rosende epistler fra taknemmelige læsere.

Paneler, presseudvalg og PMS-kasser kan være godt nok, men det er ikke nok.

Det er heller ikke, fordi redaktionens medlemmer absolut skal have roser og ros for hvert et komma. Selvom vi naturligvis lapper det i os som fløde. Det er først og fremmest for læsernes egen skyld. Enhver debat i spalterne medvirker til at udvide vores horisont og give os nye argumenter og synsvinkler. Det er med til at gøre tidsskriftet levende, så det i højere grad kommer til at fremstå som sygeplejerskers debatforum.

Der er med garanti en mængde sygeplejersker, som har en mening om det, de læser, og som har lyst til at reagere på den ene eller den anden facon. I morgen. Eller i weekenden, når de får tid. Men som vi jo også ved, går gassen tit af ballonen efter en nattesøvn, og man får noget nyt at tænke på. Der er jo også lige det der med at skulle formulere sig hurtigt, klart og klogt i en kommentar, der få dage efter er ude over det ganske land.

Men der er andre muligheder for at give sin mening til kende. Et kort brev eller et postkort til redaktionen med en reaktion på en artikel eller en ny rubrik. Eller grib telefonen og snak med en af os. Det kan altsammen bidrage til, at tidsskriftet bliver bedre og i højere grad opfylder læsernes behov.