Bedre vilkår for uddannelse er nødvendige

Det vil kræve markante ændringer i de nuværende vilkår for kompetenceudvikling, såfremt de amts- og primærkommunale arbejdsgivere skal leve op til deres politiske ansvar for udvikling og kvalitetssikring af sundhedsydelserne.

Den demografiske udvikling med færre unge og flere ældre efterlader også et stort behov for at opruste fastholdelses- og rekrutteringspolitikken, hvis den aktuelle personalesituation ikke skal forværres.

De to nævnte forhold understreger nødvendigheden af, at de amts- og primærkommunale arbejdspladser tilbyder attraktive uddannelses- og udviklingsmuligheder for den enkelte.

Det vil være en klar forudsætning for, at sundhedssektoren fortsat kan levere sundhedsydelser i overensstemmelse med forventninger fra politikere, borgere og ikke mindst brugerne.

Funktionærernes- og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) har lige offentliggjort en større undersøgelse om medlemmernes deltagelse i efter- og videreuddannelse.

For sundhedsområdet viser undersøgelsen, at 58 procent ikke har deltaget i efter- og videreuddannelse i 1996, og der er ikke meget, der tyder på, at det har ændret sig op til i dag.

Med finansloven for 1997 blev der gennemført en reform af den offentlige efter- og videreuddannelse, hvor en del af den politiske målsætning har været, at faggrupper med en mellemlang eller lang videregående uddannelse i højere grad selv skal betale for deres efter- og videreuddannelse.

Det har efterladt et øget behov for egenfinansiering, hvilket Dansk Sygeplejeråd mener, medvirker til at skabe barriere for, at sygeplejerskerne får den nødvendige og efterspurgte efter- og videreuddannelse.

Det er regeringens politik, og det bliver de amts- og primærkommunale arbejdsgivere nødt til at forholde sig til.

Ved sidste overenskomstforhandling blev parterne enige om at fremme mulighederne for efter- og videreuddannelse for blandt andre sygeplejerskerne.

Der er ikke sket de store fremskridt, og det er bekymrende, når der tænkes på at kompetenceudvikling er nøglen til omstilling og kvalitetsforbedringer i sundhedsydelserne.

Men også behovet for at fastholde og rekruttere personale kræver mere attraktive udviklingsmuligheder.

Hvordan sikrer vi så, at kompetenceudvikling bliver en reel del af arbejdslivet?

En af de måder, Dansk Sygeplejeråd anser for betydningsfulde, er de muligheder, der ligger i systematiseret uddannelsesplanlægning.

Det kan gøres på mange måder, men det centrale er, at indsatsen sættes i system og samtidig tjener et udviklingsmål for arbejdspladsen.

Dermed menes, at uddannelsesplanlægning er en metode til at skabe overblik over personalets samlede kompetencer, hvilket skal danne baggrund for at udarbejde individuelle uddannelsesplaner.

Uddannelsesplanlægning skal været styret af de strategiske mål, ledelsen har udarbejdet for arbejdspladsen, ellers giver det ingen mening at systematisere uddannelsesindsatsen.

Den enkeltes faglige og personlige udviklingsmuligheder skal ligeledes tilgodeses.

Arbejdsgiverne og de lokale ledelser har et afgørende ansvar for, at kompetenceudvikling kan blive en realitet inden for rammerne af den lokale personalepolitik.

Der skal sættes mere gang i kompetenceudviklingen. Det kræver tilførsel af såvel økonomi som personaleressourcer, ligesom det kræver en holdningsændring.

Ud fra FTFs undersøgelse kan vi se, at udbredelsen af uddannelsesplanlægning er begrænset. På det amtskommunale område er det kun cirka 32,2 procent af de adspurgte, som svarer positivt på, at der findes uddannelsesplaner på deres arbejdspladser.

Det primærkommunale område ligger en anelse højere. Det er et bekymrende lavt antal.

I begrænset omfang kommer en del sygeplejersker på efter- og videreuddannelse ud fra forskellige begrundelser, som desværre ikke altid er tilpasset arbejdspladsens strategiske udvikling.

Det gør indsatsen tilfældig, og i værste fald risikerer personalet at miste motivationen for kompetenceudvikling, fordi indsatsen ikke er tænkt ind i en større sammenhæng.

Det er alment kendt, at den bedste effekt af efter- og videreuddannelse opnås, når den enkelte får lov til at omsætte det tillærte i praksis efter uddannelsens ophør.

Det er ligegyldigt, om det er efter- eller videreuddannelse, den enkelte har deltaget i. Pointen er, at enhver uddannelsesindsats kræver ændringer i arbejdets organisering og tilrettelæggelse for at nå den tilsigtede effekt.

Derfor kan der sagtens være uddannelsesplanlægning på en arbejdsplads, men hvis den ikke tænkes ind i udvikling af arbejdspladsen som helhed, vil indsatsen være forgæves for alle parter.

Det er derfor min opfattelse, at der påhviler de lokale ledelser en væsentlig opgave på dette område, således at de i samarbejde med personalet bliver i stand til at leve op til samfundets krav til sundhedsydelserne.

Nøgleord: Efter- og videreuddannelse, kompetenceudvikling, Langvad/Aase.