Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: En fremtidsvision

En rejse til Californien satte gang i min fantasi om, hvad vi måske kan forvente indført i sundhedsvæsenet i en ikke så fjern fremtid.

Sygeplejersken 1998 nr. 46, s. 23

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Det var så den ferie. En ulempe ved at holde ferie er, at man efterhånden vænner sig til det og har svært ved at komme i gang igen. Der er ellers dem, der mener, at ferie skulle give ny energi og virkelyst, hvilket ikke er til at fatte, så længe man er fortumlet af jetlag.

Jeg forsøgte ellers at forberede mig på hjemkomsten ved at holde blikket og sindet åbent, når jeg nu skulle over til den nye verden i et par uger. Her, hvor Bill Gates vugge stod, måtte jeg kunne få øje på noget af den fagre nye verden, som også vil komme til at præge dansk sygepleje.

Men bortset fra, at alting er større i USA, så følger vi nu godt med, hvad angår teknologi og livsstil, skulle jeg hilse og sige. To forhold gav dog anledning til nogle overvejelser over mulige fremtidsperspektiver.

Det er bemærkelsesværdigt, at et land, der har en så udstrakt grad af personlig frihed indbygget i mentalitet og forfatning, samtidig har en så udstrakt grad af kontrol. Måske er det dog to sider af samme sag, for dels er friheden forbeholdt de udvalgte, dels indebærer frihedstanken et særlig stort personligt ansvar.

Jeg har intet imod, at en sort labrador snuser til min kuffert i lufthavnen, og at jeg skal smide både bælte og jakke, fordi jeg har fået en metaldetektor til at hyle. Ethvert sikkerhedstjek, også selv om det måtte betyde forsinkelse, er mig til stor beroligelse før en flyvetur. Det er også lidt spændende. Når skoler og børnehaver er indhegnet, så de mere ligner fængsler end børneinstitutioner, er det desværre også med baggrund i usikre samfundsforhold.

Men når man også skal skrive under på, at man er blevet informeret om, at der er farlige grizzly bjørne i området, så virker det mere som en gardering mod sagsanlæg end som en egentlig beskyttelse af min person. Det er den tendens til helgardering mod klager og sagsanlæg, vi skal vogte os for at indføre. Men er vi ikke lidt på vej? Hvad med for eksempel hjemmehjælpskontrakter og skriftligt, informeret samtykke? For hver gang, man kræver en underskrift, går der et skår i tillidsforholdet mellem de involverede parter, fordi kravet om en underskrift understreger, at tilliden er begrænset. Underskriften bliver nemt til målet for information og aftaler. Underskriften understreger, at forholdet mellem patient og institution mere er af kontraktlig art, end det bygger på omsorg og tillid.

I visse tilfælde kan der sikkert være gode og fornuftige grunde til at indgå kontraktlignende forhold i sundhedsvæsenet og at bekræfte det med underskrifter. Det må bare ikke ende med at blive en rutinemæssig formalitet, som erstatter et gensidigt tillidsforhold.

To øl og to pølser

Det andet, der satte min fantasi i gang, var, hvordan computeren kunne bruges helt naturligt og arbejdsbesparende. Der var lige tid til en hotdog og en kop øl mellem to fly. Tjeneren på en café i lufthavnen modtog bestillingen, vendte sig en halv omgang og tastede bestillingen ind på en skærm, som var strategisk anbragt på en pult mellem bordene, bragte hurtigt det ønskede, fik visa-kortet og fortsatte så med at betjene de andre borde. Lidt senere vendte han tilbage med det dyrebare plastkort og kvitteringen, der bare skulle skrives under.

Her var det, jeg i fantasien så, hvor nemt det kunne gøres at holde styr på pleje og behandling, hvis der stod en sådan terminal på hver eneste sengestue.

Planer for pleje og behandling ville være let tilgængelige en meter eller to fra patientens seng. Observationer og målinger kunne med det samme tastes ind, og terminalen ville selv kunne tilføje dato, klokkeslæt og navn på den, der havde åbnet terminalen med en personlig kode.

Udført sygepleje kunne dokumenteres med det samme, uden at man behøvede at have fortrolige papirer liggende frit fremme. Undersøgelser og laboratorieprøver kunne bestilles allerede under stuegangen, og patienterne ville med det samme kunne få at vide, hvornår undersøgelserne kunne udføres. Afdelingens kontor ville med ét blive roligt og ryddeligt, så det kunne bruges til møder, telefonering og til at tænke store tanker i. Sygeplejersken behøvede ikke mere at rende til og fra stuerne, fordi der lige skulle bestilles en transport eller en blodprøve, rykkes for et svar eller læses i en journal. Patienterne ville have sygeplejersken omkring sig.

Patienterne skulle selvfølgelig kunne få adgang til de samme oplysninger om sig selv ved at indføre deres sygesikringskort i terminalen på samme måde, som når vi hæver penge i Kontanten.

Måske skulle man ved samme lejlighed indføre en signalfunktion, så en lampe blinkede eller et båthorn sagde til, hvis man skulle huske at give medicin eller vende patienten på et bestemt klokkeslæt.

Mulighederne er mange. Det, der i virkeligheden imponerede mig, var, at tjeneren kunne klare alle bestillinger og udskrivning af regninger i én arbejdsgang, uden at skulle hive blyant og blok frem og uden at skulle løbe efter andet end øllet.

Hotdoggen fik vi nemlig besked på selv at vælge og hente ovre i varmeautomaten, hvor man også kunne forsyne sig med sennep og ketchup i små poser. Men det er der jo ikke noget nyt i. Selvbetjening på ernæringsområdet har længe været indført i det danske sundhedsvæsen, og det er vel egentlig ikke noget at prale af.