Synspunkt: Er sygeplejen blevet et discountfag?

Vi er en gruppe af sygeplejestuderende på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for Hovedstadens Sygehusfællesskab, som er stærkt kritiske over for den måde, den praktiske del af vores uddannelse er på.

Synspunktet er skrevet med grundlag i møder, vi har holdt i løbet af 1997 og 1998.

Ønsket er at gøre opmærksom på de forhold, som studerende har at lære under, og skabe en saglig debat om, hvilke rammer vi skal tilstræbe som optimale for at studere sygepleje.

Som det ser ud for os lige nu, kan vi ikke forstå, at det kan undre nogen, at der er et fald i ansøgningerne til sygeplejestudiet.

Følgende er en historie fra praktikken. Den fortæller om, hvilke vilkår vi bliver budt at lære under.

''Jeg er sygeplejestuderende på tredje semester. Min første praktikdag mødte jeg forventningsfuldt op på afdelingen. Jeg fik en kop kaffe og en stol at sidde på og besked om, at man desværre ikke kunne introducere mig lige nu.

Efter tre kvarter blev jeg sendt hjem.

Dagen efter havde man desværre heller ikke tid, og jeg blev bedt om at klæde om, da de håbede, jeg kendte nok til afdelingen gennem min veninde, som havde været i praktik der. Min vejleder så jeg den ene dag, derefter gik hun på 14 dages ferie med efterfølgende 14 dages aften- og nattevagter.

I mellemtiden fulgte jeg forskellige ansatte, som ikke vidste, hvad de andre havde lært mig, og var stressede og frusterede over situationen på afdelingen.

Patienterne havde for størstedelens vedkommende uhelbredelig cancer.

Jeg oplevede i denne tid at være alene med en patient, da denne døde. En situation jeg egentlig ikke følte mig kompetent til, men på den anden side ønskede jeg heller ikke, at patienten skulle dø alene.

Den oplevelse havde jeg et stort behov for at tale om,men det var der desværre ikke tid til.

Efter de fire uger havde jeg min første samtale med min vejleder.

Uddannelseskoordinatoren for hospitalet var også repræsenteret, og vi fik planlagt mine sidste tre uger på afdelingen, således at jeg ved at agere superstuderende fik opfyldt målene for tredje semester.''

Mere regel end undtagelse

Oplevelsen her er desværre mere reglen end undtagelsen.

Vi oplever som studerende gang på gang at møde forventningsfulde om morgenen, hvor vi for eksempel har planlagt at gå med en patient til operation (ansvar for egen uddannelse), for derefter at få at vide, at det desværre ikke er muligt at forlade afdelingen den dag på grund af sygdom, ferie, afspadsering eller lignende, da der ellers ikke vil være nok personale til at tage sig af patienterne.

Vi får tit at vide, at vi er ansvarlige for egen uddannelse, og det ansvar vil vi også gerne have, men som det ser ud nu, bliver dette argument nærmest brugt til, at personalet fralægger sig ethvert ansvar for at skabe nogle ordentlige rammer at studere under.

Det kan ikke komme bag på nogen, at sygeplejerskerne har travlt på afdelingen, og det skal vi selvfølgelig også lære at have.

Men vi mener først og fremmest, at vores tid som studerende må baseres på at optræne os til et vist niveau af kompetence, da det jo i bund og grund er det, vores fremtidige job handler om.

At stresse kan vi tids nok lære.

Men det nytter ikke, at vi ikke er kompetente til at varetage de opgaver, vi vil blive pålagt efter endt uddannelse.

Vi har fuld forståelse for det pres, som personalet på afdelingen arbejder under. Men vi kan ikke regne med, at hverken patient eller personale har forståelse for vores fejl og mangler, den dag vi er færdiguddannet.

Eller er sygeplejefaget virkelig blevet et sådant discountfag, at det er okay at vi ikke kan så meget, bare vi har lært at have travlt?

Surt opstød

Vore ønsker for en bedre uddannelse er, at det er uddannelsesmæssige argumenter, som er styrende for planlægningen af vores dag i praktikken.

• at blive taget ud af normeringen, og at dette respekteres på afdelingerne
• at møde kompetente og uddannede vejledere på afdelingen i dagvagter
• en ugentlig studiedag, så vi får mulighed for tid og rum til fordybelse, refleksion og bearbejdning af oplevelser fra praktikken.

Kort sagt rammer, som gør det muligt at tage ansvar for egen uddannelse.

Jo, det her er et surt opstød. Vi er trætte og frustrerede.

Men kan vi bare komme et skridt henimod at skabe bedre rammer for de studerende på afdelingen, hvor de er for at lære sygepleje og ikke bare stresse sygepleje, så holder vi inde med de sure opstød herfra.