Til eksamen over nettet

Marianne Holdt (til højre) og Inge Madsen: ''Det har været hårdt. Man kan ikke forestille sig, hvordan det er at have et halvtidsstudium ved siden af et fuldtidsjob.'' Foto: Per Folkver.

Vi vover påstanden: ''Aldrig før set i Danmark.''

Det nye hold mastere i sundhedsinformatik fra Aalborg Universitet har gennemført en stor del af deres eksamener over Internettet. Med et modem og en pc'er har de hentet eksamensopgaverne hjem i dagligstuen, hvor de har løst dem og sendt resultatet tilbage til universitetet som elektronisk post.

For de 26 nye mastere i sundhedsinformatik har computeren været en helt uundværlig del af studiet, der er foregået som fjernstudium via et elektronisk konferencesystem.

Alligevel har det været sin sag at gå til eksamen over nettet. Hvad nu, hvis teknikken svigter? Hvis opgaven ikke når frem? Eller besvarelsen bliver forsinket?

''Der var lavet en nødprocedure, hvis systemet skulle bryde ned. Men faktisk først efter at jeg selv og en studiekammerat havde prøvet det weekenden inden en eksamen,'' siger sygeplejerske Inge Madsen, Skejby Sygehus, og tilføjer:

''Nødproceduren kom lidt vel sent ind i billedet, men sådan kan det gå, når man som de første kaster sig ud i en splinterny uddannelse. Så må man finde sig i at være en slags forsøgskaniner.''

Sygeplejerske Marianne Holdt, Sundhedsstyrelsen, havde gjort sig nogle andre tanker inden eksamenerne over nettet:

''Hvor er lærerne dog dumme sådan at sende eksamensopgaver hjem til én, tænkte jeg.

Jeg kan jo bare ringe til kollegerne i informatikafdelingen, hvis der er noget, jeg er i tvivl om.

Men når eksamensopgaven kom dumpende ned i den elektroniske postkasse, fandt jeg lynhurtigt ud af, at der ikke var ét sekund at spilde, hvis jeg skulle løse opgaven inden for den fastsatte tid.

Der var bestemt ikke tid til at foretage bare én opringning, ligesom man følte, at verden ville bryde sammen, hvis ens mor eller bedsteveninden skulle finde på at ringe.''

Helt ny uddannelse

Uddannelsen til sundhedsinformatiker er et nyt tilbud til personalet i sundhedssektoren. Baggrunden er indlysende nok.

Gennem de seneste år er der foretaget meget store investeringer i informationsteknologi (IT), men som oftest har de forskellige faggrupper stået aldeles uforberedte, når computerne har holdt deres indtog. Det er sjældent, at de har været med til at planlægge og udvikle systemerne, ligesom de fleste først har skullet lære at bruge computeren, når den stod i afdelingen.

En af grundene til, at personalet ikke har spillet nogen central rolle ved indførelsen af ny teknologi, er ifølge Aalborg Universitet, at der har manglet en videregående uddannelse i, hvordan man kan tage aktiv del i den proces.

Masterprogrammet i sundhedsinformatik sigter derfor mod at kvalificere sundhedspersonalet til både at indgå i selve udviklingsprocessen og være med til at styre indkøringen af teknologien.

Under studiet får man også indsigt i de forandringer i arbejdslivet, som informationsteknologien fører med sig. Og man lærer at analysere og vurdere teknologien i relation til en konkret anvendelse.

Uddannelsen, der er tværfaglig, rummer fag som informatik, medikoteknik, datalogi, organisation, kommunikation og kognition.

Mere end halvdelen af studiet er sat af til projektundervisning, og typisk tages der udgangspunkt i noget konkret, som de studerende beskæftiger sig med i deres daglige arbejde.

Som Marianne Holdt siger: ''Det har aldrig været rigtig surt at lave lektier, for det har altid været noget, jeg kunne bruge i mit arbejde.''

Studiet løber over tre år som et deltidsstudium under Lov om Åben Uddannelse og er tilrettelagt sådan, at de studererende kan have deres job ved siden af studierne.

Takket være teknologien kan man i realiteten sidde på sin egen lille ø og samtidig følge studiet i Aalborg. Over nettet får man både vejledning fra lærerne og kan også stille spørgsmål til dem og de medstuderende.

I løbet af studiet holdes weekendseminarer på universitetet, hvor man har mulighed for at se hinanden live. Her er der forelæsninger, kursusstoffet bliver præsenteret, ligesom der bliver dannet projektgrupper og diskuteret med vejlederne.

Rent umiddelbart er det en fascinerende tanke, at man som Inge Madsen og Marianne Holdt kan bo i henholdsvis Århus og København og studere i Aalborg.

''Men,'' siger de.

"Man skal sørge for at planlægge sin tid. Der går jo lang tid imellem, at man konfronteres med underviserne. Derfor kan man være tilbøjelig til at skubbe læsestoffet foran sig. Man bliver jo ikke hørt i det næste dag, men først om en måned eller to.''

Hårdere end vi troede

Inge Madsen og Marianne Holdt er bidt af en gal computer, men vil gerne sige til de kolleger, som kunne have lyst til uddannelsen som sundhedsinformatiker: ''Det er hårdere, end vi troede på forhånd.

Ingen af os kunne forestille os, hvordan det ville være at gennemføre et halvtidsstudium samtidig med et fuldtidsjob. Der skal bruges mindst 20 timer om ugen til det, hvis det forslår.

Derfor skal man tænke sig om, inden man går i gang. Ingen af os har haft mulighed for nedsat tid. Til gengæld har vores arbejdspladser været forstående og fleksible, når vi eksempelvis har skullet aflevere opgaver.''

Åbenlyse fordele opvejer imidlertid sliddet med lektierne: ''Man kan godt kalde det en symbiose. Arbejde og studier har ligget i forlængelse af hinanden. Jeg har hele tiden kunnet bruge det, jeg har lært på universitetet, i mit daglige arbejde og vice versa. Ellers tror jeg heller ikke, at jeg havde klaret det,'' siger Inge Madsen.

''Det er i hvert fald med til at holde gejsten oppe undervejs,'' supplerer Marianne Holdt og mindes, hvor tit hun har sagt til sig selv: ''Det her kan jeg lige bruge på jobbet. Det her kan jeg lige bruge i studiet.''

Trods glæden over den hurtige og effektive kommunikation på nettet er de dog begge rørende enige om, at computeren ikke egner sig til alt: ''Man skulle måske ikke tro det, men computeren er ikke så velegnet til de gruppearbejder, som studiet kræver.

I hvert fald har vi brugt at mødes rigtig meget især i de to første år af studiet. Det giver en masse synergi at være sammen på det personlige plan.

Og så ser en kritik altså meget hårdere ud på skrift, end hvis den bliver afleveret på gemytlig vis over en kop kaffe. Computeren er ikke god til kropssprog. Den gengiver ikke glimtet i øjnene eller det tilforladelige jyske, som nogen af os snakker.''

Af de 26 nye mastere i sundhedsinformatik er en stor gruppe sygeplejersker. Ikke alle i gruppen er kvinder, men en overvejende del er, og det harmonerer ikke med den gængse opfattelse af, at informationsteknologien især henvender sig til mænd.

Kvinder og computere

''Selvfølgelig kan kvinder også tilegne sig den nye informationsteknlogi, ingen tvivl om det. Men for os begge er interessen nok mere kommet via tilfældigheder, end der har været tale om en strategisk karriereplanlægning,'' siger Inge Madsen og Marianne Holdt.

''Elektronisk databehandling er en naturlig del af arbejdslivet på sådan en ny arbejdsplads som min, Skejby Sygehus, så da jeg havde set, hvor meget edb blev brugt til administrative formål, begyndte jeg at fundere over, hvordan vi kunne bruge det til fordel for sygeplejen,''siger Inge Madsen.

''Der blev udpeget nogle nøglepersoner. Jeg var én af dem, og ganske langsomt byggede jeg den stilling op, jeg har nu. I starten var der tale om projektansættelse, men nu er jeg fastansat på fuld tid som konsulent i sundhedsinformatik. Sigtet med stillingen har udviklet sig hen imod et tværfagligt job ud fra den meget indlysende kendsgerning, at de data, vi putter ind i computeren, hverken er lægernes eller sygeplejerskernes, men patienternes.''

Inge Madsen kører lidt af en blandet landhandel til daglig. Hun underviser, rådgiver og udvikler og varetager også en del eksterne opgaver blandt andet for Sundhedsstyrelsen og Dansk Sygeplejeråd.

Marianne Holdt har, som hun siger, været ganske almindelig medicinsk sygeplejerske i 10 år, inden hun fik job i blodbanken på Rigshospitalet.

En dag så hun et stillingsopslag. Hospitalet søgte folk til at indføre Det grønne System fra Kommunedata. En af kvalifikationerne var, at man skulle være godt kendt med husets organisation.

''Og det var jeg. Men ikke at jeg nogensinde havde tænkt over at søge sådan en stilling. Inden jobsamtalen fik jeg min mand til at vise mig, hvor man tænder og slukker for en computer, ligesom jeg også fik den allermest nødvendige information om et tekstbehandlingsprogram. Jeg fik jobbet, det var i 1992, og efter et par måneder syntes jeg, at jeg havde fundet den eneste rigtige plads for mig. Jeg fattede ikke, at jeg nogensinde havde lavet andet.''

Også for Marianne Holdt var der tale om en stilling med udvikling i. Efter at have været med til at implementere Det grønne System på Rigshospitalet blev hun ansat til at opbygge en hot line-funktion for brugerne.

Mangler IT-strategi

Senere blev hun systemadministrator, men efterhånden var tiden inde til at gå nye veje.

I dag er hun sundhedsfaglig IT- medarbejder i Sundhedsstyrelsen, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med sundhedsvæsenets eget klassifikationssystem, SKS, europæiske standarder inden for sundhedsområdet samt Sundhedsministeriets nye handlingsplan for den elektroniske patientjournal.

Inge Madsen og Marianne Holdt fremhæver begge det gode netværk til kollegerne, der er blomstret op under informatikstudiet på Aalborg Universitet:

''Det er altid svært at starte på noget nyt, især når der som her er tale om en helt ny uddannelse inden for et område, som mange af kollegerne overhovedet ikke er tændt på. Til gengæld har vi så fået skabt et fantastisk godt netværk til de kolleger, som virkelig brænder for sagen. Et netværk vi nu kan trække på i vores jobs som sundhedsinformatikere. Vi ved, hvor hinanden er, og kommunikationen er lynhurtig over nettet.''

IT-situationen i det danske sundhedsvæsen er temmelig uoverskuelig. Der tales både om hovsaløsninger og enkeltinitiativer uden samlet perspektiv, så der er indlysende grunde nok til at bruge hinanden, også efter at informatikuddannelsen er afsluttet.

Sundhedsministeriet har ansat en konsulent, der sammen med amterne skal komme med forslag til en national IT-strategi.

''Men måske er det allerede for sent med en samlet strategi,'' siger Inge Madsen og tilføjer: ''Der er i hvert fald behov for, at man tager stilling til nogle overordnede ting. Ellers kan jeg godt være bekymret for, at folk sidder rundt om i landet og udvikler systemer, der vil gøre det svært for os at tale med hinanden. Målet bør jo været ét sammenhængende system. Faktisk er vi bagud i forhold til mange andre. Tænk på flyselskaberne, hvor man nu i flere år har kunnet kommunikere med hinanden og udnytte hinandens data. Det er der et stykke vej til, at vi kan gøre i sundhedsvæsenet. Det uhyrlige er bare, at patienterne næsten forventer det.

''Det ved hjemmesygeplejersken godt.''

''Det har jeg fortalt min egen læge.''

Sådan lyder det hele tiden. Mange bliver faktisk lettere irriteret over konstant at skulle give de samme oplysninger. Det går der kostbar tid med, ligesom der er mulighed for fejl, hver gang man skal videregive oplysningerne. Det satte sommmerens medicindebat så rigeligt fokus på.''

Marianne Holdt: ''Jeg er blevet kontaktet af en kollega, der gerne ville have hjælp til at dokumentere sin sygepleje. Det havde hun problemer med, for arbejdspladsen brugte blyant til patientens stamkort. Det var mest bekvemt, for så kunne man eksempelvis viske ud, når patienten ikke mere lå med kateter. Den slags får de små hår i nakken til at stritte. Hvordan skal vi nogensinde kunne dokumentere endsige kvalitetssikre, hvis vi ikke har de relevante patientdata?''

Inge Madsen: ''Ja, det er så utrolig vigtigt, at vi får de rigtige data ind i systemet. Det er dem, vi skal udvikle vores sygepleje ud fra og efterstående se, om vores sygepleje har været god eller dårlig. Sådan er det i det hele taget med de kliniske databaser. De skal fodres med de rigtige data, ellers får man ikke det rigtige beslutningsgrundlag at handle ud fra.''

Det fælles sprog

Både Inge Madsen og Marianne Holdt beskæftiger sig med det fælles sygeplejesprog (standardiseringer og klassifikationer), som er så nødvendigt, hvis sygeplejen skal blive en naturlig del af databaserne og den elektroniske patientjournal:

''Vi skal kunne beskrive den sygepleje, vi udfører, men vi mangler stadig et fællessprog,'' siger de.

''Da Sundhedsstyrelsen i sin tid gik i gang med at udvikle det nationale klassifikationssystem, SKS, kom problemet for alvor op at vende, fordi vi gerne ville have vores sygeplejehandlinger med i systemet. Kom med dem, lød svaret, og der stod vi så. Selvom der arbejdes på sagen, og selvom Sundhedsstyrelsen nu har udsendt en behandlingsklassifikation, der dækker både læge-, sygplejerske- og fysio- og ergoterapeut-området, er vi ikke nået så langt, som vi kunne ønske os.

Problemet er, at der rundt omkring sidder folk og arbejder ud fra hver sit grundlag.

Nogle arbejder med SKS-systemet, andre med amerikanske løsninger som eksempelvis NANDA-systemet og andre igen med ICNP, verdensklassifikationen, som den internationale sygeplejerskeorganisation ICN har sat i gang.

Det kan besværliggøre den fremtidige fælles kommunikation, mener de to. Men selvfølgelig er der lyspunkter, vedgår de.

I hvert fald gøres der en ekstra indsats fra Sundhedsministeriet for at sætte skub i udviklingen af den fælles elektroniske patientjournal.

Arbejdet koordineres fra Sundhedsstyrelsens Kontor for Medicinsk Informatik, hvor Marianne Holdt er ansat. Projektet består både af en decentral og en central del.

Den decentrale del omfatter en række projekter rundt om i landet, den centrale del samler op på projekterne for at se på, om der kan skabes en fælles journal ud fra de indhøstede erfaringer.

Nøgleord: Informationsteknologi, IT-løsninger, standardiseringer, sundhedsinformatik, uddannelse.