Ordenssøster og feminist

Det var klosterkaldet, som gav søster Benedicte Ramsings liv mening og sammenhæng.

Det er det også for søster Hildegard Doods, men der er en generation til forskel – og en helt anden indstilling til, hvad et katolsk ordensliv i Danmark også kan være.

Søster Hildegard svarer nok ikke til de fleste danskeres opfattelse af en priorinde. Ikke alene foretrækker hun almindelig daglig påklædning i stedet for Sankt Joseph Søstrenes sorte ordensdragt, men hun holder også mest af at leve og arbejde ude blandt os almindelige danskere.

''Jeg er ikke til de store institutioner, så jeg har de sidste 30 år boet i små kommuniteter sammen med tre-fire andre søstre. Det har været godt for mig. Derfor har det været noget af en omvæltning, da jeg sidste år blev valgt til ny leder af ordenen i Danmark efter søster Hedvig Schlüter,'' fortæller hun.

Der måtte da også kraftige opfordringer til, før hun bestemte sig for at vende tilbage til moderhuset på Strandvejen i København.

Det var svært at skulle rive sig løs fra det lille kommunitet på Primulavej i Vanløse, og det var svært at skulle forlade eleverne på Sankt Ansgar Skolen på Nørrebro, hvor hun som seminarieuddannet pædagog havde haft sit virke i mange år. Hun fik hjælp til at tage beslutningen gennem samtaler med sin spirituelle vejleder.

Det er en person, hver søster vælger ud fra sine personlige forudsætninger og behov. En person, som kender én ret så indgående. ''De ældre søstre, Søster Benedictes generation, ville kalde sådan en person en skriftefader, men i min aldersgruppe og blandt de yngre kalder vi det en vejleder,'' fortæller hun.

''Man kan ikke altid se sine egne skyggesider – eller de gode for den sags skyld. Derfor er det godt at have en vejleder.''

Meget karakteristisk for søster Hildegard vil hun da heller ikke tituleres priorinde.

Ønsker modernisering

Forstanderinde er mere i pagt med tiden, mener hun og peger på, at det strenge ordenshierarki ikke længere findes som i søster Benedictes tid.

Oprindeligt var Sankt Joseph Søstrenes orden en meget udadvendt orden, men gennem årene siden starten i 1600-tallets Frankrig lukkede søstrene mere og mere af mod omverdenen. Deres liv domineredes af et detaljeret regelsæt og en streng hierarkisk orden med priorinden som den absolutte leder inden for klostrets mure.

Som generalpriorinde blev det søster Benedicte, der kom til at stå i spidsen for fornyelsen af ordenen. Det strenge klosterliv, der var præget af centralisering, autoritet og ensartethed, blev afløst af decentralisering, medansvar og mangfoldighed. Nye boformer, samarbejde med lægpersoner og en modernisering af kvindesynet indgik også i fornyelsen i 1969.

''Som forstanderinde skal jeg naturligvis træffe en række beslutninger, men ellers er jeg en søster blandt søstre,'' siger søster Hildegard, som i virkeligheden har det allerbedst med den flade struktur, hun er så fortrolig med fra livet ude i de små kommuniteter, og som også har været et velkendt træk inden for kvindebevægelsen.

Søster Hildegard vil nok betakke sig for at blive kaldt rødstrømpe, men hun vedgår gerne, at hun har en feministisk indstilling til tingene. Som ordenssøster inden for den romersk-katolske kirke er hun underlagt nogle patriarkalske strukturer, som ikke harmonerer med hendes opfattelse af ligestilling og demokrati:

''Ud over min pædagoguddannelse har jeg også en teologisk uddannelse. Hvorfor i alverden skal jeg ikke kunne holde en messe?'' spørger hun og mindes, da hun sidst var i Rom, hvor generalkapitlet, ordenens øverste myndighed, var samlet.

''Her sad vi 60 repræsentanter fra fire kontinenter og drøftede ordenens fremtid og skulle tage vigtige beslutninger. Da der skulle holdes messe, måtte vi hente en præst. Det virkede ret underligt,'' siger hun.

Hun vedgår gerne, at hun synes, at Romerkirken trænger til en modernisering: ''Jeg er ikke spåkone, så jeg må nøjes med at håbe. Patriarkatet i Romerkirken handler kun om traditioner, ikke om religion.''

Den katolske kirkes mandsdominans kommer især

Side 29

til udtryk i den tredje verden, hvor den opererer parallelt med de lokale patriarkalske strukturer. Det fik generalkapitlet i Rom et slående bevis på, da søstrene fra Indien fortalte om deres vanskeligheder, fremhæver Søster Hildegard.

Søster Hildegard Doods: ''Som leder af Sankt Joseph Søstrene i Danmark skal jeg naturligvis træffe en række beslutninger, men ellers er jeg blot en søster blandt søstre. I virkeligheden har jeg det bedst med den flade struktur i de små fællesskaber, som jeg har boet i det meste af mit liv.'' Foto: Søren Svendsen

Kan bruge mændene

En ligestilling mellem de to køn inden for det religiøse fællesskab kunne også betyde, at ordensbrødre og ordenssøstre kunne være tættere på hinanden, filosoferer søster Hildegard: ''En gang imellem kan jeg da godt drømme om, at man lavede en slags blandede klostre, hvor munke og nonner kunne bo og arbejde sammen.

Det med at bo sammen skal naturligvis ikke misforstås. Hvis man ønsker et parforhold, skal man selvfølgelig hverken være munk eller nonne. I vores troskabsløfte til ordenen indgår løftet om at leve i cølibat, og det skal fortsat bestå. Det fællesskab, jeg kunne forestille mig mellem mænd og kvinder i et kloster, skulle være et spirituelt og arbejdsmæssigt fællesskab. Jeg tror nemlig, at mændene kunne bidrage med noget positivt til vores klosterliv.

Lad mig sige det på den måde: Selv i et kloster kan der opstå konflikter, og de bliver ikke mindre af, at det er kvinder, der bor sammen. Kvinder kan være utroligt sårbare, og det kan give sig udtryk i smålighed og en holden justits med hinanden. Et blandet miljø med mænd og kvinder ville give en anden kemi. Mænd er anderledes skruet sammen rent følelsesmæssigt.

De vil kunne skære igennem og sige: Hold nu op!''

Søster Hildegard er ikke bange for, at et sådant arrangement kan føre til forelskelser: ''Hvis man vil forelske sig, kan det jo ske nårsomhelst og hvorsomhelst. Sankt Joseph Søstrene arbejder jo uden for klostret, som lærere, pædagoger, sygeplejersker og så videre. Personligt har jeg da mange gange kunnet forelske mig, hvis det var det, jeg havde villet. Og selvfølgelig er der da perioder i ens liv, hvor man må spørge sig selv, om man vil bruge sin fornuft eller sine følelser. I sådanne tilfælde er det godt at have sin vejleder til at minde én om, at det er religiøsiteten og det åndelige, der er drivkraften i vores liv. Vi får jo ikke noget telefonopkald fra Vorherre eller et postkort fra himlen med et godt råd. Derfor er det vigtigt med en god vejleder og nogle tætte venskaber.''

Det sværeste ved cølibatet er måske ikke fraværet af et samliv med en mand, men det at man ikke kan blive mor, fremhæver Søster Hildegard: ''Det var lidt af en indre kamp at skulle forlige sig med, inden jeg aflagde det, vi kalder de evige løfter som søster.''

Kvindefællesskabet

Cølibatet vækker nysgerrighed hos omgivelserne. Ingen tvivl om det. Søster Hildegard har mødt det mange gange som ung pædagog og som lærer gennem mange år:

''Da jeg var i praktik som pædagogstuderende, var jeg allerede flyttet ind i det lille kommunitet i Herlev sammen med tre andre søstre. Jeg husker så tydeligt, at nogle af kollegerne undrede sig over vores kvindefællesskab:

Jamen, er I da ikke lesbiske? Går I ikke i seng sammen?'' lød det især fra de mandlige kolleger. At leve i et kommunitet handler ikke om lesbianisme, men om at leve sammen i et spirituelt og praktisk fællesskab, som man gør det i klostrene. Her er det bare i en slags miniformat, hvor vi er tættere på nogle få og tættere på menighed og arbejde.

Cølibatet giver os snarere nogle muligheder end begrænsninger. Man kan sige, at det frigør personlig energi til faglig

Side 30

og åndelig udfoldelse. Det er søster Benedicte jo om nogen et eksempel på.''

Troskabsløftet til ordenen omfatter foruden løftet om kyskhed også løfter om lydighed og fattigdom, og også disse løfter kan pirre omgivelsernes nygerrighed. ''Mine elever har tit spurgt mig, hvordan jeg havde det med at aflevere hele min løn til en fælles kasse. Godt, har jeg altid svaret. For jeg får jo alt det, jeg har brug for og langt mere til. Som forstanderinde for Sankt Joseph Søstrene på Strandvejen er jeg med til at forvalte ordenens pengesager. Hovedreglen er, at vi ikke hober op, men konstant finder en balance mellem, hvad vi selv skal bruge til vores arbejde i Danmark, og hvad vi kan sende af sted til vores søstre i Brasilien, Indien, Pakistan og Liberia, de udviklingslande, Sankt Joseph Søstrene er repræsenteret i.

Søstrene her yder et fantastisk arbejde. De igangsætter skoler, børnehaver, hospitaler, drikkevandsprojekter og så videre. Drivkraften for os er at være solidarisk med andre.''

Det tredje løfte, lydighedsløftet, handler om at tjene Gud og stille sit liv til tjeneste for andre. Inden moderniseringen betød løftet en næsten total underkastelse for søstrene.

Uden nogen form for modsigelse skulle de følge ordenssamfundets regelsæt og adlyde de ledende ordensmedlemmer. Den enkelte søster skulle opgive retten til at bestemme over sig selv og gennem noviciatet (læretiden) udslette sit personlige selv.

Personlige venskaber var ikke tilladt. For en så markant personlighed som søster Benedicte var lydighedsløftet det sværeste, har hun sagt.

Med fornyelsen i 1969 ændredes de strenge regler. Nu handler det om personlig og fælles udvikling for at styrke både det spirituelle liv og arbejdet for andre. Søstrene er bundet af deres troskabsløfte til ordenen, men har samtidig stor individuel frihed til at tjene Gud og verden. Og venskaber – dem har man da heldigvis både inden for og uden for klostrets mure:

''Jeg ville føle mig utrolig fattig, hvis jeg ikke havde mine venskaber. Som nonne af i dag har jeg på én gang både autonomi og et netværk, der beriger mig,'' siger søster Hildegard.

Mange søgende

Sankt Joseph Søstrenes udadvendte arbejde har medført, at flere foretrækker at bo i de små kommuniteter, sådan som søster Hildegard har gjort det i så mange år.

Rammen om disse fællesskaber kan være et ganske almindeligt parcelhus på en stille villavej eller en lejlighed midt i byen. Beboerne i kommuniteterne er dog stadigvæk lige så meget søstre som søstrene i moderhuset på Strandvejen.

Det er bare ikke så iøjnefaldende: ''I kommuniteterne handler det om at finde en balance mellem aktiviteterne udadtil og det spirituelle – også ud fra en erkendelse af, at vi ikke kan frelse hele verden.

Døgnet har kun 24 timer. Arbejde, menighed, vejledning, folk, der banker på døren. Der er nok at tage sig af. Derfor er det vigtigt også at skabe tid og rum til bøn og meditation,'' siger søster Hildegard og mindes med stor glæde sit sidste lille fællesskab i Vanløse, hvor hun boede i 17 år, inden hun flyttede tilbage til klostret på Strandvejen.

''Torsdag aften var vores hjemmeaften, og der skulle meget gode grunde til ikke at komme. Vi startede altid med en messe og et fælles måltid. Bagefter snakkede vi om, hvordan fællesskabet fungerede, om næste uges arbejdsplaner, og om hvordan vi i det hele taget havde det med hinanden og omverdenen.''

Kommunitetet i Vanløse havde også plads til andre end søstrene: ''Vi havde eksempelvis ofte en ung pige boende i perioder, hvor vedkommende havde brug for tag over hovedet. Det kunne være en gymnasiepige, hvis forældre var blevet skilt, eller som i ét tilfælde en pige fra et børnehjem. Da hun fyldte 18, skulle hun ud.

Hun flyttede ind hos os med bjerge af alting, tøj, musikanlæg, tv, video og så videre. På et tidspunkt sagde hun til mig: Synes du ikke, det er trist, at jeg ikke har en far og en mor. Det burde være en ret for alle. Det slog mig, hvor fattig man kan være, hvis man ikke har noget at bygge sit liv på.''

Kontakten til moderhuset holdes ved lige med jævnlige besøg, gerne i weekender. ''Ordenen er ikke større, end at vi alle sammen kender hinanden særdeles godt både fra møderne her, fra rejser, vi er jo en international orden, og også fra vores ferier. Vi er så heldige at have et par sommerhuse, vi kan disponere over.''

Sankt Joseph Søstrene udlejer en del af deres kloster på Strandvejen til Københavns Kommune, som driver et dagcenter for ældre i den del af byen.

Side 31

Helsidesbillede

Fra Sankt Joseph Søstrenes kloster på Strandvejen i København: Den indre gård med de smukke søjlegange. Søstrene hæger om den smukke bygning, der er opført i 1904. Foto: Søren Svendsen

Side 32

Ordenen er ikke involveret i dette arbejde, men det er med til at skabe liv bag den tykke klostermur, der omgiver det flotte bygningskompleks.

På klostrets egen plejeafdeling for de ældre søstre er ansat sygeplejersker og forskellige former for hjælpepersonale, og året igennem er der også praktikanter fra byens skoler. Lige nu er det en dreng, som sysler lidt med planer om et kommende omsorgsarbejde.

I det hele taget bliver klostret opsøgt af mange mennesker, som har brug for råd og dåd. Ofte drejer det sig om unge mennesker, som er rådvilde og ikke rigtig kan finde mening med deres liv. Det har nu ført til, at søstrene har dannet nogle samtalegrupper både for de unge og de lidt ældre. Arbejdet har på ingen måde karakter af mission, men er tænkt som hjælp til selvhjælp med at komme videre i livet.

Ordenen tilbyder også sjælesorg fra retrætecentret i Mikkelborg. ''Et tilbud til travle mennesker,'' kalder søstrene i Mikkelborg det. Her kan stressede hverdagsdanskere komme på weekend og finde ud af, hvordan de har det med deres følelsesliv.

''Det er meget eftertragtet,'' som søster Hildegard siger.

Kvaliteten der tæller

Sankt Joseph Søstrene tæller omkring 30.000 på verdensplan. Rekrutteringen er størst i udviklingslandene. Herhjemme har ordenen haft sin storhedstid med sine mønsterhospitaler og mønsteruddannelsesinstitutioner, men da det offentlige tog over, gik søstrenes aktiviteter tilsvarende ned.

Efter et langt livs tjeneste nyder de gamle søstre nu et velfortjent otium på klostrets plejeafdeling. Foto: Søren Svendsen

I dag tæller Sankt Joseph Søstrene 115 medlemmer tilsammen i Danmark, Sverige og Tyskland. Moderhuset på Strandvejen har 53 søstre boende.

Side 33

Det skal sammenholdes med, at ordenssamfundet havde omkring 450 søstre, da søster Hildegard startede sit noviciat i 1957.

For nylig er et større hus lukket på Island, så nu sidder der tre islandske søstre på Strandvejen og savner netværket på sagaøen. Men søstrene er gamle og plejekrævende som flere af de andre søstre i klostret, så de har god brug for plejeafdelingen, der i dag er en vigtig del af klostrets virke.

''Selvfølgelig er det vemodigt, at vi bliver færre og færre her i vores del af verden, men så trøster jeg mig med, at det ikke kommer an på antal, men på kvalitet,'' siger søster Hildegard. Det er dog ikke længere siden end august i år, hvor en dansk kvinde aflagde de evige løfter.

I modsætning til mange andre ordener optager Sankt Joseph Søstrene ikke de helt unge kvinder. ''Vores ansøgere skal både have livserfaring og uddannelse inden indvielsen. Det vil sige, at de typisk er omkring 35-40 år.

Det hele starter egentlig med en slags følordning. Den interesserede flytter ind, måske i et af vores små kommuniteter, som vi oplevede det nogle gange på Primulavej i Vanløse. Her følger hun så vores arbejde, er med til måltider, aftenbøn og passer i øvrigt selv sit eget borgerlige erhverv.

På et tidspunkt gør hun op med sig selv, om ordenslivet er noget for hende. Derefter skal hun godkendes af ordenens bestyrelse, og så kan det egentlige noviciat begynde i klostret. Hos os er det fastsat til to år, hvorefter man aflægger de første løfter om lydighed, fattigdom og cølibat.

Efter yderligere tre år kan man så aflægge de evige løfter – eller udskyde dem, til man er parat til at lade sig bruge – og bruge sig selv i ordensfællesskabet.'' 

Nøgleord: Kald, Sankt Joseph Søstrene, søster Benedicte Ramsing.