Faglig kommentar: Ydmyghed for faget

Der kom brev fra en kollega. Vi har aldrig mødt hinanden. Alligevel synes jeg, at vi efterhånden kender hinanden rigtig godt. Vi har gennem årene haft kontakt flere gange, når hun har skrevet tilSygeplejersken eller har ringet for at kommentere et eller andet i tidsskriftet. Så har vi snakket fag, og vi har kunnet grine sammen.

Kollegaen, som var ved at forberede sin pensionisttilværelse og derfor havde lyst til at gøre en slags status, skrev blandt andet om, hvordan hun for snart 50 år siden var begyndt at sysle med tanken om at blive sygeplejerske. Hun var dog blevet i tvivl, for et sted havde hun læst, at man skulle kunne elske alle mennesker for at blive en god sygeplejerske. Det var måske lige i overkanten af, hvad hun mente at kunne leve op til, så hun konsulterede sin fars ven – den gamle, kloge præst. Præsten havde grinet godt og grundigt og blandt andet sagt, at det med at elske alle mennesker kunne hun roligt overlade til Vorherre, blot hun var i stand til at udvise omsorg og ydmyghed. Det havde hun så siden prøvet at leve op til.

For nylig havde hun brugt ordet ydmyghed på et møde blandt kolleger. Ingen havde forstået, hvad hun mente. Det var et begreb, de ikke var blevet undervist i. Kunne hun ikke lige så godt bruge ord som respekt eller indlevelse?

Nu gik jeg i gang med at spekulere over, hvad ydmyghed egentlig betyder. Bevares, man kan jo nok reducere ydmyghed til et begreb, der kan forelæses over, men der ligger langt mere i det. Ydmyghed over for sit fag er noget, man personligt må forholde sig til. Ydmyghed over for sit fag må endelig ikke forveksles med underdanighed over for andre mennesker.

Heldigvis havde jeg lånt en pose timian af overlærerinden i sidste uge, og den nye pose, jeg havde købt til hende, var en god undskyldning for at smutte over gaden og forhøre mig, om Jenny nu også udviste en passende ydmyghed over for sit arbejde, og hvad hun lagde i det. En lærer må have en mening om, hvad det vil sige at have ydmyghed over for sit fag.

For Jenny betyder det, at hun føler et umådelig stort ansvar for sine elever, for hun ved, at hun vil kunne præge dem for livet. Hendes måde at være lærer på er stærkt medvirkende til at forme elevernes indstilling til for eksempel det at lære og at uddanne sig og til at bruge de enkelte fag, hun underviser i. Hun kan vække kærlighed til de sprog, hun underviser i, eller hun kan slukke gnisten. Det må hun hele tiden have med i sin bevidsthed, så hun altid bestræber sig på at påvirke dem i en god retning. At være lærer rækker længere end det faglige indhold i en enkelt time. Det handler om at føle sig ansvarlig og forpligtet, sluttede Jenny.

Lærerens indstilling til at have ydmyghed for sit fag ligner meget det, jeg også lægger i det. Når en sygeplejerske er ydmyg over for sit fag, så handler det netop om, at hun opfatter faget som mere end det, der foregår her og nu. Faget er større end summen af de enkelte sygeplejesituationer. Faglig etik er et eksempel på, at en sygeplejerske tænker og handler længere, end hvad den konkrete situation indbyder til. Det er ydmyghed over for sygeplejen, hvis man hele tiden er sig bevidst, at man holder noget af den andens liv i sin hånd, som gamle Løgstrup udtrykte sig. Det vil læreren også kunne tilslutte sig.

Noget at leve op til

Mens lærerinden og jeg stod der i døren og funderede over, hvilke lighedspunkter der er mellem vore respektive fag, bankede pædagogen på. Han skulle også lige aflevere noget, han havde lånt. Jørn blev straks stillet til regnskab for, om han følte ydmyghed over for sit fag, og hvad han mente med det.

''Jeg har gjort det,'' sagde Jørn, ''for lang tid siden. Nu er vilkårene så ringe, at jeg ikke kan leve op til alt det, jeg drømte om at gøre for børnene. Alt det, jeg gerne ville lære dem. Den udvikling, jeg gerne ville sætte gang i.'' Mulen hang på Jørn, da han tilføjede: ''Nu passer jeg dem bare.'' Der var da lyspunkter. De små kunne da stadig få glæden til at vælde op i ham, når de kom drønende for at fortælle noget eller kastede sig om halsen på ham.

Nu måtte lærerinden og jeg korrekse pædagogen. Det var jo noget helt andet, han snakkede om. Det handlede om tabt arbejdsglæde og dårlige arbejdsvilkår. Alligevel kunne vi trøste ham med, at han jo kendte ydmygheden over for sit fag, fordi han var dårligt tilpas over at sige: ''Nu passer jeg dem bare.'' Det handlede om at føle, at han forrådte og svigtede sit fag ved bare at passe ungerne. Den melodi har vi hørt før.

Ydmyghed over for sin metier kan vi finde alle vegne. Der er noget, man føler sig forpligtet til at leve op til. Det kan være en høj etik. Det kan være stolte traditioner og historiske forbilleder. Det kan være erkendelsen af, at udøvelsen af faget kan have vidtrækkende, måske uoverskuelige konsekvenser. Man opfatter sit fag som mere betydningsfuldt end det, man lige netop selv kan. Der er noget at leve op til, og det forpligter. Faglig stolthed udspringer af ydmyghed over for sin metier.

Det modsatte af ydmyghed over for sit fag er, hvis man finder motivationen i selvbekræftelsen og drives af mulighederne for gevinst eller personlig udvikling. Ydmygheden ligger i at gøre noget for sit fag, i stedet for at lade faget gøre noget for en selv. At man så får den personlige udvikling forærende, hvis man forholder sig ydmygt til sit fag, det er bare en ekstra gevinst.

Så det er da trist, hvis det at kende til faglig ydmyghed er blevet så umoderne, at ordet ikke engang siger unge sygeplejersker noget. Det er ikke sikkert, den er der med det samme, når man begynder på en uddannelse. Men den skulle meget gerne udvikle sig, efterhånden som man lærer sit fag at kende.