De er tavse i timerne

Grønlandske sygeplejestuderende er meget stille i klasseundervisningen. En undersøgelse foretaget på den grønlandske sygeplejeskole tyder på, at årsagen til denne stilhed skal findes i en kombination af kulturelle, sproglige og pædagogiske faktorer.

Stilheden opleves både af faste lærere og eksterne undervisere. Den giver sig udtryk ved, at mange studerende ikke på eget initiativ bidrager til diskussioner i klassen. Selv på direkte opfordring fra underviseren tager det ofte lang tid, før den studerende kommer med reaktionen.

En nærliggende årsag til denne stilhed kunne være, at de studerende ikke er forberedte til undervisningen.

Der er imidlertid flere eksempler på, at velforberedte studerende holder deres viden for sig selv, indtil de bliver spurgt nærmere ud, ligesom nogle af dem, der er mest aktive, ikke nødvendigvis har større viden end de mindre aktive.

En anden årsag kunne være sproglige forhold, da klasseundervisningen hovedsageligt foregår på dansk.

Samme mønster ses dog også i timer, der foregår på grønlandsk.

Årsagerne

For at få viden om årsagen til denne stilhed har jeg foretaget en undersøgelse af, hvordan forskellige faktorer kan have betydning for de studerendes sproglige aktivitet.

Formålet var at kunne anvende viden om baggrunden for stilheden i den pædagogiske planlægning. Undersøgelsen er nærmere beskrevet i den efterfølgende.

Undersøgelsen foregik på den grønlandske sygeplejeskole i Nuuk i 1995, hvor jeg på det tidspunkt var ansat som sygeplejelærer. Sygeplejelærer Birthe Abelsen assisterede i store dele af projektet.

Den grønlandske sygeplejeuddannelse er en fire-årig uddannelse. Første hold begyndte uddannelsen i januar 1994. På undersøgelsestidspunktet, foråret 1995, var der 43 sygeplejestuderende fordelt på fire hold. I dag er der 35 studerende fordelt på tre hold, og indtil nu er der uddannet i alt 23. Heraf er 21 sundhedsmedhjælpere, som har taget en to-årig kompetencegivende videreuddannelse til sygeplejerske.

I undersøgelsen om sproglig aktivitet indgår to hold studerende. Ni studerende fra andet uddannelsesafsnit indgik i pilotundersøgelsen, og otte studerende fra første uddannelsesafsnit indgik i den efterfølgende undersøgelse.

Kulturelle faktorer

Det undrer ikke de grønlændere, jeg har talt med, og folk i øvrigt med indgående kendskab til grønlandsk kultur, at høre, at grønlandske sygeplejestuderende ikke siger så meget i timerne. Tavshed siges at være bundet til den grønlandske kultur. Grønlandske børn opdrages til tidligt at kunne fungere selvstændigt. At fungere selvstændigt forudsætter respekt for andres selvstændighed. Respekt vises blandt andet ved at være tilbageholdende med kritik og korrektioner af andre (1). Tavshed beskrives som et fremtrædende træk i relationen mellem forældre og døtre (2). Grønlandske børn er ofte beskedne, generte og velopdragne. De blander sig ikke i de voksnes anliggender (3).

Min egen undersøgelse tegner et billede af tre typer faktorer, der har betydning for de studerendes sproglige aktivitet. Det er kulturelle, sproglige og pædagogiske faktorer.

De kulturelle faktorer viser, at der er en direkte opdragelsesmæssig baggrund for de studerendes tavshed, byggende på respekt og på muligheden for repressalier ved at træde frem og sige noget. De studerende er opdraget til at vise respekt for autoriteterne og til ikke at kritisere. Hvis man siger noget forkert, er der risiko for at ''blive lagt for had,'' som flere studerende udtrykker det. Endelig opstår der let misundelse, hvis nogen klarer sig bedre end andre for eksempel ved at få en god uddannelse. Autoriteterne er især den ældre generation samt folk i ledende stillinger. Også lærere er en autoritet. De studerende er opdraget til at være stille, når voksne taler, og til ikke at svare igen.

Kritik opfattes som værende negativt. Det kan såre, derfor siger man ikke noget. Derimod er bagtalelse og kritik i det skjulte ikke ukendt for de studerende. Det er først i løbet af uddannelsen, at de studerende lærer at give konstruktiv kritik og ikke mindst at modtage den.

At blive lagt for had betyder at blive hængt ud for at sige noget, der kan støde andre. Det grønlandske samfund er lille, man skal leve tæt sammen. Det kan være svært, hvis man har kritiseret andre eller blandet sig i noget, der ikke kommer én ved. Derfor tier man hellere stille. At give sin mening til kende eller i det hele taget at sige noget i en forsamling, kan opfattes, som om man vil hævde sig. Det kan skabe misundelse. Man skal ikke tro, man er mere end andre. Hvis nogen siger noget, andre ikke bryder sig om, kan det ligefrem medføre ubehageligheder. Én af de studerende bruger udtrykket ''at man bliver lynchet.''

Side 7

Sproglige faktorer

Det var heller ikke uventet, at sproglige forhold spiller ind på de studerendes sproglige aktivitet.

Undersøgelser har vist, at dialogpædagogikken har svære vilkår på grund af de sproglige forhold. Hvis dialogen foregår på dansk, er det ikke så vedkommende for de studerende. Hvis den foregår på grønlandsk, er der begrænsninger i den dansksprogede lærers muligheder for at medinddrage teoretiske overvejelser i diskussionerne (4).

Den teoretiske del af uddannelsen foregår hovedsageligt på dansk, litteraturen er på dansk, og hovedparten af undervisere er danskere. De fleste studerende har grønlandsk som deres modersmål. Enkelte behersker både grønlandsk og dansk på modersmålsniveau. Indlysende nok er, at de, som er gode til dansk, er hurtigere til at blande sig i diskussionerne i klassen end de, der ikke er gode til dansk. Mange oplever i det hele taget, at det er svært at omsætte sine tanker til dansk.

Der er også et andet sprogligt problem, som viser sig i den praktiske del af uddannelsen. Da det teoretiske sprog er dansk, er det nemmest for de studerende at redegøre for deres viden på dansk. Problemet er, at de i praktikken skal omsætte det danske teorisprog til grønlandsk praksissprog over for grønlandsksprogede patienter. Mange studerende kender ikke grønlandske ord for for eksempel kroppens dele. Det hæmmer dem i deres omgang med især ældre patienter, hvor de føler sig nedgjorte over ikke at kunne disse ord. De er bange for, at ældre patienter mister respekten for sundhedsvæsenet, når ikke engang grønlandske sygeplejersker, der er uddannet i deres eget land, kender ordene på grønlandsk.

Pædagogiske faktorer

I relation til det pædagogiske område viser sig tre faktorer. Først og fremmest er det læreren og selve undervisningen. Desuden er det atmosfæren i klassen og endelig en mere indirekte faktor, der handler om de studerendes forståelse for den sproglige aktivitet.

Læreren og selve undervisningen indgik ikke i undersøgelsen som selvstændige temaer, men på et åbent spørgsmål om, hvad de studerende mener hæmmer deres sproglige aktivitet, kommer det spontant i flere interview, at læreren hæmmer deres lyst til at

Side 8

sige noget. Mange har følt sig nedgjort af læreren, hvis de har sagt noget forkert eller stillet spørgsmål. Det kan vise sig ved lærerens udtalelser eller nonverbale udtryk.

En anden måde, læreren kan virke hæmmende på, er ved at stille uddybende spørgsmål til en studerende, der lige har sagt noget.

Flere siger, at frygten for denne 'henrettelse' kan afholde dem fra at sige noget overhovedet. Samtidig efterlyser de flere situationer, hvor de tvinges til at sige noget, fordi de føler, det er udviklende. Det kan være fremlæggelse ved tavlen, rollespil eller lignende. Desuden efterlyser de nogle provokationer fra læreren, der kan sætte diskussioner i gang i klassen.

Noget, de studerende føler har stor betydning for deres lyst til at sige noget, er følelsen af, at læreren respekterer de studerende.

Et andet forhold, der nævnes i relation til lærerne, er den hyppige udskiftning af lærere. Det gælder både for fastansatte lærere og for eksterne undervisere, at der er hyppig udskiftning. De studerende føler ikke, de når at lære dem at kende. Nogle eksterne undervisere kommer kun på skolen en enkelt eller få gange. Når de studerende kommer tilbage til skolen efter et praktikophold, er der ofte rejst en lærer i mellemtiden.

Det har stor betydning for de studerendes sproglige aktivitet, at der er en god atmosfære i klassen. Når det netop strider mod deres opdragelse at udtale sig, har de brug for tillid. De skal kunne sige noget uden at blive til grin eller hængt ud.

De studerende er også nogle gange blevet bedt om at tage hensyn til hinanden ved, at de mest aktive holder sig tilbage for at give plads til de mindst aktive. Det har resulteret i, at alle venter på hinanden, og dermed får ingen sagt noget.

I forbindelse med atmosfæren i klassen nævner de studerende også, at samarbejdet med lærerne har betydning. De efterlyser derfor mere sammenhold og samvær lærere og studerende imellem, ligesom de ønsker mere samarbejde om uddannelsen og forholdene på skolen. På denne måde vil de føle sig mere respekterede og ligeværdige, siger de.

Det kommer ikke frem i undersøgelsen, hvilken betydning det kan have for den sproglige aktivitet. Men det kan være en indirekte faktor, som kan have betydning for at opbygge et større tillidsforhold, der igen kan være fremmende for de studerendes lyst til at sige noget mere i klassen.

De studerende er bevidste om, at tavsheden ikke gavner dem i deres uddannelse og i

Side 9

deres fremtidige arbejde som sygeplejersker. I alle interview er det de studerendes holdning, at det er vigtigt at kunne komme frem med sine meninger. Det har betydning for at kunne udtrykke sig over for lægen, for at kunne videregive information, tale i telefon og lignende, siger de.

Hvad kan der gøres

Resultaterne af undersøgelsen tyder på, at der ikke er nogen enkeltstående faktor, der har betydning for de studerendes lave grad af sproglig aktivitet. Der er altså ikke et enkelt forhold, man blot kan ændre på for at øge den sproglige aktivitet.

De studerende er opdraget til tavshed gennem hele deres opvækst. Tavsheden ligger dybt i den grønlandske kultur i generationer, hedder det. Så grundlæggende faktorer er svære at ændre, selvom de studerende har forståelse for, at det har betydning for dem at sprogliggøre sig.

Problemerne med de tosproglige forhold lader sig heller ikke blot ændre fra den ene dag til den anden. Men man kan tage højde for, at der er nogle kulturelle og sproglige forhold, der hæmmer de studerendes tilbøjelighed til at sige noget i klassen.

Det er altid godt at tage udgangspunkt i de studerendes egen mening om, hvorfor det er vigtigt at kunne ytre sig. Men der er imidlertid også en række andre, mere generelle begrundelser for, at det er vigtigt for en sygeplejestuderende at kunne sætte ord på sin viden og sine holdninger.

Mangler forståelse

Når jeg har talt med folk både i og uden for sundhedsvæsenet om denne undersøgelse, har flere sat spørgsmålstegn ved, om det er relevant at interessere sig for den sproglige aktivitet blandt grønlandske sygeplejestuderende, da det netop ikke ligger til grønlændere at træde frem og sige noget.

Her må jeg svare, at det dog er en nødvendig følge af det valg, der fra grønlandsk side er truffet om oprettelse af en sygeplejerskeuddannelse i Grønland. Den grønlandske uddannelse skal som et krav fra det grønlandske sundhedsvæsen leve op til niveauet i den danske uddannelse, fordi man ønsker, at en grønlandsk uddannet sygeplejerske skal kunne opnå autorisation i Danmark og Norden.

I en betænkning tilkendegiver Grønlands Hjemmestyre således sine forventninger til uddannelsen. Her fremgår det, at formålet med uddannelsen er at uddanne sygeplejersker, der kan påtage sig ledelsesansvar i forhold til sundhedsvæsenets omstilling og udvikling (5).

For at kunne leve op til disse forventninger må sygeplejersken kunne argumentere for de sygeplejemæssige tiltag, der er brug for. Det være sig i forhold til sundhedsvæsenets brugere generelt og i forhold til sundhedsvæsenets medarbejdere samt politikere.

For at kunne argumentere fagligt må sygeplejersken til enhver tid kunne sprogliggøre sin viden.

En anden begrundelse er udøvelse af sygeplejevirksomhed. Sygeplejersken skal identificere behov for sygepleje, planlægge og udføre sygepleje og evaluere den udførte sygepleje.

Der er ledelsesmæssige opgaver som delegering af arbejdsopgaver til kolleger med tilhørende vejledning og opfølgning.

Der er formidlingsopgaver som eksempelvis at videregive sin viden om sygepleje til kolleger, studerende og samarbejdspartnere i form af undervisning og vejledning.

Der er udviklingsopgaver, som indebærer at kunne se kritisk på sin egen og andres praksis med henblik på at forbedre den.

For at udføre disse opgaver er det nødvendigt, at sygeplejersken kan sætte ord på sin viden og argumentere for sine holdninger.

Perspektiver

Der er altså god grund til at gøre en indsats for at fremme den sproglige aktivitet, så de grønlandske sygeplejestuderende kan komme frem med deres viden og holdninger.

Et af de tiltag, undersøgelsen giver baggrund for at foreslå, er at tydeliggøre over for de studerende, hvilke forventninger der er til dem.

Når man ser på de studerendes udtalelser om, hvorfor det er vigtigt at kunne sprogliggøre sig, er det meget praktiske og dagligdags begrundelser de giver.

Forventningerne kunne imidlertid tydeliggøres i mere faglige begrundelser.

Disse forventninger kunne for eksempel være, at den studerende 1) gengiver konkret indhold i sin viden, 2) giver udtryk for, hvordan hun ser sin nye viden i sammenhæng med anden viden, 3) udtrykker sine holdninger til indholdet i viden, 4) begrunder forslag eller perspektiver på sygepleje ud fra en kombination af viden fra sygeplejefaget, andre fag samt sine egne holdninger, 5) sætter ord på etiske dilemmaer og andre etiske og moralske problemstillinger samt, 6) formidler sin viden og forståelse til andre.

Dette er blot forslag til, hvordan man kan øge kravene gennem undervisningen. Sådanne forventninger må indarbejdes under hensyntagen til de studerendes kulturelle baggrund.

Det vurderes på baggrund af undersøgelsen, at de grønlandske sygeplejestuderende i høj grad har brug for trygge rammer for i undervisningen at kunne øve sig i at træde frem for at sige noget.

De sproglige faktorer tyder på, at det kunne være ønskeligt, at der med tiden blev mulighed for, at mere af undervisningen kunne foregå på grønlandsk. Dette kunne give de svagest dansksprogede, der i forvejen er mest tilbageholdende med at sige noget, bedre mulighed for at øve sig i at træde mere frem i disse timer.

Endelig viser de pædagogiske faktorer, at der i den grønlandske uddannelse er grund til at være særligt opmærksom på lærerens samspil med de studerende. Et samspil mellem lærer og studerende bør vel altid være præget af respekt, imødekommenhed og interesse for hinanden, men i den grønlandske uddannelse ser det ud til, at disse begreber får virkelig stor betydning.

Et lille opgivende suk, en næsten umærkelig øjendrejning eller uoverlagte kommentarer kan virke meget nedgørende på den studerende, der netop har vovet at få sagt det, hun har på hjerte.

Litteratur

1. Larsen SE. Grønlands moderne dilemma. Stofskifte. Tidsskrift for antropologi 1989; (19): 43-54.
2. Paludan C. Håbet om uddannelse. Drømmen om familie. København: Institut for kultursociologi; 1993.
3. Langgaard P. Modernization and traditional interpersonal relations in small Greenlandic community: A case study fromsouthern Greenland. Arctic anthropology 1986; 23: 299-314.
4. Berliner P og Hommelgaard B. Kulturforskelle og psykologi. Tværkulturel psykologi – muligheder og begrænsninger. København: Dansk Psykologisk Forlag; 1987.
5. Kultuegarnermi, Ilinniartitaanermi suliffeqarnermilu Pisortaqarfik. Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Arbejdsmarked. Betænkning om Grønlands Hjemmestyres overtagelse af sundhedsuddannelserne. Nuuk: Kultuegarnermi, Ilinniartitaanermi suliffeqarnermilu Pisortaqarfik. Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Arbejdsmarked; 1990.

Vibeke Østergaard Steenfeldt er sygeplejelærer på Vestsjællands Amts Sygeplejeskole i Slagelse.

Nøgleord: Grønland, sygeplejerskeuddannelsen, uddannelse.