Faglig kommentar: Vi vil have julefred

Lad os afskaffe julefrokosterne. De feder og giver halsbrand og hovedpine. De udmatter. Det er hundekoldt at stå midt om natten i de pæne sko i sne og sjap på en taxiholdeplads og kæmpe om at kapre en af de alt for få hyrevogne. Så er der også jo dem, som tynges af pinagtig bondeanger de følgende dage, fordi de ikke forstår at holde måde.

Det går nok endda. Det er jo kun jul en gang om året. Men det er netop der, problemet ligger. Årets korteste måned, hvor mange skal lave en måneds arbejde på tre uger, samtidig med at årets største højtid med alle dens traditioner skal forberedes. Det lader sig slet ikke gøre og da slet ikke, hvis man skal ligge brak dagen efter en stribe julefrokoster, som i forvejen har kappet noget af arbejdsdagen, hvis ikke det hele.

Faktisk lader det sig slet ikke gøre. Situationen er umulig, så når det alligevel bliver jul hvert år, så må det skyldes humlebiens lov: Alle beregninger ifølge fysiske og aerodynamiske love fører til den konklusion, at en humlebi ikke kan flyve, men humlebien har aldrig fået det at vide, så den flyver lystigt videre, omend noget gumpetung.

Det bliver jul hvert år, og butikkernes omsætning tyder på, at en og anden også får tid til at købe gaver. Det lykkes hvert år, men prisen er stress, og julefred synes at høre en svunden tid til.

Syv julefrokoster

Jeg kender en mand i en ledende stilling i en kommune. Hans behagelige tilstedeværelse er ønsket ved syv julefrokoster. Julefrokosten i afdelingen. Julefrokosten med de andre afdelingsledere. Julefrokosten med politikerne i de kommunale udvalg. Julefrokosten med kollegerne i landsforeningen. Julefrokosten med . . . Jeg husker ikke dem alle, men tro mig, han nævnte syv frokoster. Gad vide, hvornår han får bagt vanillekranse og besøgt gamle Ane, som sidder helt alene ude i kæret og venter på julekort fra sønnen i Amerika?

Skub festerne

Vi overlever såmænd nok også hver især den årlige forædelse, men egentlig var det vel meningen, at julen skulle bruges på familien. I dag, hvor arbejde uden for hjemmet fylder stadig mere i tilværelsen, er der måske endnu mere grund til at holde fast i det. Man kan selvfølgelig sige nej tak til firmajulefrokosterne, men det er ikke nogen god løsning, selv om det indimellem kan blive nødvendigt. Det er jo ikke, fordi det ikke er hyggeligt nok at være sammen med kollegerne og have det årlige carte blanche til at skabe sig.

Nej, vi skal ikke afskaffe firmajulefrokosterne. Vi skal have dem skubbet til et tidspunkt på året, hvor vi virkelig trænger til opmuntring. Hen mod slutningen af februar eller i marts, når vi er blege og forkølede og lider af skørbug og D-vitaminmangel, fordi vi dårligt kan huske, hvordan solen ser ud. Så trænger vi til at feste igen og har oven i købet plads til lækkerierne efter fedtsugning og smalhals i januar.

Sygeplejersker kunne passende føre an i oprøret. Vi kunne for eksempel lægge ud med at se på, hvilken faggruppe der plejer at tage slæbet med planlægning, opslag, tilmeldinger, indkradsning af penge, indkøb, borddækning, servietfoldning, anretning af maden, kopiering af sange, indpakning af rester i sølvfolie, afrydning, og hvad ved jeg. Er indsatsen ligeligt fordelt faggrupperne imellem, eller er der mon nogle, som mener, at deres blotte tilstedeværelse er bidrag nok til festlighederne?

Sparsom tid

Men selv om man bliver inviteret til det store tamtam og bare behøver at sætte sig til rette med hagesmækken, så går der noget af den sparsomme decembertid, som måske burde have været brugt til hjemlige forberedelser. Ham eller hende, vi danner familie med, har jo sine julefrokoster at tage sig af, og ungerne skal til juletræ i samtlige klubber, de er medlem af.

Det ulmer i krogene, ved jeg, når jeg har luftet mine kætterske tanker. Jeg er ikke alene om at mene, at det ville være skønt at få lagt firmafesterne på en anden årstid.

Nu er der nedtælling, rødkålen skal snittes, og ingen har alligevel tid til at læse fagblade på en lillejuleaften. Tak for i år og glædelig jul.