Synspunkt: Hvem lader demente fryse ihjel

Jeg har mange gange som vagthavende modtaget anmodning om efterlysning af en ældre person, der ubemærket havde forladt enten den beskyttede bolig eller plejehjem. Typisk blev den ældre betegnet som ude af stand til at klare sig selv.

Der var god grund til at være bekymret både på grund af vejen og trafikken. Netop denne ældregruppe benytter kørebanen til at gå på, og det er ikke ualmindeligt, de også når frem til motorvejen.

Hver gang en ældre med betegnelsen dement anmeldes som bortgået i vinterperioden, er der risiko for, at vedkommende fryser ihjel. Gang på gang er ældre bortgået, kun iført let indendørs tøj, nattøj, uden sko eller kun hjemmesko.

Fundet i regn og kulde

I ét tilfælde blev en ældre dame helt tilfældigt fundet liggende i en skovkant i regn og kulde. Meget forkommen og tæt på at fryse ihjel.

I et andet tilfælde blev en yngre retarderet pige meldt savnet sidst på eftermiddagen en vinterdag.

Først næste morgen, da det blev lyst, blev hun fundet af patruljen. Fødderne havde taget meget skade af kulde og sne. Kropstemperaturen var tæt på det kritiske. Hun havde delvis taget tøj og sko af.

Endnu et tilfælde: En ældre, meget dement mand, som mange gange tidligere uset havde forladt sin institution, blev fundet gående midt på vejen i indre by af anmelderen, en sygeplejerske, der ene var kørt ud for at lede.

Hun forsøgte at få manden med i bilen, hvilket han på ingen måde ville. Undertegnede blev anmodet om at assistere, men havde nu og her ikke ledigt mandskab. Hele historien endte med, at tre eller fire plejere blev samlet, hvorefter den ældre med vold og magt blev tvunget ind i bilen.

Historierne er ikke enkeltstående. Blot et lille udpluk af de hændelser, vi – politifolk og plejere – kommer ud for. De ældre bliver flyttet fra hjemmet til en beskyttet bolig eller plejehjem. Pårørende føler, at der nu tages vare på deres far eller mor. Men det er en falsk tryghed.

Udgangspunktet må ufravigeligt være, at ingen af de ældre skal køres ned eller fryse ihjel eller udsættes for en voldsom behandling for for eksempel at blive ført hjem. Den løsning, de fleste plejehjem har valgt eller har måttet vælge, er mildt sagt risikofyldt.

For lidt personale

Hver gang jeg har været involveret i en efterlysning, har jeg fået den opfattelse, at årsagen i væsentlig grad var for lidt personale. Når personalet var beskæftiget et sted i bygningen, gik den ældre ud ad bygningen i den anden ende. Efterfølgende er der ikke personale til at se bygningerne ordentligt igennem indvendig og uden for bygningerne i den umiddelbare nærhed af institutionen.

Findes den ældre langt væk, og politiet ikke har ressourcer til transport, er det tit ikke muligt for personalet selv at hente den ældre. Hvis jeg foreslår at sende den ældre hjem i taxa, synes denne løsning ikke at indgå i stedets daglige økonomiske drift.

Alt dette kunne undgås, hvis den nødvendige teknologi blev taget i brug.

Jeg har fået flere tilkendegivelser fra familie til ældre, som gerne så en større sikkerhed i form af diskret teknologisk overvågning.

Det er uforståeligt, at de ansvarlige – herunder også familie – kan undlade at bruge eller give tilladelse til brug af teknologi, som findes netop til disse formål. Det er en misforstået varetagelse af den ældres sikkerhed.

Nedværdigende tvang

Ingen ældre, som er erkendt ikke at kunne klare sig selv, bør kunne forlade et givet sikret område, uden at dette bliver observeret, og den ældre sikres tilbage i vante omgivelser. Dette kan ikke ligestilles med et indgreb i den ældres frihed eller en nedværdigelse af den ældre.

Det er mere voldsomt og nedværdigende, at tre personer ved brug af fysisk vold tvinger en ældre ind i en bil. Nødvendigt og fornuftigt, ja, men kun fordi der ikke blev passet nok på vedkommende.

Det er tæt på uansvarlighed, at ældre – specielt i vinterperioden – ubemærket kan forlade deres område med stor fare for at fryse ihjel. Dette er sidst sket, vistnok i Frederikssund, engang i november, uden at det var frostvejr.

For plejepersonalet og politipersonalet er det forbundet med et stort følelsesmæssigt pres at lede efter ældre. Frygten for at finde den pågældende frosset ihjel stikker dybt.

Det er derfor rimeligt at stille følgende spørgsmål: Hvem har det overordnede ansvar for de ældres sikkerhed, og hvem påtager sig ansvaret, når ulykken sker?

Erik W. Jensen er ansat ved Hørsholm Politi.