Faglig kommentar: Social service

Man kan med rette være chokeret over den aldersdiskrimination, der kommer til udtryk i det nye lovforslag om social service, hvor mulighederne for at klage afhænger af, hvor gammel man er. Vi ved i forvejen, at der finder grov aldersdiskrimination sted, når det drejer som om behandlingsmuligheder ved alvorlige sygdomme som fx hjerneskader. I stedet for at bekæmpe ulighederne, udvides sortimentet.

Lovforslaget om patienters retsstilling og lovforslaget om social service burde virkelig få sygeplejersker op på barrikaderne. Ikke bare for patienternes skyld, men sandelig også for fagets skyld.

Sygeplejersker har altid været helt fremme med idealer som patienten i centrum, at pleje udøves ud fra et helhedssyn, og at det er mennesket og ikke diagnosen, det handler om. Sygeplejersker har ikke været ene om at have disse idealer, som begge de ansvarlige ministre i øvrigt også har været fortalere for.

I lovforslagene om patienters retsstilling og social service er alt dette fejet af bordet, og man skiller opgavetyper, som enhver praktiker ved ikke kan adskilles.

Man skal vist have siddet meget længe ved et skrivebord for at tro, at man kan adskille den personlige pleje fra anden sundhedsfremmende og forebyggende pleje og pleje, der har direkte sammenhæng med sygdomsbehandling. Hvordan kan det være, at lægeordineret sygeplejerskebehandling af fx bensår er sundhedsfaglig pleje, mens mobilisering, ernæring og hygiejne, der foregår på sygeplejerskens ansvar, ikke er? Hvordan bærer man sig ad med at adskille lægeordineret, diuretisk behandling fra opretholdelse af patientens hydreringstilstand og observation af kredsløbsfunktionen? Det går jo netop galt, hvis der ikke er sammenhæng.

I princippet kunne man i hjemmesygeplejen eller på et plejehjem komme ud for den situation, at en patient kan ende som en delirøs mumie, uden at patienten har mulighed for at klage til Patientklagenævnet, hvis blot sygeplejersken har hældt den vanddrivende medicin op til 14 dage efter foreskrifterne, selv om manglende opsyn med patientens væskebalance har ført til alvorlig dehydrering, blot hjemmehjælpen er ydet i henhold til Bistandsloven.

Ud over den manglende logik er der også tale om en nedvurdering af det arbejde, der forestås af ikke-autoriserede sundhedspersoner og hjemmehjælpere i den primære sundhedstjeneste. Skal deres arbejde blot opfattes som bevidstløs støvsugning af nullermænd? Eller vil man anerkende og fremme, at hjemmehjælpere, der ofte har den tætteste og hyppigste kontakt med hjemmeboende patienter, har en enestående mulighed for at observere ændringer i sundhedstilstanden og rapportere videre til autoriseret sundhedspersonale?

Skrivebordsgeneraler

Team-arbejde praktiseres flere steder i primær sundhedstjeneste, og her handler det netop om at sætte patienten i centrum og om at tænke i helheder. Lovforslagene synes overhovedet ikke at rette sig ind efter, hvordan der arbejdes i praksis.

Hvad er det fx der foregår, hvis hjemmesygeplejersken tager en patient i bad? Forestiller skrivebordsgeneralerne sig måske, at det blot er en mekanisk overbrusning og en aftørring. Er de ikke klar over, at der i høj grad kan være tale om nøje observation af sanser, motorik, balance, kredsløb, kondition, ernæringstilstand, hud mv., udført af en veluddannet medicinalperson, der bruger sine observationer til planlægning af den videre pleje, som ofte delegeres til faggrupper med kortere uddannelser? Men en autoriseret medicinalpersons eventuelt mangelfulde observation kan der ikke klages over til Patientklagenævnet i den primære sundhedstjeneste, for der er ikke tale om en direkte sammenhæng med sygdomsbehandling. På trods af, at mangelfuld observation kan få alvorlige konsekvenser for en patient. Patienten falder måske og brækker hoften den følgende dag, fordi dårligt syn, dårlig balance, svage muskler og faldtendens er overset.

Måske synes nogen, at det er temmelig ligegyldigt, over hvad og til hvem, man kan klage. De vil måske endog fremhæve, at der er forsvindende få klager over sygeplejersker i forhold til, hvad der gælder for læger. Men det har jo ikke noget at gøre med, at læger generelt er nogle kvajpander, mens sygeplejersker altid arbejder med omhu og samvittighedsfuldhed.

Få klager over en faggruppe er ikke ensbetydende med, at alle til hver en tid gør alting suverænt, men har snarere at gøre med, at der ikke er ret høje forventninger til deres arbejde. Derfor betyder en lov, der begrænser klagemulighederne i plejeanliggender, at sygeplejen nedvurderes, hvad enten den udføres af sygeplejersker selv eller af andet plejepersonale.

Og så sidder jeg og tænker, om ikke også indførelse af betegnelser som 'borger' eller 'bruger' i den primære sundhedstjeneste har været en forløber for, at pleje i stadig højere grad er blevet reduceret til et servicefag i politikernes øjne. Pleje er ikke noget, der bliver taget rigtig alvorligt, medmindre der bliver byttet om på lægeordinerede piller.