På social odyssé i Brixton

Jill som hjemmefrisør. Tre dage om ugen sætter hun hår hos sin arbejdsgiver, der også er fra Ghana. Foto: Forfatterne.

Humøret er højt denne efterårsformiddag på Brixton Politistation i det sydvestlige London. Scenen er et overfyldt lokale uden for identifikationssuiten med otte afrocaribiere linet op i en 'fair parade', som betjent O'Brian med speciale i netop den del af politiarbejdet siger. Inden længe skal to hvide ofre udpege røveren.

''Den skyldige kan være blandt de tilfældigt udvalgte,'' understreger han.

Helt tilfældigt udvalgt er de nu ikke, fordi tjansen indbringer fem pund til hver, ti til kvinder. Jobbet er ganske vist eftertragtet, men besættes hovedsageligt af en særlig kategori arbejdsløse i området.

Det første offer går langsomt forbi den blændende rude, forsigtigt, som om de otte kan se ham. Vi følger det hele på direkte tv. ''Nummer syv,'' siger han og lister tilbage på plads. En betjent rækker et regelsæt til en civilklædt person.

''Er det en advokat?'' spørger vi.

''Ham dér? Han er sgu for dum til at være advokat.'' O'Brian klapper på lommen med smøger.

Vi har ladet os fortælle, at politiet i Brixton udøver en særlig pædagogisk indsats over for unge (kriminelle) fra etniske minoritetsgrupper. Og at landet i det hele taget udnytter de årelange erfaringer, man har med flere generationer af indvandrere. Derfor er vi fløjet over vandet for at hente inspiration til vores hjemlige arbejde med småbørnsfamilierne og skolebørnene.

Kan det lade sig gøre, vil vi se lidt på sundhedsplejerskernes arbejde. Vi har kun en uge til at få et lille indtryk af det hele, bl.a. hjemmebesøg med en socialarbejder, der er en uddannet markarbejder, som formidler kontakt til skolen via hjemmet og forsøger at forberede psykisk handicappede børn på den kommende indlæringsproces. Vores udgangspunkt her er Ealing Undervisningscenter, beliggende i et område med 66 procent etniske minoritetsgrupper.

Ikke imponerende

Der bor 75.000 mennesker i Brixton med 29 sociale boligkarréer og en hovedvej, der spalter byen. 18 millioner rejsende passerer årligt forbi. Mere end 60 procent af befolkningen er etniske minoritetsgrupper, hovedsagelig fra de caribiske lande. 25 procent, overvejende sorte mænd, er arbejdsløse. Når det gælder antallet af gravide teenagere, har byen majoriteten i England. Ja, i hele Europa.

Informationsmedarbejder Jack Wilson er tydeligvis vant til at undervise de besøgende på politistationen og gennemgår professionelt flipoveren side for side med bl.a. registrering af kriminaliteten:

''10 mord om året. De tre i forbindelse med jalousi. Resten finder vi i narkomiljøet. Tallene holder sig meget stabilt,'' fortæller han. ''77 voldtægter, de fleste anmeldt af prostituerede. Masser af narkotika, hovedsageligt herorin. 1.539 gaderøverier.''

''Men kriminaliteten er aftagende,'' siger han. Han fisker efter en stor bog med udklip fra diverse aviser og slår op midt i den: ''Her skal I se en rigtig Posse (bandeleder), Erol Douglas, som døde under anholdelsen i 1995.''

Episoden gav anledning til voldsomme uroligheder. Boboerne i Brixton er overbeviste om, at politiet slog ham ihjel. ''Selvfølgelig gjorde vi ikke det,'' siger Wilson. ''Douglas var stor og tyk. Han døde af et hjerteslag.''

Da vi spørger om, hvor mange der er døde i forbindelse med anholdelse eller under fængselsophold i området, svarer han: ''Én.''

''Der er flere en én'' protesterer Jill senere på aftenen, da vi refererer fra dagens oplevelser, som for øvrigt var en skuffelse, fordi vi ikke kunne få øje på de fine pædagogiske tiltag bortset fra politiets sommerskoler for unge, spækket med idræt og underholdning.

''Det er mine tanter fra København.'' Jill præsenterer os for kvinderne. De henholdsvis står og sidder midt i stuen. Fjernsynet går med høj lydstyrke, samtidig med at Jill optager det sidste gospelhit på bånd. Alt foregår på 10. etage i et belastet socialt boligbyggeri tæt ved Brixton.

Om natten ligger vi henholdsvis på gulvet og på en seng, imens lokaltogene tordner forbi og sender elektriske blink ind i værelset, der bliver lyst som på en sommerdag.

Jill er syg. Hun hoster konstant og er træt. Alligevel står hun tidligt op de tre af ugens dage og sætter og fletter hår sammen med sin arbejdsgiver, der også er fra Ghana. De andre dage er hun frisør i lejligheden. Ofte til langt ud på natten. Hendes drøm er at købe sig et lille hus, så hun kan få sin 14-årige søn tilbage fra Ghana, hvor han nu går i skole.

''Jeg smutter lige et par minutter,'' råber hun, inden døren smækker, og efter at den sidste kunde er gået. Men vi ved, det tager længere tid, og griber uafbrudt telefonen: ''At Jills Place. Desværre Hank, Frank, Dolores, Possie, hun er ikke hjemme.''

Jill er en light sleeper, som hun siger. Så det lille tv-apparat i soveværelset har været i gang nogle timer, da vi mødes i køkkenet om morgenen. Hun spiser usundt. Lyse dejboller, muffins og chokolade, der bliver skyllet ned med blodrødt saftevand. Hun klasker sig på lårene og maven: ''Jeg er for tyk.''

Højrisikogrupper

I Lambeth kommune, som Brixton er en del af, er sundhedsplejerskerne gået i aktion, fordi etniske minoritetsgrupper er i højrisikogruppe, når det gælder sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme. Antallet af syge og døde er procentvis fire til otte gange højere blandt den asiatiske, afrikanske og caribiske del af befolkningen, når det gælder sukkersyge, mens den asiatiske gruppe er meget udsat, når det gælder hjerte-kar-sygdomme.

Antallet af døde blandt de 20-39-årige er foruroligende højt. Netop den dag, vi besøger det lokale sundhedscenter, fremlægger to sundhedsplejersker deres resultater for bl.a. praktiserende læger og repræsentanter fra sundhedsvæsenet. I deres undersøgelse

Side 15

har de koncentreret sig om (manglende) motion, rygning, spise- og levevaner, stress og sociale forhold. En af de vanskeligheder, de stødte på i deres arbejde, var den ringe frygt blandt de udsatte grupper: ''Vi er ikke disponerede og føler os ikke syge.''

Bossie formidler som uuddannet markarbejder kontakt mellem skole og hjem. Her er vi sammen med hende på besøg hos en somalisk familie.

Af samme grund udeblev mange fra laboratorieundersøgelser og vejledning, men også fordi det var dyrt at tage fri fra arbejdet.

Konsekvensen er, at sundhedsplejerskerne nu tager ud på arbejdspladserne og opsøger folk i risikogrupperne. Herved undgås unødig ventetid og udgifter i den sammenhæng.

Alison White er professor i sygepleje og medansvarlig for projekterne. Hendes mave rumler som hos en nyfødt, da hun henvender sig til os, og griber ud efter en sandwich. Imens spiser vi hæmningsløst af ananas- og chokoladekagerne og efterlader et uforglemmeligt indtryk af svenskerne, som de hele tiden tror, vi er.

Louise Pollard er servicemanager og beskæftiger sig med familieplanlægning og viser os nogle dage senere den sidste nye spiral 'Gymifix'. En lang tråd med små kobberkugler, som skulle forhindre smerter og kraftig blødning. Men vi er mere interesseret i at høre om de unge, der laver teaterforestillinger, og som henvender sig på cafeer og i skolerne for at tale med kammeraterne om prævention.

Elevatoren er lam og lyset slukket i Jills lejlighed, da vi når hjem meget senere. Vi begynder modløse at vandre mod 10. etage. Underboen åbner døren og lader barnet slippe ud:

''Nej, vi ved ikke, hvornår Jill kommer hjem.''

Bor her da udelukkende enlige mødre? spørger vi os selv.

Lige så trist det sociale boligbyggeri forekommer, lige så levende og farvestrålende er det lokale marked i Brixton.

Uklar lov

Kommissionen for lighed mellem racerne har ikke noget at komme efter her.

''Diskrimination i beboelsesejendomme er ellers ikke usædvanligt,'' fortæller Georgina English, der er placeret i Sundhedsafsnittet. ''Ligesom på arbejdspladserne for ikke at tale om nabodiskrimination. Desværre er loven ikke så klar i dette land,'' tilføjer hun.

Kommissionen prioriterer de sager, der kan vindes ved domstolene, dvs. sager af principiel karakter, som kan få positive konsekvenser for andre. ''Vi kan sagtens finde på at blande os og offentliggøre episoderne. Negativ omtale er der ingen, der kan tåle. Derfor er mediernes bevågenhed vigtig for os,'' siger hun.

''Politiet? Jo, vi samarbejder da med dem, men det fungerer ikke særlig godt. I øvrigt har vi haft fem uforklarlige dødsfald i fængslerne blandt etniske grupper i den senere tid.''

''Jeg slår dig ihjel, hvis det er skævt.'' Jill står med en kam i den ene hånd. Den anden hamrer hun hårdt mod ruden i døren ud til køkkenet, hvor vennen Danny slås med det ternede linoleum til gulvet. I stuen sidder en ung pige ved siden af fjernsynet og bliver ved med at sparke en fodbold ud i stuen.

Det er vores sidste aften, og efter at Jill har sendt pigen og Danny af sted, smider hun sig i sofaen og forsvinder i drømmen om Ghana. Den smukke, men farlige strand, familien, sønnen. Indtil hun bliver afbrudt af telefonen. Så snupper hun brillerne, placerer dem yderst på næsen og slår op i dagbogen.

Inge Mikkelsen og Wivian Fuglsang er sundhedsplejersker på Socialcentret Vesterbro i København.

Nøgleord: Minoritetsgrupper, Storbritannien, sundhedspleje, udland.