Naar Damer fører Krig

Billede 

Side 27  

Historiker Nete Balslev Wingender har i de sidste tre år været travlt beskæftiget med at samle brikkerne til et stort puslespil, nærmere bestemt Dansk Sygeplejeråds 100 år lange historie. Bortset fra bøger, der handler om organisationens tidlige år, er historien ubeskrevet. Nete Balslev Wingender er nu nået så langt, at hun mangler at skrive manuskriptet igennem en sidste gang, hvilket dog ikke er nogen let opgave, da det drejer sig om godt 500 sider. Bogen udgives i anledning af jubilæet, og den kan købes fra oktober 1999.

''Det er ikke nogen almindelig jubilæumsbog, som mange gange kan være en rosende og overfladisk gennemgang. Jeg er dykket ned i mange detaljer for at få fat i holdninger, for eksempel hvad sygeplejerskerne mente om lønkamp og arbejdstidens længde,'' siger Nete Balslev Wingender.

Hun har tidligere blandt andet skrevet historiske bøger om handicappede børns og kvinders vilkår på institutioner. Som historiker og forsker er et vigtigt element i hendes arbejdsmetode at gå til primærkilderne, og det har i denne forbindelse været Dansk Sygeplejeråds meget omfattende organisationsarkiv, som især består af mødereferater, korrespondance og sagsmateriale.

''Jeg har særlig været interesseret i referater fra de kompetente forsamlingers møder, hvor Dansk Sygeplejeråds mærkesager har været diskuteret. Her har jeg kunnet læse om de holdninger og ikke mindst modsætninger, der har

Side 28

været. Det er ofte gennem modsætninger, at holdningerne tydeligst kommer til udtryk, fordi konflikter bærer nye strømme i sig.

I nogle tilfælde har jeg fået sygeplejersker, der har markeret sig særlig kraftigt i diskussionerne, til at læse det, jeg har skrevet, og bagefter har vi drøftet det. I øvrigt er mit manuskript løbende blevet læst af både sygeplejersker inden for som uden for sekretariatet og af flere historikerkollegaer,'' fortæller Nete Balslev Wingender.

Hvorfor er det vigtigt at skrive Dansk Sygeplejeråds historie?

''Overordnet set er det vigtigt at kende fortiden, både fordi den gemmer den identitet, vi bærer rundt på, og fordi vi må kende den for at lære af den, når der skal pejles ind i fremtiden. Der findes mønstre, der gentager sig, og kun ved at kende dem er det muligt at agere på dem i fremtiden.

Viden om 'hvordan det har været' kan for eksempel bruges i opgør med rodfæstede holdninger, der bæres videre og er med til at præge omverdenens syn eksempelvis på sygeplejen som et kvindeligt kald. Et jubilæumsskrift er også en måde at udødeliggøre sit værk – Dansk Sygeplejeråd. At kunne sige ''se, det her har vi skabt,'' siger Nete Balslev Wingender.

Hun håber også, at bogen fremover vil blive brugt som et opslagsværk, hvor man hurtigt kan danne sig et overblik over baggrunden for Dansk Sygeplejeråds mærkesager eller en bestemt persons betydning. Bogen er forsynet med et rigt personregister og emneregister.

Allerede for 10 år siden gik Dansk Sygeplejeråd i gang med at kortlægge organisationens historie. Historiker Esther Petersen blev ansat, og hun har siden skrevet om de tidlige år af Dansk Sygeplejeråds historie, senest bogen om Henny Tscherning. Desuden har hun lavet interview med ældre sygeplejersker og har stået for indsamlingen til Sygeplejehistorisk Museum, der åbner i august. Også Sygeplejehistorisk Selskab, der blev oprettet sidste år, er et led i historieprojektet.

''Overordnet set er satsningen på at få beskrevet historien en måde for sygeplejersker at synliggøre sig på, ligesom det afspejler et behov hos sygeplejerskerne for at finde fagets rødder,'' siger Nete Balslev Wingender.

Otte formænd på 100 år

100-års historiebogen er bygget op over tre historiske perioder. Perioden fra 1899 til 1933, perioden fra 1933 til 1957 og perioden fra 1957 til 1999. I hver tidsperiode er beskrevet organisationsudviklingen, kampen for en faglig udvikling og kampen for løn- og arbejdsforhold. Dertil kommer Dansk Sygeplejeråds internationale samarbejde, og for den seneste tidsperiode sygeplejeforskningen.

''Jeg har bevidst valgt ikke at bygge bogen op over Dansk Sygeplejeråds formænd. Et særkende ved organisationen er i øvrigt, at der på 100 år kun har været otte formænd, heraf har de tre Henny Tscherning, Maria Madsen og Kirsten Stallknecht tilsammen siddet på formandsposten i over 80 år. Jeg mener, at det først og fremmest er de sager, Dansk Sygeplejeråd har arbejdet med, der har fået betydning for historien.

Udadtil har Dansk Sygeplejeråd gennem hele perioden stort set været personificeret ved dets stærke formænd. Men historien viser, at selv om formændene har præget organisationen, har de ikke været alene om at skabe den udvikling af faget og af arbejds- og levevilkårene, der er sket gennem de 100 år. Mange menige sygeplejersker har været involveret, og historien har vist, at det har nyttet noget, at sygeplejersker har brugt tid og kræfter i kampen for faget og egne arbejds- og levevilkår,'' konstaterer Nete Balslev Wingender.

Turbulens

Nete Balslev Wingender har fået frie hænder til at skrive bogen, efter projektbeskrivelsen har været til godkendelse hos henholdsvis Dansk Sygeplejeråds formand og direktør. Selv om det ikke er noget skønmaleri, der tegner sig, når puslespillets brikker falder på plads, føler Nete Balslev Wingender ikke, at hun har været udsat for censur i arbejdet.

Side 29

''Der går flere linier gennem Dansk Sygeplejeråds historie fra dengang og til i dag. Gamle mærkesager er gennem tiderne blevet iklædt nye dragter,'' siger historiker Nete Balslev Wingender.

Side 30 

Historien viser blandt andet, at der langtfra altid har været lutter fælles fodslag i geledderne.

Der var allerede turbulens efter Dansk Sygeplejeråds stiftelse i juli 1899, hvor sygeplejerskerne i fuld offentlighed skændtes om formandsposten. Skænderierne affødte en avisoverskrift, der hed 'Naar Damer fører Krig', men overskriften kunne lige så vel have passet på mange andre begivenheder i organisationens historie. For eksempel da Dansk Sygeplejeråd tordnede imod en lille men stærk opposition, som i 40'erne tiltog sig den frihed at lancere deres eget emblem. Eller da sygeplejersker i 1973 og 1995 lod kald være kald og viste offentligheden, at sygeplejerskerne også kan strejke.

'Når damer fører krig' kunne endda også være en passende betegnelse for det opgør mellem funktionærer og politikere, der fandt sted i Dansk Sygeplejeråds sekretariat, efter Kirsten Stallknecht blev valgt som formand i 1968. At der var svære interne personkonfrontationer i denne periode, bevidner blandt andet det faktum, at Nete Balslev Wingender under forarbejdet til bogen stødte på overraskende 'huller' i kildematerialet i denne periode. For eksempel viste det sig, at både bånd og båndudskrift fra en to-tre timer lang drøftelse i Repræsentantskabet i 1972 (i dag Kongressen) i sin tid forsvandt fra et kontor i sekretariatet. I et andet tilfælde har Nete Balslev Wingender haft svært ved at skaffe en stærkt kritisk rapport fra 1971 om arbejdet i Dansk Sygeplejeråds sekretariat.

''Specielt kapitlet omkring Kirsten Stallknechts tidligste formandstid har været svært at skrive, blandt andet fordi jeg som historiker må tage hensyn til de mennesker, der lever i dag. Det gælder i det hele taget, når man vil skrive historie om vor egen tid. I en historiebog som denne, hvor det er kampen for mærkesagerne og de store linier i Dansk Sygeplejeråds historie, der skal frem, mener jeg ikke, at det er relevant at lade interne personkonfrontationer få megen plads,'' siger Nete Balslev Wingender.

Et af Dansk Sygeplejeråds oprindelige mål var at samle alle sygeplejersker i én organisation, men ikke for enhver pris. Optagelseskravet for ordinære medlemmer lød på tre års uddannelse fra et hospital eller en klinik, og man skulle leve op til nogle bestemte krav om karaktermæssig egnethed.

''Det lille runde emblem med firkløveren var symbolet på, at man var medlem af Dansk Sygeplejeråd og dermed rigtig sygeplejerske. Emblemet, der blev opfundet ved organisationens stiftelse, blev et scoop i Dansk Sygeplejeråds historie.

Statsautorisation

Inden sygeplejerskefaget blev statsautoriseret i 1933, var emblemet den eneste måde, man kunne dokumentere over for omverdenen og patienterne, at man var rigtig sygeplejerske.Vordende sygeplejeelever søgte derfor til de hospitaler, der havde en uddannelse, som levede op til Dansk Sygeplejeråds krav, for ellers ville de ikke senere kunne få emblemet. Da sygehusene havde brug for elever som billig arbejdskraft, kunne Dansk Sygeplejeråd bruge emblemet som murbrækker til at få dem til at forbedre uddannelsen,'' siger Nete Balslev Wingender.

Emblemerne blev fra 1913 højtideligt overrakt til de nyuddannede sygeplejersker, der var værdige til optagelse. Indtil da blev de sendt med posten, men herefter blev de i en årrække overrakt af selveste Dansk Sygeplejeråds formand ved en ceremoni, hvor Florence Nightingale-løftet blev læst op.

''Emblemoverrækkelserne var en måde at understrege betydningen af at være medlem af Dansk Sygeplejeråd. Det skete, at emblemerne blev stjålet, så uuddannede sygeplejersker kunne udgive sig for at være rigtige sygeplejersker, og derfor blev der blandt andet i Tidsskrift for Sygepleje opfordret til at passe godt på sit emblem. Selv i vore dage, hvor statsautorisationen er det egentlige bevis på, at man er sygeplejerske, spiller emblemet en vigtig rolle for fagidentiteten,'' beretter Nete Balslev Wingender.

En slags sædelighedspoliti

Ud over kravet om uddannelse for at blive optaget som medlem af Dansk Sygeplejeråd, blev

Side 31

​En hjemmesygeplejerske i 1950'erne med en af de firehjulede, engelske arbejdsheste fra før krigen.	​To sygeplejersker på vej til Nordisk Kongres i SSN i 1930. De bærer de uniformer, sygeplejersker brugte, når de var i civil, det vil sige ikke var på arbejde. Uniformerne er sorte, og den specielle hovedbeklædning har et langt slør ned ad ryggen.

Fra 1902 afholdt Dansk Sygeplejeråd diætetiske madkurser for at supplere den uddannelse, sygeplejerskerne fik på hospitalerne. Sådanne uddannelsesmæssige mangler brugte Dansk Sygeplejeråds formand Henny Tscherning til at pointere, at det burde være sygeplejersker og ikke læger, der ledede uddannelsen. 

Side 32

Unge sygeplejersker protesterer på Strøget i København mod dårlige uddannelses- og arbejdsvilkår i 1972.
 

der også stillet strenge moralske krav til ansøgernes livsførelse.

''Af nogle blev Dansk Sygeplejeråd opfattet som en slags sædelighedspoliti, fordi organisationen tiltog sig ret til at indhente personlige oplysninger om, hvorvidt en ansøger havde levet et 'rent' liv. De oplysninger blev indhentet fra overordnede sygeplejersker og læger bag ansøgerens ryg,'' siger Nete Balslev Wingender. I bogen omtaler hun en sag, der skabte særligt røre i sygeplejerskekredse i 1900:

''En sygeplejerske blev afskediget fra sin stilling på Øresundshospitalet og ekskluderet af Dansk Sygeplejeråd, da det kom frem, at hun, før hun var begyndt som sygeplejerske, havde været indlagt på Vestre Hospital med en kønssygdom. Desuden gik der rygter om, at hun var løsagtig. Sagen blev taget op på en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen blandt andet blev afæsket et svar på, hvor langt tilbage i en sygeplejerskes fortid, der skulle graves i vurderingen af hendes egnethed til optagelse i organisationen. Sygeplejerskerne fik tilsyneladende ikke noget svar, og Henny Tscherning følte sig åbenbart så presset af situationen, at hun truede med at nedlægge sit mandat. Det blev dog forhindret efter massiv støtte fra de tilstedeværende ældre sygeplejersker.''

Året efter vedtog bestyrelsen at forlange fem års 'hæderlig vandel' som betingelse for optagelse. Senere blev det besluttet, at fejltrin begået før starten af uddannelsen ikke vedkom Dansk Sygeplejeråd.

''Historien illustrerer den moral, der prægede Dansk Sygeplejeråd, og må ses i sammenhæng med de ledende skikkelsers ambitioner om at få hævet fagets status. Holdningen var, at man hellere ville have kvalificerede medlemmer end

Side 33

Dansk Sygeplejeråds formand fra 1933 til 1934, Margrethe Koch, uddeler eksamensbeviser til nyuddannede sygeplejersker.

medlemstilgang for enhver pris. Hospitalerne stillede ikke lige så strenge krav til de sygeplejeelever, de ansatte. De var mere interesserede i at kunne bruge eleverne som billig arbejdskraft end i at blande sig i ansøgernes privatliv,'' siger Nete Balslev Wingender.

Gamle mærkesager i nye klæder

For Nete Balslev Wingender har det i projektet med at kortlægge Dansk Sygeplejeråds 100-årige historie været interessant at opdage, at Dansk Sygeplejeråd har bevaret de oprindelige mærkesager, selv om de undervejs er blevet iklædt nye dragter.

''Det er utroligt sent, at uddannelsen først her i 1990'erne er blevet et studium, hvor teorien har fået den vægt, den har i dag, og hvor man har fjernet elementerne af lærlingeuddannelse. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at faget traditionelt har været opfattet som et 'håndens arbejde', siger Nete Balslev Wingender.

Når det tog over 30 år at få sygeplejerskefaget statsanerkendt, mener Nete Balslev Wingender, at det blandt andet hænger sammen med opfattelsen af sygepleje som et kald for kvinder.

''Holdningen i datidens samfund var simpelthen, at det var kvinders biologiske bestemmelse at opdrage, yde pleje og omsorg, og at uddannelse derfor var overflødig. Derudover var lægerne ikke interesserede i, at sygeplejerskerne kom til at vide så meget, at de risikerede at trænge sig ind på lægens område,'' siger Nete Balslev Wingender.

Statsautorisationen af sygeplejeuddannelsen som en treårig uddannelse betød ikke, at kampen for uddannelse dermed var slut. I 1957 kom en ny lov, som radikalt ændrede sygeplejerskeuddannelsen, og siden er uddannelsen blevet

Side 34

justeret flere gange for at leve op til samfundets ændrede krav, for eksempel i forbindelse med indførelsen af ny teknologi.

''I dag står kampen blandt andet om at få anerkendt uddannelsen som en bachelorgrad i Danmark. Den gamle diskussion af, hvorvidt elever bliver brugt som billig arbejdskraft, er også aktuel den dag i dag,'' siger Nete Balslev Wingender.

Historisk lav løn

En anden gammel mærkesag er kampen for at få hævet lønnen. Sygeplejersker har i hele organisationens historie været utilfredse med, at de får lavere løn end de grupper, de sammenligner sig med. Om hvorvidt der findes en historisk forklaring på den lave løn, siger Nete Balslev Wingender:

''Der er flere mulige forklaringer, men jeg tror, at det har spillet en stor rolle, at sygeplejerskefaget altid har været et udpræget kvindefag. På hospitalerne arbejdede sygeplejerskerne ved århundredeskiftet side om side med de uuddannede stuekoner og vågekoner, som blev rekrutteret fra de lavere sociale lag og nærmest havde status af tyende. Den status smittede af på sygeplejerskerne, og det var den identitet, de måtte kæmpe sig væk fra ved en højnelse af faget gennem uddannelse. Ved at hæve det faglige niveau håbede sygeplejerskerne, at lønnen ville følge efter,'' siger Nete Balslev Wingender.

En del af sygeplejerskelønnen var kost og logi på hospitalerne, hvor sygeplejersken typisk havde et lille værelse, der lå tæt på patientstuen. Når hun gik på pension, stod hun med et problem, hvis hun ikke havde andre steder at bo. Den ringe løn gjorde det svært at spare op til alderdom. I de tidlige år koblede Dansk Sygeplejeråd lønspørgsmålet sammen med kampen for pensionsordninger.

''De overordnede sygeplejersker har i nogen grad selv været med til at støbe kuglerne til arbejdsgivernes argumenter ved selv at lægge vægt på sygeplejen som et kvindeligt kald. Kaldstanken var en væsentlig grund til, at Dansk Sygeplejeråd ikke kunne drømme om at tage arbejderklassens kampmiddel, strejke, i brug,'' siger Nete Balslev Wingender.

En hyppigt brugt forklaring på sygeplejerskernes lave løn er, at de med Tjenestemandsloven i 1969 blev placeret lavere end de faggrupper, de sammenligner sig med. Men allerede med Tjenestemandsloven i 1920'erne fik de en lavere lønplacering. Dengang protesterede Dansk Sygeplejeråd, ligesom det gjorde i 1969. Hverken i 20'erne eller i 60'erne sad Dansk Sygeplejeråd med ved forhandlingsbordet.

''At sygeplejerskerne først i 1970'erne fik placeret sig centralt i forhandlingsapparatet har naturligvis ikke gjort lønkampen nemmere,'' siger Nete Balslev Wingender.

Nej tak til otte timer

Det var også kaldstanken, der i 1919 fik Dansk Sygeplejeråd til at afvise en forespørgsel fra Københavns Kommune om, hvorvidt sygeplejerskerne var interesseret i en ottetimers arbejdsdag. Ottetimers arbejdsdag blev i 1919 indført for andre grupper på hospitalerne ligesom for industriens arbejdere.

''Sygeplejerskerne mente, at ottetimers arbejdsdag var uforeneligt med sygeplejen, fordi patienterne ville blive udsat for alt for meget personaleskift. Et andet argument var, at der ikke var nok sygeplejerskeboliger på hospitalerne til at huse de flere sygeplejersker, som en arbejdstidsforkortelse til otte timer daglig ville kræve. Det var en beslutning, som organisationen mange gange senere er blevet kritiseret for, og et eksempel på, hvordan Dansk Sygeplejeråd har været med til at spænde ben for sig selv.

Det er mit indtryk, at Dansk Sygeplejeråd nærmest skulle puffes til for at gøre noget ved arbejdsforholdene i de tidlige år. Med hensyn til arbejdstiden skete der først rigtigt noget, da der sidst i 20'erne kom en undersøgelse, der viste, at mange sygeplejersker blev nedslidt i en alder af 44 år. Da blev Dansk Sygeplejeråds formandCharlotte Munck rystet, og hun rejste blandt andet til Holland for at se, hvordan man der praktiserede otte timers arbejdsdag. Selv om en ottetimers arbejdsdag for sygeplejersker blev

Side 35

Maduddeling på Rigshospitalet i 1913.

bevilget flere steder allerede i slutningen af 1930'erne, slog det først rigtigt igennem ved krigsafslutningen i midten af 40'erne,'' fortæller Nete Balslev Wingender.

Dansk Sygeplejeråds ringe prioritering af spørgsmål som løn, arbejdstid, boliger uden for hospitalet og oprettelse af arbejdsløshedskasse gav anledning til uro i organisationen. De unge københavnske sygeplejersker var i begyndelsen af 30'erne stærkt kritiske over for Dansk Sygeplejeråd, som de mente var styret af de overordnede sygeplejerskers interesser, og som derfor ikke tilgodeså de menige medlemmer. Dansk Sygeplejeråd blev i offentligheden beskyldt for at være optaget af ''selvforherligelse og salmesang.''

En af de kraftigste repræsentanter for denne gruppe var Elna Hiort-Lorenzen, der var erklæret kommunist. Hun var fortaler for, at Dansk Sygeplejeråd skulle omdannes fra en faglig forening til en fagforening, der kunne benytte midler som for eksempel at true med strejke.

''Snakken om fagforening og strejke var på det tidspunkt alt for vidtgående for Dansk Sygeplejeråd. Senere blev Elna Hiort-Lorenzen valgt ind i Dansk Sygeplejeråds Hovedbestyrelse, og her vandt hun gehør for sine synspunkter om omorganisering af Dansk Sygeplejeråd, men ikke for at sygeplejersker kunne gå i strejke,'' siger Nete Balslev Wingender.

Ønsket om at lægge låg på den uro, der kom fra neden af organisationen, var medvirkende grund til, at Dansk Sygeplejeråd besluttede at ændre strukturen. Et middel der blev taget i brug flere gange, når der opstod uro.

''Spørgsmål som bedre løn og arbejdsvilkår er

Side 36

Aftensang for patienterne på Haderslev Sygehus omkring 1950.

gradvist kommet til at fylde mere og mere af Dansk Sygeplejeråds arbejdsområde, og i dag er organisationen mest kendt i offentligheden for lønkampen.

Dansk Sygeplejeråd er enestående ved at være en organisation, der både rummer overordnede og menige sygeplejersker og ved at være både en faglig forening og en fagforening. Det er netop organisationens styrke at kunne bruge sygeplejefaglige argumenter i kampen for bedre løn. Samtidig er det faglige fællesskab også det, der binder overordnede og menige sygeplejersker sammen. Det er derfor vigtigt – både i forhold til lønkampen, men i høj grad også for den gamle mærkesag: at alle sygeplejersker skal samles i én organisation, at Dansk Sygeplejeråd vedbliver at gå på to ben, et fagligt og et fagforeningsmæssigt,'' siger Nete Balslev Wingender. 

Side 37 

En sygeplejebolig omkring århundredeskiftet. Sygeplejerskerne begyndte at kunne flytte fra hospitalerne i 1930'erne, men først i 1950'erne ophørte boligpligten generelt.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, jubilæum, 100 år.