Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Landet mellem øst og vest

Tema om Usbekistan.

Sygeplejersken 1999 nr. 12, s. 28

Af:

Peter Skeel Hjorth, chefredaktør

Side 28

Billede

Side 29

SY-1999-12-28-1Med Sovjetunionens sammenbrud blev dørene åbnet til lande og kulturer, der i årtier har været skjult for den vestlige verden. Det gælder blandt andre de tidligere centralasiatiske Sovjetrepublikker, som i dag er selvstændige nationer. Med sine 23 millioner indbyggere er Usbekistan det største af disse lande.

Indtil for få år siden var det en lukket og glemt verden, som Sygeplejersken nu åbner døren til. For det er et af de mange nye lande, Vesten ganske enkelt er nødt til at beskæftige sig med.

Usbekistan ligger nord for Afghanistan, som landet har en kort grænse til. På grund af sine forholdsvis stabile politiske forhold og naturrigdomme af råstoffer som olie og guld har landet siden sin selvstændighed været genstand for betydelig opmærksomhed fra Europa og USA, der har en politisk interesse i at sikre stabilitet i landet som værn mod ny russisk ekspansionisme og mod muslimsk fundamentalisme.

En række organisationer har udviklingsprojekter i gang i Usbekistan. Blandt dem er verdenssundhedsorganisationen WHO, der har arbejdet på blandt andet at forbedre sygeplejerskeuddannelsen, USAid og EUs Tacis-program, der finansierer udviklingsprojekter i Rusland og de tidligere Sovjetrepublikker.

Sundhedsvæsenet i Usbekistan er generelt i en miserabel forfatning. Men der er lyspunkter. Sygeplejeskolen i hovedstaden Tasjkent har til huse i en velholdt bygning og er begyndt at uddanne sygeplejersker efter WHOs standarder. Sygeplejerskerne har opbygget en organisation, der har søgt medlemskab af ICN og udgiver deres eget tidsskrift fire gange om året i et oplag på 40.000 eksemplarer, hvilket er helt usædvanligt i det tidligere Sovjetområde.

Universitetshospitalet i Tasjkent har en overraskende høj standard også efter vestlige forhold. Afdelingerne er udsmykket i en stilart, der er karakteristisk for landets kultur, og også hygiejnen er i orden. Det er et sygehus, der er holdt rent. Lægerne siger ligeud, at der ikke er behov for investeringer i medicinsk udstyr. Men det er der på alle andre sygehuse i landet.

Usbekistan er et land under udvikling. Forandringerne synes i høj grad at komme fra stærke, kvindelige personligheder, deriblandt markante sygeplejersker på centrale poster, med støtte fra fremskridtsvenlige mænd. Lederen af sygeplejeskolen i Tasjkent fik for eksempel foretræde for præsident Islam Karimov og fik ham overbevist om, at en forbedring af sygeplejerskernes uddannelse er strengt nødvendig. Det er en sag, som direkte har præsidentens bevågenhed.

Landet er præget af en forfinet orientalsk kultur, der rækker et par årtusinder tilbage i tiden, og en konservativ familiestruktur med faderen som familiens ubestridte overhoved. Mest udpræget er det i landsbyerne og de afsidesliggende egne. Kvinden er her efter muslimsk skik helt og aldeles underlagt manden. Bagsiden af landets farverige kultur er en undertrykkelse af kvinder, som i særklasse bør påkalde sig opmærksomhed fra de vestlige organisationer, der arbejder i landet.

Der er gode grunde til at åbne døren til Usbekistan og blandt andet se nærmere på sygeplejerskernes forhold og på kvindernes situation. Vi har valgt at lade journalisten Dina Yafasova, hvis søster er sygeplejerske, rapportere til Sygeplejersken om forholdene, og om de medicinske og sundhedsmæssige konsekvenser af den fremmedartede kultur i et land, der geografisk er placeret som en bro mellem Øst og Vest.

Billedtekster
Kuplen på historisk bygningsværk fra før vor tidsregning restaureres af håndværkere under forhold, som taler for sig selv.Bygningsværker som disse er på Unescos liste over Verdens Kulturarv.Orientalsk folkemusik er en levende del af folkelivet i Usbekistan.Store og små krukker i orientalsk stil på en markedsplads i Usbekistan.Ældre kvinder i farvestrålende tøj i en landsby langt fra de større byer, hvor livet er vestligt orienteret.Foto: Vladimir KovreinFoto: Vladimir KovreinFoto: Vladimir KovreinFoto: Vladimir Kovrein

Tema: Usbekistan

Landet mellem øst og vest             

Organsalg motiv til drab                

En demonstrativ afsked               

En levende fakkels historie               

Sygeplejersken nr. 14/1999    

Ung stat med en gammel kultur                    

Bryllup med uskyldseksamen                   

Uvidenhed på bryllupsnatten                 

Abort hører til i en kvindes liv                

Tobakspenge trækker dyre renter