Organsalg motiv til drab

Den 23. juni 1998 opdagede legende børn i Siabsk-bydelen i Samarkand en sæk på flodbredden. Den indeholdt et parteret lig. Hver for sig lå hoved, hænder og fødder. Kraniet var skalperet, og der var hverken ansigt eller hud tilbage på hovedet. Maven var skåret op på liget. Der manglede en lunge, begge nyrer, lever, lår- og skinnebensknogler samt over- og underarmsknogler.

Takket være tre ledende usbekiske retsmedicinere lykkedes det at genskabe den dræbtes ansigt og skikkelse. Samme aften kunne fjernsynet bringe et fotografi, hvorpå folk fra Samarkand kunne genkende den næsten syvårige Aljona Ivanova. Hun var blevet dræbt ti dage før sin fødselsdag.

Den lyskrøllede Aljona boede sammen med sin mor i Samarkand. Fra første leveår var skæbnen hård mod den lille pige. Hendes far sad i fængsel for at have dræbt sin svigermor (Aljonas mormor). Moren, Lidija Ivanova, var kronisk alkoholiker og havde flere gange været indlagt til tvangsafvænning. Hun arbejdede ikke og klarede dagen og vejen ved at tigge på Samarkands markedspladser.

Men Aljona elskede sin mor for den, hun var. En nabo, Anna Lepjokha, fortæller:

''Aljona boede tit hos mig, når hendes mor var indlagt til afvænning. Uanset hvad pigen spiste hos mig, lagde hun altid de bedste stykker fra til sin mor.''

En anden nabo fortalte, at hun engang mødte Aljona med en pose appelsiner i hænderne. Pigen skulle besøge moren på hospitalet og ville glæde hende med frugten. Barnet havde ingen penge, så Aljona, der havde stået i lære hos moren, var gået på markedet for at tigge. Pengene, hun fik ind, brugte hun til at købe appelsiner. Hun ville gerne have spist en selv, men rørte end ikke appelsinerne. Så stort var hendes ønske om at glæde moren.

Men hvordan reagerede moren på sin datters kærlighed?

Den 39-årige Lidija Ivanova havde ikke nogen uddannelse, og hun levede fra hånden til munden. Hun havde tjent lidt ved rengøring, og mod betaling gav hun af og til blod på skadestuen. Lidija havde ikke store behov ­ blot der var til en skål suppe ved middagstid og en flaske vodka til aften.

På et tidspunkt besluttede Lidija, at arbejde ikke var noget for hende, og så blev hun professionel tigger. Dag efter dag klædte hun, en ung rask kvinde, sig i pjalter og gik på markedspladsen for at tigge om almisser. Det varede nogen tid. Så begyndte hun at sende sin datter ud at tigge i stedet.

Drukfester og misbrug

De indsamlede penge brugte Lidija til at arrangere store drukfester med alkoholiserede venner. Ved de lejligheder blev hun uforudsigelig og grusom.

Engang om vinteren jagede hun Aljona ud på gaden midt om natten. Barnet stod barfodet ude i frosten og græd, kun iført trusser. Nabokonen kiggede udenfor, da hun hørte gråd. Hun tog pigen med ind til sig og lagde hende i seng. Næste morgen sendte de oprørte naboer den stadig berusede mor på tvangsafvænning for alkoholisme. Mens moren var indlagt, tog nabokonen sig af Aljona, og efter en måned eller to havde pigen fået ro i sindet. Hun legede med dukker sammen med nabobørnene og begyndte at lære at læse.

Hjemvendt fra klinikken hentede Lidija datteren. Nabokonen Anna Lepjokha, som Aljona boede hos, nægtede først at aflevere pigen. Hun ville adoptere hende, selv om hun havde tre børn i forvejen. Så ankom Lidija med nogle mandlige alkoholikere, og disse tog så kvinden under behandling med skældsord og trusler. Pigen vendte tilbage til det hårde liv hos sin mor.

Aljona var fortsat den vigtigste indtægtskilde for moren. Men de penge, der kom ind ved tiggeri, var ikke nok for Lidija. Som det hedder i akterne fra straffesag nummer 21102:

''Ved at benytte sig af, at datteren var mindreårig og ikke fattede, hvad der skete med hende, har Lidija Ivanova fra 1995 og indtil for nylig systematisk stået bag seksuelle vandalisme- og voldsakter mod Aljona, foretaget af uidentificerede personer. Hun har tvunget sin mindreårige datter til at massere mandlige kønsdele og foretage oralsex.''

Et vidne, nabokonen R. Bogda, fortalte til politiet, at i sommeren 1995 havde hendes nabo Nina kaldt hende udenfor, fordi Aljona skreg ude i gården. Hun selv og Nina var gået hen til et træ i gården, hvor en uidentificeret mand og Lidija Ivanova befandt sig. Ved synet af naboerne stak manden af. På naboens spørgsmål om, hvad der var sket, fortalte den grædende Aljona, at

Side 33

moren havde taget trusserne af hende og tvunget hende til at lægge sig under manden. I harme tævede R. Bogda den alkoholiske mor.

Ville sælge datteren

Men Lidija gav ikke op. I sommeren 1997 var der en anden nabokone, E. Bokunts, som ligeledes hørte Aljona skrige om natten. Da hun var kommet udenfor, så hun i sidegaden en uidentificeret mand, Lidija og Aljona. Moren greb fat i datterens hår og hvæsede: ''Tag trusserne af, jeg trænger til noget at drikke.'' Aljona græd og bad for sig, og til svar tævede Lidija løs på pigen. Igen greb naboerne til selvtægt.

I maj 1998 fremsatte Samarkands distriktsmyndigheder en skarp advarsel til Lidija Ivanova og idømte hende en bøde på 500 som for ''at have inddraget datteren i asocial adfærd og tiggeri.''

Det fremgår af straffesagens akter, at Lidija allerede to år tidligere for sin 'kollega' i tiggerfaget L. Titkova havde nævnt, at hun ønskede at sælge sin datter Aljona Ivanova.

Senere sagde hun gentagne gange til naboerne, at ''der var en mand, der ville give penge for Aljona.''

I sommeren 1998 kom en indtil videre uidentificeret mand af kaukasisk afstamning til Samarkand.

Papirer forsvandt

Forhørene af de anklagede for drabet på Aljona Ivanova giver følgende billede.

I april og maj 1998 var Lidija Ivanova indlagt til afvænning for alkoholisme. På samme klinik lå en gammel bekendt af Lidija, den 32-årige Takhir Mirsajev, også til behandling for alkoholisme.

''Engang,'' fortalte Mirsajev under forhøret, ''besøgte en 35-38-årig mand af kaukasisk afstamning Ivanova på klinikken. Han sagde, han hed Borja.'' Lidija introducerede ham for Mirsajev. Hvad de talte om, forbliver en hemmelighed for efterforskningen. Men Lidija Ivanova påstår, at efter dette møde ''forsvandt de medicinske papirer om Aljona fra børneklinikken, hvor alle medicinske oplysninger om barnet var samlet, helt fra fødslen af.''

Selv overtalte Ivanova lægen til at udskrive hende en måned tidligere fra klinikken, end behandlingen foreskrev. Hun kom hjem fem dage før drabet på sin datter.

Takhir Mirsajev fortalte under forhøret, at han den 19. eller 20. juni 1998 mødtes med Borja i Samarkand. Borja inviterede Mirsajev på noget at drikke. Under den efterfølgende samtale

Side 34

meddelte han, at han skulle bruge Aljona.

''Hjælp mig med at få fat på pigen, så skal du nok få din betaling,'' sagde Borja. Som forskud gav han Mirsajev 600 som til spiritus. De aftalte at mødes den 22. juni 1998.

Mirsajev kunne kun fortælle om Borja, at han var kommet tilrejsende fra Rusland og boede eller havde boet i Krasnojarsk.

Efter samtalen med Borja besøgte Takhir Mirsajev sin nabo Vladimir Manjakhin. Manjakhin var også arbejdsløs og trængte til alkohol. Mirsajev fortalte Manjakhin: ''En mand ønsker at købe Aljona, og vi kan tjene noget, hvis vi er vidner.''

Næste dag, den 21. juni 1998, tog Mirsajev og Manjakhin hen til Lidija Ivanova og meddelte: ''Der er kommet en, som vil købe Aljona. Det er ham armeneren. Han tilbyder 500 dollars for Aljona...''

'Arbejdsgiveren'

Fra retsbogen i Samarkand Distriktsdomstol: ''Efter at have undersøgt beviserne i straffesag nummer 21102 har retten konstateret: Den 22. juni 1998 mellem klokken 10 og 11 ankom medlemmerne af en organiseret kriminel bande, Takhir Mirsajev, Vladimir Manjakhin, Lidija Ivanova og en uidentificeret forbryder, ud fra en i forvejen aftalt plan til adressen Ulitsa Mirso Ulugbek 22, Samarkand, hvor de bad indehaveren af lejligheden, Ljuba Dikova (en veninde af Lidija) om lov til at benytte hendes lokaler til indtagelse af spiritus.

Efter at have fået indehaverens tilladelse og vidende, at Ljuba Dikova ikke ville vende tilbage til lejligheden, gik medlemmerne af den organiserede kriminelle gruppe efter rigelig indtagelse af spiritus i gang med at udføre deres forbryderiske plan. Manjakhin og Mirsajev begik på skift voldtægt i form af samleje og anden kønslig omgang med den mindreårige Aljona Ivanova, mens deres 'arbejdsgiver' og Lidija Ivanova var til stede. Som i forvejen aftalt mellem forbryderne kvalte Mirsajev derefter pigen med sine bare hænder. Manjakhin tog en køkkenkniv, han havde fået udleveret af 'arbejdsgiveren', og skar hovedet af Aljonas lig.

Efter anvisning fra 'arbejdsgiveren' skilte Mirsajev og Manjakhin benene og armene fra liget. Ved hjælp af kirurgiske instrumenter og andet udstyr foretog den uidentificerede person af kaukasisk afstamning herefter en række bughuleoperationer, hvorved han fjernede ligets nyrer, lever, ene lunge, mave-tarmsystem og andre dele for at benytte dem til transplantationer. Lidija Ivanova pakkede resterne af liget ind i nogle plastikposer. Mirsajev og Manjakhin kastede dem i en dam ikke langt fra markedet i Samarkand.''

Et bestillingsarbejde

Dommens tørre ord gjorde et indtryk, ikke kun på lægfolk, men også på erfarne jurister. Efter at have dræbt barnet delte Lidija Ivanova de 500 dollars, hun havde fået udleveret, i tre portioner. Derefter drak Mirsajev, Manjakhin og Ivanova alkohol hele natten. Næste morgen tog Lidija hjem. Mirsajev og Manjakhin satte sig op i en bus og kørte et stykke tid rundt i byen. De ledte efter et sted, hvor de kunne skaffe sig af med sækken. Ingen af de andre passagerer anede, at sækken, som forbryderne havde med sig, indeholdt de stadig blødende rester af Aljona Ivanovas lig. Efter at have smidt sækken i dammen købte Mirsajev og Manjakhin mere spiritus.

Hvor befandt 'arbejdsgiveren' sig? Efter at have skåret pigens organer ud og pakket dem ned i særlige beholdere til transport af organer (ifølge Mirsajev og Manjakhin

Side 35

var det lukkede kar med væske) havde han forladt gerningsstedet. Sandsynligvis er han kort efter rejst ud af Usbekistan. Hvem bestilte og modtog disse organer? Hvilket land blev de udført til? Til hvilken pris blev de udbudt? Disse og andre spørgsmål er foreløbig enten ubesvarede, eller svarene hemmeligholdes af hensyn til den videre efterforskning.

Et spørgsmål kunne efterforskningen dog svare på med det samme. Efter eksperternes mening var den pågældende person ingen tilfældig drabsmand. Han var professionel.

Den retsmedicinske undersøgelse konkluderer: ''Parteringen og dissekeringen af afdøde Aljona Ivanovas lig er foretaget under hensyn til menneskets anatomi, hvorfor den person, der udførte operationen, må have været i besiddelse af lægekundskaber. Forbryderen benyttede et spidst instrument, der var meget skarpt og havde en særlig konstruktion. En almindelig køkkenkniv svarer kun i ringe grad til denne beskrivelse.''

Senere i efterforskningen forklarede Mirsajev og Manjakhin, at deres 'arbejdsgiver' havde benyttet en medicinsk skalpel og arbejdet iført operationshandsker. Eksperten Amriddin Umarov, der medvirkede til den retsmedicinske undersøgelse, har senere igen bekræftet over for Sygeplejerskens medarbejder:

''Den, som foretog parteringen og dissekeringen, havde ikke kun teoretiske lægekundskaber og viden om anatomi, han kendte til den tekniske side og havde praktiske færdigheder. Han udførte komplicerede indsnit forfra og fra siden. Ikke enhver erfaren kirurg eller medicinsk ekspert formår noget tilsvarende.''

Den usbekiske jurist Jekaterina Skidan, der har 50 års erfaring som dommer, erklærer: ''Enhver, der sætter sig ind i sagens enkeltheder, må konkludere, at forbryderen havde særlig lægelig viden om at fjerne organer. Drabet blev begået så dristigt og samtidig så utrolig brutalt og rutineret. Det peger alt sammen på, at morderen havde prøvet det før.''

Formanden for Samarkand Distriktsdomstol, Savronbek Tursunov, har følgende opfattelse: ''Forbrydelsen må anses for et bestillingsarbejde. Nogen har efterspurgt organerne, og først derefter har man fundet en til at fremskaffe dem. Det tyder på, at den pågældende fjernelse af organer til senere brug ved transplantation måske ikke er noget enkeltstående tilfælde. En vellykket transplantation forudsætter etablerede kanaler, ad hvilke organet hurtigt kan transporteres fra donor til modtager.

På den baggrund måtte vi spørge: Leverer forbryderne organer fra tilfælde til tilfælde, eller er det en velorganiseret forretning? Hvordan og ad hvilke kanaler bliver organerne transporteret? Hvor foretages transplantationerne, i Usbekistan eller i udlandet? Ingen af de domstole, hvor jeg har arbejdet, har haft at gøre med en sådan forbrydelse tidligere. Men vi har ingen garanti for, at det er første eller sidste gang, noget sådant foregår. Det er noget, både politi, anklagemyndighed og sikkerhedstjenesten må forholde sig til og reagere på. Det er noget, alle mennesker må forholde sig til.''

Kolde glasøjne

To dage efter drabet gik politiet rundt i Samarkands gader med billede af barnet og udspurgte byens indbyggere. Mange voksne og børn kunne straks genkende ofret som den pige, der tit kom løbende på markedspladsen for at tigge om almisser. Nogle kendte hende ved navn. På et tidspunkt befandt Aljonas mor, Lidija Ivanova, sig blandt de forbipasserende. Da betjenten spurgte, om hun kendte barnet, svarede hun benægtende. Da hun vendte hjem efter drabet, havde Lidija Ivanova for naboerne iscenesat en større eftersøgning af datteren. Men hun gik ikke til politiet for at melde barnet forsvundet. Selv da hun senere med magt blev ført hen på lighuset for at identificere pigens lig, nægtede Lidija fortsat, at det var hendes datter. ''Ørerne er for store til, at det kan være hende,'' sagde hun.

Senere fortalte retsmedicineren Amriddin Umarov, der var til stede ved identifikationen: ''Moren så med kolde glasøjne på datterens skamferede lig.''

Den 23. december 1998 blev processen i Samarkand mod Aljona Ivanovas mordere afsluttet. Dommer Abdulkosym Khalilov, der ledede processen, udtalte: ''Det er første gang i de otte år, jeg har arbejdet i retssystemet, at jeg har været ude for en så uhyrlig forbrydelse ­ drab med henblik på at skaffe organer til transplantation. Efterforskningen og retten råder over mere end tilstrækkelige direkte beviser til at fastslå de tiltaltes skyld. Samarkand Distriktsdomstol dømmer drabsmændene Takhir Mirsajev og Vladimir Manjakhin til døden ved skydning. Lidija Ivanova idømmes 20 års frihedsberøvelse i arbejdslejr med særligt strenge afsoningsvilkår. ''

Ljuba Dikova blev idømt fire års frihedsberøvelse. Da hun efter et stykke tid fandt ud af, at der var begået en forbrydelse i hendes lejlighed, undlod hun at meddele dette til politiet. Derved gjorde hun sig skyld i at dække over en særlig grov forbrydelse. Alle de dømte er erklæret tilregnelige og psykisk raske. Derfor kunne de dømmes efter lovens strengeste bogstav. Men 'arbejdsgiveren', der bestilte drabet, er endnu ikke fundet. Efterforskningen fortsætter.

Nøgleord: Organsalg, transplantation, Usbekistan.

Billedtekster
Retsmediciner Amriddin Umanov: ''Han udførte komplicerede indsnit forfra og fra siden.''Formanden for Samarkand Distriktsdomstol, Savronbek Tursunov: ''Nogen har efterspurgt organerne, og først derefter har man fundet en til at fremskaffe dem.''Den håndskrevne tilståelse indeholder en beskrivelse af drabet.Den 39-årige moder Lidija Ivanova blev idømt 20 års fængsel. Hun er her fotograferet i arresthuset, mens hun blev interviewet til Sygeplejersken.Arresthuset, hvor den myrdede piges moder sidder fængslet, fotograferet udefra.