Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Opvågning bør være speciale

Seks afdelingssygeplejersker arbejder for at få en specialuddannelse for opvågningssygeplejersker.

Sygeplejersken 1999 nr. 12, s. 26

Af:

Hanne Monberg, afdelingssygeplejerske

Vi er seks afdelingssygeplejersker, der er nedsat som arbejdsgruppe på vegne af 19 opvågningsafsnit i Østdanmark for at synliggøre behovet for en specialuddannelse for opvågningssygeplejersker.

I Sundhedsstyrelsens 'Redegørelse og retningslinier for anæstesi- og intensivsygeplejersker' 1996 erkender den af Sundhedsstyrelsen nedsatte teknisk/faglige arbejdsgruppe et behov for en særskilt specialuddannelse for opvågningssygeplejersker, men af hensyn til normerings- og behandlingsmæssig fleksibilitet inden for anæstesi-, intensiv- og opvågningsområdet finder man, det vil være mere hensigtsmæssigt at indarbejde opvågningsfunktionen i henholdsvis anæstesi- og intensivsygeplejerskernes specialuddannelse.

Arbejdsgruppen finder denne tilsidesættelse af opvågningssygeplejen meget uhensigtsmæssig og mener, at der også for opvågningssygeplejerskernes vedkommende er behov for en specialuddannelse.

Opvågningsfunktionen har tidligere stort set alle steder været sammenlagt med henholdsvis anæstesi- eller intensivafsnit, og er det stadigvæk på flere mindre sygehuse. Ulempen ved dette har blandt andet været at engagementet ­ og dermed kvaliteten i plejen ­ var svær at fastholde og udvikle, da de fleste anæstesi- og intensivsygeplejersker forståeligt nok ønskede at arbejde i eget speciale.

Det er vores opfattelse, at sygeplejersker vælger arbejdsområde og speciale efter personlig interesse, hvorfor nogle vælger opvågningsspecialet, andre intensiv- eller anæstesispecialet. Interessen for rotationsstillinger mellem de tre specialer er minimal.

De store sygehuse i HS, Københavns Amt og Frederiksborg Amt har selvstændige opvågningsafsnit. Det vil sige, at afsnittene har egen områdeledelse (overlæge, afdelingssygeplejerske og assisterende afdelingssygeplejerske) og ansætter sygeplejersker til udelukkende at passe opvågningspatienter. Erfaringerne herfra viser, at styrken ved at have et opvågningsafsnit bemandet med uddannede opvågningssygeplejersker er:

  • Minimering af postoperative komplikationer.
  • Kontinuitet i sygeplejen.
  • Kvalitet i patientpleje og -behandling.
  • Stor kompetence og erfaring hos personalet.
  • Udvikling af specialet betinget af blandt andet stadig større krav til dokumentation og flere komplekse patientkategorier.
  • Motiverede sygeplejersker.

Sammenholdt med det faktum, at der langtfra er uddannet eller uddannes nok anæstesi- og intensivsygeplejersker til at dække behovet i egne specialer, er det svært at få øje på, hvor de veluddannede sygeplejersker til opvågningsspecialet skal komme fra.

Anæstesi-, intensiv- og opvågningsafsnittene har alle i de seneste år været i rivende udvikling; behandling, observation og pleje er præget af en kompleksitet, som kræver et veluddannet personale i alle tre områder.

Opvågningsafsnittene er præget af et stort patientflow, nye terapiformer ønskes til stadighed implementeret, og behovet for pleje og behandling af komplicerede patientkategorier, såsom børn, ældre og kritisk syge mennesker skal honoreres.

Ved pladsmangel på de intensive afsnit forventes det, at opvågningsafsnittene plejer og behandler intensive patienter i eget regi, og som et nyt krav er opvågningssygeplejersker fremover forpligtet til at varetage en teoretisk og praktisk oplæring af anæstesi- og intensivkursister over en seksugers periode.

På baggrund af ovenstående virker det derfor paradoksalt, hvis opvågningssygeplejersker fremover skal kunne yde en kompleks og højteknologisk sygepleje uden anden uddannelse end de mindre kurser, der tilbydes i Frederiksborg og Københavns Amt samt den undervisning, der gives i egen afdeling.

Som en konsekvens heraf vil undertegnede afdelingssygeplejersker i samarbejde med de enkelte opvågningsafsnit arbejde på at få etableret en specialuddannelse for opvågningssygeplejersker.

Synspunktet er underskrevet afdelingssygeplejerske Inger Julsgaard Madsen, opvågningen, Rigshospitalet, afdelingssygeplejerske Inge Bøjle, opvågningen, Hvidovre Hospital, afdelingssygeplejerske Dorte Hauge, opvågningen, Bispebjerg Hospital, afdelingssygeplejerske Inge Kettelsen, opvågningen, Hillerød Sygehus, afdelingssygeplejerske Karen Jensby, opvågningen, KAS Herlev, afdelingssygeplejerske Hanne Monberg, opvågningen, KAS Glostrup.