At studere sig selv

Hvad ville der ske, hvis alle eskimoer begyndte at studere eskimologi på bekostning af at leve som en 'rigtig' eskimo? Det spørger forfatterne om i denne artikel. De underviser begge på sygeplejeskoler og finder det en tankevækkende tendens, at det i sygeplejerskernes grunduddannelse er faget selv, der studeres frem for det, som faget retter sig imod ­ nemlig patienterne.

Så står vi atter rundt omkring på sygeplejeskolerne over for udfordringen om at udvikle nye uddannelsesordninger for sygeplejerskestudiet. Det kan jo betragtes enten som en tidsrøvende forstyrrelse eller som en god lejlighed til at udvikle og overveje uddannelsesmæssige og faglige områder. Lad os gøre det sidste og benytte lejligheden til at diskutere nogle spørgsmål og tendenser, som vi finder aktuelle.

Vore betragtninger giver sig ikke ud for nogen videnskabelighed, de bygger på vore egne erfaringer, er stort set kildefri og malet med store penselstrøg. De er skrevet i erkendelse af, at det at skrue uddannelser sammen er en kompliceret affære, at projekt- og opgaveskrivning på mystisk vis følger modebølger, så der er emner eller teoretikere, der er vældigt inde i en periode, hvorefter fokus flytter sig til andre teoretikere og andre felter, uden at nogen umiddelbart kan forklare hvorfor.

Lad os tage udgangspunkt i de foreløbige reformforslag fra Undervisningsministeriet (1, 2) og den struktur, disse lægger op til: En teoridel på tre år efterfulgt af en etårig praktikdel. Teoridelens praktikperioder (samlet minimum seks måneder) bliver inden for faget (3) betragtet som studiepraktikker, der lægger op til, at den studerende i høj grad er observerende, mens det sidste års praktik både fra ministeriets side og i faglige kredse betragtes som arbejdspraktikker, hvor der er fokus på den egentlige kliniske uddannelse og opøvelse af rutiner.

Det kan være en god ide at få adskilt disse begreber ­ og dermed aktiviteter ­ idet vi oplever, at de i dag ofte blandes sammen. Det er således både for de studerende og for vejlederne i praktikken ofte uklart, hvad det er, de studerende skal arbejde med i dele af deres praktikperioder: Skal de lære at 'begå sig' i praksis, eller skal de lære at stille spørgsmål ved/gå bag om/udforske praksis?

Det første kræver involvering, det sidste kræver distance. Det første kræver praktiske færdigheder og faglig viden, det sidste kræver analytiske evner. Vi oplever en tendens til, at vi i dag i den teoretiske del af uddannelsen ønsker at lære de studerende at udvikle kompetence til at undre sig over og 'gå bag om' praksis, mens de i praktikken vurderes på praktiske færdigheder og refleksion i forhold til den konkrete praksis.

Inden vi går videre i vore betragtninger, vil vi for et øjeblik vende blikket bagud til midtfirserne, hvor vi alle ledte efter sygeplejens paradigme, stærkt inspireret af MerryScheels lille bog om 'Vidensgrundlag ­ etik

Side 41

og sygepleje' (4). Eftersøgningen hvilede i ret begrænset omfang på den amerikanske videnskabsfilosof Thomas Kuhns beskrivende studier af, hvordan ikke mindst naturvidenskaben har udviklet sig. I sygeplejens udgave havde paradigmejagten mest karakter af at bygge på forestillinger om, at et paradigme kan vælges, beskrives og efterfølgende efterleves. Paradigme, som et ikke særlig håndfast begreb, der beskriver nogle forhold og tankemønstre inden for forskning, tog karakter af at være en foreskrivende model for sygeplejepraksis.

Samtidig blev det, der i Kuhns tekst handlede om det videnskabelige samfunds implicitte værdier og metodiske overvejelser i sygeplejetænkningen, transformeret til eksplicitte menneskesyn og forskrifter for den gode sygeplejepraksis. Fagets genstandsområde blev, ikke overraskende, til mennesket med behov for sygepleje i en eller anden form.

Fokus er flyttet

Det forekommer os, at jagten på paradigmet aftog i takt med den begyndende etablering af sygeplejeforskningen. Vi vil dog

Side 42

tillade os at spørge, om det nu også er mennesket med behov for sygepleje, der i dag reelt er sygeplejens genstandsområde. Det spørgsmål trænger sig specielt på, når vi betragter en del af de opgaver, der produceres af de studerende i forbindelse med praktikperioder og eksamensprojekter. Her ser vi en tendens til, at fokus er flyttet fra udforskning af forhold omkring patienten til forhold omkring sygeplejersken.

Vi er ikke de eneste, der har fået den tanke. Lisbeth Vinberg Rasmussen er inde på no-get tilsvarende i sin kandidatafhandling, 'Grundlæggende sygepleje, moderne sygeplejerskers interessesfære?' (5), hvor Rasmussen finder, at 35,5 procent af et hold studerendes afsluttende eksamensopgaver tager udgangspunkt i det, Rasmussen kalder sygeplejerskeproblemer, som handler om at bearbejde egne eller kollegers adfærd, holdninger og reaktioner (5).

Dette bekræfter vores opfattelse af, at der skrives færre opgaver, der har patienter og den konkrete pleje som fokus til fordel for opgaver, der handler om sygeplejersken eller faget sygepleje.

I forlængelse af ovenstående betragtninger er det spørgsmål, der nu melder sig, når vi begynder at operere med begrebet studiepraktik: Hvad er det, der skal studeres? Hvad er det, der skal danne grundlag for undren? Er det forhold omkring sygeplejen eller er det forhold omkring patienterne? Skal de studerende udforske spørgsmål vedrørende for eksempel ernæring (hvilken betydning har indtagelse af protein for sårheling?), eller spørgsmål vedrørende sygeplejekulturen (hvordan kan det være, at man i sygeplejen ikke tillægger plejetiltag omkring kosten så stor betydning?) Det er måske ikke et spørgsmål om enten-eller. Når vi alligevel spørger, skyldes det vores oplevelse af, at fokus flytter sig fra forhold omkring patienterne til forhold omkring sygeplejen og især sygeplejerskens gøren og laden. Eksempelvis stiller de studerende, der skriver opgaver i praktikken, ofte spørgsmål i stil med: Hvordan kan det være, at gamle mennesker nægtes at komme op på toilet så ofte, som de ønsker det? Mens der sjældent spørges: Hvordan kan det være, at mange gamle mennesker giver udtryk for ofte at skulle på toilettet? En udforskning af det første vil kredse om etik, kultur, rutiner, omsorg og så videre. En udforskning af det sidste vil fordre indsigt i aspekter vedrørende gamle menneskers krop og psyke.

Nu skal det ikke forstås derhen, at vi mener, at det ikke er væsentligt at beskæftige sig med etik og omsorg, eller at bevidsthed om sygeplejekulturen ikke er værdifuld. Men tendensen til, at det i en grunduddannelse er faget selv, der studeres, frem for det som faget retter sig imod ­ i dette tilfælde patienterne ­ er tankevækkende.

Vi mener, at der ikke blot er en gradsforskel, men også en væsensforskel mellem uddannelsen til udøvelse af praktisk sygepleje og uddannelsen til teoretisk udvikling af og forskning i sygepleje. Er de ovenfor skitserede tendenser udtryk for, at kriterierne for udvikling af kompetencer til videnskabelig beskæftigelse med sygeplejefaget er blevet overført til kriterierne for den beskæftigelse, der ligger i grunduddannelsen? Til en sammenligning kan man ­ lidt polemisk ­ spørge: Hvad ville der ske, hvis alle eskimoer begyndte at studere eskimologi ­ det vil sige beskæftige sig teoretisk med den eskimoiske kultur? Og hvad ville der videre ske,hvis de gjorde det på bekostning af at udfolde sig i kulturen og at dygtiggøre sig i og udforske de områder, der fordres for at være en rigtig eskimo?

Fagidentitet afstives

Lad os atter vende blikket udad og referere til artiklen 'Gør sygeplejersker en kulturel eller en professionel forskel?' i Klinisk Sygepleje (6). Her analyserer idehistorikeren Jens Erik Kristensen, hvilke temaer der har været centrale i årgangene 1996 og 1997 af samme tidsskrift. Kristensen finder, at artiklerne kredser om sygeplejens væsen, egenart og værdigrundlag som et led i afstivningen af moderne sygeplejerskers fagidentitet og som betingelse for sygeplejefagets mulige anerkendelse som en fagligt selvbestemmende profession.

Kristensen overvejer artiklernes optagethed af egen kultur ­ et træk der i overensstemmelse

Side 43

med 1990'ernes trend også er på banen i andre fag og professioner ­ og finder, at optagethed af sygeplejens særegne kultur kan ses som et led i den sygeplejefaglige selvrefleksion. En selvrefleksion der indgår i identitetspolitiske og professionaliserings-strategiske bestræbelser. Samtidig overvejer Kristensen, om fokuseringen på sygepleje- og omsorgskultur kan ende i sygepleje- eller omsorgsideologi, hvor de fælles værdigrundlag stivner i et kodeks af fastlagte og formynderiske værdier, der skal implementeres som regulativer for den konkrete praksis (6).

Er der en sammenhæng mellem denne optagethed af egen kultur, som Kristensen fremanalyserer, og den tendens vi aner i de studerendes fokusering på sygepleje og sygeplejersker? Ovenstående spørgsmål og betragtninger skal for alt i verden ikke opfattes som standpunkter om, at der ikke skal udvikles nogen sygeplejeforskning. Tværtimod. Det er tvingende nødvendigt, at vi udvikler såvel forskning for og om sygepleje (anvendt forskning og grundforskning), og grunduddannelsen i sygepleje skulle gerne levere en relevant baggrund for at gå videre ad denne vej, hvis det er det, man ønsker. Det, vi peger på og mener er vigtigt at være opmærksom på, er, at der findes de to skitserede udgangspunkter for studier i sygeplejerskeuddannelsen, at disse er principielt forskellige og fører til udvikling af forskellige videns- og kompetenceområder.

Derfor er det vigtigt, at vi diskuterer dels vægtningen af de to typer vidensudvikling, dels hvornår i grunduddannelsen der skal satses på den ene og den anden type viden.

Litteratur

  1. Undervisningsministeriet. Reform af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser. København: Undervisningsministeriet; 1997.
  2. Undervisningsministeriet. Det 21. århundredes uddannelsesinstitutioner. Redegørelse om de videregående uddannelsers institutionelle struktur. København: Undervisningsministeriet; 1998.
  3. Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen. Fremtidens sygeplejerskeuddannelse. Baggrund, rammer samt vilkår for og indhold i en ny sygeplejerskeuddannelse. København: Amtsrådsforeningen; 1998.
  4. Scheel ME. Vidensgrundlag ­ etik og sygepleje. København: Sygeplejebiblioteket Munksgaard; 1985
  5. Rasmussen LV. Grundlæggende sygepleje, moderne sygeplejerskers interessesfære? Skriftserie fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole; Århus: Danmarks Sygeplejerskehøjskole; 1996.
  6. Kristensen JE. Gør Sygeplejersker en kulturel eller professionel forskel? (1). Klinisk Sygepleje 1998;12 (5): 275-281.

Kirsten Frederiksen underviser på Sygeplejeskolen i Randers. Kirsten Beedholm er cand.phil. og underviser på Viborg Sygeplejeskole.

Nøgleord: Fagidentitet, sygeplejeskoler, uddannelser.

Billedtekster
Når man betragter en del af de opgaver, der produceres af de studerende i forbindelse med praktikperioder og eksamensprojekter, ses en tendens til, at fokus er flyttet fra udforskning af forhold omkring patienten til forhold omkring sygeplejersken. Billedet er fra undervisning på Sygeplejeskolen i Vejle Amt.Optagethed af sygeplejens særegne kultur kan ses som et led i den sygeplejefaglige selvrefleksion. Her en studerende på Sygeplejeskolen i Vejle.

Emneord: 
Identitet
Sygeplejerskeuddannelsen