Faglig kommentar: Debat efter kendt mønster

Der vedtages en lov. To jordemødre har gennem adskillige år været med til at effektuere loven. Det er ikke en opgave, nogen står i kø efter, men den falder naturligt ind under deres arbejdsområde, og de kan forholde sig professionelt til den. De finder desuden, at netop deres faggruppe er den bedst kvalificerede til pågældende arbejdsopgave. Det har heller ikke voldt dem større problemer at udføre opgaven, hverken fagligt, etisk eller personligt, da de er grundlæggende enige i lovens hensigt og udformning.

Det er næsten blevet en rutinesag. En rutinesag, men ikke en bevidstløs, mekanisk handling. Det viser sig ved, at de reagerer, da nogle grænser bliver overskredet. De gør omverdenen opmærksom på, at der er etiske problemer forbundet med forvaltningen af loven. Det er dem, der står med det beskidte arbejde, som ikke fremgår af den officielle fremstilling. Derfor må det også være dem, der gør opmærksom på den etiske problemstilling og rejser debatten. De har faktisk pligt til det, hvis de skal fremstå som repræsentanter for en profession med en etisk kodeks.

Hvis loven om svangerskabsafbrydelse bliver ændret, som der nu er gjort forberedelser til, må æren tilfalde de to jordemødre, der har rejst debatten og forfulgt sagen, som det beskrives i andre artikler i dette nummer af Sygeplejersken. Deres indsats er ikke den eneste faktor. En anden faktor ligger i befolkningens lydhørhed over for etiske problemstillinger. Lægmands fornemmelse for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Der er ingen stemmer i jordemødre, de er for få.

En tredje faktor, som nok ikke er helt uvæsentlig, er, at der ikke er større kommercielle eller prestigemæssige interesser i abortspørgsmål. Det er næsten udelukkende et spørgsmål og etik og menneskesyn.

Bunden nået

Vi kan være delt i spørgsmål om etik og menneskesyn. Der er mere end ét princip for etisk handlen, flere etiske teorier. Der er mere end én måde at forholde sig til sine medmennesker på. Det kan derfor heller ikke undre, at der ikke umiddelbart kan opnås en entydig holdning til en øvre grænse for sene, provokerede aborter. Man kan i stedet undre sig over, i hvor ringe grad debatten har handlet om etik og menneskesyn.

Man kan også lade være at undre sig og i stedet konstatere, at debatten har fulgt det sædvanlige mønster. Man går efter manden og ikke efter bolden. Etiske dilemmaer reduceres til individuelle problemer. Der sås tvivl om modpartens vederhæftighed og psykiske stabilitet. Ansvarlige myndigheder trækker tiden ud. Problemer benægtes eller betegnes som oppustede. Kolleger og samarbejdspartnere holder sig tavse i baggrunden. Arbejdsgivere prøver at lukke munden på ansatte. Ansvarlige ministre skal lige vejre, hvorfra vinden blæser.

Bunden var trods alt, at flere centralt placerede og indflydelsesrige læger er gået direkte til angreb på de jordemødre, der rejste de etiske spørgsmål. Med højrøvet arrogance har de forsøgt at lukke munden på jordemødrene og at så tvivl om deres troværdighed, professionalisme og motiver. I sandhed en debat på et højt fagligt og etisk niveau!

Læger rejser også etiske problemstillinger. Så vidt jeg husker, var det netop en læge, der for få år siden rejste spørgsmålet om de etiske problemer, der er opstået som følge af, at man i dag har teknologien til at redde livet på for tidligt fødte børn med en meget lav fødselsvægt, og rekorden slås stadig. Pågældende læge stod lige som jordemødrene med de etiske problemer tæt inde på livet. En problemstilling der hænger sammen med etikken ved sene, provokerede aborter. Forskellen i debatformen er, at læger ikke angriber en kollega på så lavt et niveau, som det er sket i denne sag. En jordemoder betragtes åbenbart ikke som en ligeværdig person, man kan drøfte en alvorlig problemstilling med. Hun skal bare udføre det beskidte arbejde efter ordination og i tavshed.

Det er jordemødre, der har rejst sagen om de sene, provokerede aborter. Det kunne lige så godt have været sygeplejersker, som er lige så tæt på virkeligheden. Eller kunne det?

Linda Nielsen, formand for Det Etiske Råd, efterlyser personer i de offentlige systemer, der tør melde ud, når etiske grænser bliver overskredet. Linda Nielsen må nok se i øjnene, at det aldrig bliver hverdagskost, så længe repressalierne for åbenmundethed er så tydelige. Et er, at Det Etiske Råd behandler de etiske problemer seriøst. Et andet er at udsætte sig for de metoder, der anvendes til at afrette ansatte i de offentlige systemer, som formaster sig til at fortælle, hvad de ved, og dertil udtrykker deres mening.

Tilbage til det egentlige og oprindelige problem. Hvordan afvejes kvindens ønske om en sen, provokeret abort mod et levedygtigt fosters ret til liv?

Da aborten blev givet fri i 1973, tog kvinden ansvaret for moralske valg i forbindelse med graviditeten. Det skulle ikke være en statsopgave. Til gengæld hjælper samfundet, når kvinden har besluttet sig, men på visse betingelser. Hvis loven ændres, så abort på social indikation kun kan bevilges, inden barnet er levedygtigt, får det konsekvenser. Hvad skal der blive af det levedygtige barn, som kvinden ikke ønsker? Kan man håbe, at kvinden får hjælp nok til at kunne tage sig forsvarligt af barnet og give det den nødvendige kærlighed og omsorg? Tvangsfjernelse hvis det ikke går? Adoption? Er der adoptivforældre nok til børn, som måske er skadede af narkotika og alkohol? Er børnehjem alternativet? Skal abort af levedygtige børn være alternativ til en opvækst på børnehjem?

Vi løser nogle væsentlige, etiske problemer ved at sætte en øvre grænse for tilladelser til abort, men vi skaber samtidig nye, og sådan vil det altid være.