Mellem et par fade i skyllerummet

I mere end to år har to jordemødre forsøgt at overbevise befolkning og politikere om, at sene, provokerede aborter indebærer uløselige etiske dilemmaer, som samfundet ikke bør acceptere. De har fået stor opbakning, men deres motiver er også blevet mistænkeliggjort.

Løbet var kørt. Kvinden havde fået stikpillerne halvandet døgn inden, jeg kom ind i billedet. Hun var ked af det og jamrede. Kvinden havde fået epiduralanæstesi, så jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvorfor hun jamrede. Måske var det prostaglandinen, som giver både kvalme og diaré, så mange af kvinderne har det rigtig hundedårligt.

Jeg satte mig ned og lagde hånden på kvindens mave for at finde ud af, om det var i relation til veer, hun jamrede sig. Det var det, men jeg fik simpelthen et chok, da jeg mærkede, hvor stor hendes mave var. Jeg havde fået at vide, at man troede, hun var i 21.-22. uge, men da jeg rørte ved hende, vurderede jeg, at hun mindst måtte være i 24.-25. uge, og at barnet måtte veje omkring 7-800 gram. Det var en meget slank kvinde, og det var et meget levende barn, hun havde inde i maven. Det begyndte at køre lidt i spind for mig. Hvad skulle jeg dog gøre, hvis barnet kom levende ud?

Kvinden fødte et barn på 800 gram. Det var levende. Det havde hjerteaktion og trak vejret, og det gjorde bevægelser.

Jeg skyndte mig at vikle nogle bleer om barnet og gik ud i skyllerummet med det og lagde det mellem et par fade. Herefter gik jeg. Det er en gammel procedure, som vi før i tiden brugte, når kvinder fødte døde børn eller havde tidlige, spontane aborter.

Det døde barn blev fundet af en anden efter et par timer. Da var jeg gået hjem, fordi jeg ikke kunne klare det.''

Det var anden gang, jordemoder Bente Torp prøvede at tage imod en sen, provokeret abort, som var levende. Denne gang blev Bente Torp slået fuldstændig ud. Hun gik hjem efter sin døgnvagt og sygemeldte sig.

''Jeg brød helt sammen. Jeg synes ellers, jeg er stærk og har prøvet meget, men det der kunne jeg ikke kapere. Jeg gik bare helt i dørken og skreg som et vildt dyr og råbte til min mand, at jeg ville indlægges på psykiatrisk afdeling, og at jeg aldrig mere ville op på fødeafdelingen igen, og at jeg ville holde op som jordemoder. Min mand, der ikke anede, hvad han skulle stille op med mig, ringede efter en kollega, som jeg fik snakket med.''

Efter et par dage besindede Bente Torp sig. Det var ikke hende, der var noget i vejen med. Det var Loven om svangerskabsafbrydelse og forvaltningen af den, der måtte ændres, og det ville hun gøre noget ved. Bente Torp agtede at fortsætte som jordemoder, et arbejde, hun er glad for og kompetent til. Hun føler sig respekteret og værdsat som jordemoder.

Bente Torps chef fortalte, at en anden jordemoder havde haft en lignende oplevelse. Det var Kirsten Lyck, som hun var blevet uddannet sammen med i 1970. Bente og Kirsten fik talt sammen,

Side 15

og de var enige om, at Loven om svangerskabsafbrydelse blev forvaltet anderledes, end man havde tænkt sig, da den blev ændret i 1973. I 1973 fik kvinder mulighed for at få abort indtil 12. svangerskabsuge. Abort på et senere tidspunkt i svangerskabet kunne bevilges af et abortsamråd eller Abortankenævnet på særlig indikation.

Mistænkeliggørelse

I de godt to år, der er gået, siden Bente Torp og Kirsten Lyck besluttede at føre sagen til ende, har de brugt alle formelle kanaler i det politiske system, og de har brugt pressen. De har mødt henholdenhed hos ministre, der har prøvet at smyge grimen af sig. De har været udsat for angreb og mistænkeliggørelse fra modstandere af deres åbenhed. De har levet under psykisk pres og har brugt al deres energi på at forfølge sagen og argumentere for, at den nuværende praksis i forbindelse med sene, provokerede aborter indebærer uløselige, etiske dilemmaer. De kan ikke acceptere, at nogle har søgt at reducere et spørgsmål om samfundets etik til deres individuelle problem.

Bente Torps udtalelser til pressen fik blandt andet socialrådgiver Hanne Reintoft til at reagere i Berlingske Tidende den 30. juli 1996:

''Menneskelivet egner sig ikke til faste grænser og paragraffer, der ikke kan dispenseres fra. Der kan som anført opstå situationer, hvor det må skønnes, at et abortindgreb er uomgængeligt nødvendigt.

Ja, det kan være hårdt for de medarbejdere, der skal udføre sådanne indgreb. Problemerne løses dog ikke som angiveligt påstået af en jordemoder i et københavnsk formiddagsblad, nemlig ved at løbe sin vej, fordi det ikke er til at holde ud og som beskrevet at overlade et ulykkeligvis ikke dødt foster til sig selv i skyllerummet . . . debatten om abortgrænsen er derfor vigtig, men skal ikke føres som en diskussion om forskellige menneskers afskyelighedsgrænser, men på højt fagligt niveau. Samtidig skal man også være opmærksom på, at angrebene på den fri og legale abort kan have mange iklædninger. Det er let at se, når klædedragten er sorte præstekjoler – måske sværere når det er hvide kitler.''

Når de to jordemødre stadig har kræfter til at fortsætte, er det ikke kun, fordi de finder sagen overordentlig vigtig. Det skyldes også, at de har mødt en meget stor opbakning i befolkningen, hos fagfolk og politikere.

De to jordemødre søgte foretræde for justitsministeren, men i mellemtiden havde Bente Torp skrevet et meget lille læserindlæg om sin oplevelse til tidsskriftet 'Jordemoderen'. Hun havde ikke skrevet, at barnet havde været levende, kun at det havde vejet 800 gram.

''Jeg havde brugt overskriften ''Jordemoder eller jordemorder.'' For mig var det en måde at få bearbejdet mit traume på at få sat de rigtige ord på det, der foregik. Jeg havde i samme nummer af tidsskriftet rettet en forespørgsel til jordemoderforeningens jurist, om man kunne forestille sig, at min uarbejdsdygtighed kunne betragtes som en arbejdsskade, for på det tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, om jeg ville blive i stand til at genoptage mit arbejde.

Jeg fik straks en opringning fra Kristeligt Dagblad, der spurgte, om jeg ville udtale mig. Det kunne jeg lige så godt, fik jeg at vide, for journalisten kunne under alle omstændigheder henvise til mit indlæg, som havde stået i et offentligt tilgængeligt tidsskrift. Jeg var lidt betænkelig, fordi det var Kristeligt Dagblad, for jeg er hverken modstander af abort eller medlem af folkekirken. Jeg besluttede derfor også, at når jeg sagde ja til at tale med Kristeligt Dagblad, ville jeg også besvare alle øvrige henvendelser. Herefter kom det ud over det ganske land gennem Ritzaus Bureau.''

Rapport fra Det Etiske Råd

Den første anmodning om foretræde for justitsministeren førte ikke til noget. Bjørn Westh, som var justitsminister på det tidspunkt, mente ikke, at Loven om svangerskabsafbrydelse var en del af hans ressortområde. Det måtte jordemødrene så gøre ham bekendt med.

Bjørn Westh henstillede imidlertid, at sagen blev udsat til efter en høring i Sundhedsstyrelsen, der var planlagt til efteråret 1996. Høringen drejede sig om, hvorvidt man skulle nedsætte grænsen mellem spontan abort og fødsel fra 28. til 22.-24. uge. Det har man i øvrigt stadig ikke taget stilling til.

Da Frank Jensen blev justitsminister, bad jordemødrene ham om at tage den snart syv måneder gamle sag op, og ni måneder efter deres første ansøgning tog de til København og fik foretræde for justitsministeren. Frank Jensen var lydhør, men stillet over for det store presseopbud bagefter, benægtede han at have planer om at se på sagen. Han lovede dog at rette spørgsmålet til Det Etiske Råd.

Det Etiske Råd tog sagen op og udgav rapporten 'Sene, provokerede aborter'(1). Der er enighed i Det Etiske Råd om, at provokerede aborter rejser alvorlige etiske problemer, og at alvoren særligt understreges i forbindelse med sene, provokerede aborter, som i videst muligt omfang bør undgås. At antallet er relativt lille i forhold til det samlede abortantal gør ikke problemet mindre alvorligt. Antallet har alene betydning for problemets praktiske omfang. Det Etiske Råd understreger vigtigheden af at foretage fosterdiagnostik så tidligt som muligt i graviditetsforløbet, og at man begrænser antallet af aborter på social indikation. Det forudsætter, at det offentlige yder støtte og rådgivning på et niveau, som ligger langt ud over det nuværende. Abort må ikke fremstilles som eneste mulige løsning ved sociale problemer, hedder det i rapporten.

Det Etiske Råd er delt i spørgsmålet om en øvre grænse for sene, provokerede aborter. Seks af rådets medlemmer frygter, at en øvre grænse vil betyde, at man ikke kan tage hensyn i helt specielle tilfælde, hvor kvinden og hendes familie er i en meget belastende og sårbar situation. Denne position skal ses i sammenhæng med en opprioritering af rådgivning, oplysning og støtte under graviditeten og efter fødslen.

Ni af rådets medlemmer ønsker en øvre grænse for sene, provokerede aborter. Grænsen skal knyttes til et levedygtighedskriterium. Der bør lovgives om, at der ikke må gives tilladelse til abort på levedygtige fostre, mens Sundhedsstyrelsen må give nærmere

Side 15

vejledning under respekt for denne lovbestemmelse. Det kan ske enten ved fastsættelse af detaljerede retningslinier eller fastsættelse af en ugegrænse. To af de ni medlemmer, Søren Holm og Linda Nielsen, som ønsker en øvre grænse, mener, at Abortsamrådet må have mulighed for at give dispensation i helt ekstraordinære tilfælde, særligt hvis fostret ikke vil være levedygtigt efter fødslen, eller hvis barnets liv vil være forbundet med uafhjælpelig svær lidelse.

Høringssvar

Det Etiske Råds rapport har været sendt til høring flere steder, blandt andet i Dansk Sygeplejeråd og Den almindelige danske Jordemoderforening. Der er stort flertal for at følge Det Etiske Råds anbefalinger, også i amterne.

Embedslægeforeningen skriver, at de kan støtte indførelsen af et levetidskriterium i form af en øvre grænse for abort i lighed med forholdene i Norge og Sverige. Dog bør alvorlig fare for kvindens liv og helbred kunne begrunde en tilladelse til abort efter den fastsatte øverste grænse. Det er etisk uacceptabelt at tillade abort på levedygtige fostre, mener et flertal i bestyrelsen.

Det Sygeplejeetiske Råd udtrykker enighed med flertallet i Det Etiske Råd, men tilslutter sig Søren Holms og Linda Nielsens standpunkt om, at der bør kunne gives dispensation i helt ekstraordinære tilfælde.

Det essentielle

Da Bente Torp i efteråret 1998 kan konstatere, at den foreslåede lovændring ikke er med i lovkataloget, som Frank Jensen har stillet i udsigt, skriver hun til ham.

Frank Jensen svarer den 22. oktober, at han har prioriteret, så der kun er fremsat lovforslag, hvor lovgivning er nødvendig, og at det ikke ser ud til, at der bliver fremsat lovforslag om ændring af Lov om svangerskabsafbrydelse. Det begrundes med regeringens ønske om at begrænse antallet af lovforslag, at det kun drejer sig om et begrænset antal sene aborter, og at sundhedspersonalet i forvejen har mulighed for at blive fritaget for at medvirke til svangerskabsafbrydelse.

''Det er rigtigt, at de meget sene aborter er relativt sjældne, og at fødsel af levende aborter er endnu sjældnere. Men det har jo heller ikke været fremme før nu, hvor jeg har turdet sige det højt. Jordemødre rundt om i landet kender udmærket problemet med store aborter. De ringer til mig nu og hælder vand ud af ørerne, men de tør ikke sige det højt,'' fortæller Bente Torp og fortsætter:

''Det kræver mod og mandshjerte at stå frem i pressen, derfor er det måske efterhånden kommet til at se ud, som om det er vores private problem. Det er det ikke, som vi også har sagt til Frank Jensen. Det essentielle er, om vi som samfund kan leve med at lave provokerede aborter på levedygtige fostre. Det vil vi have svar på. Og vi vil have svar på, hvad vi skal gøre, hvis kvinden når at abortere et levende barn spontant, efter hun har fået tilladelsen, men inden hun kommer i medicinering. Skal det barn også slås ihjel? Og hvad skal vi gøre, hvis barnet er levende, efter at det er blevet født som provokeret abort?''

''Jeg er blevet bebrejdet i pressen og af læger, at jeg ikke kaldte på børnelægerne, da jeg stod med den levendefødte abort. Det har været det værste ved det hele. Men efter min bedste overbevisning kan man ikke tilkalde en børnelæge til et barn, der med sikkerhed er hjerneskadet, fordi vi har udsat det for iltmangel gennem to-tre døgn. Og kvinden har jo fået tilladelse til, at hun ikke skulle have noget barn. Vi kan da heller ikke lægge den op til moderen, så hun kan ligge og holde den i hånden. Det kan ikke være rimeligt, at den enkelte jordemoder skal stå og slå plat og krone om, hvordan hun skal håndtere den her sag. I alt andet,

Side 17

vi foretager os, har vi krav på retningslinier og instruktionsblade i vores procedurebog. Det vil vi også have her.

Det virker middelalderligt at bruge en procedure, hvor man lægger en levendefødt abort til at dø mellem to stålfade. Personligt mener jeg, at den tid burde være slut. Når kvinder i dag får en spontan abort, bliver den inde hos moderen, hvis den ikke er helt død, så den kan ligge ved hende, til hjertet holder op med at slå, og den bliver kold. Det samme gør vi, hvis vi har givet livsunderstøttende behandling, som ikke lykkes. Vi synes, vi gør det på en ordentlig måde.

Vi har jo også lavet meget om på procedurerne omkring dødfødsler. Før var det jo sådan, at man skyndte sig at lægge en ble over hovedet på fødekonerne, og så styrtede man ud i skyllerummet. Sådan var det også med aborterne. Det er blevet lavet om, men det er, som om vi altid skal gennem en fase, hvor der bliver sagt: ''Hvorfor skal de nu lave om på det, og hvorfor gør de sig nu kloge på det, og er det nu ikke godt nok, hvad vi har gjort?'' Vi gjorde jo det bedste, vi kunne på det tidspunkt. Men det ændrer jo ikke noget ved, at når vi får øje på, at noget er for dårligt, så er vi nødt til at lave om på det. Det kan ikke nytte at blive fornærmet og blot fortsætte med at lave det dårlige.''

Bekymret for resultatet

De to jordemødre har søgt foretræde for Retsudvalget og for Sundhedsudvalget. De har også søgt foretræde for sundhedsministeren, men har nylig modtaget afslag fra Carsten Koch:

''Jeg er bekendt med jeres synspunkter vedr. sene provokerede aborter, og jeg mener, det er en væsentlig debat, som I har taget initiativ til.

Lovgivningen vedr. aborter hører under Justitsministeriet. Som bekendt har justitsministeren været nødt til at foretage en prioritering blandt lovforslagene, som indebærer, at der ikke i denne folketingssamling vil blive fremsat en lov vedr. en tidsmæssig grænse for sene provokerede aborter.

På den baggrund mener jeg ikke, der på nuværende tidspunkt er behov for et møde om sene provokerede aborter.''

''Carsten Koch takker os ligesom Frank Jensen for, at vi har rejst en alvorlig problemstilling. Det synes vi jo er lidt hånligt, når de ikke gør noget ved det og ikke en gang træffer konklusioner efter Det Etiske Råds rapport og høringssvarene,'' siger Bente Torp.

''Vi ved godt, at det er Retsudvalgets og Justitsministeriets område, hvis loven skal ændres. Men det er Sundhedsministerens opgave at sørge for, at vi fra Sundhedsstyrelsen får retningslinier for, hvordan vi skal slå børnene ihjel.

Jeg er lidt bekymret for, at resultatet bliver, at der bare kommer en procedure om, at vi skal sprøjte kaliumklorid ind i hjertet på fostrene. Så er de døde, når de kommer ud. Det er lovligt. Så slipper de for at tage stilling til, hvad man skal gøre, hvis fostrene kommer levende ud, og de tager ikke stilling til, hvad vi skal gøre, hvis kvinden når at abortere spontant.

Jeg har fået mange breve fra sygeplejersker, som har oplevet det samme, og som støtter os. En pensioneret sygeplejerske, som nu er 78 år, har stadig mareridt over det. Også på vores eget sygehus har jeg fået megen støtte fra sygeplejersker. De kommer og spørger, hvordan det går, og om jeg kan holde til det. Men jeg har også oplevet sygeplejersker, som har passet en del abortpatienter, og som dårligt nok hilser. Som om det er deres egne traumer, der blokerer dem.

Mange jordemødre føler, at vi tager glorien af faget, hvis det bliver offentligt kendt, at vi også laver den slags beskidte arbejde. Vores fag er jo omgærdet med meget stor beundring og følsomhed for, hvor smukt det er. Og så tillader en af os at sige, at det er ikke så smukt. Det er der jordemødre, der føler sig meget stødt over. Der er også jordemødre, som slet ikke er sikre på, at det passer, for det er slet ikke alle, der har været ude for det. Vi har også mødt den holdning, at det er ikke alting, man skal sige højt. Det går jo nok, og det må vi holde for os selv. Min holdning er, at vi kan ikke have, at tingene er så fordækte, at vi ikke kan stå ved dem, og at befolkningen ikke må vide, hvad der foregår. Hvad er det for et selvværd og en selvrespekt, der gør, at vi finder os i det?''

Vi vil modarbejde jer

Bente Torp og hendes kollega er med deres udtalelser også kommet på kollisionskurs med dele af kvindebevægelsen:

''Der har været læger, som synes, det er lettere at sige, at jeg lyver. Det siger for eksempel Birgit Petersson. Eller også siger de, at det er lægelig fejlbehandling. Men det er det jo ikke. Det er vilkårene ved at give tilladelse så sent i graviditeten på sunde, raske og levedygtige fostre. Man kan jo så vælge at give medicin nok, så man er sikker på, at fostrene er døde, som Birgit Petersson også foreslog, da vi første gang bragte det her frem i pressen. Men det er jo ikke den problematik, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved.

Dansk Kvindesamfund har også erklæret, at man vil modarbejde en ændring af loven. Ironisk nok er det ikke første gang, jeg er på kollisionskurs med dem. Det var jeg også i 1972, hvor jeg kæmpede for kvindernes ret til fri abort. Dengang var Dansk Kvindesamfund imod fri abort, og først da udmeldelser reducerede foreningen, skiftede den holdning.''

Inger Harms, medlem af styrelsen Dansk Kvindesamfund, skrev eksempelvis i Jydske Vestkysten 3. maj 1997:

''Nu må de evindelige angreb på den fri abort ophøre. Det lykkedes min ''gamle politiske kombar'' Bente Torp at puste en diskussion op om en grundfæstet rettighed, kvinder i Danmark har taget for givet meget længe (. . .)

Med den stædighed Bente fører sig frem på, kunne man fristes til at tro, at det var et meget stort problem, hun her var stødt på. Ikke alene har hun holdt møde med justitsministeren, hun har også haft foretræde for Folketingets Retsudvalg, og skal man tro aviserne, har hun formået at skabe tvivl hos enkelte politikere. Bentes formål skulle være at få ændret øverstegrænsen til 20 uger.

Det er nu blevet Den almindelige danske Jordemoderforenings politik. I Dansk Kvindesamfund, hvis styrelse jeg netop er blevet indvalgt i, vil vi modarbejde jer!''

Må ikke tale om det

Kirsten Lyck og Bente Torp er ansat af Sønderjyllands Amt, men

Side 18

de arbejder på Sønderborg Sygehus.

I april 1997, efter at sagen havde været debatteret i pressen et år, udtalte overlæge på det gynækologiske og obstetriske område på Sønderborg Sygehus Peter Lund Petersen til Jydske Vestkysten:

''Jeg har i hvert fald ikke kendskab til, at der har været fostre, som stadig var i live. Jeg er ikke klar over, hvor Bente Torp har hørt om de her tilfælde af levende fostre. Det kan være utrolig svært at se, om et foster er i live. Men ifølge Sundhedsstyrelsen er det i live, hvis det trækker vejret. Og så har jeg ikke hørt om nogen levende fostre.''

Bente Torp formoder, at der ligger pres fra sygehusledelsen bag overlægens udtalelse. For hun hævder, at Peter Lund Petersen både kendte til den omtalte sag og til journalen. Bente Torp har selv været indkaldt til sygehusledelsen, hvor det blev forlangt, at hun skulle dementere, hvad hun havde sagt. Ellers måtte sygehusledelsen overveje, om hun fortsat kunne være der.

''Jeg ved, at en læge på sygehuset har været til et møde, hvor det blev diskuteret, om ikke det skulle være muligt at få mig ''skaffet bort'''', fortæller Bente Torp.

Axel P. Lange, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, har rettet et voldsomt angreb på Bente Torp i Politiken, hvor han den 9. maj 1997 skrev:

''Det er uhørt, at en jordemoder, ansat i det offentlige sundhedsvæsen, agiterer så voldsomt og ensidigt for sine personlige standpunkter (. . .)

Hvis man som kommende jordemoder, læge eller andet sundhedspersonale ikke mener at kunne medvirke til abortprovokation, kan man vælge sig et andet speciale.

Det er meget let at beskrive det, der foregår ved en abortprovokation, på en måde, så andre må væmmes derved. Jeg genkender intet i de beskrivelser, Bente Torp har givet.''

Birgit Petersson, som sidder i Abortankenævnet og er med til at give tilladelser til de sene, provokerede aborter, skriver om Bente Torp i Politiken den 9. november 1998:

''Måske var det rigtigste valg for hende, at hun heller ikke mere var jordemoder, når hun ikke kan rumme de dilemmaer, der altid har været og vil være i arbejdet med mennesker(. . .)

Nogle kvinder er allerede begyndt at rejse til udlandet for at få abort, fordi den rejste debat i nogle sammenhænge har medført, at der er blevet givet afslag

Side 19

på anmodningen, trods det at kvinden i princippet opfylder de forhold, der er anført i loven.''

Bente Torp spørger sig selv: ''Hvor rejser de hen, og hvor kan de få foretaget så sene aborter,'' spørger Bente Torp. ''Kan Birgit Petersson dokumentere det? Hun sidder jo selv i abortankenævnet, så hvorfor giver hun afslag, hun ikke selv kan acceptere? Måske skulle hun hellere holde op med at påtage sig det hverv.''

På barrikaderne for fri abort

Bente Torp mener også, at der er en uudtalt årsag til, at mange reagerer meget skarpt i debatten:

''Det er så fremtrædende, at vi ikke må snakke om det. Når vi har haft foretræde for Retsudvalg og Sundhedsudvalg, sidder der kvinder, som selv har fået abort, der blokerer, når vi fortæller. Vi er oppe imod, at der er omkring en halv million kvinder, der har fået lavet en provokeret abort. Det vil sige, at der også er en halv million mænd, der har haft næsen i problematikken foruden familie og pårørende.''

En professor, administrerende overlæge Ernst Simonsen fra Odense Universitetshospital har i sit høringssvar til Frank Jensen antydet, at Bente Torp bør fyres:

''Afslutningsvis skal man gøre opmærksom på, at den offentlige debat er rejst af en eller to jordemødre. Det er de samme jordemødre, der med mellemrum har optrådt i medierne og på denne måde har holdt 'debatten' i gang. Ethvert forsøg fra andre sundhedspersoners side på at dæmme op for denne 'debat' har tværtimod hensigten stimuleret den ene af de to jordemødre til yderligere at markere sig.

Det Etiske Råd forholder sig ikke til det etiske problem, der ligger i, at to personer med sundhedsfaglig uddannelse og ansat i sundhedsvæsenet går til medierne med deres personlige etiske problemer – i stedet for at søge en løsning inden for de rammer, sundhedsvæsenet giver.''

Linda Nielsen, formand for Det Etiske Råd har en anden mening. Til Ekstra Bladet har hun den 3. november 1998 udtalt:

''Det er noget sludder at klandre de to jordemødre. Jeg finder det tværtimod etisk rigtigt, det de har gjort.

Vi efterlyser jo netop, at personer i de offentlige systemer tør melde ud, at etiske grænser bliver overskredet.''

Bente Torp er lidt skuffet over sit eget, faglige bagland:

''Det har såmænd også knebet at få Jordemoderforeningen til bare at se nogenlunde ud, som om de støtter sagen. Jeg har været i Jordemoderforeningens hovedbestyrelse for at fremlægge sagen. Der måtte kampafstemning til for at give mig bare fem minutter. Det er dog nu kommet så vidt, at Jordemoderforeningen har besluttet at sende en henvendelse til Sundhedsstyrelsen om, at vi kræver retningslinier. Men det er ikke nogen hjertesag for Jordemoderforeningen, siger Bente Torp og beretter om den støtte, der trods alt er:

''Kristeligt Folkeparti har lavet et enormt flot lovforslag, der viser, at de bare har forstået det hele. De har også besluttet, at de vil droppe enhver form for promovering af partiets generelle modstand mod abort i den forbindelse.

Vi kender politikere i samtlige partier i Folketinget, der støtter forslaget. Undtaget er lige Enhedslisten. De behøver dog ikke at være imod af den grund, det er måske bare, fordi jeg ikke har snakket med nogen.

Jeg var med på barrikaderne, den gang vi kæmpede for at få fri abort. Men jeg synes, at vi i den grad har svigtet kvinderne ved ikke at forstå, at det er et psykisk problem, som man ikke bare lige kommer over. Vi må blive meget bedre til at vejlede og rådgive. I Mødrehjælpen har de haft et projekt, hvor der blev givet øget rådgivning og vejledning i en periode til gravide kvinder. Det viste sig, at mange alligevel vælger at få deres barn, hvis man tager hånd om dem og ikke bare smækker papiret på bordet og siger, de skal skrive under. Hvis man tager en snak med dem og spørger dem og gør dem klart, hvad det er, så er der mange flere, der vælger barnet.

Vi oplever ellers en kolossal opbakning i befolkningen. Hvis jeg er nedtrykt og ved at opgive det hele, skal jeg bare gå en tur ned i Brugsen, så møder jeg altid en, der kommer og siger: ''Jeg kender dig ikke, men jeg vil bare lige sige . . .''

Det har været hårdt, men skidt nu med det, for det har også været meget vigtigt for mig at være med, hvis jeg skal føle, jeg lever mit liv ordentligt,'' konkluderer Bente Torp.

Gode råd når du går til pressen

Sygeplejersker og alle andre offentligt ansatte er som udgangspunkt i deres fulde ret til at udtale sig til pressen om deres arbejdsforhold. Ingen kan forbyde dem som privatpersoner eller som faggrupper at rejse kritik af eksempelvis nedskæringer, omstruktureringer eller arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads. På samme måde er det helt legalt at deltage i debatten om etiske spørgsmål.

En betingelse er selvfølgelig, at de faktuelle oplysninger, som fremsættes, er rigtige, og at reglerne om tavshedspligt overholdes.

Således kan en sygehusledelse ikke kræve, at de ansatte først skal gå til ledelsen med deres kritik, før de går til pressen med den. Det vil dog som regel være mest rimeligt, at ledelsen bliver gjort opmærksom på problemerne og dermed får mulighed for at rette op på dem, før pressen bliver indblandet.

Når man udtaler sig til pressen, er det vigtigt, at det sker som enkeltperson eller som medarbejdergruppe – og ikke på vegne af en afdeling eller en myndighed. Henvendelser fra pressen bør derfor stilles videre til ledelsen, hvis en journalist efterlyser afdelingens eller myndighedens holdning til et bestemt emne.

Det forhindrer dog ikke en sygeplejerske i at udtale sig personligt om eksempelvis hendes arbejdsforhold, selvom hun bliver kontaktet af en journalist, mens hun er på arbejde. I sådanne tilfælde kan det dog være en god idé at gøre journalisten opmærksom på, at de holdninger, som man giver udtryk for, er personlige og ikke afdelingens eller institutionens holdninger.

Samtidig vil det ofte være hensigtsmæssigt at være flere om at rejse en kritisk debat i pressen. Dermed er man flere om at dele ansvaret og har samtidig nemmere ved at modstå de negative reaktioner, som kan følge.

Folketingets Ombudsmand har flere gange behandlet sager om offentligt ansattes ytringsfrihed og har i den sammenhæng slået fast, at:

  • ''Når det drejer sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold, så er der praksis for, at de ansattes ytringsfrihed er særligt vidtrækkende.''
  • ''Offentligt ansattes ret til at ytre sig kan ikke begrænses, når det drejer sig om sager på forvaltningsområder, de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.''
  • ''Hvis man ikke er eller har været aktivt medvirkende i beslutningsprocessen – fordi man for eksempel ikke sidder i nogen lederstilling – kan man i almindelighed også udtale sig om sager inden for ens eget arbejdsområde.''
  • ''Hvis man venter med at udtale sig om sager, til efter de er afgjort, så er spillerummet endnu større.''
  • ''Tillidsrepræsentanter og medlemmer af samarbejdsudvalg har samme ret til at udtale sig som andre offentligt ansatte.''

Litteratur

  1. Det Etiske Råd. Sene, provokerede aborter. København: Det Etiske Råd; 1997.

Nøgleord: Abort, etik, jordemødre, provokeret abort.

Billedtekster:

''Mange jordemødre føler, at vi tager glorien af faget, hvis det bliver offentligt kendt, at vi også laver denne her slags beskidte arbejde,'' siger jordemoder Bente Torp. Jordemødrene Bente Torp i forgrund og Kirsten Lyck bagved: ''Det kræver mod og mandshjerte at stå frem i pressen. Derfor er det måske efterhånden kommet til at se ud, som om det er vores private problem. Det er det ikke.''

Tema: Abort

Grænserne har krydset hinanden                 

Mellem et par fade i skyllerummet            

Emneord: 
Abort
Etik