Erfaring med forebyggende hjemmebesøg

Forebyggende hjemmebesøg til borgere over 75 år har været praktiseret siden 1996 i Århus Kommune. Især de ældre var i starten usikre på, hvad besøgene gik ud på. Det var for alle en ny situation, at det offentlige pludselig stillede en person til rådighed, som bare ville lytte og være interesseret i pensionistens liv.

Mange havde forberedt, hvad de ville tale om. Andre var mere ydmyge og syntes ikke, at deres liv var værd at tale om. Generelt og især i de efterfølgende besøg har pensionisterne set frem til besøgene.

Raske pensionister kunne efter en samtale med overraskelse i stemmen undre sig over, at de havde så meget at tale om, og flere har spontant udtrykt glæde ved at få hjælp til at udtrykke alvorlige overvejelser om deres liv.

Borgernes stolthed over at kunne klare sig selv helt eller delvis har vi haft for øje og prøvet at fastholde ham i.

Vi kan ikke beslutte for pensionisten, men støtte ham eller hende i at træffe beslutninger.

To besøgspersoner

Århus Kommune har valgt at forvalte 'Lov om forebyggende hjemmebesøg' ved at lade de enkelte lokalområder og besøgspersonerne afgøre ud fra meget brede afstukne rammer, hvordan lokalområderne ville planlægge og udføre besøgene.

Der var afsat en time til hvert besøg. Der lå ingen krav om, hvordan den ansatte skulle strukturere samtalen.

Siden december 1996 har jeg været ansat som udviklingsmedarbejder ved Lokalcenter Marselis under Århus Kommunes afdeling for Sundhed og Omsorg.

Lokalområdet er et tæt bebygget område i Århus tæt ved skov og strand. Der er 1.560 pensionister i det forholdsvis lille geografiske område, som dækker cirka 1,5 kilometer i diameter. Det er typisk for området, at de fleste pensionister har boet der i mange år, ofte op til 50-63 år.

Der bor 552 ældre over 80 år og 269 ældre mellem 75 år og 80 år. Ved lokalcenteret er der 114 ældreboliger og 55 beskyttede boliger. Et gammelt plejehjem hører også ind under lokalcenteret.

Alle pensionister uanset boform tilbydes besøg.

Til at varetage de forebyggende hjemmebesøg har områdechef på lokalcenteret, Hanne Kalhave, ansat to udviklingsmedarbejdere, først en socialrådgiver, som nu er afløst af en fysioterapeut, og en sygeplejerske. Det er et specielt tiltag i Århus Kommune, at Lokalcenter Marselis har ansat to fuldtidsansatte til de opsøgende besøg. Tanken var at kombinere stillingerne med uddannelse og udvikling på lokalcenteret.

Stillingerne var kun overordnet defineret, og det var gjort meget tydeligt ved ansættelsen, at vi var placeret i en stabsfunktion med direkte reference til områdechefen.

Samarbejdet med det øvrige personale var tænkt således, at vi hver blev tilknyttet to plejegrupper (hjemmhjælpskollektiver), som vi skulle etablere et samarbejde med både i forhold til de opsøgende besøg og i forhold til uddannelse og udvikling.

Det er gjort synligt i oplægget til besøgspersonerne, at det stiller andre krav at være besøgsperson end at komme i en konkret anledning. Besøgspersonen skal evne at skabe en tillidsfuld kontakt i en åben dialog, hvor formålet er at drøfte pensionistens aktuelle situation uden at fokusere på et bestemt problem eller en bestemt sygdom.

Besøgspersonen skal kunne skabe dynamik i samtalen og medvirke til at drage det aktuelle frem. Besøgspersonen skal have et bredt kendskab til de offentlige, frivillige og private foranstaltninger.

En forudsætning er, at besøgspersonen har kendskab til kriseteorier, forskellige former for livsformer, mestringsstrategier og aldersbetingede forandringer. Desuden kræves kendskab til ældrepolitik på landsplan og kommunalt. Endelig kræves kendskab til de etiske overvejelser, der ligger i opsøgende arbejde.

Pensionistens dagsorden

Min kollega og jeg var enige om at tilbyde besøg til alle over 80 år, hvilket betød, at også beboere på plejehjemmet blev tilbudt besøg.

Vi ønskede både at tale med de pensionister, der oplevede deres liv som godt og problemfrit, og de pensionister, som oplevede sig trængte og belastede.

Vi ønskede at give pensionisten mulighed for at få talt om det, der lå ham eller hende mest på sinde, uanset om det var en tanke, oplevelse eller hændelse, der hørte fortiden, nutiden eller fremtiden til.

Det var vigtigt for os at få pensionisterne til at forstå, at vi ikke kun kom for at løse problemer, men især for at lytte til deres livssituation. Det har været en vanskelig proces at finde frem til en gyldig og forståelig forklaring på, hvad ideen med besøgene var.

Vi oplevede, at ordet livskvalitet virkede for stort, når vi skulle fortælle, hvad ideen var med besøgene. I stedet forklarer vi, at vi gerne vil ud at høre om, hvordan pensionisten klarer sig i sin hverdag, også de pensionister, der oplever tilværelsen problemfrit og uafhængigt.

Pensionisterne fik tilsendt et brev, som vi ud fra Århus Kommunes oplæg havde forfattet, så det passede til det sprog, vi ønskede at give os til kende ved.

Vi skrev meget kort om baggrunden for besøget, skrev en dato og klokkeslæt som tilbud og gjorde opmærksom på, at aftalen kunne ændres ved, at de kontaktede os på telefon i et bestemt tidsrum, hvor vi kunne træffes personligt.

Når pensionisten eller pårørende har ringet, har vi forsøgt at skabe en dialog og signalere, at besøgene ikke er en kontrol, og at vi gerne bruger tid på besøgene. Raske pensionister ringer ofte ved første tilbud om besøg og siger, at de ingen problemer har, så vi skal ikke spilde tiden på dem. I samtalen er vi jævnlig nået til, at pensionisten er i sin gode ret til at tage imod besøget, men at det er et tilbud, og at vi ikke ønsker at mase os på.

Min kollega og jeg udvekslede flere overvejelser over, hvor struktureret vi forestillede os samtalen. Vi blev enige om, at vores udgangspunkt skulle være dialogen, hvor pensionisten kunne sætte sin dagsorden, og at vi måtte følge pensionistens tanker og refleksioner og spørge interesseret og engageret ind til pensionistens fortælling.

Vi ville ikke have en checkliste til samtalen, idet vi mente, at den ikke måtte få karakter af en styrende eller kontrollerende samtale.

Pensionisten skulle føle sig respekteret og opleve tryghed og tillid i samtalen. Pensionisten skulle føle sig i sin gode ret til når som helst at afbryde, hvis han eller hun ønskede det.

Som repræsentant for det offentlige så vi en risiko for, at vi kunne virke som en myndighed, og vi så en stor opgave i at forholde os til balancen mellem det formynderiske og risikoen for omsorgssvigt. Vi ønskede, at pensionisten måtte opfatte os som en støtte til at få afklaret nogle områder i sit liv eller afhjulpet nogle problemer. Pensionistens tillid til, at vi ikke kom for at overtage eller bestemme, men i stedet som en midlertidig sparringspartner, var et af vores væsentligste mål.

Besøgene ligger med cirka et halvt års mellemrum, og der har vist sig et forskelligt mønster i de tre besøg.

Ved de 327 tilbudte besøg har 10 procent meldt fra. Nu hvor jeg er i gang med det fjerde besøg, har det vist sig, at denne procentsats holder både i andet og tredje besøg.

Enkelte meldte fra ved mit første besøg, men valgte nummer to og tre til. Flere af de pensionister, der meldte fra til første besøg, har nu meldt sig til ved fjerde besøg, idet deres livssituation er ændret. Nogle få har valgt det tredje eller fjerde fra med begrundelse i, at alt går godt og er uændret siden sidste besøg.

Fire besøgsrunder

Første besøg brugte pensionisten til at fortælle om sig selv. Det var livshistorien, familieforhold, arbejdsforhold, store og små hændelser, der blev trukket frem og levendegjort med en intensitet, hvor jeg som tilhører havde mulighed for at trække linier fra fortiden til nutiden. Det var samtaler, hvor pensionisten foldede sig ud i de smukkeste, sørgeligste, tragiske beretninger og alt til trods sad tilbage med et liv, som på en eller anden måde var et kunststykke, som vi i fællesskab kunne samle op og se på og beundre med nye øjne.

I de fleste besøg endte pensionisten i et tilbagevendende tema, som kunne være det at være ladt alene efter at have mistet familie, venner og bekendte. Flere havde overlevet at miste et, flere eller alle sine børn. De fortalte om generationsskift i ejendommen og den forandring og betydning, det kan medføre. De talte om ændringer omkring dem på det personlige plan, familiært og samfundsmæssigt.

Det kan både være en udfordring, men også besværligt for den ældre at blive ved at have overskud til de mange omstillinger og forandringer, der ustandselig sker i den ældres liv.

For ældre er intet stationært, og det overraskende billede, som jeg oplevede var, at jo ældre man bliver, des mere skal man kæmpe for sin autonomi og status.

Intet kommer af sig selv, alt skal plejes, vedligeholdes, opsøges og kræver en utrolig energi at fastholde og udvikle. Det er bestemt ingen sovepude at blive ældre.

Andet besøg indledtes med: ''Hvordan er det gået siden sidst?'' Perspektivet havde mere fokus på her og nu-situationen. Hvad er godt ­ hvad er besværligt? Hvordan kan noget blive bedre ­ og hvordan kan pensionisten medvirke til, at dét, der går godt, bliver ved at gå godt?

Det var først under disse besøg, at sundhedscheck blev mere strukturerede. Uden at have en checkliste oplevede jeg, at jeg vovede at guide pensionisten mere i denne samtale end i den første. Jeg forsøgte at få et billede af, hvordan pensionisten oplevede sin tilværelse her og nu, og vovede at spørge mere direkte ind til det, jeg så. Afhængigt af hvad der kom til syne i samtalen og samværet, forsøgte jeg sammen med pensionisten at udrede en eventuel årsag og hjælp til at komme videre eller til at få ro til at leve med det, der fyldte.

Det kunne hænde, at jeg satte fokus på ernæring, bevægelse, motion, intellektuelle funktionsmuligheder, sociale behov, psykiske tilstand eller åndelige og kulturelle områder. Strukturering af døgnrytme var et område, jeg jævnlig tog op. Hvad jeg trak frem, afhang af pensionistens fortælling og hele situationen, og ofte belyste pensionisten selv de fleste områder gennem sin fortælling.

Tredje besøg tog sig også anderledes ud. Ligesom under de forrige besøg er det pensionisten, der sætter dagsordenen, og jeg følger blot med som en sporhund, der opmærksomt følger sporet med alle sine sanser og forsøger at få synliggjort, hvad den enkelte pensionist oplever som værdifuldt i sit liv. I det tredje besøg har jeg oplevet, at pensionisten har bevæget sig rundt i tiden, både turdet se på sin fortid, fremtid og med min støtte relateret sine overvejelser til nutiden.

Det har været samtaler, hvor pensionisterne har undret sig, været meget begejstrede, lykkelige eller følt sig afmægtige, bekymrede eller i sorg. Omdrejningspunktet i samtalen har været at hjælpe pensionisten til at se på de livsbetingelser, der er givet ham eller hende, og relatere dem til de muligheder, han eller hun har.

Samtalen har blandt andet ladet pensionisten se på sin valgfrihed og muligheder. Den blev fulgt op med støtteforanstaltninger, der har været relevante i de enkelte situationer.

Fjerde besøg er jeg nu godt i gang med, og igen har besøgene en anden karakter end de foregående. De er meget en slags status over det, der er sket eller ændret siden sidst, og en opfølgning af, hvordan pensionisten har kunnet udnytte sine muligheder.

I det fjerde besøg er tillidsforholdet og meningen med besøgene sat, og der har været større rum og tid til, at pensionisten har trukket konkrete områder frem i samtalen.

Opgaven for en besøgsperson er fortsat at lade pensionisten iagttage egne livsbetingelser og se på, hvilket handlerum og hvilken handlefrihed han eller hun har i sit liv.

Det har i det fjerde besøg været meget konkret, at pensionisten også er optaget af at tale om sine ønsker, meninger og mål med livet. Pensionisten udtrykker ikke præcis og spontant sine mål, ønsker eller mening med livet, men i samtalen afslører de ofte, at de har truffet nogle valg i forhold til fremtiden, som har eller kan få indflydelse på deres sundhed.

Det er her, besøgspersonen kan støtte pensionisten i at forholde sig til sine mål og ønsker og se på konsekvensen af sine valg i forhold til de livsbetingelser, han eller hun lever under.

Tid til samtale

Tid og ro er afgørende for, at besøgene lykkes. Den ældre generation er en meget stolt generation, der nødigt vil være til ulejlighed og nødig vil føle sig afhængige.

I de forebyggende hjemmebesøg er tiden givet på forhånd, idet vi har en time til hvert besøg. Vi er ikke hængt op på akutte opgaver som kan forstyrre midt i samtalen, og pensionisten ved, at vi har en time. Som besøgspersoner er vi heller ikke hængt op på krav om at dokumentere, at vi har afsøgt alle områder i pensionistens liv, idet det er pensionistens hele livssituation, der er omdrejningspunktet.

Tiden, roen, og at der ikke skal dokumenteres ud fra en checkliste, er efter min opfattelse medvirkende til, at pensionisten føler sig mødt i ligeværdig dialog, undgår at føle sig kontrolleret og tør tage imod tilbuddet.

Ingen besøg glider på en rutine, og forskellen mellem min opgave som hjemmesygeplejerske og nu tror jeg ligger i, at der ikke er en klart defineret opgave mellem pensionisten og mig, som vi kan fæstne blikket på. Vi er kun hinanden og os to eller tre, hvis det er ægtepar. Denne 'nøgenhed' og nærhed er en anderledes udfordring, som jeg oplever kræver megen indlevelse, gejst og kreativ tænkning. Man skal være oprigtigt optaget og interesseret i pensionistens livssituation. Det har mere end nogen sinde været en kunst at være opmærksom på, hvilke forventninger der kunne ligge i besøgene.

En tilsyneladende ganske lille ting var, om jeg skulle lade mig beværte. Jeg oplevede ret hurtigt, at hvis der skulle drikkes kaffe og spises brød til, kom pensionisten ofte i en forlegenhed. Samtalen fyldte så meget, at der ikke var plads til ret megen fødeindtagelse for pensionisten, og jeg følte det distraherende at spise, mens pensionisten fortalte.

Det kunne være forkert i nogle tilfælde at afslå tilbuddet, idet kaffen måske netop medvirkede til, at jeg blev gæsten, som modtog, og pensionisten værten, så magtforholdet i mødet blev markeret.

Jeg lærte at fornemme, hvornår der kunne siges fra, og hvornår jeg skulle sige til, og oplever nu, at flere spørger mig inden besøget, om de må byde på et eller andet, eller om jeg helst er fri.

Især under de første besøg oplevede jeg, at nogle samtaler først rigtig kom i gang, når jeg var på vej ud ad døren. Det var ofte hos de pensionister, som sad inde med en opfattelse af, at jeg nok alligevel kom for atkontrollere. Flere har også gjort meget ud af, at der er pænt og nydeligt til mit besøg, og ønsker at vise lejligheden frem.

Jeg forsøger at få fortalt, at jeg gerne vil se deres lejlighed, men at det ikke er en del af min opgave. Indretning af bolig kan være en naturlig del af samtalen, som pensionisten selv drager frem, men jeg checker ikke for uhensigtsmæssig indretning, hvis pensionisten selv oplever, at en bolig fungerer.

Boligen har en stor plads i samtalen, og uanset hvem man kommer på besøg hos, kan startskuddet næsten altid være, at jeg bemærker et eller andet i boligen. Det næste spørgsmål er, hvor længe pensionisten har boet der, og pludselig er samtalen i fuld gang.

Boligen er en del af pensionistens liv, og med denne snak kommer livshistorien med.

Uafhængighed først

I adskillige besøg har samtalen været en refleksion over det levede liv, og i et tilbageblik er store og små oplevelser gengivet med en intensitet, der meget præcist udtrykte den oplevelse, pensionisten bar med sig. Det er underligt at lytte til, hvordan tilsyneladende ubetydelige øjeblikke i vores liv kan blive de øjeblikke, som i vores erindringer bliver de dyrebareste. Det er erindringer om øjeblikke i aftenskumringen sammen med manden eller børnene. Det er den måde, ens elskede altid favnede en til hilsen og afsked. Det er aftenstemninger ved børnenes senge. Ofte små dagligdags oplevelser, som bliver til den store længsel og savn og en masse glæde i erindringen.

Alle disse oplevelser er med til at berige pensionistens liv og til stor glæde for tilhøreren. Det er disse øjeblikke, der må bære de dage i vores alderdom, hvor der er længere mellem oplevelserne.

Mange af pensionisterne er optaget af mange forskellige aktiviteter på mange forskellige niveauer, og det er sjældent ensomheden, der bliver udtalt som det væsentligste problem. Mange siger som Victor Borge: ''Det er utroligt, at så lang tid kan gå så hurtigt.'' Eller som flere siger: Tiden kan godt føles lang nogle dage, men alligevel opleves det, som om ugen flyver af sted.

Weekenderne kan være lange, når alt er stille. Ingen liv på gaden, mindre trafik, og de fleste aktiviteter holder fri.

Livet på gaden kan for flere være et væsentligt indslag i hverdagen, og mange fortæller med et smil, at de næsten kender rytmen af de forskellige fodgængeres færden og kan blive helt bekymret, hvis der mangler en af hverdagsbilledets personer.

Flere har overskud af fortællinger og historie, som de ofte er opfordret til at nedfælde, men som de ikke har fået gjort noget ved.

Nogle overvejer at lære at bruge en computer og går med en lille hemmelig drøm om selv at blive edb-bruger.

Uafhængighed og frihed er den største kvalitet for alle, dernæst kommer ønsket om at være med i en eller anden form for fællesskab, men forudsat at man stadig kan bevare sin uafhængighed og frihed.

Pensionisterne ønsker at kunne vælge frit i alle livets henseender. Desværre er virkeligheden ikke sådan for alle, men på utrolig vis formår mange alligevel at omstille sig og få det bedste ud af den begrænsede frihed. I samtalen er det ofte frihed og uafhængighedstrang, vi diskuterer, og vi forsøger i de trængte situationer at få set på, hvordan pensionisten kunne forestille sig at blive mindre bundet og afhængig.

Vi har medvirket til at etablere netværk ved flittigt at henvise til besøgsven gennem de to sognemedhjælpere og ved at etablere en netværksgruppe, hvor mennesker mødes. Deltagerne i gruppen 'Mennesker mødes' er alle over 75 år, og de fleste er over 80. Alle deltagerne drager fælles ansvar for, at gruppen fungerer, og at nye medlemmer føler sig velkomne. Denne gruppe har været og er en stor succes, som måske viser noget om, hvilken betydning selvbestemmelse og medindflydelse har. Min kollega og jeg fungerer som vært og værtinde og er igangsættere for de tiltag, der præsenteres i gruppen.

Kontinuitet vigtig

Besøgene har også fået et ry, og det har været afgørende for at få besøgene etableret, at pensionisterne har følt, at det var tilladt at få besøg, selv om man ingen problemer havde, eller selv om der i forvejen var en tæt kontakt til hjemmeplejen.

Selv om pensionisterne kunne læse i vores brev, at vi hørte ind under lokalcenteret, har der ofte været en fortrolighed i samtalen, som afslørede, at pensionisten ikke opfattede os som en del af personalet på lokalcenteret. De turde fortælle om de gode medarbejdere og om de situationer, hvor de havde følt sig frustrerede, afmægtige og dårligt behandlet i samarbejdet med personalet og lokalcenteret. De fik luft for deres kritik af den service, der ydes fra det offentlige.

Vi har fulgt pensionistens ønske om enten at støtte ham eller hende i selv at tage kontakt med lokalcenteret, eller at vi har formidlet kontakten.

For at kunne leve op til det etiske ansvar, der ligger i at tilbyde besøgene, må de have den tid, som samtalen lægger op til. Vi kan til en vis grænse guide samtalen, men bliver samtalen først åbnet ved afskeden, må der tid til at få den afsluttet. En afslutning af en samtale betyder, at der ikke er emner oppe, uden at pensionisten har fået talt færdig om det.

Det har virket godt at sige, at nu er tiden ved at være gået og få pensionisten til at forholde sig til en slags resume af samtalen.

Alle besøg dokumenteres med personlige data, tid og dato for besøg samt eventuelle aftaler. Desuden nedskrives essensen, først og fremmest for at kunne opsamle og bevare kontinuiteten i de efterfølgende besøg.

Dokumentation aftales med pensionisten i hovedtemaer og nedskrives efter og ikke under besøget. Vores tavshedspligt gjorde vi meget tydelig for pensionisten, og var der temaer, pensionisten ikke ønskede at få noteret, udelod vi dem. Enkelte pensionister har helt frabedt sig dokumentation og er naturligvis blevet respekteret.

Jeg har gjort mig til en vane at konfrontere pensionisten med noget af det nedskrevne ved de efterfølgende besøg, dels for at vurdere, om det, jeg nedfælder, også er det, der er ment og sagt. Dels for at få fulgt op på det, samtalen omhandlede i første besøg.

Faglig udveksling

Det har været og er stadig en svær opgave at få vendt blikket fra det kontrollerende, iagttagende og resultatorienterede perspektiv til et perspektiv, hvor dialogen, forståelsen, intuitionen, samspillet og nærværet kan medvirke i en forebyggende indsats.

Samfundsperspektivet er nødvendigt, idet frivillige organisationer og lokalsamfundet på længere sigt er naturlige sparringspartnere i den forebyggende indsats.

Det har desuden været afgørende for at bevare engagementet, at vi er to personer til at udføre og iværksætte besøgene. Vores forskellige faglighed har betydet, at vi har kunnet udfordre, supplere og hjælpe hinanden med at fastholde det forebyggende og sundhedsfremmende perspektiv.

De teoretiske diskussioner og den faglige vejledning, som vi har støttet og udfordret hinanden med, bygger på grunduddannelse, erfaringer og videreuddannelse på henholdsvis fysioterapeutskolen og den et-årige diplomuddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Videruddannelsen har givet et fundament, som støtter os i samtalerne til at arbejde med forståelse, dialog, vores syn på menneske, sundhed, samfund, forebyggelse og sundhedsfremme. Videreuddannelse har ligeledes givet os en baggrund til, at vi kan finde støtte i teorier og litteratur.

Min egen erfaring som hjemmesygeplejerske, en bred erfaring om tilbud i privat og offentlig regi, og min teoretiske baggrund har været en meget væsentlig forudsætning for, at jeg har turdet være og blive i de mange samtaler og kunnet vedholde energien i samtalen. I min sundhedsopfattelse har jeg støttet mig til Steen Wackerhausens 'åbne sundhedsbegreb' (1).

I besøgene har jeg ofte fundet mening i min indsats ved at vurdere, hvilket niveau jeg opfatter det sundhedsfremmende og forebyggende på i forhold til Finn Kamper-Jørgensens definition af forebyggelsesbegrebet (2).

De forskellige videnskabsteoretiske tilgange, som Merry Scheel (3) har beskrevet i den interaktionelle sygepleje, har medvirket til, at jeg har kunnet hente støtte i teorien, når jeg har oplevet begrænsninger i praksis, og utilstrækkelige ressourcer har været argument for at undlade det sundhedsfremmende aspekt. Det giver ro og styrke i arbejdet med sundhedsfremme, når bevidstheden er styrket i forståelsen af de barrierer, der kan være i en interaktionel sygepleje. I diskussionen om, hvorvidt der skulle være en checkliste til besøgene, og hvordan vi kunne måle effekten af besøgene, har det været en støtte at kunne forholde sig til et både-og, i stedet for et enten-eller.

En vis skepsis

Der blev signaleret og udtrykt mange forskellige meninger om værdien af opsøgende besøg fra det øvrige personale. Især i begyndelsen oplevede jeg ofte, at der blev rejst tvivl om besøgenes værdi i forhold til den praktiske hverdag i hjemmeplejen fra en del af det øvrige personale. Til tider har det været en belastning, at jeg har følt det nødvendigt at forsvare de opsøgende besøgs værdi i forhold til det øvrige personales indsats. Til gengæld har det udfordret mig i min egen forståelse og selvforståelse.

Jeg oplevede, at jeg for at bevare energien i samtalerne måtte forsøge at søge svar på nogle af de mange spørgsmål, der meldte sig gennem arbejdet med de forebyggende hjemmebesøg.

Skal de lovbefalede hjemmebesøg til ældre over 75 år opprioriteres i den praktiske hverdag?

Er det rimeligt, at de personer, der udfører opsøgende besøg, trækkes ud af den daglige normering, og modsat alle andre i hjemmeplejen kan planlægge og tilrettelægge deres besøg, så der er aftalt en fast tid til det enkelte besøg?

Den skeptiske vurdering var dog ikke en generel tilbagemelding fra personalet, idet flere gav udtryk for, at de kunne se en meget synlig effekt fra de forebyggende hjemmebesøg. For eksempel enlige, som fik kontakt med netværksgrupper, pensionister med demenssymptomer, som fik diagnosticeret en perniciøs anæmi eller aflastning af pårørende. Angste, ensomme og forladte, der fik ny inspiration til at fortsætte livet. Ældre med dårlig ernæring, der fik madordning etableret.

De gange, den indirekte eller direkte tvivl blev udtrykt, fyldte den meget i min hverdag, og det kunne være svært at bevare den energi og gejst, som er utrolig fundamental, hvis besøgene skal lykkes.

Arbejdet med de forebyggende hjemmebesøg er et meget isoleret arbejde i forhold til hjemmeplejens øvrige opgaver. Ledelsens opbakning er en forudsætning for, at det sundhedsfremmende perspektiv bliver fastholdt. Områdechefen på Lokalcenter Marselis har lige fra starten signaleret, at opgaven er højt prioriteret, hvilket har været en afgørende energikilde og motivation for at fastholde engagementet i besøgene.

Fare for udbrændthed

I begyndelsen af besøgene var jeg opmærksom på at udveksle erfaringer og oplevelser med min kollega og fik derved reflekteret over og sluppet mine besøg.

Med tiden har jeg haft en tilbøjelighed til at bruge mindre tid til den daglige refleksion og bruger mest den aftalte dokumentation som et afløb for mine oplevelser.

Det har betydet, at jeg dag efer dag i flere perioder er blevet fyldt med fem til seks intense og bevægende fortællinger, der hober sig op, uden at jeg har givet mig selv tiden til refleksionen.

Jeg forestillede mig i begyndelsen af min ansættelse, at når jeg som hjemmesygeplejerske kunne overkomme 14 til 20 besøg, kunne jeg vel også besøge fem til seks pensionister i de forebyggende hjemmebesøg.

Men en uge med fem daglige besøg i ugens fire dage og en halv dag til at sende breve og registrere er det absolutte maksimum af, hvad jeg kan rumme af oplevelser fra besøgene. I perioder med fem daglige besøg bliver jeg følelsesmæssigt overfyldt, og jeg oplever en fysisk og psykisk udbrændthed, som nemt risikerer at påvirke samtalen.

'Helbredelsen' har været at tage en slags faglig vejledning hos min kollega, som jo er i samme situation, og som derfor kan lytte med og tage imod.

Personlig oplevelse

Supervision, faglig vejledning og dokumentation af generelle oplevelser fra besøgene har været medvirkende til, at jeg stadig oplever glæde og forventning til mine besøg.

Hvis jeg ikke får læsset af, bliver jeg meget påvirket af mine oplevelser og kan midt om natten vågne op lysvågen og gå i gang med at rekonstruere besøgene.

Det har været en svær indrømmelse at erkende, at disse besøg kræver den tid, de gør. Det har været en så anderledes arbejdsrytme og arbejdsbyrde, end den jeg kender til fra hjemmeplejen.

Det har været en meget personlig oplevelse at få lov at udføre disse besøg. Det engagement, som hvert besøg kræver, er anderledes, end det jeg har oplevet i min tid som hjemmesygeplejerske.

Hvert besøg er som et nyt besøg, hvor både pensionisten og jeg skal finde ind på hinanden. Tillid, tryghed og respekt er værdier, der skal gennemsyre besøgene.

Fordi jeg i min hverdag ikke skal prioritere i forhold til livsvigtige plejeopgaver, føler jeg friheden til at styrke den mening og betydning, der er i de forebyggende hjemmebesøg.

Forebyggelse og pleje

Et forebyggende hjemmebesøg kan og skal ikke prioriteres i forhold til livsvigtige plejeopgaver. Det er forskellige opgaver og kan og skal ikke ses under samme hat.

Den forebyggende indsats må ikke stoppe ved individet, men må løftes til gruppe, netværk og samfund. Indsatsen har blandt andet været at starte netværksgrupper med pårørende til syg ægtefælle. Grupper for ensomme og forladte. Uddannelse af personale i forhold til den sundhedsfremmende indsats. Udstilling på en messe om de forebyggende hjemmebesøg og flere artikler i aviser og lokale blade.

Den primære forebyggelse har været et meget nyt område at forholde sig til for mange pensionister. Det er spændende at få borgeren til at tænke fremtid og konsekvens i forhold til sine mål og planer. Det er en udfordring at turde blive i en samtale, hvor alt tilsyneladende er i top, og via dialog forsøge at udfordre pensionisten i hans eller hendes fortælling og støtte ham eller hende i at søge glæde, se muligheder og finde betydning i sit liv.

Hvis forebyggelse og sundhedsfremme skal virkeliggøres, er det nødvendigt at undervise og atter undervise. Undervisningen skal dels være en planlagt aktivitet i organisationens uddannelsesafdeling og dels en integreret undervisning, der foregår på forskellige faglige niveauer.

Nye veje og muligheder

Sundhed gælder ikke kun for pensionister i området. Jo større selvforståelse den enkelte medarbejder har for egen sundhed, desto bedre evner vedkommende at praktisere sin sundhedsfremmende indsats i sin hverdag. Undervisning i sundhedsopfattelse skal både ses i et ressourcesammenhæng og trivselsperspektiv.

Sundhedsdebatten er et fælles anliggende, som vi både kan medvirke til at løfte hos den enkelte pensionist, men som vi også har store muligheder for at løfte i flok både pensionister og medarbejdere.

Sundhedsarbejde skal have tid, og folk skal turde noget for at sætte noget i gang.

Ved at lade pensionister og ansatte have handlerum og handlefrihed er det vores tro, at kreativiteten vil blomstre, og at der med nogenlunde de samme ressourcer vil kunne synliggøres nye veje og muligheder i vores praksis.

Kirsten Ebbe og Peter Friese har i en inteventionsmodel illustreret, hvordan man som miljøarbejder må arbejde på forskellige niveauer og kunne flytte sig mellem en græsrodsorienteret og paraplyorienteret indsats (4).

Sundhedsarbejde kan ikke virke i begrænsede rammer, principper og pligter. Sundhedsarbejde skal være kreativt, visionært og kræver en sammenhængforståelse i de livsanskuelser og livshistorier, der tages udgangspunkt i.

Sundhedsarbejde skal bakkes op og have plads, for at det skal lykkes.

Sundhedsarbejde er et ledelses- og politisk anliggende, hvor den enkelte pensionist er medspilleren lige fra start.

Litteratur

1. Wackerhausen A. Et åbent sundhedsbegreb mellem fundamentalisme og relativisme. I: Jensen UJ, Andersen PF, red. Århus: Philosophia; 1994. p.43-74.
2. Kamper-Jørgensen F, Almind G. Forebyggende sundhedsarbejde, 2. udgave. København: Munksgaard; 1992. p.15-31.
3. Scheel M. Interaktionel sygeplejepraksis. Vidensgrundlag, etik og sygepleje. København: Munksgaard; 1992.
4. Ebbe K, Friese P. Miljøarbejde. En grundbog om forebyggende socialt arbejde i lokalsamfundet. København: Akademisk Forlag; 1992. p.12-4.

Inga Klode er sygeplejerske og udviklingsmedarbejder ved Lokalcenter Marselis, Århus Kommune.

Nøgleord: Forebyggelse, forebyggende hjemmebesøg, Århus Kommune.

Billedtekster
Formålet med hjemmebesøget er at drøfte pensionistens aktuelle situation uden at fokusere på et bestemt problem eller en bestemt sygdom.Vi oplevede, at ordet livskvalitet var for stort, når vi skulle fortælle om formålet med besøgene.Besøget er et tilbud, man har ret til, også selv om man ingen problemer har.Uafhængighed og frihed er den største kvalitet for alle. Dernæst kommer ønsket om at være med i et fællesskab.Den ældre generation er en meget stolt generation, der nødigt vil være til ulejlighed.Flere har gjort meget ud af, at der er pænt i hjemmet og ønsker at vise lejligheden frem.

Hvert besøg er som et nyt besøg, hvor både pensionisten og jeg skal finde ind til hinanden. Tillid, tryghed og respekt er værdier, der skal gennemsyre besøgene.

Pensionisterne har turdet fortælle om de gode medarbejdere og om situationer, hvor de har følt sig dårligt behandlet af lokalcenteret.