Brandulykker er et socialt problem

Det er de gamle, de syge, de handicappede og alkoholikerne, der brænder inde. Typisk har de tabt en tændt cigaret eller tændstik på tøjet. En del af disse brandulykker opstår på plejehjem og andre institutioner, hvor det ofte er plejepersonalet, der opdager og slukker branden.

Mange forestiller sig sikkert, at jo flere penge man ofrer på brandforebyggelse, jo færre mennesker vil omkomme ved brandulykker. Sandheden er imidlertid, at antallet af omkomne ved brandulykker er mere end fordoblet siden 1950'erne trods en stor præventiv indsats (figur 1).

Den store stigning inspirerede mig til at lave en undersøgelse af dødsulykker ved brand, med udgangspunkt i de to femårs perioder 1953-57 og 1988-92, hvor henholdsvis 136 og 362 mennesker omkom ved brandulykker.

Når man tager højde for befolkningstallet, var dødsraten i 1950'erne på 6,1 for hver million indbyggere, mens den i den senest undersøgte periode er steget til 14,1 for hver million danskere (1,2).

Undersøgelsen viste klart, at brandulykker mere er et medicinsk og socialt problem end et brandteknisk problem. Brandulykkerne ramte ikke tilfældigt: Ældre mennesker var klart overrepræsenterede – næsten halvdelen af de omkomne var over 65 år – og det var ikke et tilfældigt udsnit af ældrebefolkningen: Hovedparten var handicappede (23 procent var bundet til kørestol eller seng, og 38 procent kunne kun bevæge sig med krykker eller gangstativ), og hele 88 procent led af en væsentlig legemlig sygdom, hyppigst en hjerte-kar-sygdom. En tredjedel af de omkomne var kroniske alkoholikere. Det drejer sig især om yngre og midaldrende mænd, hvoraf kun få var handicappede eller legemligt syge.

Tobak er hovedårsagen

Antallet af dødsbrande forårsaget af tobaksrygning udviste en kraftig stigning i tiden mellem de to undersøgelsesperioder, og udgør nu over halvdelen (figur 2). Det er det stigende antal tobaksbrande, som er hovedårsagen til det stigende antal branddødsfald.

Der var to karakteristiske ulykkestyper, som tilsammen var ansvarlige for langt hovedparten af disse brande: For det første kroniske alkoholikere, som omkom ved sengerygning, og for det andet ældre handicappede, som omkom efter en beklædningsbrand, antændt af en tabt cigaret eller tændstik.

En del af stigningen i antallet af dødsfald ved brandulykker skyldes, at befolkningssammensætningen er ændret siden 1950'erne, så der i dag er flere ældre, og dermed flere sygdomssvækkede og handicappede. Selv når der tages hensyn til den ændrede alderssammensætning, er dødsrisikoen ved brand dog næsten fordoblet siden 1950'erne.

Som det fremgår af figur 3, var der en betydelig stigning i antallet af kroniske alkoholikere og af personer, som var alkoholpåvirkede på antændelsestidspunktet, og det falder sammen med, at der i Danmark i samme periode er sket en stigning i alkoholforbruget på 300 procent (3) og i tobaksforbruget på 50 procent. Disse forhold spiller utvivlsomt også en væsentlig rolle for det stigende antal dødsbrandulykker.

Brande på plejehjem

En gruppe brande, som har særlig interesse for sygeplejersker, er de brande, som forekommer

Side 7

Billede

Side 8

på plejehjem og andre institutioner, hvor det ofte er plejepersonalet, som opdager og slukker branden. I perioden 1988-92 var der 60 omkomne ved 58 institutionsbrande, heraf 36 brande på plejehjem. De fleste af institutionsbrandene skyldtes rygning (72 procent), stearinlys (14 procent) eller uheld med tændstikker eller lighter (syv procent).

Hovedparten af rygeulykkerne opstod ved, at en sygdomssvækket og ofte gangbesværet patient tabte en tændt cigaret eller tændstik på tøjet eller andet brandbart materiale nær kroppen, hvilket resulterede i en ofte meget voldsom brand, hvor den omkomne ofte beskrives som en 'levende fakkel'. Sjældnere forekom ulmebrande, forårsaget af sengerygning.

Plejepersonalet var undertiden bekendt med risikoen, idet den pågældende tidligere havde brændt hul på tøjet med tobaksgløder. I ni tilfælde var det oplyst, at patienten havde et rygeforklæde, men ikke benyttede det, og i tre tilfælde at rygeforklæde blev anvendt, men at det ikke havde dækket tilstrækkeligt. I fire tilfælde havde den omkomne rygeforbud, men havde lånt cigaretter og andre tobaksvarer fra medpatienter. Uheld med stearinlys skyldtes ofte, at den omkomne rakte ind over lyset og fik ild i tøjet.

Ved ingen af institutionsbrandene havde der været plejepersonale til stede i rummet på antændelsestidspunktet, men branden blev hyppigst opdaget og slukket af plejepersonalet, som i næsten alle tilfælde handlede resolut og korrekt med alarmering, evakuering, slukning og eventuel førstehjælp ved overskylning med vand.

Embedslæge Hans Trier har undersøgt dødsbrande på plejehjem i Danmark 1980-84 (4), og i denne periode omkom 35 plejehjemsbeboere, næsten samme antal som i aktuelle undersøgelse, og der var heller ikke sket ændring i fordelingen på de forskellige ulykkestyper eller i det forhold, at ofrene ikke var under opsyn på ulykkestidspunktet.

Dette viser, hvor vanskeligt det er at forebygge disse dødsulykker.

I plejehjem betragtes beboerens værelse som privat område, og plejepersonalet griber ikke uden videre ind med rygeforbud.

Nogle plejehjemspatienter burde nok ikke have adgang til tobak og tændstikker, når der ikke er personale til stede. Det er et vanskeligt spørgsmål, hvor man i hvert enkelt tilfælde må afveje patientens personlige frihed over for brandrisikoen.

SY-1999-03-6-1a

Forebyggelse

Eftersom det oftest er plejepersonalet, som opdager og slukker branden, er det væsentligt, at de har modtaget en grundig instruktion i katastrofeplaner og anvendelse af det tilstedeværende brandslukningsudstyr, og at der afholdes regelmæssige

Side 9

SY-1999-03-6-2brandøvelser, men instruktion af plejehjemsbeboerne i brandsikkerhed kan også være af værdi. Tidlig alarmering er vigtig, blandt andet for at undgå at branden breder sig. Røg- og brandalarmer er af stor betydning.  

Mange af de mennesker, som tilhører de store risikogrupper ældre, handicappede og kroniske alkoholikere, har svært ved at opsætte og vedligeholde en røgalarm og har derfor brug for hjælp fra pårørende og plejepersonale.

Til personer med svækkede sanser kan røgalarmen forsynes med ekstraudstyr (blinkende lys, vibratorsystem). En del institutioner har sprinkleranlæg installeret. Disse kan hindre ilden i at brede sig og kræve flere menneskeliv, men er mindre effektive, når det drejer sig om at beskytte mennesker, som har ild i tøjet. 

FIGUR 3.  ÅRSAGER TIL DØDSBRANDULYKKER

Den relative hyppighed af nogle vigtige variable blandt omkomne ved brandulykker i de to femårsperioder 1953-57 og 1988-92

1953-57

1988-92

Alkoholpåvirket

11%

36%

Kronisk alkoholist

9%

34%

Handicappet

18%

39%

Note: De samme personer kan karakteriseres ved flere forskellige variable, kan summen blive større end 100%. De omkomne, hvor værdien af den variable var uoplyst, er ikke medregnet ved procentberegningen.

 
Der må advares mod at anvende løsthængende beklædning ved åben ild og stearinlys. Rygeforklæder, rygeapparater, brandhæmmende materialer i kørestole, tæpper, sengetøj, madrasser, sofahynder og beklædning kan hindre antændelsen. Plejepersonalet bør holde beboere i risikogruppen under særlig opsigt.

Der findes desværre ingen enkel løsning på problemet med det stigende antal dødsbrande, men ved en kombination af de nævnte tiltag vil en del af disse dødsfald sandsynligvis kunne undgås.

Litteratur

  1. Leth P. Omkommet ved brand. Aarhus Universitet, 1998.
  2. Leth P, Gregersen M, Sabroe S. Dødsulykker ved bygningsbrande. Ugeskrift for læger 1998; 160 (23):3403-8.
  3. Dansk Alkoholstatistik. København: Afholdsselskabernes Landsforbund, 1993.
  4. Trier H. Dødsfald ved plejehjemsbrande. Brandværn 1986; 12:2-5.

Forfatteren arbejder på Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet.

Nøgleord: Brandulykker, dødsbrand.
 

Tema: Brandulykker

Brandulykker er et socialt problem          

Rammer også plejepersonalet                

Kan forebygges         

Emneord: 
Ulykke
Ældre