Faglig kommentar: Er det nyt, og er det væsentligt?

Redaktionen får jævnligt henvendelser fra sygeplejersker, der beder om at få en journalist på besøg, fordi de gerne vil have skrevet om et projekt, en ny praksis eller noget andet, de gerne vil have udbredt kendskabet til. De henvendelser havner ofte hos mig – eller fra nu af også hos Jette Bagh – og så skal vi til at forklare sygeplejerskerne, at sådan spiller klaveret altså ikke. De må selv gå i gang med at skrive, hvis de vil have deres erfaringer formidlet i Sygeplejersken. Det prøver vi så at hjælpe dem i gang med per telefon eller brev, og derfor er det helt i orden at henvende sig.

De fleste kommer vi til forståelse med, men der vil altid være nogle, som er meget utilfredse med, at de ikke bare kan bestille en journalist til at skrive på deres vegne. Vi må også på det bestemteste fraråde, at sygeplejersker selv træffer aftaler med journalister eller informationsmedarbejdere om at skrive for sig. For hvem er så egentlig forfatteren, og hvem står til ansvar for indholdet?

Vi prøver at vejlede og rådgive ud fra den overbevisning, at sygeplejersker selv må skrive om sygeplejen. Undskyldningen med, at man ikke har tid eller aldrig har prøvet at skrive en artikel før, dur ikke. Der er ingen, der er født med at kunne skrive. Der er kun én vej, og det er at skrive og få tilbagemelding, og skrive om og om igen uden at lade sig slå ud. På den måde lærer man ikke bare at udtrykke sig, man gennemgår også en faglig læreproces undervejs.

Det er nødvendigt for et fags udvikling, at udøverne også kan formidle faglige erfaringer og ny viden. Jeg vil påstå, at nogle af de bedste kundskaber i sygeplejen er forsvundet sammen med virkeligt kapable sygeplejersker, da de døde eller gik på pension, fordi der aldrig har været stillet krav om, at de skulle formidle deres erfaringer til andre end de få heldige elever, der fik lejlighed til at kigge dem over skulderen.

Sygeplejersker har ikke nogen særlig lang tradition for at udtrykke sig på skrift. Det kan blandt andet aflæses i de første mange årgange af Tidsskrift for Sygeplejersker, hvor det overvejende var læger, som bidrog med faglig viden. Det kan ses af, hvem der tidligere skrev lærebøger for sygeplejersker. I dag kan vi se i sygeplejejournalerne, at intentionerne ikke står mål med udkommet.

Det volder som sagt heller ikke de store problemer at overbevise sygeplejersker om, at de selv må i gang, hvis der skal komme en sygeplejefaglig artikel ud af det. Viljen og energien er uundværlig, men ikke nok i sig selv. Inden man går i gang, må man spørge sig selv, om det i det hele taget kan interessere andre.

Mange genrer

I Sygeplejersken bringes artikler inden for mange genrer. Synspunkter, artikler fra praksis, artikler om klinisk sygepleje, videnskabelige artikler, beskrivelser af projekter, sygeplejefortællinger med videre. Hvor forskellige de end fremtræder, har de alle måttet opfylde to kriterier. Et nyhedskriterium og et væsentlighedskriterium, som man også kunne kalde et krav om relevans.

Nyhedskriteriet indebærer, at artiklen skal tilføre sygeplejen ny viden eller nye måder at anskue sygeplejen på. Det vil også sige, at artiklen principielt ikke må have været offentliggjort andre steder. Der vil altid være sygeplejersker, som kan sige, at det ene eller det andet er nyt for dem, men det er ikke det samme, som at det er en faglig nyhed. Nyhedskriteriet betyder også, at vi somme tider må sige nej tak til en artikel på forhånd. Som eksempel kan jeg nævne kvalitetssikringsprojekter. Nu har vi efterhånden fået endevendt metoden og processen både forfra og bagfra i adskillige artikler, og der iværksættes kvalitetssikringsprojekter over det ganske land. Det kan ikke være bedre, men processen er der ikke mere noget nyt i. Munder et projekt derimod ud i helt nye arbejdsgange og måder at udføre sygepleje på, har det nyhedsværdi.

Nyheder kan være epokegørende, eller de kan bestå i en lille brik ny viden, der indgår i det store puslespil. Både stort og småt kan være en artikel værd, men omfanget skal selvfølgelig afpasses efter indholdet.

Det fører over i væsentlighedskriteriet eller kravet om relevans. Er artiklen relevant for store grupper af sygeplejersker, eller er den kun af interesse for ganske få? Her må der igen afvejes, for der skulle gerne være både brede og smalle artikler i Sygeplejersken. Selv om de fleste springer artikler over, hvis de kun henvender sig til en ganske snæver målgruppe, så kan artiklerne alligevel bidrage til at orientere bredt om, hvad der foregår rundt om i sygeplejen.

En artikel kan dog blive for snæver og målgruppen så lille, at det ville være billigere, hurtigere og lettere at sende en kopi af manuskriptet med postvæsenet til alle i målgruppen.

Relevans og nyhedsværdi er som regel noget, man kan snakke sammen om og komme til enighed om i den indledende fase. Her kan man også drøfte, hvordan det faglige stof skal vægtes og dokumenteres. Hvad skal forfatteren gå i dybden med, hvad skal måske blot nævnes i en bisætning.

Alt det andet, en artikel bliver vurderet på, fagligt niveau, disponering af stoffet, sprog og omfang kan ingen udtale sig om, før der ligger et artikeludkast. Så kan vi begynde at stille spørgsmål som den kritiske læser.

Resten går faktisk af sig selv med omskrivning, tilretning, omskrivning, renskrivning og så videre. En dag ligger artiklen i postkassen i flot opsætning og med billeder. Det er lønnen for besværet, for rig bliver man ikke af det. Jovist er det et slæb at gå i gang med en faglig artikel, men der er ikke nogen genvej, hvis man vil være med til at udvikle sit fag og udbrede kendskabet til det.