Næser til dr. Frank og dr. Robert Steffen

	​
​Lægeromanerne bygger på medicinsk viden, der er helt forældet, og de giver et forvrænget billede af sundhedsvæsenet. Dr. Frank er praktiserende læge, men han udfører alligevel komplicerede operationer. Dr. Robert Steffen er cheflæge på en kirurgisk afdeling og foretager såvel gastro- som neurokirurgiske indgreb.

Side 13

For læserne af lægeromaner kan det være en brat opvågning at møde virkelighedens sundhedsvæsen. I lægeromanernes univers er lægen den alvidende og almægtige hovedperson, og patienten kan trygt overlade det til Dr. Frank og Dr. Robert Steffen at træffe den rigtige beslutning. Mens virkelighedens sundhedsvæsen stiller krav til patienterne om aktiv deltagelse, bliver beslutningerne i fiktionen taget, uden at lægen har sikret sig patientens informerede samtykke.

''Læser man lægeromaner uden at have noget forudgående kendskab til virkelighedens behandlingssituationer, vil man få et helt forvrænget billede af det moderne læge-patient-forhold,'' siger læge og reader i bioetik ved Universitetet i Manchester og medlem af Det Etiske Råd, Søren Holm.

Han har sammen med medicinstuderende Andreas Hasman lavet en analyse af læge-patient-forholdet i lægeromaner.

De to har specielt valgt at undersøge, hvorvidt fiktionens læger sørger for at informere patienten og sikre sig dennes informerede samtykke.

''Min hovedforskningsinteresse er den medicinske etik, og her er det informerede samtykke én af grundstenene i de etiske forhold i sundhedsvæsenet og i lægepatientforholdet,'' siger Søren Holm.

''Der er patienter, der gerne vil have, at lægen træffer beslutningen for dem, fordi de synes, det er lettere at overlade beslutninger til andre. Hvis man læser lægeromaner og tror, at det er sådan læger er, og det er sådan, sundhedsvæsenet fungerer, så har man et problem, når man møder virkeligheden. Det kræver ganske meget af én at være patient med hensyn til egen deltagelse i beslutningsprocessen omkring behandling.''

At undersøge danskernes billede af sundhedsvæsenet og dets funktioner har været det egentlige formål med undersøgelsen. Det billede er stykket sammen af mange kilder eksempelvis fra egne eller pårørendes erfaringer, målrettet information fra offentlige myndigheder eller information fra medierne. Da der kun findes undersøgelser af nyhedsmediernes dækning af sundhedsvæsenet (1), valgte Søren Holm og Andreas Hasman at se på fiktionen i triviallitteraturen.

Søren Holm og Andreas Hasman har undersøgt læge-patientforholdet i hele årgang 1996 af Dr. Robert Steffen og de otte første hæfter årgang 1996 af Dr. Frank. 

Informeret samtykke

I de 20 romanhæfter forekom 52 interaktioner mellem læge og patient, hvor der var et efterfølgende behandlingsforløb. I kun ét ud af 52 tilfælde var der tale om fuldt informeret samtykke, det vil sige, at patienten fik information om prognose, bivirkninger og andre mulige behandlinger for at kunne træffe et reelt valg (tabel 1).

De to lægeromaner, der sælges i Danmark, hedder 'Dr. Frank ­ en stor afsluttet lægeroman' og 'Dr. Robert Steffen'. De er begge oversat fra tysk og udgives månedligt. Dr. Frank er praktiserende læge, men det forhindrer ham ikke i at foretage komplicerede operationer. Dr. Robert Steffen er cheflæge på en kirurgisk klinik, hvor han foretager alle slags operationer fra det gastro- til det neurokirurgiske.

''Dr. Frank og Dr. Robert Steffen kan det hele, men ikke alle læger, der optræder i romanerne, er helte. Nogle patienter har været så uheldige først at blive behandlet af andre læger, hvor det ikke er gået så godt, men så kommer Dr. Frank og Dr. Robert Steffen og redder situationen,'' fortæller Søren Holm.

Han og Andreas Hasman har forsøgt at få udgiverne af romanerne til at oplyse oplagstal og målgruppe, men de oplysninger er de blevet nægtet med henvisning til konkurrenceforhold. Ved at spørge sig for i københavnske kiosker har de dog fået indtryk af, at det først og fremmest er teenagepiger, der læser lægeromaner, og at oplaget ikke er ubetydeligt. I antikvarboghandler, hvor romanerne er letomsættelige, er køberskaren noget bredere, men fortrinsvis kvindelig.

Poliopatienten i jernlungen

Søren Holm mener, at lægeromanerne giver et helt fortegnet billede af det moderne sundhedsvæsen på flere forskellige måder. Sygeplejersker spiller udelukkende rollen som lægens støtte og beundrer og patientens trøster. Ofte er der et romantisk spil mellem læge og sygeplejerske. Romanerne bygger på medicinsk

Side 14

viden, som er fuldstændig forældet. Nogle af de sygdomme og behandlinger, der bliver beskrevet, har man ikke kendt til i Europa siden begyndelsen af 1960'erne, eksempelvis polio og difteri.

Et typisk eksempel på det fortegnede billede er følgende eksempel fra Dr. Robert Steffen nummer 218 'En desperat kamp'.

Fru Berneck er poliopatient med akut risiko for respirationsstop. Dr. Robert Steffen og hans kone Dr. Katja Steffen tilser Fru Berneck og diskuterer behandlingen over sygelejet:

­ ''Det vil sige, at hun ikke bliver skånet for en jernlunge,'' sagde Katja stille til sin mand (...)

­ Dr. Steffen så indtrængende på sin kone. ''Katja, vil du forberede Fru Berneck på hendes tunge lod, jeg har en operation nu her.''

­ Fru Berneck havde fulgt deres samtale med skræmte øjne. ''Hvad vil de gøre ved mig?'' hviskede hun bange (...).

­ Katja trak en stol hen ved siden af sengen og satte sig. ''Nu må De være tapper, søde Fru Berneck.''

­ ''Hvis jeg først kommer i respirator, er jeg så godt som levende begravet. Det er da ikke nødvendigt med det sejpineri. Livet har fuldstændigt mistet sin betydning og værdi for mig, hvis jeg skal ligge som lammet for altid (...).''

­ ''Jeg forstår Deres reaktion på denne slemme meddelelse. De er fuldstændig normal og klar, men De må forsøge at holde modet oppe og være glad for, at der findes et apparat, som giver Dem mulighed for at blive rask (...). De må væbne Dem med tålmodighed og oparbejde en vilje til at ville blive rask igen,'' svarede Katja Steffen (...). ''Deres bidrag skal være en jernvilje til at leve (...).

­ Vera Berneck lukkede udmattet øjnene. Samtalen havde udmattet hende totalt (...). ''Det nytter ikke at tale om det,'' hviskede hun, idet hun døsede hen. (...). Få minutter senere lå Vera Berneck i en specialseng i jernlungen, hvis apparatur næsten fyldte rummet.''

Ifølge Søren Holm og Andreas Hasman er der i denne situation intet, der afholder lægen fra at informere patienten om overlevelseschancer, perspektiver for helbredelse, bivirkninger ved opholdet i respirator og alternative behandlingstiltag. Patienten er kompetent til at træffe beslutning, men lægen vælger bevidst at holde patienten uvidende og bestræber sig i stedet for at opbygge patientens livsmod med noget klichépræget peptalk.

Undersøgelsen illustrerer, at læge-patient-forholdet i lægeromaner er paternalistisk.

''Lægen fremstår som en frelsende person med en viden og kunnen, der hæver sig så langt over patienternes, at det ikke har noget formål at inddrage patienterne i nogle former for beslutninger. Læger begår ikke fejl, og samtykke er derfor unødvendigt,'' fastslår Søren Holm på baggrund af lægeromanlæsningen.  

Litteratur

1. Lund AB. Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. København: Munksgaard; 1997.

 Nøgleord: Baggrund, informeret samtykke, lægeromaner.