Vinhospitalet

Et æble om dagen holder doktoren væk, har altid været englændernes filosofi. Men de har jo heller ikke vin, vil en franskmand sige.

Vinen har alle dage i Frankrig været betragtet som det naturlige og i ældre tid ofte eneste sundhedsfremmende middel, man rådede over. Det var et glas vin, man tilbød en afkræftet patient som styrkende middel dengang, ingen endnu anede eksistensen af vitaminer og proteiner.

Og det var vin, der i mange tilfælde måtte gøre det ud for bedøvelse sammen med opiumsdråber, inden sagesløse patienter blev udsat for diverse operative indgreb, der i middelalderen og frem til og med oplysningstiden måtte betragtes som kirurgiske eksperimenter.

I sin bog 'Chirurgia' henviser Henri de Mondeville, Philippe IV le Bel's kirurg i de første år af det 14. århundrede, til en videnskabelig strid angående sårbehandling. Kirurgerne var delt i flere lejre. Nogle fortalere for en streng diæt med forbud mod at drikke vin. Andre kirurger gik ind for Mondevilles nye metode, der gik ud på ikke bare at give patienten varm vin at drikke, men også rense såret ved først at overstænke det med varm vin og derefter behandle det med kompresser dyppet i varm vin. På omtrent samme tid finder man anbefalinger om at give vin fortyndet med vand til spædbørn, så snart de har fået deres første tand!

Paradisforsikring

Vin og sygepleje har imidlertid en fælles historie også på det økonomiske plan, for det er vinen, der gennem århundreder har skaffet penge til flere hospitaler i Frankrigs vinegne.

Da de første hospitaler i middelalderen blev bygget, ønskede mange at gøre en god gerning mod de fattige og syge. Og hvad var mere nærliggende end at give af det, man selv ejede, til hospitalet, enten det nu var penge, møbler, en livrente eller et stykke skov. I vinegnene var den naturlige gave at testamentere hospitalet en vinmark. Så når en vinbonde mærkede, at nu havde han vist ikke langt igen, sørgede han for at donere en eller flere vinmarker til de fattiges hospital. Det man på fransk ikke uden humor kalder en 'paradisforsikring', men som man i middelalderen tog dybt alvorligt og fortolkede helt konkret. Man vidste jo, at på dommedag skulle rig som fattig stå til regnskab for deres gode og onde gerninger. Og da de rige jo generelt gennem livet havde haft adgang til flere fristelser end de fattige, gjorde man klogt i at sørge for et par ekstra gode gerninger, der kunne tynge til den rigtige side i ærkeenglens vægtskål.

Paradisforsikring forsvandt gennem tiden efter middelalderen, men det gjorde donationerne af vinmarker og vingårde ikke. Tværtimod er testamentariske gaver gennem århundreder tilflydt hospitalerne og gør det stadigvæk med det resultat, at flere af hospitalerne i dag råder over betydelige vinarealer og det af den allerbedste vin.

Munkenes ihærdige arbejde lige fra det 11. århundrede og frem i tiden med at forbedre vinmarkerne og tilføre ny teknik kom i sin tid også hospitalernes vinarbejdere til gode og har blandt andet været med til at gøre hospitalernes vine til nogle af markedets mest prestigebetonede. Det

Side 17

Hôtel Dieu i Beaune modtog sin første patient 1. januar 1452. Den sidste patient forlod sygehuset i 1971. Taget er af lakerede teglsten. Foto: Søren Svendsen.

Side 18 

gælder for hospitalerne i Bourgogne og Beaujolais henholdsvis Hospices de Beaune og Hospices de Beaujeu, der råder over flere vinmarker klassificeret som crus og premier crus med mytiske vinnavne som Morgon, Brouilly, Pommard, Corton og Meurseault. Begge hospitaler er flotte eksempler på, hvordan overskuddet fra deres salg af vin gennem tiden på deres verdensberømte årlige vinauktion har gjort det muligt ikke bare at vedligeholde de unikke historiske hospitaler, men i høj grad også at modernisere og udvide plejen og behandlingen til gavn for patienterne i dag.

Palads for de fattige

Det tager under to timer med TGV, det franske hurtigtog, at forlade Paris for nå frem til nogle af de smukkeste vinmarker i Bourgogne og dumpe lige ned i Hôtel Dieu's middelalderlige ro bag byen Beaunes befæstede stenmure. Hôtel Dieu er navnet på den fantastisk flotte og velbevarede gotiske hovedbygning, som udgør kernen i de forskellige hospitalsbygninger, der i dag er samlet under navnet Hospices de Beaune.

Hôtel Dieus historie stammer tilbage til 1443, hvor Nicolas Rolin, rigskansler i Bourgogne, dengang et stort selvstændigt hertugrige, beslutter at bygge et hospital for de fattige. Frankrig lider på det tidspunkt stadig af følgerne af den nyligt afsluttede 100-årskrig. Sult, sygdom, fattigdom og elendighed hersker overalt, og de hjemløse dør i Beaunes gader.

Nicolas Rolin ser ikke ligefrem den sidste del af sit liv i møde i afklaret ro. Han mener, det er påtrængende at reparere visse fejl, han har begået i sin fremragende og berigende karriere som statsmand. Og hvilken gerning ville være mere frelsende end at bygge et hospital til de fattige?

Nicolas Rolin støttet af sin kone Guigone de Salins tager beslutningen.

''Jeg, Nicolas Rolin grundlægger og giver uigenkaldeligt i byen Beaune et hospital med et kapel til de fattige,'' skriver Rolin i en håndfæstning 4. august 1443.

Rigskansleren sætter straks arbejdet i gang. Inspirationen er et smukt hospital i Flandern i byen

Side 19

De fattiges sal i Hospice de Beaune med 28 alkover, hvor der ofte lå to patienter i hver seng.

Side 20

Valenciennes; men Nicolas Rolins hospital skal være 'smukkere og større'. Intet er for flot til de fattige og til Guds ære. Med sine gotiske facader, lakerede teglsten i flammende okker, rødt og grønt, de rigt udsmykkede vægge, gobeliner, alkover beklædt med rubinrød velour og forsynet med guldbogstaver på en tid, hvor standarden er en halmmadras, bliver hospitalet til 'et palads for de fattige', som Nicolas Rolin ønsker det.

Saint Marthe-Søstrene

Og den 1. januar 1452 kan hospitalet modtage sin første patient. Siden har hospitalet modtaget syge, invalide, barselskvinder, forældreløse, gamle og husvilde lige op til det 20.århundrede. Den sidste patient forlod Hôtel Dieus fællessal med alkoverne i 1953.

Saints Hugues-salen i Hospice de Beaune havde 12 alkover til de mere velstående.

Nicolas Rolin var en mand med visioner. Han var klar over, at kvaliteten af sygeplejen var helt afgørende for, at hospitalet kunne opfylde sin mission. Rolin får derfor seks nonner fra Valenciennes kaldt til Beaune med det klare mål at uddanne dem til sygepleje.

Det blev ikke uden sværdslag mellem rigskansleren og priorinden, at Nicolas Rolin kunne gennemtrumfe, at sygeplejen blev det væsentlige i nonnernes arbejdsdag og i mindre grad overholdelsen af ordenens medbragte strenge religiøse regler.

Den nye orden, som Rolin stiftede med henblik på sygeplejen, fik navnet Saint Marthe-Søstrene. Der er i dag 300 søstre overalt i verden, og ordenen tæller aktive sygeplejersker i blandt andet Schweiz og Rwanda. Søster Loreau, der i dag sammen med 11 andre søstre bor i nærheden af det gamle hospital, har indvilget i at vise os rundt på Hôtel Dieu, som er et af Frankrigs mest besøgte museer.

Side 21

Den sidste søster

Det første, der slår en, når man træder ind i den store fællessal 'de fattiges sal', er den overvældende rigdom af farver og udsmykninger. Hver loftbjælke i det høje rum er dekoreret med farvestrålende fabeldyr, så de syge kunne lade tankerne vandre og blikket hvile på noget smukt og derved distraheres fra deres smerter. Over indgangsdøren ser man en Kristusfigur fra middelalderen, et symbol på at søstrene tog imod Kristus levende blandt de fattige, forklarer Søster Loreau. På hver side af den store midtergang er de 28 alkover i egetræ med de dybtrøde velourforhæng og guldfrynser stillet op, alle med hovedgærdet rettet mod alteret i den anden ende af salen. Søstrenes fælles sovesal var placeret på første etage oven over indgangen til 'de fattiges sal'. Her havde de nattevagt og kunne holde øje med patienterne nede i salen gennem et lille gotisk vindue forsynet med en svinglysestage med en kerte. I tidligere tider, når en patient skulle dø, tændte søstrene kerten, så den syge hele tiden følte en nærhed. Man når lige at henfalde til andagtsfuld nostalgi og middelalderromantik, da Søster Loreau prompte kalder en tilbage til nutiden ved at fortælle, at her i denne sal har hun arbejdet som sygeplejerske!

Medicinflasker i hospitalsmuseets apotek.

Bøn før operation

Den respektfulde bevarelse af den store fællessal 'de fattiges sal' som på Nicolas Rolin's tid satte dog visse grænser for teknikkens indmarch i patienternes såvel som sygeplejerskernes dagligdag.

Hvad der i 1452 syntes vild luksus som en alkove til kun to patienter og dertil en tilhørende slagbænk til personlige effekter, syntes måske knap så hensigtsmæssigt i 1953.

Smukke, men ikke just praktiske er de to lange rækker af forbundne alkover, som står placeret i ydersiden af 'de fattiges sal' med plads til en lille mellemgang mellem alkove og den lange slagbænk. I denne mellemgang foregik al pleje og personlig hygiejne inklusive toiletbesøg, som foregik på de bækkenstole af egetræ, der med jævne mellemrum er anbragt på rækken af slagbænke.

''Når vi skulle behandle en patient, trak vi alkovens forhæng ud til midtergangen for og åbnede forhænget til mellemgangen. På den måde kunne patienten bevare sin intimitet,'' forklarer Søster Loreau.

Nemt var det dog ikke at arbejde med patienterne i de lave alkover, der selvfølgelig ikke kunne flyttes. Alkoverne for enden af de to sengerækker var forbeholdt patienter med frakturer, for der var det muligt ved at åbne en lem i alkovens trævæg at føre trisser og lodder ud til strækbehandling! Den store fællessal modtog operationspatienter lige til 1953.

''Vi rådede ikke over bårer på hjul, så portører måtte bære operationspatienten på en båre hele vejen igennem fællessalen op forbi alteret. Hvis patienten ønskede det, kunne han stadig liggende på båren foran alteret bede en bøn inden operationen sammen med en af søstrene, inden han blev transporteret videre til operationsstuen. For at komme dertil skulle patienten bæres et stykke vej udenfor i al slags vejr via de svalegange, der blev bygget i 1400-tallet og derfra igennem endnu en sal. Vi var altid bange for komplikationer i form af luftvejsinfektioner på grund af den kolde luft udenfor, patienten skulle indånde, så vi prøvede at beskytte patientens mund og ansigt med gazekompresser gennemvædet af olie,'' fortæller Søster Loreau.

Stort krus med vin

Salen på vej til operationsstuen har navnet Saint Hugues og er lige så gammel som 'de fattiges

Side  22

sal'. Her er der kun 12 alkover, som på Nicolas Rolins tid var beregnet for den mere velstående del af Beaunes befolkning. Også denne stue har et alter og er i øvrigt udsmykket med meget smukke oliemalerier fra gulv til loft af Jesus' helbredelser og mirakler. Denne sal fungerede frem til 1958 som kirurgisk afdeling for mænd og modtog blandt andet patienter med frakturer, hernier, appendicitis og ulykkesofre.

Søster Loreau arbejdede som sygeplejerske på hospitalet frem til dets lukning.

I midten af salen står der et spisebord og stole i træ. Her sad mændene i fællesskab og spillede kort eller spiste af det tinservice, der først i 1931 af hygiejniske grunde blev skiftet ud til porcelæn. Man bevarede dog tinkrusene til vin i stedet for glas, for der kunne nemlig være mere vin i et krus af tin, og det var jo vigtigt, når den daglige ration lød på et glas, fortæller Søster Loreau med glimt i øjet.

''Vinen eller rettere aftrapning af vinen kunne være et problem, når mændene skulle opereres. De var jo vant til at få deres vinration til daglig og ankom til hospitalet helt upåvirkede. Når så de fra den ene dag til den anden pludselig ikke fik alkohol mere, skete det i nogle tilfælde, at de fik voldsomme tilfælde af delirium tremens. Lige til årene omkring 1953 var vi af og til nødt til at give alkohol i drop inden en operation. Senere har man jo fået psykofarmaka til at klare sådanne situationer,'' fortæller Søster Loreau og tilføjer, at årene på denne stue med det fællesskab og den hjemlige stemning, der herskede i disse smukke omgivelser, var nogle af hendes bedste rent plejemæssigt. ''Jeg tror, man helbredes bedre i sådanne omgivelser og i et sådant fællesskab, end i de mere tekniske stuer, man har i dag.''

Huller i historisk viden

Efterhånden som hospitalsaktiviteten hen ad vejen forlader Hôtel Dieu, indrettes salene med henblik på besøg af turister. De grundlæggende ting som alkover, skabe, møbler og ikke mindst altrene og udsmykningerne i salene, står dog nøjagtigt som i 1452, da Hôtel Dieu modtog den første patient. Man har tilføjet vitriner, hvis indhold fortæller deres historie om plejen og behandlingens udvikling gennem tiden. De mange udstillede lavementsprøjter udført i tin med besynderlige vinkler og drabelige proportioner og diverse tinfade til åreladning kan give et fingerpeg om betydningen af observationen af kroppens udskillelser. Og de mange varmedunke og bækkener i kobber og tin siger noget om vanskeligheden ved at holde patienterne varme i de kæmpestore sale uden opvarmning. Et kobberstik fra 1700-tallet viser en patient, der får foretaget trepanering. Patienten er efter klædedragten at dømme meget rig; men efter ansigtsudtrykket at dømme desværre også meget vågen og tydeligvis uden indflydelse af nogen videre form for bedøvelse! Et sjældent planteatlas fra det 18. århundrede med medicinske urter og utallige apotekerkrukker med navne på kendte midler som digitalis og belladona, men også mere eksotiske medikamenter som tørrede krebseøjne og bænkebiderpulver giver deres bud på en broget medicinsk historie. Men nogen egentlig redegørelse for den sygepleje og behandling,

Side 23

Diæter og kostplaner udgjorde en væsentlig del af behandlingen på Hôtel Dieu. Her ses køkkenet.

Side 24 

der fandt sted på Hôtel Dieu, findes der i lighed med andre hospitaler fra samme epoke imidlertid ikke.

''Det kendskab, man hovedsagelig har om medicin og kirurgi fra middelalderen og op til det 18. århundrede, kommer fra studier af de værker, man nu har kunnet få fat på.

Hospitalernes arkiver, som ellers er meget righoldige, indeholder lige op til det 19. århundrede få oplysninger om pleje og behandlinger. Man kan finde informationer om det daglige liv (ernæring, tøj,...) og recepter, men kun lidt om, hvordan man behandlede og opererede og næsten ingenting om diagnoser.

Man ved til gengæld, at diverse diæter og kostplaner udgjorde en væsentlig del af behandlingen. Som hovedregel gengiver de medicinske værker lige så mange abstrakte behandlingsteorier, som der er forfattere.

Hvordan behandling og pleje foregik på det helt konkrete plan i middelalderen, er vanskeligt at skaffe

Side 25

dokumenteret viden om. Man kan eksempelvis ikke tillade sig ud fra de billeder, der er bevaret på Hôtel Dieu, at drage præcise konklusioner om datidens behandlinger,'' siger Francois Lotteau, der ud over at være praktiserende læge i Rully i Bourgogne også forsker i hospitalernes medicinske historie i Frankrigs vinegne, et indtil nu ubeskrevet kapitel.

Når en vinbonde mærkede, at han ikke havde langt igen, sørgede han for at donere en eller flere vinmarker til de fattiges hospital.

''Man skal først og fremmest ikke glemme, at hospitalerne, der i det 20. århundrede er blevet til templer for medicinens fremskridt, i middelalderen var herberger for fattige.

Hospitalssøstrene, sygeplejerskernes stamfædre, blev dengang oplært af de ældste søstre og tjente de fattige efter den kristne lære: 'hvad du gør mod den mindste blandt jer, gør du mod mig'.

Søstrene tog sig også af fremstilling og uddeling af den medicin, lægerne havde ordineret. Ganske vist gav man visse behandlinger; men den altafgørende behandling var mere en førstehjælp i form af tag over hovedet, en seng, tøj, en smule varme og en tilstrækkelig ernæring til de fattige, som på grund af sygdom var blevet udelukket fra en verden, hvor man i kraft af arbejdet lige netop kunne overleve fra dag til dag. Vi genoplever i øvrigt i dag hospitalernes rolle som modtagelsessted for de mennesker, der ellers er udelukket af samfundet.''

Hospices de Beaujeus historie er tæt knyttet til vinen.

Det ny hospital

Den 23 april 1971 er en stor dag for Hôtel Dieus patienter, da ambulancer fra Røde Kors flytter hver enkelt patient over på det nyindviede hospital i udkanten af Beaune.

I 1966 under Hospices de Beaunes årlige vinauktion besluttede direktionen at bygge et nyt og moderne hospital med 300 sengepladser for almen medicin og kirurgi og ikke mindst et center med speciale i genoptræning af stemmen.

Hospitalet råder i dag blandt andet over ultramoderne scannere indkøbt for overskuddet fra vinauktionen.

I årene fra 1958, hvor også Saint Hugues-salen lukker for patienter, og frem til 1971 havde patienterne på Hôtel Dieu haft til huse i sidebygninger fra århundredeskiftet bagved de oprindelige bygninger fra 1400-tallet.

Apoteket, som stammer fra Hôtel Dieus byggeri i 1443, havde indtil 1971 fungeret som hospitalets apotek betjent af søstrene. Og helt frem til 1985 fungerede det gamle køkken fra 1400-tallet med de åbne ildsteder, nu dog suppleret med et moderne komfur, stadig for hospitalets ældre.

Fornem vinauktion

Hospices de Beaune udgøres i dag af det nye hospital Philippe le Bon, et plejehjem Centre Nicolas Rolin, to alderdomshjem og en sygepleje- og sygehjælperskole. Det nye hospital kan fra 1994 som nok et af de få i verden også tilføje blandt aktiverne en ultramoderne vinkælder på hospitalets grund ved foden af vinmarkerne. Her fremstilles vinen fra de 61 hektarer vinmarker, som Hospices de Beaune i dag råder over. Den sidste donation i 1995 betød, at Hospices de Beaune nu også er blevet ejer af Pouilly-Fuisse-vinmarkerne.

Vinen, der dyrkes af 24 vinarbejdere ansat og aflønnet af Hôtel Dieu, lagrer også her i hospitalets vinkælder, inden den bliver solgt på den verdensberømte årlige auktion i Beaune, der siden 1859 har fundet sted hver den tredje søndag i november. Resultaterne af salget er af varierende størrelse og afhænger af vinårgangens kvalitet og kvantitet. Overskuddet, som Hospices de Beaune kan hente fra salget, svinger mellem 5 og 14 millioner francs. Auktionen i Beaune er et sandt tilløbsstykke for professionelle indkøbere fra alle verdenshjørner, der overbyder hinanden i kapløbet om at erhvere de eftertragtede tønder med vin. For kun vin købt på auktionen i Beaune kan få lov til at bære den prestigefulde etikette 'Hospices de Beaune'. Prisen for vinen købt på auktionen i Beaune, der regnes for verdens mest berømte velgørenhedssalg, ligger selvfølgelig væsentligt over den almindelige markedspris og kan set på baggrund af produktionens helt specielle historie slet ikke sammenlignes, men giver alligevel et fingerpeg også i professionelle vinkredse om årgangens kvalitet.

Hospices de Beaujeau har eksisteret siden det 13. århundrede.

Gamle ideer føres videre

Lige fra Nicolas Rolins tid har Hôtel Dieu altid været delt op i en administrativ/økonomisk blok styret af embedsfolk og en religiøs/plejemæssig del varetaget af søstrene. I dag er administrationen og budgettet delt op i to sektioner, hvoraf den største del styres af staten og sundhedsministeriet. Her finansieres som på ethvert andet fransk offentligt hospital blandt andet hele personalesektoren og hospitalets daglige drift.

Overskuddet fra vinsalget går derimod i en kasse for sig, der ikke er øremærket af staten, men styres af et selvstændigt hospitalsråd, der frit kan råde over beløbet, så længe det gøres i overensstemmelse med Nicolas Rolin-fondens målsætning: nemlig at komme de fattige og syge til gode. I praksis omsættes overskuddet fra vinauktionen hovedsagelig til modernisering af det medicinske materiel, indkøb af ny teknik og vedligeholdelse af de historiske bygninger.

Stenen viser at vinmarken tilhører Hospices de Beaujeu.

Det nyeste tiltag på området er åbningen af et medicinsk socialt center beregnet for det, man kan kalde vor tids fattige. Centeret ligger centralt i byen Beaune, men ikke i forbindelse med hospitalet.

Der modtager man de mennesker, der befinder sig i en tilstand af et så stort fysisk og moralsk forfald, at de ikke har styrke eller ressourcer til at tage sig af deres helbred. Målet er at rehabilitere disse ubegunstigede medborgere både fysisk og mentalt og på lang sigt integrere dem i samfundet igen.

Driften af centeret finansieres af det overskud, salget af et fad vin (et fad=215 liter) giver på den årlige auktion. Et konkret eksempel blandt mange på, hvordan ideen bag Nicolas Rolins 500 år gamle fond i Bourgogne føres videre i dag.

Den ældste vinauktion

Regnes vinauktionen i Beaune for et af de mest berømte velgørenhedssalg på verdensplan, er Beaujeu hospitalets årlige vinauktion til gengæld den ældste.

Selve hospitalet i Beaujeu i Beaujolais-området, kaldet Les Hospices de Beaujeu, er meget gammelt; men hvor gammelt er vanskeligt at sige helt præcist, da man står helt uden dokumenter fra tiden, da hospitalet blev grundlagt. Man ved dog med sikkerhed, at hospitalets eksistens er kendt i

Side 27

det 13. århundrede, idet man har fundet et testamente fra Messire Robert de Trémont fra 1240, der angiver, at han donerer 'en seng med udstyr' til hospitalet. På en marmorplade bagved det gamle hospitals smukke søjlegange står navnene på de forskellige donatorer lige fra Robert de Trémont i 1240 og flere århundreder frem indgraveret.

På Trémonts tid omtaler man Hospices de Beaujeu som et hospital, hvor de 'fattige syge' kunne modtage behandling af byens frivillige borgere; men det er først i det 17. århundrede med ankomsten af søstrene på Hôtel i Beaujeu, at man kan tale om egentlig sygepleje af syge, fattige og hjemløse.

Auktion ved stearinlys

Ligesom hospitalet i Beaune er Hospices de Beaujeus historie tæt knyttet til vinen, og hospitalet er gennem tiden blevet finansieret af testamentariske gaver navnlig fra det 14. århundrede i form af vinmarker. I revolutionens sidste år beslutter hospitalets bestyrelse at ''sælge den vin fra den sidste høst, der ikke er fornøden for husets egen brug.'' Den 26. marts samme år finder den første velgørenhedsvinauktion nogensinde sted i Beaujeu. Auktionen har siden trukket professionelle opkøbere til og er blevet kendt ud over Frankrigs grænser, men forløber stadig som dengang som en 'auktion ved stearinlys'. I datidens lovtekst var det bestemt, at et stearinlys af et minuts varighed skulle tændes, når et tilbud lød fra salen. Var stearinlyset brændt ned uden et højere tilbud, blev tilbuddet betragtet som gældende.

Vinprisernes himmelflugt

Fra 1240 og til nu har omkring 250 donatorer testamenteret penge, ejendomme og jord til hospitalet, som dermed i dag ejer 82 hektarer vin, 85 hektarer skov og bygninger i forbindelse med vindyrkning navnlig den store og smukke vingård 'La Grange Charton', som søstrene Anne og Suzanne de Millière i 1806 testamenterede hospitalet. Salget af vinen fra Hospices de Beaujeu har gennem århundreder respekteret grundlæggernes ønske om at hjælpe de mennesker, som årene og sygdom har gjort sårbare. Kun en ting er ændret i løbet af alle disse år, siger man på Hospices de Beaujeu: begrebet godgørenhed har ændret sig til solidaritet. Det er i solidaritetens navn, at priserne på hospitalets vin de sidste år er røget i vejret på den årlige auktion. I 1995 indbragte auktionen 1.889.850 francs, i 1996 på 200-års dagen for den første vinauktion 2.226.050 francs, og i 1997 lød overskuddet på 2.027.650 francs. Reslutaterne af disse sidste salg har gjort det muligt for byen Beaujeu med dens 2.200 indbyggere at udvide det gamle hospital med et nyt centralkøkken og en ny afdeling på 116 senge og at udvide og modernisere hospitalets vinkælder.

Nøgleord: Frankrig, sygeplejehistorie, vin.