En dør til fortidens sygepleje

Den spanske sygeplejes historie er skrevet af sygeplejersken og præsten Cecilio Eseverri fra Palencia, fotograferet i katedralens arkiv, hvor dokumenterne om katedralsygehuset Hospital de San Antolín findes.

I gaden bag den store katedral i Palencia ligger et gammelt sygehus. I 1950 blev det ombygget til plejehjem, og dermed endte over 800 års uafbrudt virksomhed. På dette sted er syge blevet behandlet og plejet, siden bispesædet oprettede sygehuset for middelalderbyens handlende, håndværkere og andre indbyggere engang i det 11. århundrede.

Det nøjagtige årstal for oprettelsen af Hospital de San Antolín kender man ikke. Men i katedralens arkiver ligger der dokumenter, som pludselig lukker døren op til sygehusets hverdag i den sene middelalder.

I sygehusets reglement fra dette år bliver der omhyggeligt gjort rede for, hvilke forpligtelser der påhviler administratoren, præsten, forvalteren, lægen, kirurgen, apotekeren, barberen, skriveren, portneren, forstanderinden, sygeplejerskerne, hittebørnenes plejemor, kokkepigen, vaskekonerne, sygehjælperen, vandbæreren og lagerforvalteren.

Det gamle dokument er hentet frem i lyset af Cecilio Eseverri, sygeplejerske og præst. Det er det ældst bevarede sygehusreglement i Spanien, men det er langtfra enestående. I sin bog om den spanske sygeplejes historie ''Historia de la enfermería española e hispano-americana'' citerer Cecilio Eseverri regler og statutter fra en række andre sygehuse og tegner overalt det samme billede:

I middelalderens, renæssancens og barokkens spanske hospitalsvæsen var der tale om professionel sygepleje med særlig vægt på hygiejne og ernæring. Reglementerne beskriver en idealtilstand på samme måde som moderne sygehuses mål og værdier. Og der er mange samtidige vidnesbyrd om, at virkeligheden kunne være anderledes grel.

Men at den faglige tradition har eksisteret og været anerkendt, er der ingen tvivl om. Forstanderinden (eller forstanderen, for sygeplejen var oftest i hænderne på mænd) var en af de helt centrale personer i sygehuset, ofte leder af den daglige drift.

Palencia ligger i det nordlige Castilien, i et landbrugsområde med kornavl, kvægbrug og fårehold. Uld fra Castilien var i århundreder en af Spaniens vigtigste handelsvarer, men Palencia har aldrig hørt til områdets største købstæder. Da sygehusreglementet blev udformet i 1398, 17 år efter at pesten for tredje gang havde fejet ind over Spanien, har byen haft omkring 1.000 indbyggere.

''Hospital de San Antolín var for folket,'' fortæller Cecilio Eseverri. ''For i Spanien har de rige aldrig ladet sig indlægge. De blev behandlet af lægen derhjemme.''

Sygehuset havde på det tidspunkt omkring 40 senge, 20 for mænd og 20 for kvinder. De blev indlagt ved ulykker, febersygdomme, diarréer og så videre. Den lægelige behandling var stærkt specialiseret. Lægen foreskrev medicin, salver, udrensninger, svedekure med mere, kirurgen behandlede brud og læsioner, barberen foretog åreladninger.

Sygeplejerskens arbejde bestod til dels i at udføre de ordinerede behandlinger, og i den medicinske sygepleje var der til tider tale om meget komplicerede behandlinger og teknikker. (Se artiklen 'Man tager en linnedklud' i næste nummer.) Men sygeplejen havde også sit eget ansvarsområde, først og fremmest patientens seng og personlige hygiejne, kosten og hygiejnen på sygehuset i det hele taget.

Forstanderinden samler trådene

Hospital de San Antolíns reglement fra 1398 er skrevet på latin, men findes i en næsten identisk spansk udgave fra 1560. Her står, at forstanderinden skal tage imod de syge og visitere til de forskellige sygesale. Hun har ansvaret for, at nye patienter bliver vasket og får rent linned, hun går stuegang med lægen og skriver ned, hvilken behandling de syge skal have.

Hun har ansvaret for, at de syge får korrekt og tilstrækkelig kost, at sengetøjet bliver skiftet hver ottende dag eller efter behov, at de syfilitiske patienters sengetøj ikke bliver vasket sammen med de febersyges, at gammelt sengelinned opbevares separat og bruges til patienter med fnat.

Og så videre. Hun er den sidste, der går i seng om aftenen, og hun har så meget at se til, at man ikke kan stille det hele op i paragraffer, hedder det som afslutning på forstanderindens jobbeskrivelse. Den er ikke desto mindre på 27 paragraffer, mens provisoren (sygehusdirektøren) får 11 paragraffer, præsten 17 paragraffer, forvalteren 23, lægen og kirurgen 10 og apotekeren 23.

De menige sygeplejerskers jobbekrivelse er på 12 paragraffer. Ud over at være ærlige og gudsfrygtige og tale ordentligt til de syge skal de rede senge, sørge for urinflasker og bækkener og deltage i stuegangen på den sal, de har ansvaret for.

Under stuegangen skal de vise lægen de syges urin og fortælle, hvad de har fået af vin og miksturer, og hvordan natten er gået, ''for uden information kan lægen ikke behandle.'' De skal udføre lægens ordinationer og bestille de miksturer, afføringsmidler og andre medikamenter, som lægen har ordineret, hos apotekeren og give medicinen.

De skal hjælpe de syge med at spise og fortælle forstanderinden, hvem der har spist, og hvem der ikke har. De skal tænde lys om aftenen, sætte urinflasker og bækkener frem og sørge for, at de syge har, hvad de har brug for. De skal klæde de døde og lufte det sengetøj, de døde i.

De skal sætte de syge i svedekur på det tidspunkt, lægen har ordineret, give dem en ren skjorte bagefter og rede deres seng med rent linned. De skal holde de syfilitiskes sengetøj adskilt fra de andres ligesom deres kander og service og bestik.

Verdslig sygepleje

I reglementet står også, hvad de forskellige medarbejdere på sygehuset skal have i løn. De syge i Palencia blev nemlig ikke plejet af nonner eller munke, men af lægfolk, siger Cecilio Eseverri.

''Det var ganske almindelige mennesker, der blev ansat som sygeplejersker, gifte eller ugifte, som det nu kunne falde sig. I dette tilfælde var sygeplejerskerne kvinder, men det afhang af sygehuset.''

Oprindelig tilhørte Hospital de San Antolín et kloster. Men da klostret sygnede hen, overtog biskoppen sygehuset, og i 1398 havde det allerede ligget i Hospitalsgaden ved siden af katedralen i to hundrede år. Hvert år skulle sygehuset aflægge regnskab til biskoppen, og biskoppens repræsentant, provisoren, havde det endelige ansvar for økonomien og retten til at ansatte og afskedige personalet.

Men i den daglige drift var forvalteren nøglepersonen, ligesom forstanderinden var det i plejen af de syge. Penge til driften kom nemlig ikke fra biskoppens kasse. Uanset om sygehusene dengang var oprettet i privat regi eller hørte under biskop, bystyre eller kongen, fungerede de som selvstændige virksomheder, siger Cecilio Eseverri:

''Sygehusene levede af almisser og af indtægterne fra den formue, de havde samlet ved arv og gaver. Rige mennesker havde for eksempel efterladt sygehuset marker, vingårde, oliemøller, kvæg og fåreflokke. Køkkenhaven var det vigtigste, for den største udgift på et sygehus var maden. Medikamenterne var meget billige, olie, eddike, vin. Lægeurterne dyrkede man selv.

Men de øvrige produkter, som sygehuset frembragte, solgte man, og for de penge kunne man købe linned, sengetøj og andet, som man ikke selv fremstillede.''

Patienterne skulle ikke betale for at ligge på sygehuset, i hvert fald ikke hvis reglerne blev overholdt. Men i flere sygehusreglementer står beskrevet, hvordan sygehuset skal sælge afdøde patienters tøj på auktion og på den måde få en indtægt. Derfor hørte det til sygeplejerskens pligter at skrive ned, hvad den syge havde med af tøj og eventuelt penge ved indlæggelsen.

Reglerne indskærper, at der skal holdes regnskab med hvert eneste stykke tøj. Og hvis den syge overlever, skal han have det hele igen.

Forud for Nordeuropa

I middelalderen var det spanske sundhedsvæsen langt forud for, hvad der eksisterede i resten af Europa, ikke mindst på grund af den arabiske indflydelse. Det første sygehus blev oprettet i 580 i Mérida i Sydspanien af biskop Masona.

I 711 startede maurernes erobring af Sydspanien, og i de næste 800 år var større eller mindre dele af det nuværende Spanien under maurisk herredømme. Det var en tolerant og frugtbar tid. Den kristne, jødiske og arabiske kultur levede side om side, og de kristne læger lærte deres fag af deres jødiske og arabiske kolleger. Hele apoteksvæsenet er af arabisk oprindelse.

Sygehusvæsenet i de mauriske riger er der dog meget lidt overleveret om. Det veldokumenterede sygehusvæsen fra middelalderen er det kristne i de nordlige spanske kongedømmer. I den tidlige middelalder var sygehusene tilknyttet klostrene, men senere blev billedet mere broget.

En række kendte sygehuse i det nordlige Spanien og Catalonien hørte under katedralerne og de enkelte biskoppers myndighed. En række hospitaler opstod langs med pilgrimsruten fra Pamplona ved foden af Pyrenæerne til apostelen Jakobs grav i Santiago de Compostela nær den vestlige atlanterhavskyst.

En række sygehuse blev oprettet af hospitalsridderne, en ridderorden, der opstod under korstogene. Endelig blev en række sygehuse oprettet af konger eller lokale stormænd.

Sygehusreform i 1594

Det var dog langtfra alle disse sygehuse, der havde en antagelig størrelse og kvalitet, og allerede i starten af 1400-tallet blev den første større sygehusreform gennemført i Barcelona. Her blev en række mindre sygehuse lagt ind under det nybyggede Hospital de la Santa Cruz.

I midten af det 16. århundrede havde Hospital de San Antolín i Palencia 88 senge, fordelt på fem sygesale, der hver blev betjent af to sygeplejersker, kvindelige eller mandlige:

• En sal for febersygdomme, for mænd, 22 senge.
• En sal for febersygdomme, for kvinder, 22 senge.
• En sal for kirurgi, for mænd, 14 senge.
• En sal for kirurgi, for kvinder, 14 senge.
• En sal for mandlige rekonvalescenter, otte senge.
• En sal for kvindelige rekonvalescenter, otte senge.

I 1549 fik sygehuset desuden et herberg for hittebørn, og i 1580 donerede en dame fra en fremtrædende familie en sal for pestramte. San Antolín var dog ikke det eneste sygehus i byen. ''I dette århundrede blev mange sygehuse med seks eller otte senge oprettet af mægtige personer med penge fra Amerika,'' fortæller Cecilio Eseverri.

''Men da det gik nedad med økonomien i slutningen af århundredet, havde disse småsygehuse svært ved at klare sig. De var fattige og dårligt administrerede.*

Derfor besluttede kong Filip den Anden i 1592, at de små sygehuse skulle nedlægges og noget bedre sættes i stedet. Først ville sygehusenes ejere ikke rette sig efter loven. Men da Filip bad biskopperne stå for sygehusreformen, blev den gennemført i løbet af to år.''

Efter reformen i 1594 var der fire hospitaler tilbage i Palencia. Hospital de San Antolín tog sig fortsat af almen medicin og kirurgi. Et lille sygehus, der blev drevet af en ridderorden, og byens spedalskhedssygehus blev også bevaret.

Desuden oprettede bystyret et nyt sygehus med 12 senge til smitsomme sygdomme, især hudsygdomme, lidt uden for byen. Driften af dette Hospital de San Blas blev lagt i hænderne på en ny religiøs orden, som kom til at spille en stor rolle i spansk sygepleje: San Juan de Dios-brødrene.

Spansk sygeplejes guldalder

I middelalderen var det i et eller andet omfang den samme sygepleje, der blev praktiseret rundt om i Europa, mener Cecilio Eseverri.

''Fra Italien drog munke fra benediktinerordenen ud over hele Europa. Og de havde altid en sygeafdeling i deres klostre. Benediktinerne var de store formidlere af europæisk kultur og videnskab, og deres teknikker var de samme i Danmark som i England og andre lande. Men selvfølgelig var der forskelle, og det italienske sundhedsvæsen var endnu mere veludviklet end det spanske. Den spanske sygeplejetradition er ikke desto mindre usædvanlig, også fordi den er så veldokumenteret.''

I Spanien kaldes det 16. århundrede for det gyldne århundrede, og på samme måde taler Cecilio Eseverri om den spanske sygeplejes guldalder. I 1500-tallet eksisterede der ikke kun én, men hele tre skoler inden for sygeplejen i Spanien, hver med sit professionelle særpræg.

Baggrunden for denne opblomstring var både politisk og økonomisk. I 1492, under Ferdinand og Isabella, som blev kaldt det katolske kongepar, blev Spanien samlet og de sidste mauriske herskere drevet ud af Granada.

Samme år nåede Columbus Amerika. Fra omkring 1550 begyndte Amerika at blive en god forretning, og i løbet af de næste hundrede år blev der indført ufattelige mængder uforarbejdet guld og sølv fra Amerika. Det var dog ikke staten, der blev rig.

Det var i denne periode, den spanske konge blev kejser i det tysk-romerske kejserrige som Karl den Femte. De mange spredte besiddelser uden for Spanien, som sønnen Filip den Anden arvede, førte en uendelig række af problemer og udgifter med sig.

Skatterne tyngede den almindelige befolkning, og statskassen gik i betalingsstandsning den ene gang efter den anden. Men rigdommene fra Amerika gjorde en lille gruppe mennesker så velhavende, at det ikke var noget problem for dem at sikre eksistensgrundlaget for et sygehus.

Med Ferdinand og Isabella, Karl og Filip fik Spanien desuden en række stærke og samvittighedsfulde herskere, som ikke kun førte stormagtspolitik, men også med stor flid engagerede sig i at administrere og udstede regler og love for det store rige.

Det kongelige reglement

De tre skoler, som blomstrede i den spanske sygeplejes guldalder, var den kongelige, den catalanske og den andalusiske.

Allerede Ferdinand og Isabella havde støttet oprettelsen og forbedringen af en række sygehuse. Men de fungerede ikke godt. Der var brug for en reorganisering indadtil, og i 1524 udstedte Karl den Femte et nyt reglement for det kongelige sygehus i Santiago. Reglementet kom siden til at gælde for alle kongelige sygehuse.

Det udmærker sig ved en meget omhyggelig beskrivelse af kompetenceforholdene faggrupperne imellem og en arbejdsdeling, der virker meget nutidig. En (mandlig) forstander har det overordnede ansvar for plejens kvalitet. En forstanderinde har et tilsvarende ansvar for de kvindelige patienter, for på det tidspunkt var man begyndt at håndhæve en meget streng kønsadskillelse på sygehusene.

Forstanderen har personaleledelsen og ret til at trække sygeplejerskerne i løn, hvis de forsømmer deres pligter. Han deltager i stuegangen, nedskriver ordinationerne og står personlig for uddelingen af mad.

Karl den Femte befaler også, at forstanderen ikke må nøjes med at modtage rapport om de enkelte syge, som det hidtil er sket, han skal selv gå fra seng til seng, tale med de syge og overvåge, at plejen bliver udført korrekt. Sygeplejerskerne skal blandt andet sørge for, at de syge ikke bliver udskrevet, før de er kommet sig helt og kan spise alt. For hvis de kommer meget svage ud af sygehuset, får de hurtigt et tilbagefald eller er længe om at komme sig.

Der skal være en særlig stue for rekonvalescenter, ligesom man skal anbringe patienter, der er deliriske eller taler i vildelse, for sig selv, så de ikke forhindrer de andre i at få den nødvendige hvile.

Datidens kvalitetssikring

På datidens sygehuse var det sædvane, at ejerne reagerede med at udstede et nyt reglement, når de blev opmærksomme på, at der var problemer med kvaliteten. Reglementet fra 1524 giver da også en tydelig fornemmelse af, hvad det var for kvalitetsproblemer, der havde plaget de kongelige sygehuse.

Karl den Femte befaler for eksempel, at administratoren eller forvalteren også skal deltage i stuegangen for at sikre, at den syge får en lige så opmærksom behandling, som en administrator ville få.

Apotekeren må ikke nøjes med at sende en underordnet medarbejder, han skal selv være til stede, så lægen ikke ordinerer et medikament, som apotekeren ikke har, og behandlingen på den måde bliver forsinket. Administrator, forvalter og andre ansvarlige må ikke sætte sig til bords, før de syge er færdige med at spise, men skal selv overvåge måltiderne.

Også lægen skal være til stede, for hvis en alvorligt syg ikke spiser sin mad, må lægen give patienten noget, der kan vække appetitten, eller ændre diæten. I det hele taget foreskriver reglementet stor omhu og omsorg for patienten.

Forstanderen skal føre bogen med lægens ordinationer på en måde, så ingen fejltagelser er mulige. Patienterne skal ikke kun betegnes med navn, men også med sengens nummer, for hvis patienten er udlænding, forstår man måske ikke det navn, patienten opgiver.

Når forstanderen på stuegangen har nedskrevet lægens ordinationer for en patient, skal lægen kontrollere og signere, før han går videre til den næste. Reglementet er oprindelig udformet til sygehuset i Santiago, som var et betydningsfuldt valfartssted.

Derfor er der en bestemmelse om, at sygehuset skal ansætte fire spanske præster og fire udenlandske, så både spansktalende og udenlandske patienter kan få åndelig trøst og den sidste olie, hvis de er døden nær. De udenlandske præster skal også deltage i stuegangen efter behov, eller der skal være en anden tolk til stede, så lægen kan få svar på de spørgsmål, han stiller de udenlandske patienter, og kan forklare den syge, hvad han ordinerer af kost og medicin.

For patienten er den, der mest omhyggeligt vil holde øje med, at han ikke får noget, en anden skulle have haft, som det til tider er sket, hedder det i reglementet.

Case managere i Barcelona

Den instrumentelle sygepleje har tilsyneladende været fælles gods for de tre skoler. Forskellene ligger i sygeplejens organisering.

Mens sygeplejerskerne i de kongelige sygehuse selv har plejet de syge, er sygeplejersken i den catalanske tradition snarere patientens case manager og koordinator af det tværfaglige samarbejde. Den catalanske arbejdsdeling fremgår allerede af reglementet for Hospital de la Santa Cruz i Barcelona, dateret 1417.

Sygeplejersken skal være på sygehuset dag og nat, så han altid kan modtage de patienter, der kommer. Han skal sørge for, at de bliver vasket og får en ren seng og noget at spise. Han skal tilkalde præsten, når den syge har hvilet sig, så den syge kan skrifte og modtage sakramentet og eventuelt oprette testamente.

Sygeplejersken skal også tilkalde skriveren og få bogført, hvilket tøj og andre værdier patienten har med sig, og sikre sig oplysninger om patientens navn, bopæl og arbejde. Den direkte pleje udføres af sygehjælpere, som sygeplejersken kan ansætte og afskedige inden for rammerne af den fastsatte normering.

Sammen med direktøren og skriveren har sygeplejersken desuden ledelsen af forskelligt andet hjælpepersonale som dørvogtere, køkkenpersonale og de medarbejdere, der daglig indsamler almisser i byen til sygehusets drift. Sygeplejersken skal tilse alle syge to gange om morgenen, to gange efter middagsmaden, én gang før midnat og én gang efter midnat for at overvåge, at sygehjælperne giver medicinen på de rigtige tidspunkter og holder de syge og stuerne rene.

Men allervigtigst: Sygeplejersken skal være til stede under måltiderne for at observere, hvordan de syge spiser, smage på maden og kontrollere, at den er veltillavet, og at der er nok.

Endelig er det sygeplejersken, der udskriver patienterne sammen med direktøren og skriveren, når lægen har erklæret dem færdigbehandlede. Det indebærer, at sygeplejersken har ansvaret for, at de syge ikke forlader sygehuset, før de er færdigbehandlede.

Ønsker de selv at komme hjem før tiden, skal han lade dem gå, men gøre opmærksom på, at de i så fald ikke kan forvente hjælp i fremtiden.

Religiøse sygeplejeordener

I midten af 1500-tallet forsvandt de gamle munke- og nonneordener helt ud af sygeplejen. ''Den katolske kirke var på det tidspunkt meget forfalden,'' siger Cecilio Eseverri.

Reformationen var allerede gennemført i Nordeuropa, og den katolske kirke sammenkaldte et koncil, der med afbrydelser kom til at vare i 17 år. ''Som følge af de nye doktriner trak munke og nonner sig tilbage til klostrene og den religiøse forbybelse. I stedet opstod der nye religiøse ordener, som udelukkende helligede sig plejen af de syge.'' Den ene orden, Bernardino de Obregón-brødrene, oprettede ikke selv sygehuse, men arbejdede i de kongelige.

Ordenens medlemmer var systematiske og kompetente sygeplejersker, der udgav den første spanske lærebog i sygepleje år 1617.

Da de religiøse ordener blev opløst i kølvandet på den franske revolution og Napoleons-krigene, forsvandt denne orden. Den anden orden, som skabte den andalusiske retning inden for sygeplejen, var San Juan de Dios-ordenen.

Denne orden, som Cecilio Eseverri tilhører, driver den dag i dag sygehuse i 45 lande verden over. Den blev ganske vist også opløst og forsvandt fra Spanien i en stor del af det 19. århundrede. Men den overlevede i andre lande og vendte derfra tilbage til Spanien.

Sygehuse for Amerika-sølv

Juan de Dios, eller Juan Ciudad, som han oprindelig hed, var en mærkelig skikkelse. Han var en uuddannet og fattig mand, havde været hyrde og var som soldat med til at drive maurerne ud fra Granada. Senere blev han bygningsarbejder og omvandrende bogsælger.

I 1539 blev han indlagt som sindssyg på det kongelige sygehus i Granada. De nærmere omstændigheder kender man ikke. Men hans fire måneder lange indlæggelse lader til at have været mere eller mindre frivillig, og han havde hele tiden kontakt med betydningsfulde personer i Granada.

Allerede under indlæggelsen fremsatte han en lidenskabelig kritik af de forfærdende forhold, sygehuset bød de sindssyge. Og resten af sit liv brugte han på at arbejde for et sygehus efter sit eget hoved.

Han var et brændende menneske, og han havde evnen til at skaffe sig venner, tilhængere og støtter. Selv tronfølgeren, den senere Filip den Anden, stod han i kontakt med.

Penge havde han ingen af, men han startede alligevel et stort sygehusbyggeri, og det lykkedes ham også at finansiere det.

''Mine kreditorer er ved at rive øjnene ud på mig,'' skriver han i et brev til en af sine rige velyndere. ''Min elskede søster, gode hertuginde af Sesa, send mig endnu en fingerring, som jeg kan pantsætte, for den anden har gjort god gavn, og I vil få lønnen i himlen.''

Juan de Dios døde, før hans store sygehusbyggeri var afsluttet. Men venner og tilhængere fortsatte arbejdet, også da sygehuset i Granada var færdigt. Juans ven, Antón Martín, oprettede et sygehus i Madrid, og ikke kun et sygehus, men også en sygeplejeskole.

Kvæstede og febersyge

I årene 1594-1643 oprettede San Juan de Dios-ordenen 18 sygehuse rundt om i de større spanske byer. Arkitektonisk kom sygehuset i Granada til at danne skole: En lukket gård og en brønd med koldt, rent vand. På de fire sider buegange, der gav adgang til de fire sygesale.

Patienterne blev visiteret efter behandlings- og plejebehov. En sal var for febersygdomme, én for sår og læsioner, én for uhelbredeligt syge og én for kvinder. I salene var der højt til loftet, plads og store vinduer, så der var lys og luft.

Et særkende for spansk sygepleje var, at patienterne, i hvert fald i princippet, skulle have deres egen seng. I andre lande, for eksempel Frankrig, lå de to og tre i hver. Takket være den omhyggelige dokumentation ved man en hel del om, hvem der blev indlagt på San Juan de Dios-sygehusene.

Forstanderne havde nemlig ikke kun ansvaret for at føre journal ved stuegang med lægens ordinationer af medicin, diæt og andre behandlinger. De skulle også sørge for, at patienterne blev registreret.

I maj 1574 bliver Diego de Ribera for eksempel indlagt på sygehuset i Granada. Han er ugift, skrædder, søn af Catalina Gutiérrez, har en hovedlæsion og er ved indlæggelsen iført en gammel sort kjortel og kappe og mørkebrune sko, alt i en dårlig forfatning.

Den 7. september 1576 bliver María Rodríguez indlagt. Hun var født i Montilla, gift med Benito Góngora, datter af Juan de la Cruz, alder 24 år. Gammelt skørt, kåbe og underskørt, ingen penge. Indlagt med feber. Diego de Molina, født i Logroño, ugift, søn af Antonio de Molina. Indlagt med kvæstelser den 7. november 1576, iført usle pjalter.

Diego de Ribera, María Rodríguez og Diego de Molina er blevet modtaget og visiteret af forstanderen, for reglementet pålægger forstanderen at fordele de syge på de sale, hvor de hører til i henhold til deres sygdom. Den første omsorg modtager de syge af en præst, som skal tage imod deres skriftemål ''i korthed,'' som det står i reglementet.

Derefter træder de menige sygeplejersker til, klipper negle og hår, hvis det kan ske uden at gøre den syge skade, vasker den syges hænder og fødder med opvarmet vand eller hele kroppen om nødvendigt, giver den syge en ren skjorte og lægger ham i en seng med rene lagner og puder.

Så udfører sygeplejersken den ordinerede behandling. Til sidst registrerer han navn og andre oplysninger og bogfører tøj og andre værdier, patienten har haft med sig. Den 5. marts 1577 registreres denne patient på sygehuset i Granada: Døende indlagt, dreng, tilsyneladende 14 år, hedder Lorenzo, indlagt med feber, mere om ham vides ikke.

Om denne patient står tilføjet i sygeplejebogens margen: Døde den 14. marts 1577, se i nåde til hans sjæl.

Omsorgen for Lorenzo i hans sidste timer har også været en del af sygeplejen, fremgår det af ordenens regler: Sygeplejersken skal observere, hvornår døden er nær og tilkalde en præst, så den syge kan modtage de hellige sakramenter, og i øvrigt være hos den syge i krisen, trøste og lindre i døden.

Sygeplejerskernes sygehus

I San Juan de Dios-sygehusene er det sygeplejen, der bærer organisationen. Lægerne og kirurgerne er kontraktansatte konsulenter, der kommer på stuegang to gange om dagen, men ellers ikke har deres gang på sygehuset.

Det samlede ansvar er i hænderne på den Øverste Broder (sygehusets direktør), mens plejen og alt, hvad der direkte angår de syge, er forstanderens ansvar. Og de to ledere er forpligtet til et nært samarbejde. Forstanderen visiterer de syge til de sygesale, hvor deres sygdom hører til.

Behandlingen er tværfaglig. I stuegangen i de medicinske sygesale deltager lægen, forstanderen, apotekeren, barberen (når der skal årelades, sættes igler med mere) og de brødre (det vil sige sygeplejersker), der har ansvaret for de enkelte sale. I den kirurgiske stuegang deltager kirurgen, forstanderen og den ansvarlige broder.

Forstanderen koordinerer det tværfaglige samarbejde. I Granada, i det første sygehus, ordenen oprettede, indebærer det ligefrem, at forstanderen skal kontrollere, om lægerne overholder deres kontraktmæssige forpligtelser, gennemfører stuegang to gange om dagen og sender en kvalificeret afløser, hvis de selv er forhindret.

Forstanderen har selvfølgelig også opsyn med plejen. Sygeplejerskerne skal sørge for, at de syge er velplejede og får redt seng mindst én gang om dagen. De skal sørge for, at glas og andet service, som de bruger, er rent, og at de syge får rent sengetøj mindst en gang om ugen.

Forstanderen har ansvaret for sygehusets sengetøj og linned, både sengelinned, som skal skiftes hver ottende dag, og servietterne, som skal beskytte patienternes tøj og sengetøj, når de spiser i sengen. Sygeplejerskerne har også ansvaret for rengøringen. De skal ryge salene med rosmarin eller anden røgelse tre gange i døgnet eller mere efter behov.

De skal sørge for, at bækkener bliver tømt hver morgen og i løbet af dagen, så lugten ikke fordærver sygesalen og generer syge og besøgende. De skal opbevare de syges urin, så lægen kan se den, og give medicin og diæt på de tidspunkter, lægen har ordineret.

Sygeplejerskerne skal dele maden ud og hjælpe de syge med at spise og drikke, hvis de ikke kan selv. De skal især være opmærksomme på de patienter, der skal spise på andre tidspunkter end resten af de syge.

Forstanderen inspicerer, at alt foregår, som det skal ved måltiderne. Han skal se til, at maden er varm og velsmagende, velkrydret og tilstrækkelig, at madlavningen foregår hygiejnisk, og at potter, pander og gryder bagefter skures med aske, datidens skurepulver.

Han har det overordnede ansvar for kosten og kosttilskuddene, det vil sige syltetøj, chokolade og andre tilskud, som har til formål at styrke patienten eller vække appetit.

Forstanderen skal se til, at der lægges en vagtplan. Der skal være en sygeplejerske om natten, så ingen på grund af sygeplejerskens forsømmelighed må dø alene eller kaste sengetøjet af sig eller falde ud af sengen eller foretage sig nogen uanstændighed, som sygeplejersken kunne forhindre.

Sygeplejerskerne skal i det hele taget være hos patienterne nat og dag, hjælpe dem med deres nødtørft, med at komme ud af sengen og med at dække dem ordentligt til, trøste dem og støtte de svage på alle måder, så de hurtigere kan genvinde deres sundhed.

Tilsvarende pligter har de kvindelige sygeplejersker på kvindernes sygesal. Og desuden skal de se til, at de uhelbredeligt syge kvinder kan fordrive tiden med at spinde, sy eller lignende. Beskæftigelsesterapi i det 16. århundrede.

Storhed og forfald

Det spanske sygehusvæsen havde sin storhedstid i 1500- og 1600-tallet. Den andalusiske sygeplejetradition blev dog bevaret og videreudviklet helt op til midten af det 19. århundrede (se artiklen 'Klorkalk og systematik').

Men i begyndelsen af 1800-tallet blev sundhedsvæsenet offer for opgøret med kirkens og de religiøse ordeners indflydelse. Selv om Spanien i slutningen af 1700-tallet var lidt af en politisk afkrog, set fra Europa, fik oplysningstidens ideer og den franske revolutions idealer også indflydelse her.

Der opstod krav om afskaffelse af enevælden og udarbejdelse af en forfatning, om jordreform og ikke mindst om et opgør med ''de unyttige klasser,'' adelen og kirken. I 1793 udgjorde adel og gejstlighed en tredjedel af den mandlige befolkning, de var fritaget for skat, og de to grupper ejede to tredjedele af al jord i Spanien. Samtidig var der stor fattigdom både på landet og i byerne.

Den første halvdel af det 19. århundrede var en urolig tid med fransk besættelse under Napoleon, strid om arvefølgen, social uro og borgerkrig.

I perioder, hvor de radikale kræfter var ved magten, blev de religiøse ordeners og kirkens magt lidt efter lidt begrænset og deres ejendom nationaliseret. Og selv om der også var perioder med konservativ kongemagt, fik de ikke deres ejendom tilbage, for staten var konstant på fallittens rand.

I 1836 faldt det afgørende slag. De religiøse ordener blev opløst og deres ejendom solgt til fordel for statskassen. ''Dermed faldt hele sundhedsvæsenet sammen,'' siger Cecilio Eseverri.

'Bispesæderne og de religiøse ordener havde store ejendomme, som de brugte som arbejdskapital. Da man beslaglagde de religiøse ordeners ejendom, beslaglagde man også den kapital, der sikrede sygehusenes drift.''

På det tidspunkt var de spanske sygehuse helt afhængige af kirken og de religiøse ordener, fortæller han. ''De kongelige sygehuse var allerede sygnet hen. De blev forsømt og døde lidt efter lidt. I 1700 var det kongelige sygehus i Granada allerede blevet til en klædefabrik.''

I 1788 var der 125 sygehuse i provinsen Palencia. I 1842 var der kun en femtedel tilbage, 27 sygehuse. I 1862 var der 14 sygehuse tilbage i hele provinsen. San Juan de Dios-ordenen forlod Spanien og vendte først tilbage 30-40 år senere. De store offentlige sygehuse slæbte sig igennem resten af århundredet, men sygeplejen overlevede i en sørgelig forfatning.

Florence Nightingale og den nye engelske sygepleje fik ingen indflydelse umiddelbart, og et hospitalsreglement fra 1892 tegner et billede af en sygeplejerske, som er fuldstændig henvist til at udføre lægens ordrer.

Men den spanske sygepleje var ikke bedre begravet, end at den igen har rejst sig som en selvbevidst og selvstændig profession i dette århundrede. Det er en anden historie.•

Nøgleord: Historie, Spanien, sygeplejehistorie.

Kilderne

Fremstillingen bygger i vid udstrækning på 'Historia de la enfermería española e hispanoamericana' af Cecilio Eseverri Chaverri, 2. udgave, Madrid 1995, forlag Editorial Universitas S.A.

Til den historiske baggrund er brugt 'Spain 1469-1714. A society of conflict' af Henry Kamen og 'Spain 1808-1939' af Raymond Carr.

Reglementet for Hospital de San Antolín er gengivet i 'La enfermería medieval. Un documento historico' af Cecilio Eseverri Chaverri, bragt i det sygeplejehistoriske tidsskrift Híades, Revista de Historía de la Enermería, nummer 3-4, 1996-97.

Beskrivelsen af sygehusene i Palencia bygger på 'Los hermanos de San Juan de Dios: Una Pagina en la Historia de Palencia' af Cecilio Eseverri Chaverri, Palencia 1994.

Alle citater er oversat af Kirsten Bjørnsson.

Cecilio Eseverri

Cecilio Eseverri Chaverri er medlem af San Juan de Dios- ordenen og arbejder i misbrugsklinikken på det psykiatriske hospital Centro Asistential San Juan de Dios i Palencia.

Han var i 15 år sygeplejedirektør på Hospital San Juan de Dios i Barcelona og lærer og vicedirektør på sygeplejeskolen samme sted, også i 15 år. Han har været formand for det spanske sygeplejeråds etiske komite.

Uddannet som sygeplejerske 1966, tog diplomuddannelse i socialt arbejde 1971, diplomuddannelse i ledelse 1972, diplomuddannelse i sygepleje 1978. Teologisk kandidat 1994.

Cecilio Eseverri har skrevet tolv bøger og to teaterstykker.