Faglig kommentar: Savn, sorg og skyldfølelse

Syge ældre lever i dag meget længere med deres sygdomme end tidligere. Og de sidste mange år har man forsøgt at forbedre de ældres mulighed for at blive i hjemmet så længe som muligt. Men skal de pårørende passe og pleje de svært plejekrævende ældre for enhver pris?

Det spørger en pensioneret, tidligere ledende sygeplejerske om. I 10 år passede hun sin syge mand. Han blev ramt af en blodprop i hjernen som 66-årig og skulle i begyndelsen hjælpes med alting. Der blev brugt lift i hjemmet, der kom to personer til at hjælpe ham med personlig hygiejne, og der blev brug for rengøringshjælp. Hustruen oplevede, at der kom en strøm af mennesker i det, der før havde været ægteparrets private bolig. Manden blev langsomt bedre ­ faktisk så god, at hustruen kunne overtage plejen. Men det var hårdt arbejde, og hjemmeplejen kom da også ind i billedet igen efter nogle år.

Jeg kender ikke sygeplejersken. Hun ringede til mig, da hendes mand efter 10 år kom på plejehjem. Hun spurgte, om vi ikke kunne skrive noget om den kronisk dårlige samvittighed, som hun og mange andre i hendes situation lider af. Hun mente, at medierne og patientforeningerne pustede til den dårlige samvittighed ved at bringe solskinshistorier om alle de opofrende hustruer, som næsten sled sig selv fuldstændigt op, før ægtefællen kom på plejehjem. Samtidig fortalte hun, at på trods af den opbakning hun havde fået fra både familie og hjemmepleje, da hendes mand kom på plejehjem, havde hun stadig dårlig samvittighed.

Hvor kommer den så fra?

En gift enke

I ægteskabsløftet hedder det til døden os skiller. I situationen hvor den ene ægtefælle er ude af stand til at tage vare på sig selv, er det ikke døden, der adskiller parterne, men sygdom. Især for kvinderne er det forbundet med en følelse af nederlag at opgive omsorgen for manden, fordi omsorgen traditionelt er kvindernes domæne.

I 'Fokus på sygeplejen 1998' beskriver sygeplejerske, cand.cur. Tove Lindhardt, resultaterne af en undersøgelse, hvor hun interviewede seks kvinder. De havde alle anbragt deres mand på plejehjem efter at have passet ham i hjemmet i mange år. Interviewene tog meget lang tid, for kvinderne havde ikke tidligere talt med nogen om, hvordan det var at være blevet alene, at miste det daglige fællesskab med ægtefællen og oveni føle sig skyldige.

Tove Lindhardt udledte fire hovedtræk af sine samtaler. Kvinderne har medlidenhed med mændene og tænker så meget på at tilgodese mændenes behov, at de ikke registrerer deres egne. De er på plejehjemmet hver dag og indgår i plejen for mandens skyld og for at hjælpe personalet.

Alle kvinder omtaler plejepersonalet på grund af den kaffe, personalet har serveret for dem. Den giver anledning til taknemmelighed, men samtidig bevirker den, at kvinderne ikke er meget for at klage over plejen ­ for eksempel manglende barbering ­ for det kunne måske gå ud over manden.

Personalet har aldrig drøftet, hvordan plejeopgaverne skulle fordeles eller talt med kvinderne om deres rolle på plejehjemmet.

Kvinderne er så påvirkede af, at manden er borte fra hjemmet, at de ikke får noget ud af den frihed, de har fået. Der er ikke overskud til at have gæster eller dyrke interesser, og skyldfølelsen over, at manden er anbragt på plejehjem, er så stor, at kvinderne meget hyppigt tvivler på, om beslutningen nu også var den rigtige. Om de ikke kunne have klaret pasningen et år mere.

Plejepersonalet drøfter ikke kvindernes livssituation med dem. En situation der både følelsesmæssigt, økonomisk og socialt betyder markante ændringer.

De er meget alene med sorgen over tabet af ægtefællen, og den uvished som er forbundet med at have en ægtefælle på plejehjem. De ved ikke, om manden vil leve fem år eller tre uger, og de vil gerne være på plejehjemmet i slutfasen, så de tillader ikke sig selv at tage væk i ret lang tid ad gangen.

Forebyggelse

Tove Lindhardts undersøgelse giver forhåbentlig stof til eftertanke blandt sygeplejersker, der har kontakt med familier, hvor den ene part skal på plejehjem, eller hvor pasningsbyrden i hjemmet er ved at blive for stor.

Den konstant dårlige samvittighed er belastende for kvinderne. Derfor må sygeplejersker tale med de kvinder, hvis mænd kommer på plejehjem. Det skal være samtaler, der handler om kvindernes velfærd, om deres ændrede situation og om deres behov. Det er ikke nok at byde den nye beboer velkommen. Den ægtefælle, der er blevet delvist enke/enkemand skal der også tages hånd om. Det er forebyggelse på et meget konkret plan.