Det delte hospital

Der ligger to kvinder på fødestuen på hospitalet i byen Metrovica i Kosovo.

Marina Jankovic er serber. Hun venter sit første barn, men er gået over tiden, og nu er fødslen ved at blive sat i gang. En serbisk jordemor lytter til hende, mens en serbisk sygeplejerske ser til.

Ved siden af ligger Sebahate Syla. Hun er albaner og lige kommet ind med kraftige veer. En albansk sygeplejerske tager imod, mens en albansk jordemor og en albansk læge holder sig klar.

Nu ligger de to kvinder side om side på fødestuen. Hvis de rækker hænderne ud, kan de nå hinanden. Men det er, som om der er en mur imellem dem. Deres verdener er skarpt opdelte. Præcis som resten af byen Metrovica, der efter krigen blev delt i en serbisk og i en albansk halvdel, hvor floden Ibar trækker en grænse gennem den delte by.

Hospitalet, som i dag er det eneste i Kosovo med både serbisk og albansk personale, ligger i den serbiske bydel.

Side 7

''Officielt arbejder vi sammen, men uofficielt er vi delt. Albanere vil ikke længere behandles af serbere og omvendt. Kun i yderste nødstilfælde accepterer vores patienter at blive behandlet af en person med anden etnisk baggrund,'' siger Nada Haxhibeqiri.

Hun er serber og oversygeplejerske på afdelingen. Før krigen var hun chef for alle sygeplejerskerne på føde- og barselsgangen, men nu har albanerne valgt en anden.

''Det er svært at arbejde sammen i dag, men vores fremtid må være, at vi forsøger igen. Det kan ikke fortsætte på denne måde,'' siger Nada. Hun er selv i en svær position. Hun er gift med en albansk overlæge, har et albansk efternavn og to voksne børn, der føler sig mere som albanere end serbere. Hendes mand er død nu, men Nadas hjerte er fortsat delt i to.

''Ingen må tvinge mig til at vælge side. Det kan jeg simpelt hen ikke.'' Derfor deltager hun heller ikke i den demonstration, det serbiske personale hver morgen holder foran hospitalet. Der er ingen bannere og ingen taler. Der bliver ikke vekslet mange

Side 8

ord i løbet af de ti minutter, demonstrationen varer, men budskabet er klart. Serberne vil have albanerne væk fra hospitalet. Det har været meldingen, siden krigen sluttede for et par måneder siden.

''Jeg gik med af nysgerrighed den første dag, men siden har jeg holdt mig væk. Det er noget pjat at demonstrere. Vi er her for patienternes skyld, og vi må lære at arbejde sammen som før.''

Hun serverer tyrkisk kaffe på kontoret uden for fødegangen. Personale ­ serbisk såvel som albansk ­ kigger forbi.

Kold luft

''Jeg har aldrig haft problemer med Nada. Vi har arbejdet sammen i 23 år, og jeg håber, vi kan fortsætte,'' siger Halime Klisurica.

Hun er den nye chef for de albanske sygeplejersker og jordemødre. Under krigen arbejdede hun i tre måneder for Læger Uden Grænser i en flygtningelejr i Kukes. Hun var selv en af flygtningene. I syv dage gik hun og hendes tre børn på 10, ni og fire år fra Metrovica til Kukes. Det blev til i alt godt 200 kilometer, inden de fandt en grænse, de kunne krydse. De var sultne og forkomne efter de mange dage på flugt.

''Det var slemt, og jeg var vred. Jeg besluttede, at jeg aldrig nogensinde mere ville tale med en serber,'' siger Halime Klisurica. Den 25. juni i år vendte hun tilbage til sin gamle arbejdsplads. ''Der var ingen, der talte med mig. Kolleger, som jeg tidligere havde arbejdet tæt sammen med, vendte mig pludselig ryggen. Nada var sød, men ellers var der kold luft mellem det serbiske personale og os.''

''Nu går det lidt bedre, men arbejdet er stadig delt, og det er slemt for patienterne, der er gidsler i det her. Jeg var glad for at se mine kolleger, og jeg har da også fået lidt mere styr på mit had. Jeg ved, at ikke alle serbere er onde, men det tager tid at tilgive,'' siger Halime Klisurica.

Mens vi sidder og taler sammen, kommer der et bud forbi med to kasser flydende modermælkserstatning. Nada Haxhibeqiri og Halime Klisurica ser undrende på kasserne. Ingen har bestilt modermælkserstatningen, der er afleveret uden afsender og uden brugsanvisning. Udløbsdatoen nærmer sig.

''Der er vist nogen, der har trængt til at få tømt lageret for gamle varer,'' konstaterer Halime Klisurica.

''Det sker desværre lidt for ofte. Vi har også fået medicin, vi ikke kunne bruge, fordi udløbsdatoen var overskredet. Det er et problem, fordi vi mangler alt. Medicin, lagner, instrumenter.''

Bevæbnede soldater

Før krigen sad serberne på hele hospitalsvæsnet i Kosovo. I dag er hospitalet i Metrovica det eneste, hvor serbere kan og tør komme for at blive behandlet.

De øvrige hospitaler i Kosovo er overtaget af Kosovo-albanere. Hver morgen kører busser med albanske læger og sygeplejersker gennem den serbiske zone og ind til hospitalet. I begyndelsen kastede vrede serbere sten mod busserne. I dag kører de nogenlunde uhindret igennem, men stemningen i busserne er mat og tavs.

Mange af passagererne sender nervøse blikke til siderne ­ parate til at dukke sig, hvis der skulle blive kastet sten.

Ved indgangen til hospitalet bliver albanernes tasker og lommer tjekket for våben af franske KFOR-soldater, inden de får lov til at gå ind på området.

Hospitaler er ifølge Genève-konventionen ikke militære områder, og det vil sige, at der ikke må bæres våben på hospitaler.

De eneste, der overtræder konventionen, mens Sygeplejersken er på besøg, er de franske KFOR-soldater. Første gang, vi er på hospitalet, møder vi mindst to svært bevæbnede franskmænd inde i bygningen.

Det lykkes senere verdenssundhedsorganisationen WHO at få en aftale med franskmændene om, at våbnene skal blive uden for bygningen.

Ingen patienter

De fleste af patienterne på hospitalet er serbere. Mange albanere tør ikke komme, fordi hospitalet ligger i den serbiske del af byen. De få, der alligevel kommer, bliver transporteret i særlige busser, som en fransk hjælpeorganisation har stillet til rådighed.

Der findes ikke noget ordentligt hospitalskøkken, så det er op til de pårørende at sørge for mad til deres syge. For mange albanere betyder det, at de kun får lidt eller slet ingen mad, mens de er indlagt, fordi de pårørende ikke tør at gå ind i det serbiske område.

De manglende albanske patienter betyder også, at de albanske læger og sygeplejersker stort set ikke har haft noget at lave, siden krigen sluttede for et par måneder siden.

På kirurgisk afdeling møder vi 14 albanske læger og sygeplejersker, men kun to patienter.

''Engang var hospitalet her et af landets førende i kirurgi med 1400 operationer om året. Nu har vi hverken medicin, lagner eller patienter,'' siger overlæge Nexhat Miftari og sender et blik ud over sin tomme afdeling.

Han åbner døren til et af de ti værelser.

Sengene er gamle og rustne. Vinduerne knust og et gardin eller det, der er tilbage af det, hænger slapt i en enkelt krog. Der er kun madrasser og tæpper på to af de i alt seks senge. Ingen sengeborde, intet sengetøj og ingen lamper.

Spærret inde

Der er kold luft mellem den albanske del og den serbiske del af kirurgisk afdeling. Den albanske del ligger til venstre for gangen, den serbiske til højre. Operationsstuen ligger som en helle i midten. Den er midlertidigt overtaget af Læger Uden Grænser.

Der ligger 10 patienter på den serbiske afdeling. Det er også lidt færre end før krigen, hvor der i gennemsnit lå 22.

''Vi mangler læger. De serbiske ortopædkirurger er rejst,'' siger Gordana Savic, 30, der er serber og oversygeplejerske på afdelingen.

Hun frygter, at hun snart vil blive tvunget til at forlade sin arbejdsplads og sin fødeby, Metrovica. ''Jeg vil gerne blive, men jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Jeg er bange for at blive tvunget til at forsvinde. Jeg beder til Gud hver dag, om at det ikke sker.''

Hendes kollega Dzagana Vlagic er ved at lægge stofbandager sammen. Hun er 45. For nylig blev hun og familien tvunget til at flytte fra Metrovica ­ de boede i den albanske del af byen. Nu er de flyttet til en forstad.

''Vi føler os spærret inde i byen.

Side 9

Vi tør ikke bevæge os uden for vores del af byen. Jeg bliver så længe, jeg kan. Jeg har ikke andre steder at tage hen,'' siger Gordana Savic.

Ingen løn

Ligesom det øvrige personale på hospitalet, har hun ikke fået løn i flere måneder. Tidligere udbetalte regeringen i Serbien løn til deres landsmænd i Kosovo. I dag har det internationale samfund overtaget kontrollen over provinsen, men det er stadig uafklaret, hvem der skal sørge for løn til personalet på hospitalerne.

''Vi har fået lidt medicin af Læger Uden Grænser, og vores uniformer er vist fra Danmark. Men løn, nej den har vi ikke fået endnu,'' siger hun og besvarer spørgsmålet om, hvad hun så lever af med et skuldertræk. Hun går ind for at skifte forbinding på en ung mand med brækket arm og adskillige skrammer efter et trafikuheld.

På fødestuen ligger serbiske Marina Jankovic og albanske Sebanate Syla med veer. Om kort tid vil deres børn komme til verden.

Nøgleord: KFOR, Kosovo, Læger Uden Grænser, Metrovica.

Billedtekster
Verden er delt på hospitalet i Metrovica. Kvinden til venstre er serber og bliver behandlet af serbisk personale, mens kvinden til højre er albaner. Hun bliver tilset af albanere.Hver morgen demonstrerer det serbiske personale foran hospitalet. De vil af med de albanske sygeplejersker og læger.Det albanske personale bliver transporteret i busser gennem den serbiske bydel. I begyndelsen blev der kastet med sten mod bussen. Nu nøjes serberne med at true.Gordana Savic er serbisk sygeplejerske. Hun er bange for at blive smidt ud af Kosovo. Da krigen sluttede, blev rollerne byttet om. Nu er det serberne, der er ofre for etnisk udrensning.Første gang, vi besøger hospitalet i Metrovica, bærer de franske KFOR-soldater våben på gangene. Det er en krænkelse af Genève-konventionen.To børn er født ­ en serber og en albaner. De er født på samme stue, i samme by, men sandsynligheden for, at de vil vokse op som venner, er ikke særlig stor i øjeblikket.