Når incestofret bliver voksen

Side 40 

Ilustration side 41

Incestuøse forhold kan dårligt sættes i kategori over, hvad der er det værste, der kan ske, og hvad der er knap så slemt, da det afhænger af, hvilken personlighed den krænkede har, indbefattet viljen til overlevelse. Samtidig kan man ikke sige, at incest kun finder sted i de lavere sociale lag. Dette har jeg selv erfaret, da jeg gennem en årrække i min barndom har været udsat for seksuelle krænkelser fra min far. En far, der selv er ansat i sygehusvæsenet som læge.

Jeg er 32 år og har gennem fire år været i terapi hos M/K-Rådgivningen i Århus. Jeg har to ældre brødre, der ikke har været udsat for incest. Min far er blevet konfronteret med overgrebene, og han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at have nogen kontakt med mig. Hvad min mor angår, så har hun, ifølge hende selv, ikke anet, hvad der foregik. Mine forældre blev skilt for 20 år siden.

Låg på følelserne

Incest -­ selv om jeg har været igennem et terapiforløb, er det fortsat svært at tage det ord i munden. Det er forbundet med urenhed, skyld, skam, ensomhed, vrede, følelserne blander sig sammen og efterlader en kvalmende fornemmelse. Imens overgrebene finder sted, finder jeg et fast punkt på væggen, går ud af mig selv, vil ikke føle. På en eller anden måde ved jeg, at det er forkert, og alligevel kan jeg ikke gøre noget for at få det til at stoppe.

Et eller andet sted vidste jeg godt, at det var forkert, men hvad var normalt? Med tiden lærer man at lægge låg på sine følelser, man lærer, at ens følelser ikke gælder lige så meget som andres, man lærer at være mindreværdig. Der kommer mere og mere pres på. Der er én, der har magten over mig. Mure bliver bygget i sindet, bag dem gemmer sig mine egne følelser og grænser.

Der går år. Murene er blevet til en fæstning. Jeg er vant til at tilpasse mig andres behov og tør ikke bede om noget. Kan ikke mærke mine egne grænser og lader andre vade hen over mig, for jeg har ikke noget forsvar i form af, hvad jeg vil finde mig i, sådanne situationer fremtvinger meget stressede følelser, fordi jeg prøver at gøre alle tilfredse. Jeg bliver slave af at udføre andres ønsker, inden de kan nå at ytre dem. Jeg kan simpelthen fornemme, hvad det er, de vil have ­ for det meste da. Er jeg ikke hurtig nok til at opfylde andres ønsker, eller gætter jeg forkert, så er der kun en selvudslettende skyldfølelse tilbage, fordi jeg fejlede. Jeg eksisterer kun på grundlag af, hvad jeg gør, og ikke på grund af det menneske, jeg er.

Samtidig gælder det om ikke at gøre sig bemærket. Jeg gemmer mig i stort tøj, der må ikke vises nogen tegn på kropslighed. Jeg spiser ikke, eller kun lidt. Jeg er bange for at blive for stor, at andre vil lægge mærke til mig, og at det på den måde kan afløres, hvad jeg har været igennem. Man lever under konstant pres, er rodløs, flakker rundt, bryder sig ikke om, at nogen kommer for tæt på. Resultatet er en ny kæreste, måske flytter jeg, eller vennerne bliver skiftet ud.

Smerten skal gennemleves

I terapiforløbet arbejder man med at afdække sine egne følelser og grænser. Musten for mursten skal murene brydes ned. Det gør ondt, og det er hårdt. Jeg må gennemleve den barndom, som jeg har arbejdet hårdt for at fortrænge. Det kan ikke gøres på en uge, det tager år med megen smerte. Smerten sidder i mellemgulvet. Nogle gange er den så intens, at den kan overdøve en fysisk smerte. Man skal forestille sig at rumme smerten sammen med de andre følelser, jeg beskriver; dem alle sammen i den samme krop.

Vreden. En vrede, der har været gemt siden overgrebene fandt sted. Jeg får anfald af vrede, hvor jeg får kræfter til at sparke en dør ind. Der er sparet godt op gennem årene. Vreden er lumsk, for den kommer forklædt. Et eksempel kan være en diskussion om et emne, hvor jeg så føler mig låst fast på uretfærdig vis. Det er gnisten, der tænder dynamitten fra fortiden, og al vreden mod min far kommer op til overfladen, fordi det giver mig en følelse af magtesløshed. Det ender med en eksplosion, hvor modparten overhovedet ikke forstår noget af, hvad der skete. Bagefter kommer den selvudslettende skyldfølelse; jeg har ingen kontrol over mig selv. Jeg tør ikke tale om det, fordi jeg er bange for at blotlægge noget af mit indre. Det samme sker gentagne gange. Til sidst, når jeg ikke kan holde den dårlige samvittighed ud mere, så flygter jeg ­ væk. Hvorfor så ikke få talt ud og få den dårlige samvittighed renset? Der er mange gange, hvor man kan spørge sig selv hvorfor. Meget foregår på det ubevidste plan, og det er først i terapiforløbet, at man ser sine handlinger.

Ensomhed og skam

Ensomhed. De seksuelle overgreb; det er hemmeligt, fordi det er så beskidt. Ingen må vide besked om, at jeg er besudlet. Jeg kan ikke fortælle noget. Det er for farligt. Alt bliver farligt. Jeg forsøger at skjule mig, og det lykkes så godt, at ikke kun omgivelserne bliver snydt af facaden, jeg bliver også selv snydt. Der er kun det lille men, at jeg ikke føler mig hel, at jeg føler en brændende smerte, at jeg føler rodløshed, at jeg føler mig uelsket, ikke kan elske mig selv, at jeg ikke må være, at jeg er værdiløs og kun kan elskes for de ting, jeg gør, og ikke for den person, jeg er. Jeg kan mærke, at jeg er anderledes.

Skammen. Den er nedgørende, ydmygende, man føler sig så utrolig beskidt. Samtidig har jeg følt en eller anden form for lyst,

Side 42

for sådan er drifterne i mennesket. Det er ulækkert, samtidig med at ens far forgriber sig på en, så føler man også lyst. Sammenhængen føles helt forkert. Normalt er det ikke begær, man forbinder med forældrerollen. Måske tænker man: ''Du kan da bare sige fra.'' Men det kan et barn ikke. Det kan sige fra eller til, når det gælder mad og drikke, men man kan ikke forlange, at det skal kunne sige fra, når der består den største livsfare ­ nemlig at miste den person, der tager sig mest af det, at miste det, man tror, er kærligheden. Man kan jo stille det spørgsmål, hvad det er for en slags kærlighed, faderen giver, og kvaliteten af den. Den bygger på et magtforhold og ikke på barnets præmisser, men den er der, og børn tager, hvad de kan få.

Der er noget galt i ægteskabet, og moderen er med til at skubbe datteren hen til faderen, så hun ikke selv behøver at have nogen seksuel kontakt med ham. Det lyder grotesk og meget anklagende, ikke desto mindre var det, hvad jeg selv oplevede. Den måde, jeg oplevede det på, var, at min mor godt vidste, hvad der skete. Hun forlangte til stadighed, at jeg skulle gå ind til min far og sige godnat, selv om jeg hylende og skrigende bad om at blive fri. Hun spurgte én gang om, hvad der var i vejen, men jeg ville naturligvis ikke fortælle noget, og så blev der ikke gjort mere ved det. Hvorfor ville jeg ikke sige noget? Angst. Jeg har aldrig følt, at min mor var på min side, så hvorfor skulle hun være det, hvis jeg fortalte, hvad der foregik i soveværelset inde hos min far.

Kroppen er et hylster

Kroppen repræsenterer lysten. Hovedet er det, der kan kontrolleres. Inden jeg startede i terapi, bestod jeg kun af et hoved. Det, der var nedenfor, eksisterede ikke. At man går ud af sin krop og finder punktet på væggen, mens overgrebene finder sted, gør, at man senere i livet ikke kan fornemme sin krop mere. Ordet 'krop' er knap til at have i munden, det vokser og er grimt. Jeg bliver misbrugt, men jeg er ikke i kroppen, den er kun et hylster, derfor kan jeg ikke føle mig hel.

Det seksuelle. Det mange betragter som det helt essentielle, når man taler om incest. Selvfølgelig spiller det en central rolle, men ud af det foregående håber jeg, at det er blevet klart, at det ikke kun er seksualiteten og de seksuelle følelser, der bliver ramt, når man udsættes for incest. I puberteten er man usikker på sine følelser, og alle andre unge har det ligesådan. Det er ikke så tydeligt, at man er anderledes. Senere får man en fast kæreste. I starten går det fint ­- forelskelse. Tiden går, og jeg får kvalme af al den nærhed og tæthed til et andet menneske. Jeg presser mig selv til at skulle synes, at det er rart at dyrke sex. Siger ikke noget om, at den seksuelle kontakt er til at kaste op over. Enten er forholdet fortsat på den måde, hvor incesten egentlig bare fortsætter ved, at jeg tier om forholdet, eller også har jeg sagt farvel til partneren og fundet en ny, hvor det så starter forfra igen.

Det er svært at sige, hvor jeg var endt, hvis jeg ikke var gået i terapi. Hvordan finder man ud af, at man har brug for at komme i psykologbehandling. Det tog mig godt et år at indse, at noget var galt. Det var et sorg- og kriseseminar i forbindelse med mit arbejde, der satte gang i det hele. Cirka et år efter kom incesten pludselig op til overfladen. Med ét vidste jeg, at det var det, der gjorde livet uudholdeligt. Jeg var chokeret over, at jeg kunne fortrænge noget så voldsomt. Det var ikke fordi, jeg havde glemt de seksuelle krænkelser. Da jeg først fik taget hul på min fortid, var oplevelserne helt klare. Det var svært, jeg var bange. Bange for at skulle dø, hvis jeg fortalte sandheden. Jeg kan ikke forklare, hvad det er, der foregår. 28 år og bange for, at mit liv ville tage en brat afslutning, hvis jeg fortalte nogen om overgrebene.

Terapien hjælper

I terapitimerne taler vi om forbudte følelser i mig. Langsomt kan hver mursten tages ned én for én. Det tager år. Jeg kan nå ind til mig selv -­ en lille meget forsømt pige, hun er mit inderste. Nu skal hun hjælpes på vej til at lære at leve livet. I starten er hun sky, senere bliver hun barnlig, begynder at turde selv, så skal der prøves grænser af. En lang periode, hvor hun er en prøvelse for sine omgivelser. Hun tester sit ego, hun er ekstra opmærksom på, at der ikke er nogen, der skal få magt over hende og er klar til at slås for det. Samtidig vil al den opsparede vrede ud. Hun har forandret sig meget, indordner sig ikke bare, ser kritisk på mange ting og vil behandles med respekt, hun kæmper for det.

Tiden er gået. Jeg er ikke ret tit i terapi mere, og alligevel udvikler min lille pige sig. Inden i mig er en voksen, smuk, stolt kvinde på vej. Det er dejligt. Vreden er ved at ebbe ud. Efter et terapiforløb, som jeg selv betragter som aldeles vellykket, har jeg fået en kæreste og en søn. Livet bliver ikke lettere, og fortiden er, som den er, men det er blevet meget lettere at løse konflikter. Jeg må dog til stadighed lytte til mig selv og mærke, hvor grænserne er. Jeg har fået et helt normalt liv og sexliv, men uden psykologhjælp var det aldrig endt sådan. Den sociale arvs onde cirkel ­- jeg har brudt den.

Nøgleord: Baggrund, incest, sexmisbrug.