Amtsligt tilbud til kommunal demenspleje

Udviklingen inden for demensområdet har de seneste år været hastigt stigende. Kommunerne opruster inden for hjemmepleje og plejehjem. Skærmede afsnit oprettes, dagcentre og daghjem får flere demente, og hjemmeplejen stilles over for stigende krav om omsorg for hjemmeboende demensramte.

Hvor holdningen tidligere var, at middelsvært og svært demente med for eksempel adfærdsproblemer var en opgave for specialplejehjem, er det nu vendt til, at disse borgere langt hen ad vejen også skal kunne rummes i kommunalt regi.

Der mærkes også en holdningsændring hos personalet, efterhånden som oplysning om demens øges, hvilket selvfølgelig er glædeligt. Tidligere var holdningen ofte 'fri os fra problemet'. Den nuværende holdning er snarere 'hvad kan vi sammen gøre for borgeren?'.

Koordinatorer giver op

Informationsmængden på demensområdet er steget tilsvarende. Der forskes som aldrig før rundt om i verden, og det kan være svært, om ikke umuligt, at holde sig ajour med det nye inden for behandling, pleje og omsorg i en i forvejen travl hverdag.

En del sygeplejersker er blevet sendt på kursus for at kunne varetage de nye opgaver og får så stillingsbetegnelse som demenskoordinator, nøgleperson eller lignende.

Det indebærer for manges vedkommende, at problemer af forskellig art, ofte også problemer der ikke handler om en demensproblematik, bliver hældt ned over ressourcepersonen. Hun er jo specialist, efter måske et kortere demenskursus. Forståeligt nok forlader mange jobbet efter kort tid på grund af presset, og en ny vidensperson bliver så uddannet, og proceduren kan gentage sig.

Det er selvfølgelig ikke rimeligt, hverken for den pågældende sygeplejerske eller samfundsøkonomisk. Det har måske også haft nogle menneskelige omkostninger for sygeplejersken, inden hun har erkendt, at det var for vanskeligt, og at der måske slet ikke var muligheder for rent fysisk og økonomisk til at klare opgaven.

Beklageligt er det også, at denne dyrekøbte viden ikke blev brugt, da sygeplejersken ofte har søgt hen i andre grene af sygeplejen. Ovenstående er en erfaring, det gerontopsykiatriske distriktsteam ved Psykiatrihospitalet i Dianalund har gjort.

Efterspørgslen efter kvalificeret undervisning og vejledning inden for demensområdet var altså fortsat stigende. Over en lang periode underviste en del af det gerontopsykiatriske team i deres fritid for at prøve at dække behovet, men det slog efterhånden ikke til.

I efteråret 1996 opstod tanken om at lave en undervisningsstilling i amtsligt regi som indtægtsdækket virksomhed. Kommunerne skal så betale for de ydelser, der ligger uden for det distriktspsykiatriske arbejde.

Støtter med viden

Den 1.1.1997 startede den nye virksomhed. Kravet fra ledelsen var, at der skulle tjenes

Side 33

Billede

Side 34

en løn ind til dækning af den stilling, som der ikke var normering til.

Den indtægtsdækkede virksomhed kom godt fra start. Udbuddet i butikken er kurser på hjælperniveau (hjemmehjælper, social- og sundhedshjælper, sygehjælper) og på sygeplejerske/social- og sundhedsassistent niveau.

Vejledning efter behov

Der er også etableret kontinuerlige vejledningsforløb til personale, primært i skærmede afsnit i kommunalt regi. Fordelen ved denne form for virksomhed er, at vejledningen kan gives i forhold til behovet det enkelte sted. Det kan være undervisning af hele grupper generelt om demens eller omkring enkelte problemområder. Det kan også være direkte vejledning i forhold til en enkelt borger.

Det kan for eksempel foregå helt enkelt ved, at vejlederen går med den faste hjælper og observerer og bagefter sammen med hjælperen evaluerer plejeforløbet. Det bliver mindre teoretisk, når vejlederen også står med den råbende fru Hansen en tidlig morgen i badeværelset.

Demenskurset for sygeplejersker er over fire dage, hvor der undervises i demens lægefagligt, sygeplejefagligt, og neuropsykologisk. Det omhandler også lovgivning, og i aktiveringsdelen vægtes sansestimulation højt.

Behov for supervision

I forbindelse med kurset for sygeplejersker var der et klart behov for at kunne få supervision på det daglige arbejde efter afslutning af kursusforløbet. Den undervisende distriktssygeplejerske og psykologen fra det gerontopsykiatriske team etablerede en supervisionsgruppe for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som havde fulgt det omtalte kursus, og som havde den primære kontakt med klienterne i hverdagen.

Hver supervisionsgruppe har otte medlemmer og mødes hver 14. dag i to timer. Hele supervisionsforløbet varer otte måneder. På skift fremlægger medlemmerne sager, som de ønsker at få supervision på. Her er det primært psykologen, som tager sig af supervisionen.

Demenssygepleje er ofte så kompleks, at det måske er en anden indfaldsvinkel (faglig vejledning), der skal til. Her har vi oplevet, at psykolog og sygeplejerske supplerer hinanden godt i forhold til demensproblemer.

I gruppen henvises ofte til tidligere indlært teori, og denne bruges så i forhold til de problemer, som fremlægges i gruppen. Til belysning af de forskellige problemstillinger bruger vi ofte som udgangspunkt psykolog Tom Kittwoods demensformel, som Christine Svane henviser til i sin ph.d. afhandling. I forløbet implementeres indlært stof i forhold til akutelle problemstillinger, som deltagerne står midt i.

Det er godt at komme på kursus, men hvor ofte er det ikke sket, at man efterfølgende har stået over for et problem, som det havde været rart at have underviserens eller de andre kursisters mening om.

Det er ved denne form en mulighed. Desuden er der altid kun 14 dage til, at et svært problem kan blive belyst.

Udveksler erfaringer

I et langt forløb bliver kursisterne ikke kun gode til at forene teori og praktik, men, hvad der er lige så vigtigt, at kunne skelne hvad der er deres opgave, og hvad de ikke bør tage ansvaret for.

Det kunne være manglende tilbud til den demente og eventuelle pårørende. Det er så sygeplejerskens opgave at gøre opmærksom på, hvilke muligheder der bør være til stede, og hvilke konsekvenser det giver for plejen, hvis de ikke findes.

I gruppen har vi hørt om flotte politiske målsætninger inden for demensområdet, som det var sygeplejerskernes opgave at udføre, men uden at der blev tilført økonomiske midler til området. Det er svært at gøre ret meget uden penge.

Desuden er gruppeformen god til at udveksle erfaringer på tværs af kommunegrænser. Deltagerne finder ud af, hvor forskelligt, der arbejdes i de forskellige kommuner, og at det kunne være en fordel at arbejde på tværs af kommunegrænser. I Vestsjællands Amt er der mange små kommuner med mellem 5.000-8.000 indbyggere.

Undervejs i forløbet er indlagt en temadag, hvor der er tid til undervisning i emner, som deltagerne ønsker at få nærmere belyst. Af emner, deltagerne valgte, var blandt andet demenskoordinatorens rolle og kompetence, øget viden om kropssprog og de nye behandlingsmuligheder i forhold til Alzheimers sygdom og vaskulære demensformer.

Tilbagemeldingerne fra deltagerne har været positive. De fleste har givet udtryk for, at det var rart at have et sted at gå hen med de problemer, der opstår i dagligdagen, og komme frem til konstruktive løsningsforslag, hvis sådanne var mulige.

De sidste gange i grupperne fortalte deltagerne, at nu havde de ikke flere problemer, de ønskede taget op, men der var emner, som de ønskede at få mere viden om. Det er vel udtryk for, at deltagerne er blevet dygtige til at se handlemuligheder i forhold til svære plejeproblematikker. Og når man lærer meget om et emne, opdager man, hvor meget man ikke ved.

Fleksibel undervisning

Ved afslutningen af forløbet var alle enige om, at det var vigtigt stadig at have kontakt med gruppen og hinanden. Det er derfor aftalt, at alle, der har gennemført et supervisionsforløb, vil have mulighed for at mødes to gange om året. Psykiatrihospitalet i Dianalund vil gratis stille lokaler og sekretariatsfunktion til rådighed, mens deltagerne selv skal lave dagsorden i forhold til, hvad de ønsker debatteret. Denne ordning vil være udgiftsneutral for deltagerne.

Som tidligere nævnt er funktionen som undervisende distriktssygeplejerske kun godt to år gammel. Men jeg mener, at den allerede har vist, hvor meget der aktuelt og i fremtiden er brug for en anderledes undervisningsform. Behovet er forskelligt, og det er vigtigt at kunne tilbyde vejledning og undervisning lige netop tilpasset det aktuelle behov. Demenssygepleje er så kompliceret og undergår så mange ændringer meget hurtigt, at der er brug for øget samarbejde på tværs af faggrænser.

Litteratur

1. Swane CE. Hverdagen med demens. København: Munksgaard, 1996.

Nøgleord: Demens, demenskoordinatorer, distriktspsykiatri, uddannelse.

Billedtekster
Kommunernes plejepersonale har i dag en helt anden forståelse for demente og deres problemer end tidligere.Efterspørgslen på kvalificeret undervisning og vejledning har været stadigt stigende.